« Tilbage til søgeresultaterne
Uretfærdighed
Med Forfatterindens Tilladelse bringer vi nedenstaaende Artikel, der har været optaget i Berlingske Tidende d. 11. Febr. 1909.
Uretfærdighed.
Forholdet mellem Staten og dens Borgere er et Pligtforhold. Enhver Samfundsborger fødes med talrige Pligter overfor Staten - Retspligter, Skolepligt, Værnepligt, Skattepligter etc. Til Gengæld har Staten den Pligt at byde sine Borgere et velordnet Samfunds Sikkerhed, Bekvemmelighed - og Retfærdighed. Naar Ordet Staten nævnes, foresvæves man uvilkaarligt af et urokkeligt ophøjet Princip, som staar højt hævet over al Kritik; men i et folkeligt, parlamentarisk Styre er Staten bleven Borgernes egen, selvvalgte Samfundsform, den er det store, ydre Maskineri, som drives fremad af Folkets egen Vilje, og enhver Uretfærdighed, Staten begaar, falder derfor tilbage paa Borgerne selv.
I sin Tid, da Folkene begyndte at kræve deres Ret, lød det første naturlige Krav: »Enhver, som betaler sin Skat til Staten, bør have sin Stemme med i dens Ledelse. Den skatteydende Borger bør selv bestemme, hvad den Skat, han betaler, skal bruges til.« Men Menneskerettighedernes Forkæmpere forlangte mere: »Lige Ret for Alle! Den, som ikke evner at betale Skat til Staten, bør dog have sin Stemme med i dens Ledelse, da dette er den første Betingelse for, at han kan opnaa bedre Kaar.« Disse Krav bøjede Staten sig for, og den almindelige Valgret blev Følgen. Og saa mentes det, at nu var Retfærdigheden paa dette Omraade sket Fyldest.« . Retfærdigheden!
Er Verden da slaaet med Blindhed? Ser Mændene kun med det ene Øje - og kan de med dette kun finde deres egen Ret? Menneskerettighedernes Forkæmpere, der taler højt om Retfærdighed for Alle - hvorfor slaar de sig nogenlunde til Taals med den Uretfærdighed, der bydes Kvinderne?
Her er Grunden? Mændene, som paa Grund af deres fysiske Styrke i Aartusinder har kunnet bevare deres selvtagne, politiske Enemagt, betragter egentlig denne som et Slags Privilegium af Guds Naade, et jordisk Bevis for, at de er Skabningens Ypperste, de klogeste, de stærkeste, skabte til at herske. Paa Bunden af deres Sjæl gør de fleste Mænd endnu Kønsforskellen til en Klasseforskel og lægger derved uvilkaarligt den fysiske Styrke til Grundlag for Retsprincipet - betænkeligt i Lighed med Dyrelivets Samfundsbasis. Ganske vist, spørger man en Mand, svarer han som Regel: »Selvfølgelig er det uretfærdigt, at Kvinden ikke har politisk Stemmeret« - men han ser dog roligt og ligegyldigt paa, at denne umiskendelige Uretfærdighed vedblivende bestaar.
Mændene er Staten, Mændene danner vor lovgivende Forsamling. Mændene indrømmer, det er uretfærdigt, at enhver af deres eget Køn, han være fuldkommen unyttig for Samfundet, har politisk Stemmeret, naar ingen Kvinde har denne Ret, selv om hun præsterer samfundsnyttigt Arbejde - og Mændene gør dog intet for at ændre denne Uret. Altsaa, de taaler roligt en Uretfærdighed, som kan ændres - det viser ikke Evne til at herske.
Følgende Par Eksempler paa denne Uretfærdighed, grebne i Flæng mellem talrige andre, turde være særligt talende: Den Kvinde, som med fuldkommen Opofrelse og livsopslidende Arbejde opdrager sine Børn til nyttige Samfundsborgere, hun har ikke samme Ret i Samfundet som den Mand, der maaske driver sit Liv unyttigt hen; hun har ikke, som han, Adgang til at faa ændret de Love, der for hende er hæmmende og uheldige. Og den Kvinde, som gennem sit eget Arbejde og sin Intelligens er i Stand til ikke alene at betale betydelig Skat til Staten, men til i sin Tjeneste at ansætte Mænd, som derved bliver i Stand til at stifte Familie og betale Skat, hun har ikke samme Ret i Samfundet som de Tjenere, hun, gennem sit eget Arbejde, ernærer.
Uretfærdigheden i disse Tilfælde turde være iøjnefaldende!
Mændenes stadige Forsvar for Uretfærdigheden imod Kvinderne er Fablen om disses manglende politiske Egenskaber, deres Mangel paa Logik, paa selvstændig Mening, paa Evne til Enighed, etc. Men denne Fabel burde snart gaa samme Vej som enhver anden middelalderlig Heksetro. I Særdeleshed burde Mændene, efter de politiske Egenskaber, som de selv i de senere Aar har vist, være varsomme med at udtale deres Tvivl om Kvindernes Kapacitet. Thi, hvis den Partipolitik, det Intrigespind, den Bagtalelse, den Mangel paa Sammenhold, den Handlen med Ret og Uret, den Kryben for Vælgerne og Glemmen Landets virkelige Gode, den selviske Magtsyge og det forbløffende Sneversyn, som snart altfor længe har floreret indenfor adskillige Dele af Nutidens lovgivende Forsamlinger, er Bevis for udmærkede politiske Egenskaber og tusindaarig Øvelse, saa turde dog maaske Kvindernes formodede Mangler og Uøvethed næsten være at foretrække. I hvert Fald tør jeg paastaa, at nuværende Politikeres Gennemsnitsværdi er af en saadan Art, at Berettigelsen til at holde Kvinderne udenfor det politiske Liv med Paastand om, at de paa Grund af deres Egenskaber ikke egner sig til at komme derind, er bortfalden. Og dermed bortfalder det eneste Forsvar for Uretfærdigheden!
