Dansk
« Tilbage til søgeresultaterne

Dansk Kvindesamfunds Aarsmøde i Holstebro den 2., 3. og 4. Juni 1909

« Se emneord

Onsdag d. 2. Juni, Kl. 9, samledes alle Del­tagere i Mødet i Afholdshotellet i Holstebro. Kl. 9 til 11 afholdtes Fællesstyrelsesmøde i en Sal, medens Tillidsmændene samledes i en anden, for at drøfte deres særlige Anliggender som Valg til Fællesstyrelsen o. s. v. Kl. 11 aabnedes det 1. Forretningsmøde (hvortil kun Tillidsmændene og Fællesstyrelsen havde Ad­gang) af Formanden Fru Jutta Bojsen-Møller, efter hvis Opfordring man sang »I alle de Riger og Lande«.

Efter at Fmd. for Holstebrokredsen, Frk. Karen Johansen i faa Ord havde budt Forsam­lingen Velkommen, gik man over til Dagsor­denen.

 

Punkt I. Forslag om Ændring i Lovenes Paragraf 14 derhen, at af Fællesstyrelsens 15 Medlemmer mindst 3 maa være Medlemmer af de jydske, 2 af de fynske, 2 af de sjællandske Kredse (udenfor København), og 1 af de lolland-falsterske Kredse. 5 sjællandske Kredse.

Fru Elisa Petersen (Næstved) anbefaler Forslaget paa de 5 Kredses (Sorø, Slagelse, Næstved, Skjelskør og Korsør) Vegne. Man mente, at der ved Forslagets Gennemførelse vil­de skabes en bedre Forbindelse mellem Kredsene indbyrdes og mellem Kredsene og Fællesstyrel­sen. En saadan Repræsentation vilde ogsaa være i Overensstemmelse med Forholdstalsvalgmaaden.

Hr. Landstingsmand Jørgen Berthelsen (Aalborg) taler paa Fællesstyrelsens Vegne og har fra denne Mandat til bestemt at fraraade en Lovændring i den foreslaaede Retning. Efter de beslaaende Forhold mellem Medlems­tallene vilde det ikke heller blive en retfærdig Fordeling. Det er ikke godt at være bundet ved en saadan Bestemmelse, da man dog først og fremmest maa sørge for at vælge Folk, som kan og vil møde og gøre et Arbejde for Sagen. Man kan gaa ud fra, at Mødet vil vide at tage de tilbørlige Hensyn til de forskellige Ønsker.

Fru Berg-Nielsen (København) fraraader bestemt denne Indskrænkning i Valgfriheden.

Fru Andersen (Balslev-Ejby) taler for, at ogsaa Landkredsene skal repræsenteres i Fæl­lesstyrelsen.

Efter nogen Forhandling tages Forslaget tilbage, men

Fru Elisa Petersen (Næstved) forbeholder sig Ret til muligvis at bringe det frem igen ved næste Fællesmøde, naar man har set Ud­faldet af Valget i Aar.

 

Punkt II.     Formel Ændring af Paragraf 3.

Kassereren.

Frk. Anna Olsen foreslaar følgende Til­føjelse til Fælleslovenes § 3, L. 7: »For de Medlemmer, der ikke er pligtige at modtage Medlemsbladet, betales kun 25 Øre for hver til Fælleskassen.«

Ved de sidste Ændringer af § 3 har man ikke klart faaet dette udtrykt.

Vedtoges   uden  Diskussion.

 

Kl. 2 genoptages Forhandlingerne og alle har Adgang.

Fru Bojsen-Møller aabner Fællesmødet med et hjærteligt Velkommen til alle og særlig til de 34 nye Kredse, som forhaabentlig har sendt Tillidsmænd til Mødet. En Tak til Holstebro for den festlige Modtagelse (Hør! Hør!). Vi beklager meget at maatte savne vor Næstformand, Fru Stampe Feddersen, som desværre er syg. Vi haaber at hun snart vil blive rask, saa hun kan tage fat igen. Foreslaar at sende et Telegram til Fru Stampe Feddersen (Stor Tilslutning fra Forsamlin­gen). Hermed er Mødet aabnet og vi haaber, at det maa blive et rigtigt godt Møde!

En lille Pige overrækker under rungende Klapsalver en Buket til Fru Bojsen-Møller.

Helge Hostrups Sang: »Hun sad bagved Ruden med nedslagne Blikke«, synges

Frk. Johansen (Holstebro) udtaler paa Holstebrokredsens Vegne sin Glæde over, at et saa stort Antal Tillidsmænd er kommet den lange Vej. Haaber at Mødet maa blive til Gavn for Sagen hele Landet over, og at det særlig her i Vestjylland maa bringe Vækst og Forstaaelse, hvad der nok kan tiltrænges. Beklager, at Hr. Frederik Bajer ved Sygdom er forhindret i at være til Stede. (Stor Til­slutning.)

Frk. Marie Luplau vælges til Ordstyrer.

 

Punkt III. Dansk Kvindesamfund og Po­litik.                                    Fællesstyrelsen.

Fru Riising-Rasmussen, Odense, Medlem af Fællesstyrelsen indledede:

Der er gaaet en stor politisk Bølge hen over vort Land i dette Foraar, og Kvin­derne er blevet revet med af den. Hvor Kvin­der er kommet sammen i disse Dage, er der talt Politik og atter Politik i en Grad, som al­drig før og i Kredse, hvor det aldrig før har været paa Tale.

Den kommunale Valgret er jo nok den Sten, der har sat Vandene i Bevægelse, og uden hvilken det Hele ikke var kommet saa stærkt, men ogsaa andre Faktorer har virket med, andre Kræfter har hjulpet til. Jeg tæn­ker her paa Forsvarssagen.

Hvad man end mener om den - for eller imod - naar man ser objektivt paa den, saa maa man indrømme, at det har den evnet: at kalde Kvinderne frem - og ikke Kvindesagskvinderne alene -. Den har maaske kaldt mest paa Bourgeoisiets Kvinder. Men det er ogsaa dem, der trængte mest, dem, der holdt sig fornemt tilbage og mente, at Sam­fundet helst burde styres af Mænd alene.

Forsvarssagen har bragt den Tanke frem i vide Kredse: Kvinder har ikke politisk Valgret! Hvorfor har de ikke det? Bør de have det? - eller bør de ikke?

Og det er den første Betingelse for, at en Sag kan føres igennem, at den diskute­res, at der tages Stilling til den, og at der tales om den i Alvor, saa at den ikke fejes bort med et haanligt Skuldertræk, - som saa ofte før er sket, netop med Kvindesagen.

Men nu tales der om Kvindesag Danmark over, og mangen en gammel konservativ Høj­remand, der Aar igennem har ivret mod Kvin­ders Valgret, har ved dette Valg sukket: »Ja, havde vi bare Kvinderne med.«

Dette, jeg her har sagt, er Erfaringer fra Odense; muligt er det anderledes andre Steder. Ved de kommunale Valg stemte i al Fald i de store Byer, København og Odense, over 70 pCt., hvilket maa siges at være et stort Antal. Da Mændene i 1849 fik politisk Valgret, stemte kun 16-40 pCt.

Og hvad de politiske Valg angaar, da vil man se, at Kvinder i langt højere Grad end nogensinde før er mødt til Vælgermøder og Valghandlinger.

Der er interpelleret i saa godt som alle Landets Kredse, og vi har det Særsyn, at næsten alle Kandidater har givet Kvindernes Valgret deres Tilslutning, - mer eller mindre ivrigt - men dog gjort det!

Kvindernes Valgret er blevet ak­tuel, og det er ikke mere et Spørgsmaal, man kan gaa uden om eller lade ligge. Det er da ganske naturligt, at vi her diskuterer om Kvin­derne og Politiken.

Der er arbejdet godt og solidt i mange Aar for Kvindernes Sag, den er muret fra Grunden, og derfor staar den fast, og bygges der end sommetider løst ovenpaa, saa falder Grunden dog ikke sammen. Og der er bygget med ri­vende Fart. Kvinder, der for faa Aar tilbage saa med Forargelse og Ringeagt paa de Kvin­der, der talte om Politik eller om Kvindesag, de var nu de første til at agitere.

Der er talt til Kvindernes Hjær­te, og derfor er de kommet i saa stort Tal.

Men jeg tror alligevel, at naar den stærke Valgstemning nu har lagt sig, saa vil Kvindesagen gennem den, være bragt et Stykke fremad. Den har aabnet Mændenes Øjne for, at Kvinderne ogsaa er gode at have med. Den har løftet Kvindernes Tanker fra det daglige Liv, fra det daglige Arbejde; det har taget dem fangen, alt dette nye, og det har frydet dem at være med til at arbejde for Fædrelandets Vel paa den Maade, de nu syntes var den bedste. Men har de først prøvet det én Gang paa dette ene Omraade, saa giver de det aldrig mere fra sig. Thi der er ikke noget saa løf­tende for Menneskenes Sind som dette at arbejde med for en stor Sag!

Derfor har det glædet os at se den store Interesse, Kvinderne har vist baade gennem de kommunale Valg, og ogsaa nu ved de po­litiske.

Spørger vi, hvorledes »Dansk Kvindesam­fund« som Forening skal stille sig i For­holdet til Politiken, da deler dette sig i to Spørgsmaal. Paa den ene Side: »Dansk Kvindesamf.« og Politik« og paa den anden Side: »Dansk Kvindesamfund« og de politiske Par­tier«.

Om »Dansk Kvindesamfund« skal give sig af med Politik?

Ja selvfølgelig!

Det er jo netop én af »Dansk Kvindesam­fund« s vigtigste Opgaver at bringe Kvinderne Oplysning om politiske Spørgsmaal. Og det, hvad enten det gælder Storpolitik - de Tanker og Principer, hvorefter Folk og Land styres - eller det gælder de enkelte Love og Bestemmelser, der vedtages paa Rigsdagen.

Vi Kvinder maa følge vaagent med og sætte os ind i Tingene saaledes, at vore Meninger er underbygget af Grunde.

Det er jo netop det, Mænd saa ofte klager over, at Kvinder i Diskussion ikke vil bøje sig for Grunde og Beviser, men blot mener et eller andet, fordi de nu en Gang mener det, - men det er ikke nok. Naar Mænd skal respek­tere vore Meninger, saa maa de have Grunde for dem. Derfor maa vi lære at slutte logisk fra en Ting til en anden. Vi maa vide Besked om det, vi taler om.

Derfor er det én af »Dansk Kvindesam­fund« s  Opgaver  at  bringe  Oplysning  om  de forskellige Spørgsmaal, der ligger for. Og der er mange!

Der er Kvinders Retsstilling i Samfundet og i Ægteskabet. Vi maa aldrig blive trætte af at hjælpe den daarligt stillede Hustru, altid have lydhørt Øre for de forurettede Kvinders Klage.

Vi maa ikke give op, før vi er naaet saa vidt, at Mand og Kvinde bliver stillet lige for Loven.

Der er Kvindens Ret til at drive Næring. Kvinders  Adkomst  til  alle  offentlige  Em­beder og Stillinger.

Der er ugifte Mødre og deres Børn. Og der er Barnepleje, det vi siden skal høre om.

Der er alt, hvad der angaar Kvinder og Børn, og der er alle de humane Opgaver, som særlig ligger Kvinderne nærmest.

Men ogsaa de almindelige Love interesserer os alle. Retslove, Toldlove, Skattelove osv. Der er nok - efter min Mening - som »Dansk Kvindesamf.« kan tage op til Drøftelse for sig selv og andre. Og det kommer altsammen ind under Politik. Thi den omfatter jo alle Samfundets Interesser.

Hvad er Politik, og hvorledes er den? Nogle mener, den er dels ødelæggende, dels indviklet, og siger derfor, at Kvinderne er for gode til Politiken, andre, at de er for dumme.

Er Kvinderne gode, da trænger Samfundet dobbelt til dem, og da kan de slet ikke undværes i det politiske Liv. Thi Politik er ikke slet i sig selv, men den kan drives slet, den kan gøres lav og smudsig, og da er det, Kvinderne maa med for at hjælpe til at holde den oppe over Smudset. »Poltik er ikke noget daarligt - siger en Forfatter - men noget saare ideelt. Thi Politik er efter sit Væsen Arbejdet paa at skabe de bedst mulige Kaar for Menneskelivet ved at fremme Ret og afskaffe Uret. Netop de bedste maa være med til at støtte den gode Politik, den fører til Folkenes Lykke.«

Men er vi Kvinder dumme, da trænger vi til at lære, til at udvikles netop igennem Samfundslivet. Politiken gavner Kvinderne, idet den udvider deres Horisont. Den giver dem flere Interesser og større Fædrelandskær­lighed.

Politiken rummer baade Farer og Fordele, som jeg ikke her vil komme nærmere ind paa. Det vilde føre alt for vidt. Men saa meget vil jeg sige, at det er enhver oplyst Borgers Pligt at sætte sig noget ind i politiske Spørgsmaal og at danne sig en Mening om de politiske Par­tier, for at han kan vide, hvad og hvem han skal stemme paa.

Og da Kvinderne jo sikkert faar den po­litiske Valgret om kortere eller længere Tid, er det ogsaa vor Pligt at arbejde paa politisk Oplysning, og derfor maa vi sige:

»Dansk Kvindesamfund« skal absolut give sig af med Politik i den Forstand, at det brin­ger Oplysning om politiske Spørgsmaal, og hertil hører de Spørgsmaal, der vedrører Sam­fundets Interesser i det Store og Hele.

Men hvorledes?

Ja, her kommer vi ind paa Spørgsmaalet om Partipolitiken.

Og Fællesstyrelsen maa da hævde, at »Dansk Kvindesamfund« som Forening maa stille sig udenfor Partierne.

De enkelte Medlemmer kan gaa ind i hver sit Parti og gøre et Arbejde dér.

Jeg tror, at ogsaa det er en god Maade at arbejde for Kvindesagen paa.

Thi netop, naar de evner at gøre Gavn dér og viser Interesse for Spørgsmaalene, vil de aftvinge Mændene Respekt, og derigennem vinde dem for Kvindernes Valgret.

Derfor er det af stor Betydning, at Kvinder gaar ind i de politiske Partier og hjælper til efter bedste Evne.

»Dansk Kvindesamf.« som Forening maa staa udenfor Partierne. Ikke begunstige nogen af dem, men dele Sol og Vind lige. Det maa holde Vejen aaben for alle Partier, belyse Spørgsmaalene fra alle Sider. Det maa lade Talsmænd fra de forskellige politiske Partier komme til Orde og derved give politisk Op­lysning i videste Maal.

Vi havde i Vinter Foredrag i Odense om kommunale Emner, holdt af Mænd fra alle po­litiske Lejre (Højre, Venstre, Socialdemokra­ter). Ingen af dem kom ind paa partipolitisk Agitation. Men selv om de havde gjort det, be­tød det intet.

Og det maa jeg sige med det samme, at ved kommunale Emner kan man undgaa Parti­politik. Ved politiske Spørgsmaal kan man det ikke. Naar vi vil have Højre, Venstre og Socialdemokrater til at belyse forskellige Em­ner, eller vi kan faa dygtige Mænd indenfor Partierne til at fremlægge deres Program for os, saa faar vi selvfølgelig Partiernes Mening at vide, og vi er da inde paa Partipolitik, men det gør altsammen intet.

Vi hævder, at Foreningen som saadan ikke berøres deraf, naar den blot lader alle Røster komme til Orde og de forskellige Partier faa Lejlighed til at belyse Sagen fra deres Stand­punkt. Tager vi blot skiftevis vore Foredrags­holdere fra forskellige politiske Lejre, vil ingen bebrejde os noget.

Dansk Kvindesamfunds forskellige Medlem­mer har jo ogsaa hver sine Meninger og An­skuelser, de er alle lige velkomne i Dansk Kvindesamfund. Vi mener endogsaa, at den Brydning og Afslibning, der opstaar herved, udvikler os mere, end om vi alle tænkte ens.

Vi lærer af og paa hinanden. Vi modnes herigennem til at se Samfundets Inter­esser, ikke blot som Parti- eller Standsinteresser, men som Fællesinteresser for os alle. Selv om vi ser det under forskellige Synspunk­ter, vil vi dog alle det Heles Vel.

Og jeg ser det som et Tegn paa Kvindernes Modenhed i politisk Henseende, at vi kan mø­des her i fælles Samarbejde for den Sag, vi kæmper for, uden at tage smaalige eller person­lige Hensyn, men med Fordragelighed overfor hinanden.

Og det er jo dog noget, at vi, saa vidt for­skellige som vi er, fra modsatte Lejre - dog forliges godt. Ikke blot her paa Fællesmødet - den ene Gang om Aaret kan vi jo sagtens holde Fred - men ogsaa hjemme i Kredsen. I Odense har vi Medlemmer fra de mest konser­vative til Socialdemokraterne - gennemløben­de alle Faser. Og det gaar godt.

Vi maa regne med Partierne, vi har dem jo nu en Gang. Jeg vil ikke sige, at de er et »nødvendigt Onde«, men jeg vil sige, at de af­stedkommer megen Usandhed og megen Ufordragelighed.

Men Fædrelandet, det elsker vi alle. Dets Ve og Vel ligger os paa Sinde, og det staar over Partierne.

For mig staar Kvindesagen som den store Sag, der rækker Verden over og gælder en hel Menneskeheds Oprejsning, - baade politisk, økonomisk og socialt.

Vi er mange vi Kvinder, og det giver Styrke at vide det.

Det er Kvindernes Sag, vi kæmper for, det er den, vi har kær, det er den, vi vier vort Arbejde og vore Kræfter. Den vil lære os at se stort paa Tingene, ikke smaaligt, ikke parti­fjendsk, men med Kærlighed og Forståelse paa alle Kvinder.

Og gør vi det, da vil vi føre vor Sag til Sejr, frelst gennem alle Skær.

Hr. Overretssagfører Munch-Petersen (Kø­benhavn): Fællesstyrelsen har ønsket at bringe Sagen frem, fordi der har været rejst Tvivl om Dansk Kvindesamfunds Stilling. Ved forrige Fællesmøde vedtoges en Resolution herom. Fællesstyrelsen ønsker ogsaa ved dette Møde at fastslaa, at Dansk Kvindesamfund staar udenfor al Partipolitik, derfor foreslaar Fællesstyrelsen, at Mødet vedtager følgende Resolution:

»Fællesmødet udtaler, at Dansk Kvinde­samfund ikke er nogen partipolitisk For­ening. De enkelte Kredse kan derfor ikke som saadanne ved Valget støtte noget poli­tisk Parti. D. K. S.s Hovedformaal er, at arbejde for Kvindernes politiske Valgret og Valgbarhed, der ikke er nogen Partisag. Der­imod har de enkelte Medlemmer ikke alene en Ret, men ogsaa en Pligt til at slutte sig til de politiske Partier, som de føler sig i Overensstemmelse med, og derigennem gøre deres politiske Indflydelse gældende.«

som herved sættes til Forhandling.

Det blev en meget livlig Forhandling, hvori det fra forskellige Sider hævdedes, at der er store Vanskeligheder for Kvinderne ved at slutte sig til de bestaaende politiske Par­tier, og at Ordet Pligt bør slettes. Kvinderne bør ligesom Mændene have Ret til at være Løsgængere. Paa den anden Side fremhæves det. at Pligten er at slutte sig til det Parti, hvormed man er i Overensstemmelse, og at denne falder bort, naar et saadant Parti ikke findes. Kvinderne kan vise deres politiske Mo­denhed ved at deltage i Partipolitiken. En Del Interessante Erfaringer og Oplysninger fra de kommunale Valg fremsættes.

Hr. Overretssagfører Munch-Petersen æn­drer Forslaget til Resolutionen saaledes, at den kommer til at lyde:

»Fællesmødet udtaler, at Dansk Kvinde­samfund ikke er nogen partipolitisk For­ening. De enkelte Kredse kan derfor ikke som saadanne ved Valget støtte noget po­litisk Parti. D. K. S.s Hovedformaal er. at arbejde for Kvindernes politiske Valgret og Valgbarhed, der ikke er nogen Partisag. Derimod bør de enkelte Medlemmer slutte sig til de politiske Partier, som de føler sig i Overensstemmelse med og derigennem gøre deres politiske Indflydelse gældende.« Den sættes under Afstemning og vedtages enstemmig.

 

Punkt IV. Ønsker Fællesmødet, at Fællesstyrelsen skal nedsætte et Udvalg til at ar­bejde for mulige Ændringer angaaende Kvin­ders Adgang til Embeder og Stillinger samt arbejde for, at Kvinder opnaar samme Løn for deres Arbejde som Mænd?

Fællesstyrelsen.

Hr. Overretssagfører Munch-Petersen: Det er almindelig bekendt, at der er mange Stil­linger, Embeder og Hverv, hvortil Kvinder ikke har Adgang; og dette er et Forhold, som Fællesstyrelsen oftere har haft sin Opmærk­somhed henvendt paa. Det er nemlig Tilfældet her i Landet, at hvor der i vor Lovgivning ikke udtrykkelig staar nævnt, at Kvinder har Adgang til en Ansættelse, anses de for ude­lukkede herfra. Det er tvivlsomt, hvorvidt denne Fortolkning er ubestridelig, men den er imidlertid fastslaaet ved Brug. Som Eks­empler paa Opgaver for det foreslaaede Ud­valg, kan nævnes det, at Kvinder bør kunne blive Nævninge. Et andet er det, at Kvinder bør have samme Løn for samme Arbejde som Mænd.                                     .

Det vil ogsaa være af Betydning, at der findes et saadant staaende Udvalg, hvor Kvin­der kan søge Oplysninger angaaende Erhverv eller Stillinger. Vi haaber ved Vedtagelsen af en Resolution bedre at kunne formaa Kapaci­teter til at gaa ind i det paatænkte Udvalg, hvor der bliver et stort Arbejde at udføre. Jeg henstiller derfor til Forsamlingen at ved­tage en Resolution, der gaar ud paa at be­myndige Fællesstyrelsen til at nedsætte et Ud­valg som det foreslaaede. Desuden har man ved at bringe dette Forslag frem ment, at der ved Forhandlingen herom kunde frem­komme Oplysninger, der kunde give Udvalget Impulser til dets Arbejde.

Fru Ulrikke Mathiesen (Kbhvn) ønsker, at et saadant Udvalg nedsættes, og at det kunde arbejde for Ansættelsen af kvindelige Syge­kasselæger.

Frk. Lund-Jacobsen (Kolding) henleder Opmærksomheden paa, at Lærerinderne i Sta­tens højere Almenskoler samt i de 4 kommu­nale højere Almenskoler (Kolding, Vejle, Fre­dericia og Helsingør) med Hensyn til Lønnen er i høj Grad uretfærdigt stillede i Forhold til Lærerne. Har henvendt sig til sine kvinde­lige Kolleger og af dem faaet Bemyndigelse til at tale deres Sag paa Fællesmødet.

Herefter fulgte en meget livlig Forhand­ling, hvorunder der fremkom mange interes­sante Udtalelser. Overfor Paastanden om, at Lærerinderne foraarsager langt større Udgif­ter end Mændene ved deres Sygemeldinger, op­lyste Fru Scheuer (Kbhvn), at det ved en Sta­tistik herover, var paavist, at dette beløb sig til gennemsnitlig 11 Kr. om Aaret.

Det hævdedes fra flere Sider, at Hustruen ikke kan anses som ernæret af Manden, idet hendes Arbejde i Hjem­met jo uden hende maatte udføres af en løn­net Medhjælp, og at det er nationaløkonomisk ligesaa værdifuldt som løntjenende Arbejde. Fru Berg-Nielsen (Kbhvn) fremhævede, at dette er anerkendt i den kommunale Valglov, idet Hustruen har Valgret uden at betale Skat. Fru Nelly Hansen (Esbjerg) paaviste, hvorle­des en Del Kvinder har opnaaet samme Løn som Mændene ved Hjælp af stærke Organisa­tioner. Fru Schewing (Hjørring) fremdrog Sygeplejerskernes Kaar, som i høj Grad træn­ger til Forbedring.

Ordstyreren satte herefter Forslaget under Afstemning. Det vedtoges enstemmig.

 

Punkt V. Forslag om Oprettelse af Kur­sus i Barnepleje.

Fru Ulrikke Mathiesen (Kbhvn) indledede med et interessant og oplysende Foredrag.

Fru Berg-Nielsen (Kbhvn) meddeler, at »Dansk Sygeplejeraad« har besluttet sig til tage Sagen op. Henstiller til Forsamlingen, at Dansk Kvindesamfund som saadant ikke paa­tager sig noget i denne Retning, men ser hvor­ledes Sagen ordnes af Sygeplejeraadet.

Det vedtoges, at D.  K.  bør støtte Sagen

 

Mødet Kl. 8.

Punkt VI. Hvorledes bør Kvinderne stille sig til Lovforbud mod Kvinders Natarbejde. Københavnskredsen.

Ordstyrer:   Frk.   Paludan-Müller.

Frk. Louise Neergaard (Kbhvn): Naar Dansk Kvindesamfunds Fællesmøde i Aar skal beskæftige sig med Spørgsmaal om Kvinders Natarbejde i industrielle Virksomhe­der, saa fejres der i Virkeligheden derved et Slags Jubilæum. Det er snart 10 Aar siden, at D. Kv. Sf., da Fabriksloven i 1899-1900 be­handledes i Rigsdagen, tog et energisk Arbejde op for at forhindre, at der blev udstedt et Særforbud mod Kvinders Natarbejde. Samti­dig bestræbte man sig for at faa Paragraffen, der forbyder den kvindelige Arbejder at ar­bejde i de første 4 Uger efter sin Nedkomst, kombineret med en Bestemmelse om, at den Understøttelse, hun i denne Periode eventuelt faar af det Offentlige, ikke faar Fattighjælps Virkninger. Desuden søgte man at faa For­budet mod Børns Arbejde i industrielle Virk­somheder udstrakt indtil det 14de Aar, saaledes som foreslaaet af Regeringen. Der stod stort Gny af den Kamp, der dengang førtes. I Rigsdagen stod de socialdemokratiske Rigs­dagsmænd ikke særlig paa Kvindernes Side imod Forbudet, nuværende Borgmester Jensen talte saaledes for dettes Vedtagelse. De kvindelige Fagforeninger anmodede om, at saafremt Forbudet gennemførtes, maatte det sna­rest følges af et Forbud mod Natarbejde i industrielle Virksomheder i det hele taget, altsaa ogsaa for mandlige Arbejdere. Resultatet af den Kampagne, der førtes imod Forbudet, og i hvilken D. Kv. Sf. tog livlig Del, blev, at For­budet ikke vedtoges, ligesom Kvindernes Øn­sker m. H. t. Understøttelse i Barselperioden ogsaa blev taget til Følge. Derimod udvidedes Børnebeskyttelsen som bekendt kun til det 12te Aar.

Nu er denne Sag bleven aktuel paany, dels fordi Fabriksloven skal revideres i 1910, og navnlig fordi Danmark i den mellemliggende Tid har tiltraadt Bernerkonventionen, som forbyder Kvinders Natarbejde i industrielle Virksomheder. Naar jeg i denne Forbindelse taler om »Bernerkonventionen«, saa maa De ikke derved tænke paa den, hidtil maaske mest kendte, Bernerkonvention, som sikrer Forfat­tere mod uberetigede Oversættelser etc. Schweiz er jo de internationale Kongressers Land, og her blev da ogsaa i September 1906 i Bern afholdt en international, diplomatisk Konfe­rence, der vedtog den Bernerkonvention, som her er Tale om, nemlig en »international Kon­vention angaaende Kvinders Anvendelse til Natarbejde«. Den vigtigste Bestemmelse i denne Konvention er, at Nattehvilen for Kvin­der beskæftigede ved industrielt Erhverv skal omfatte 11 paa hinanden følgende Timer i Døgnet, hvori Tiden fra 10 Aften til 5 Morgen skal være indbefattet. Jeg skal oplæse Kon­ventionens fire første Paragraffer for Dem, de sidste Paragraffer vedrører mere formelle For­holdsregler om dens internationale Gennemfø­relse i Praksis:

1.   Kvinders industrielle Natarbejde skal være for­budt uden Hensyn til Alderen, under Forbehold af føl­gende Undtagelser:   Overenskomsten udstrækker sig til alle industrielle Bedrifter, hvor der er beskæftiget mere end 10 Arbejdere og Arbejdersker.    Den finder ingen Anvendelse i Virksomheder, hvor kun Familiemedlem­mer ere beskæftigede.   Enhver af de tiltrædende Parter bestemmer, hvad der forstaas ved industrielle Bedrifter. Men under alle Omstændigheder regnes hertil Bjergvær­ker og Stenbrud, saavelsom Bearbejdelse og Forarbej­delse af Genstande; derhos fastsætter hver Stat gennem sin Lovgivning Grænsen mellem Industri paa den ene Side og Handel og Landbrug paa den anden Side.

2.   Den i det foregaaende forudsatte Nattehvile har en Varighed af mindst 11 paa hinanden følgende Timer. I disse 11 Timer skal i alle Stater Tiden fra Kl. 10 Aften til Kl. 5 Morgen være indbefattet.    I de Stater, hvor der allerede nu er fastsat Bestemmelser vedrørende voksne industrielle Arbejdersker, kan, i en Overgangs­periode af højst 3 Aar, Varigheden af den uafbrudte Nattehvile indskrænkes til 10 Timer.

3.   Forbudet  mod  Natarbejde  kan  sættes  ud  af Kraft:  1) I Tilfælde af en uforudseelig Driftforstyrrelse, som ikke gentager sig periodisk og som skyldes højere Magt (force majeure).   2) Ved Forarbejdelse af letfor­dærvelige Genstande, for dermed at forhindre Tab af Raamateriale.

4.   I  Industrier,   som   er   underkastet   Aarstidens Indflydelse (Sæson-Industri) saavelsom under overordent­lige Forhold i alle Bedrifter, kan Varigheden af den uafbrudte Nattehvile, paa 60 Dage i Aaret, indskrænkes til 10 Timer.

Denne Konvention blev tiltraadt af følgen­de Lande: Tyskland, Østrig, Ungarn, Italien, Frankrig, Luxemborg, Holland, Belgien, Eng­land, Portugal, Spanien, Schweiz samt Sverige og Danmark, altsaa i Virkeligheden alle Eu­ropas mere civiliserede Stater undtagen Norge, hvis Fraværelse, sikkert skyldes, at da Forar­bejderne til Konferencen blev gjorte i 1905, var Norge midt i Unionskrisen. Der er al Sandsynlighed for, at Norge senere vil tiltræde.

Sverige har for ganske kort Tid siden, trods nogen Protest fra Kvindernes Side, med over­vældende Majoritet vedtaget Forbudet mod Kvinders Natarbejde i Overensstemmelse med Bernerkonventionen, og dette har i Virkelighe­den allerede i en Aarrække været gældende i en Del af de nævnte Lande, f. Eks. i Tyskland, Frankrig, England og Schweiz, saaledes at disse Lande vel nærmest deltog i Konferencen og gav deres Underskrift for at give Sagen deres moralske Støtte, ligesom Danmark underskrev den paa samme Konference vedtagne Konven­tion om Forbud mod Benyttelse af hvidt Fos­for til Tændstikfabrikation, et Forbud, der har været gældende her hjemme siden 1874.

Det praktiske Resultat af Danmarks Til­trædelse af Bernerkonventionen er altsaa, at den danske Regering, som paa Konferencen var repræsenteret af dav. Kontorchef i Indenrigs­ministeriet H. Vedel, har forpligtet sig til i 1910 at forelægge Rigsdagen en Ændring i Fabriksloven gaaende ud paa at bringe denne i Overensstemmelse med Bernerkonventionen. Me­dens de øvrige Stater skulde ratificere deres Tiltrædelse af Konventionen inden Udgangen af 1908, forbeholdt Danmark sig Frist til 1912 af Hensyn til den i 1910 forestaaende Revision af Fabriksloven. Alt dette vidste de, der interserede sig for Spørgsmaalet, og man afventede Regeringens Forslag. Imidlertid foregrebes pludselig Begivenhedernes Gang i Rigsdagssamlingens sidste Dage, idet d’Hrr. Folketings­mænd Dr. Birck og Johan Knudsen d. 29. April indbragte et Forslag til Ændring af Fabriksloven, som imidlertid ikke naaede til Behand­ling. Dette Forslag, som jeg for Nemheds Skyld vil kalde Dr. Bircks Forslag, da der næppe er Tvivl om, at det væsentlig skyldes hans Inter­esse for social Lovgivning, forbyder Børn ind­til 14 Aars Alderen at arbejde i industrielle Virksomheder. Endvidere foreslaar det, at Personer under 18 Aar og alle Kvinder uden Hensyn til Alder ikke maa arbejde mere end 10 Timer Netto, 12 Timer Brutto, i et Døgn og slet ikke i Tiden fra 9 Aften til 5 ½  Morgen. Dr. Bircks Forslag er altsaa endnu mere vidtgaaende end Bernerkonventionen, hvis Natar-bejdsforbud kun gaar fra 10-5, selv om Be­stemmelsen om 11 Timers uafbrudt Nattehvile i Praksis vil komme til at betyde, at Kvinder ikke maa arbejde f. Eks. fra 7 Aften til 6 Morgen eller fra 8-5, alt efter de forskellige Virksomheders Behov. Dr. Birck forlanger jo imidlertid 12 Timers Hviletid, altsaa Pavse f. Eks. fra 6-6 eller 7-7.

Det vil nu være rimeligt at undersøge, hvor mange Kvinder, der vil rammes af Forbudet,

hvis det gennemføres i Danmark, og der er da ogsaa i Anledning af Danmarks Tiltrædelse af Bernerkonventionen foranstaltet to af hinan­den uafhængige Undersøgelser i saa Hense­ende, den ene foranlediget af Arbejdsgiverfor­eningen, den anden af de Samvirkende Fagfor­bund. Begge disse Undersøgelser kommer til det Resultat, at det kun er nogle faa hundrede Kvinder, der vil rammes af Forbudet, navnlig da det overlades de forskellige Landes Rege­ringer administrativt at gøre Undtagelser fra Forbudet i forskellige Virksomheder. Natar­bejdet falder ind under tre forskellige Katego­rier: Overarbejde, Natarbejde i Virksomheder med uafbrudt Drift hele Døgnet og endelig saadant Arbejde, der kun kan udføres om Natten. En Virksomhed, der falder ind under den før­ste Kategori, Overarbejdet, er f. Eks. Bogbin­derfaget. I den travle Tid Oktober-Decem­ber, da de nye Bøger skal ud, forekommer der meget Overarbejde hos visse Firmaer i Kbhvn. Det er væsentlig Brochurearbejde (nye Bøger i Papiromslag), og dette er et Arbejde, som sær­lig udføres af Kvinder. I de Virksomheder, der er i uafbrudt Drift hele Døgnet med 2 skiftende Arbejdshold, beskæftiges der f. Eks. Kvinder i nogle Tekstilfabrikker, væsentlig i Vejle, hvor et Par hundrede Kvinder har re­gelmæssigt Natarbejde, desuden paa Glasvær­kerne og i Papirfabrikkerne, hvor et færre Antal Kvinder deltager i Natarbejdet. Ved saadant Arbejde, der kun kan udføres om Nat­ten, som f. Eks. Trykning af Morgenbladene og Rengøring af Sporvognene, er der ogsaa et mindre Antal Kvinder beskæftiget.

For alt Natarbejde gælder selvfølgelig den Regel, at det betales bedre end det samme Ar­bejde udført om Dagen. Overarbejde betales, naar det udstrækkes over en vis Tid med indtil 100 % over Minimal timelønnen for Dagar­bejde. Kvindelige Trykkeriarbejderes Mini­malløn i Kbhvn. er 14 Kr. ugentlig for ude­lukkende Dagarbejde, 18 Kr. ugentlig, naar Arbejdsgiveren tillige har Ret til af og til at benytte deres Arbejdskraft om Natten. En enkelt kvindelig Trykkeriarbejderske, som ar­bejder ved »Socialdemokraten«, udelukkende om Natten, 3 ½  Time i Døgnet, har en Uge­løn af 24 Kr., dette er dog en Undtagelse. Ved Sporvognsrengøring faar de kvindelige Dagarbejdere 25 Øre i Timen de Søgnedage, 30 Øre om Søndagen, medens Natarbejderne faar henholdsvis 30 og 35 Øre i Timen. Disse faa Eksempler maa være nok til at belyse den økonomiske Side af Sagen.

Men nu de arbejdende Kvinder selv, hvor­ledes stiller de sig, ønsker de Forbudet? Hertil svarer de absolut Nej. Et Forbud gældende Kvinder alene vil ramme dem ikke alene øko­nomisk ved at fratage dem Adgang til Overarbejdspenge i travle Perioder og til et bedre løn­net Natarbejde, som det maaske af en eller an­den Grund desuden passer dem bedre at ud­føre end Dagarbejde; men hvad der er værre, en saadan Undtagelseslov kan udelukke Kvin­derne fra Konkurrencen med den mandlige Ar­bejdskraft i enkelte Fag, idet visse Arbejds­givere maaske slet ikke vil benytte kvindelig Arbejdskraft, naar den er behæftet med et saadant Forbud.

Selvfølgelig er Natarbejdet ikke gavnligt for Sundheden, og det kunde være ønskeligt at faa det forbudt baade for Mænd og Kvinder i Virksomheder, hvor det ikke er absolut nød­vendigt. Man kunde jo ogsaa tænke sig, at et Forbud mod Kvinders Natarbejde rent sam­fundsmæssig set vilde være et saa stort Gode, at Hensynet til de enkelte Individer, det gik ud over, maatte træde i anden Række. Noget saadant skønnedes jo at være Tilfældet, da vi for nylig gennemførte 8 Lukkeloven og tidli­gere Helligdagsloven. Begge Love gik ret føle­ligt ud over de enkelte Individers Erhvervsfri­hed, idet Forbudet kom til at udelukke endogsaa den Mand eller Kvinde, der ikke beskæfti­ger fremmed Arbejdskraft, fra at drive sit Er­hverv paa alle Tider af Døgnet. Her var imid­lertid ikke Tale om et Særforbud for Kvinder, men lige Ret for alle Samfundsborgere. Hvis det nu var saa, at en stor Mængde Kvinder og Mødre arbejdede regelmæssig i Fabrikkerne i Danmark om Natten og satte deres egen og den kommende Slægts Sundhed paa Spil derved, saa kunde Samfundet maaske med nogen Ret fordre gennemført denne særlige Beskyttelse for Kvinder. Af de 47,000 Kvinder, som efter den sidste Industritælling fra 1906 arbejder i industrielle Virksomheder, rammes næppe mere end een Procent af Forbudet, medens et langt større Antal Kvinder vil kunne ved­blive med Natarbejde enten fordi de har Hjem­mearbejde, der ikke kan kontroleres, eller fordi deres Erhverv slet ikke falder ind under in­dustriel Virksomhed, som f. Eks. de mange Kvinder, der har Natarbejde i Kaféer og Re­stauranter for ikke at tale om Sygeplejersker­ne eller de mange, hvis Arbejde ved Vadsk og Rengøring ofte falder ind under Natarbejde.

Man vilde altsaa ved at gennemføre For­budet mod Kvinders Natarbejde i industrielle Virksomheder skabe et Princip om særlig Lov­givning for Kvinder indenfor Erhvervslivet, uden dog samtidig at opnaa Formaalet at beskytte Kvinderne, og jeg tror, at man derved vil begaa en Uretfærdighed.

Jeg har bestræbt mig for i den korte Tid, der kan være til min Disposition som Indleder af Diskussionen, at give en saa vidt muligt ob­jektiv Fremstilling af Forholdene, uden dog til Slut at lægge Skjul paa min personlige Op­fattelse. Det vil jo nu af Diskussionen fremgaa, om man er enig med mig i, at D. Kv. Sf. atter denne Gang skal tage et Arbejde op for at forhindre, at der i Fabriksloven indsættes et Forbud mod Kvinders Natarbejde. Viser det sig, at der er Stemning for at tage Kampen op paany, enes vi nok om Formen. Dog skal jeg, idet jeg forbeholder mig at deltage i Diskussio­nen, henstille, at vi eventuelt søger Samarbejde med de arbejdende Kvinder selv, idetmindste til en vis Grad, og dette vil jo bedst ske gen­nem de Fagforeninger, der er interesserede i Sagen.

Da Regeringen, som sagt, ved sin Repræsen­tants Tiltrædelse af Bernerkonventionen har forpligtet sig til at forelægge Rigsdagen et For­slag om Forbud mod Kvinders Natarbejde, maa Kvindernes Virksomhed for at forhindre dettes Gennemførelse jo særlig gaa ud paa at paavirke Rigsdagens Medlemmer, der faar den endelige Afgørelse i deres Haand.

Da Spørgsmaalet var fremme i 1899 pro­testerede Kvinderne - skønt ikke adspurgt - mod et Særforbud. Daværende Indenrigsmi­nister Bramsen - som jo forøvrigt gjorde sig meget fortjent ved sin Gennemførelse af Fabrikslovens mange gode Bestemmelser - saavel som flere Rigsdagsmænd, talte derfor med nogen Bitterhed om »en vis doktrinær Kvindesagsbevægelse«, der havde bemægtiget sig Spørgsmaalet. Forhaabentlig vil Kvinderne og­saa denne Gang være vaagne og forhindre Gennemførelsen af et Forbud, som vi vist med Rette kan kalde »doktrinært«, fordi det maa­ske kan have sin Berettigelse i de store Indu­strilande, medens det hos os kun vil genere Kvindernes Erhvervsfrihed uden at den tilsig­tede Beskyttelse opnaas.

Fru Berg-Nielsen (Kbhvn) havde været Formand for det Udvalg indenfor Dansk Kvindesamfund, der tog Arbejdet op for ti Aar siden, da Fabriksloven blev forelagt. An­ser den økonomiske Selvstændighed for Grund­laget for al Selvstændighed. Anbefaler derfor Dansk Kvindesamfund at gøre alt for, at Kvinderne ikke skal komme ind under denne Sær­lov. Der bør intet Indgreb gøres i Kvindens Erhvervsfrihed.

Hr. Overretssagfører Munch-Petersen (København): Dansk Kvindesamfund bør have sin Opmærksomhed henvendt paa Fabrikslovens forestaaende Revision, for at gøre sin Mening :gældende paa forskellige Punkter, f. Eks. med Hensyn til Børns Natarbejde.

Fru Mathiesen ønsker, at det ved Lov paa­bydes, at der paa Fabriken findes en Forbindkasse.

Fru Nelly Hansen (Esbjerg) kunde ønske, at Mødet skulde vedtage en Resolution om Indskrænkning i Børnearbejdet. Dette er langt det vigtigste Spørgsmaal, og Kvinderne maa vise, at de ogsaa kan interessere sig for andet, end deres egne Sager.

Efter nogen Forhandling foreslog Frk. Neergaard følgende Resolution:

»Dansk Kvindesamfund samlet til Fælles­møde i Holstebro i Juni 1909 henstiller til Regering og Rigsdag, at der ved den fore­staaende Revision af Fabriksloven ikke gen­nemføres et Forbud mod Kvinders Natar­bejde i industrielle Virksomheder, idet Fæl­lesmødet anser et Særforbud mod voksne Kvinders Natarbejde for at være et skade­ligt Indgreb i Kvindernes Erhvervsfrihed.«

som vedtoges enstemmig.

Hr. Overretssagfører Munch-Petersen foreslaar følgende Resolution:

»Fællesmødet bemyndiger Fællesstyrelsen til at nedsætte et Udvalg, der ved den forestaaende Revision af Fabriksloven, skal arbejde for at Hensynet til Børn og Kvinder i denne sker fuld Fyldest.« Vedtages enstemmig.

 

Punkt VII. Dansk Kvindesamfunds Stil­ling til en mulig Folkeafstemning om Forsvarssagen. Fællesstyrelsen og Sorøkredsen.

Fru Weistrup (Sorø) meddeler, at Fru Bjerre var bleven forhindret i at komme til Stede; overlod til Fællesstyrelsen som Medforslagsstiller at motivere Forslaget.

Fru Carstensen (Kbhvn) talte paa Fællesstyrelsens Vegne, men har forøvrigt kun lidt at sige om Sagen. Fællesstyrelsen har aldrig været i Tvivl om. at det var dens ufravigelige Pligt, dersom det blev til Alvor med en Folke­afstemning, da at sætte alt ind paa, at Kvin­derne fik Stemmeret ved denne. Man mente imidlertid, at et Andragende herom til Rege­ring og Rigsdag vilde faa større Vægt, naar det vedtoges af Fællesmødet. Fællesstyrelsen foreslog derefter følgende Resolution:

»Dansk Kvindesamfund anmoder Rege­ring og Rigsdag om, ved en eventuel Folke­afstemning om Forsvarssagen, at give Kvinderne   Stemmeret   paa   samme   Betingelser som Mænd      «

Resolutionen sattes under Afstemning og vedtoges enstemmig.

 

Torsdag d. 3. Juni Kl. 9 aabnes Mødet.

»Morgenstund har Guld i Mund« afsynges.

Ordstyrer Frk. Marie Luplau.

Punkt VIII.   Aflæggelse af Beretninger. Beretningerne følger i næste Nummer.

Red.

 

Punkt IX. Beretning og Forslag fra Ud­valget til Overvejelse af, hvad Dansk Kvinde­samfund kan gøre for at indskrænke eller for­hindre Sædelighedsforbrydelser mod Børn.

Frk. Cand. jur. Rickmann (Kbhvn.): Da Udvalget angaaende denne Sag skulde nedsættles, var der først ingen af Fællesstyrelsens Med­lemmer, der vilde gaa ind i det, idel man mente, at der ikke var noget positivt at gøre og al hele Spørgsmaalet var for omfattende og vanskeligt til, at D. K. S. kunde udrette noget her. Men Udvalget skulde jo nedsættes, og det kom til at bestaa af Fru Esther Carstensen, OR.-Sag­fører Munch-Petersen og mig, desværre havde Fru Valeur-Ingerslev, der rejste Sagen paa Fællesmødet i Fjor, paa Forhaand erklæret, al hun ikke kunde indtræde i Udvalget.

Da Forbrydelser af den omhandlede Art for en stor Del bliver begaaede af Individer, der ikke er fuldt tilregnelige, og det derfor er af største Betydning, at saadanne Individer ikke uden videre efter Udstaaelsen af en ganske ringe Straf eller helt uden Straf paany sendes ud i Livet efter at have begaaet en saadan Forbrydelse, har Udvalget ganske naturligt anset det for sin Hovedopgave at indsende den paa Fællesmødet i Fjor vedtagne Resolution, i hvil­ken det bl. a. hedder: ». . . .Dansk Kvindesam­fund tillader sig særlig at henlede Opmærksom­heden paa Nødvendigheden af en ændret Be­handling af de saakaldte »formindsket tilreg­nelige« Forbrydere og i Forbindelse dermed paa det ønskelige i, at der her i Landet oprettles Anstalter - navnlig et Kriminalasyl - til Anbringelse af saadanne Individer, hvis Inde­spærring er nødvendig for Samfundssikkerheden, og som ikke naturlig kan finde Optagelse i de nu bestaaende Straffe- eller Sindssygean­stalter.« Udvalget overbragte Resolutionen til Justitsministeren, der tog velvilligt imod den og lovede, at den skulde blive oversendt til den Kommission, der for Tiden arbejder paa en Ændring af vor Straffelov. Jeg skal her blot tilføje, at Oprettelsen af Kriminalasyler for ikke fuldt tilregnelige Individer, blandt Jurister i Almindelighed betragtes som en Nødvendig­hed, og det er sikkert kun et Tidsspørgsmaal, naar de vil blive oprettede.

Med Hensyn til Straffen for de tilregne­lige Individer, da er denne i Loven i og for sig til en vis Grad stræng nok; en anden Sag er det, at Domstolene ikke anvender saa høj en Grad af Straf, som Loven aabner Mulig­hed for. Der kan dog i de senere Aar spores en Tendens i Praksis til at straffe Sædelig­hedsforbrydelser strængere, og det er at haabe, at Tendensen vil øges i denne Retning under Paavirkning af den offentlige Mening. Men at foretage noget positivt Skridt hen til Paavirkning af Dommerne, er umuligt. - Derimod fremkommer Udvalget paa dette Punkt med et Forslag til Ændring af Straffel. §§ 173 og 174. § 173 lyder: »Bedriver nogen Utugt med et Pigebarn under 12 Aar, anses han med Strafarbejde indtil 8 Aar, forsaavidt Ger­ningen ikke efter sin øvrige Beskaffenhed medfører højere Straf.« § 174 lyder: »Den, som til Utugt forfører et Pigebarn i en Alder af 12 indtil 16 Aar, straffes med Fængsel, ikke under 2 Maaneders simpelt Fængsel, eller un­der skærpende Omstændigheder med Strafar­bejde indtil 4 Aar. Tiltale finder dog kun Sted paa Forældres eller Værges Forlangende.«

Som De vil se, er Straffen efter § 174 langt ringere end efter § 173 og Tiltale er betinget af, at Forældre eller Værger forlanger det. Ud­valget agter at indsende Andragende om, at »Pigebarn under 12 Aar« i § 173 ændres til »Pigebarn under 14 Aar« og at saaledes »12 indtil 16 Aar« i § 174 ændres til »14 indtil 16 Aar«. Dette vil altsaa medføre, at den strengere Strafferamme efter § 173 kommer til An­vendelse for Utugt med Pigebarn indtil 14 Aar, og at Paatalen bliver ubetinget offentlig i disse Tilfælde. Det kunde maaske ved første Øjekast synes uheldigt, at Forældre eller Værge ikke faar Ret til at skjule Forbrydelser mod 12-13-aarige Pigebørn, men jeg tror, at dette Hensyn bør vige for Hensynet til, at Forbry­deren faar sin Straf. Udv. anmoder altsaa om Fællesmødets Bemyndigelse til at indsende et saadant Andragende til Justitsministeriet, hvor­fra det formentlig vil blive oversendt til Straffelovskommissionen.

Med Hensyn til Spørgsmaalet om Gyldig­heden af Børns Vidnesbyrd i Sædelighedsfor­brydelser, da skal jeg gentage, hvad ORS. Munch-Petersen allerede bemærkede ved Fæl­lesmødet i Fjor, at intet Vidnesbyrd fra en enkelt Person kan eller bør fælde et Menne­ske; man kan ikke slaa det fast som en Regel, at Børns Vidnesbyrd her skal gælde mere end en Voksens. Den fornuftige Dommer vil altid tage alt det Hensyn til Barnets Forklaring, som han kan, naar denne støttes af Indicier, og Forbryderen kan altsaa trods sin Benægtelse, blive dømt, naar et efter Loven tilstrækkeligt Indiciebevis foreligger. Naar Retsreformen træder i Kraft, bliver Dommeren langt friere stillede m. H. t. Bevisbedømmelsen og kan da ogsaa efter Omstændighederne tillægge Bar­nets Forklaring større Vægt efter Hensyn til Barnets Alder, aandelige Udvikling o. s. v.

Udv. har fremdeles haft under Overvejelse, hvad der kunde gøres for at Afhøringen af Børnene kunde ske paa bedre Maade end nu. Kvindeligt Politi vilde sikkert være ønskeligt, men Ansættelse af kvindelige Politibetjente over hele Landet alene for disse Tilfældes Skyld vilde være upraktisk og uøkonomisk, da der kun i forholdsvis faa Tilfælde vilde være Brug for dem. En Undtagelse danner dog Kø­benhavn og maaske nogle af vore største Pro­vinsbyer, hvor der godt kunde tænkes ansat nogle kvindelige Betjente, der særlig skulde tage sig af Sædelighedsforbrydelser. I Stock­holm har man begyndt at anvende kvindelige Betjente, ligeledes fornylig i Berlin, og paa et Møde sidste Sommer i Tromsø i Norge af samt­lige Foreninger for Sædeligheds- og Ungdoms­arbejdet i Norge vedtoges en Resolution, gaaende ud paa Kravet om kvindeligt Politi. Udv. agter da ogsaa at indsende Andragende til rette Vedkommende i København for at forsøge her at faa gjort en Begyndelse med kvindelige Betjente.

Jeg skal til Slut omtale den pædagogiske Side af Sagen. Det vil uden Tvivl være af stor Betydning, om Belæring om Kønsforholdet indførtes i Skolerne; men Maaden hvorpaa denne Undervisning skal gives og i hvilken Ud­strækning, er et Spørgsmaal, som vi mener Pædagogerne og Lægerne maa afgøre. I Tysk­land afholdt det tyske Selskab til Kønssyg­dommenes Bekæmpelse en Kongres i Mannheim i Maj 1907, til hvilken en Mængde Pæda­goger og Læger var indbudt, og hvor Spørgs­maalet om seksuel Belæring og Formerne for den drøftedes meget indgaaende. Udv. agter at foretage en Henvendelse til vore Læge- og Pædagog-Korporationer med Anmodning om at tage sig af Spørgsmaalet. Forøvrigt er man indenfor Pædagogers og Lægers Kredse allerede begyndt at drøfte Spørgsmaalet og nogle Skoler har forsøgt at indføre saadan Belæring, saa det er vort Haab, at vor Hen­vendelse vil fremskynde en endelig Ordning af denne Sag.

Der opstod en kort men livlig Ordveksling herom. Det fremhævedes navnlig, at Viden var den bedste Beskyttelse. Der udtaltes Øn­sket om, at Dansk Kvindesamfund vilde lade afholde Foredrag om, hvad en Moder kunde og burde sige til sine Børn. Forsamlingen gav Udv. Bemyndigelse til at foretage det foreslaaede.

 

Punkt X. Regnskab og Overslag fremlæg­ges til Godkendelse og Efterretning.

Regnskabet har været trykt i »Kvinden og Samfundet« for 15. Maj. - Det godkendtes.

 

Punkt XI. Meddelelser om Hjælpeforenin­gen »100 Kvinder« i Stubbekøbing.

Frk. Kath.  Westergaard:

Paa Grund af Tidens Knaphed maatte Ta­leren indskrænke sin Beretning til det mindst mulige. Redaktionen har imidlertid paa Op­fordring lovet ved Lejlighed at bringe en udførligere Beretning ved Frk. K. Westergaard.

 

Punkt XII. Forslag om Ændring af Agitationsdagen. Silkeborgkredsen.

Det vedtoges at henlægge Forhandlingen herom under Punkt XIV.

Punkt XIII. Kan der ad Lovgivningens Vej gøres noget for at forhindre Mormonerne i at vinde Tilhængere. Løsningkredsen.

Spørgsmaalet var rejst af Formanden for Løsning Kredsen: Fru Pedersen, som imidler­tid ved Sygdom var forhindret fra at møde. Frk. Kirsten Laursen, Horsens, indledede.

Overretssagfører Munch-Petersen: Den bestaaende Lovgivning giver Øvrigheden Midler til at skride ind, naar en Sekt udøver Pro­paganda her i Landet paa en saadan Maade, at den maatte siges at stride mod Sædelighe­den eller den offentlige Orden. Naar dette ikke er Tilfældet, er der ingen Grund for D. K. til at rejse Sagen.

 

Fredag d. 4de Juni.

Mødet afholdes i Kommuneskolens Gym­nastiksal og aabnes Kl. 8 ½ . Paa Forman­dens Opfordring synges: »Altid frejdig naar Du gaar -«.

Ordstyrer Fru B. Scheuer.

 

Punkt XIV.      Agitationsarbejdet.

Fællesstyrelsen.

Frk. Læge Thøger-Sørensen lægger For­samlingen varmt og indtrængende paa Sinde, at der maa arbejdes og bringes Ofre for Kvindesagen, fordi den er Kvindernes Livssag. Det er ikke tilstrækkeligt at melde sig ind i Foreningen, man maa tage Del i Arbejdet, ja man maa leve Kvindesagen. Kvinderne faar selvfølgelig Valgretten en Gang, men vi vil dog gærne selv opleve det og være med til under samme Betingelser som Mænd at kæmpe for vore Krav, vi maa staa rede hertil. Vi maa samle os, saa vi bliver en Magt. De kom­munale Valgs Resultat var sørgeligt for Kvin­derne, idet kun 7 % af de valgte var Kvinder. Det maa blive langt bedre næste Gang. Der bør agiteres for Kvindesagen; dannes Kredse, holdes Liv i Kredsene ved Udsendelse af Foredrags-holdere. Der bør agiteres blandt Ung­dommen ved Universitetet, Højskoler, Skoler. Men der skal Penge hertil. Foreslaar derfor Dannelsen af et Agitationsfond.

Fru Bjerregaard (Silkeborg) fremsætter Silkeborgkredsens Forslag om Ændring af Agi-tationsdagen. Det foreslaas og vedtages, at Spørgsmaalet henlægges til Formandsmødet i Januar.

Der foretoges samtidig med Forhandlingen blandt de Tilstedeværende en Indsamling, der gav det smukke Resultat af Kr. 226.75, me­dens følgende Summer tegnedes til senere Ind­betaling:

Fru Bojsen-Møller 50 Kr., Frk. Elna Jacob­sen 10 Kr., Fru Schewing 5 Kr., Frk. Schandorf 5 Kr., Fru Ida Jørgensen 5 Kr., Fru Alvilde Madsen 5 Kr., Frk. Schiøler 3 Kr., til­sammen 83 Kr.

Fru Hermansen, Hellerup, tegnede sig for 5 Kr. aarlig og indbetalte 10 Kr. for 1908-09.

 

Punkt XV. Valg til Fællesstyrelsen, Sted­fortrædere og Tilsynsmænd samt Repræsen­tanter til D. Kv. Nationalraad og Kvindernes Bygning.

Det vedtoges ved Afstemning, at valgte til Stedfortrædere er de, paa hvem der er stemt til Styrelsesmedlemmer, uden at de dog er ble­vet valgte, ordnede efter det Stemmeantal, som de har opnaaet.

Til Medlemmer af Fællesstyrelsen genvalg­tes: Fru Carstensen med 158 Stemmer, Fru Riising Rasmussen med 155 St., Frk. Anna Ol­sen med 147 St., Fru Astrid Hostrup med 137 St.

Og nyvalgtes: Fru B. Scheuer med 156 St., Fru Elisa Petersen (Næstved) med 115 St., Fru Tolderlund (Thisted) med 86 St.

Til Stedfortrædere valgtes: Frk. K. Søren­sen (Helsingør), Fru Mathiesen (Kbhvn.), Frk. Lucie Jensen (Gjelsted), Fru Thyra Dorph (Skive), Frk. Anna Redder (Svendborg).

Til Tilsynsmænd (Revisorer) genvalgtes Frk. Anna Hjort og Fru Høgsbro.

Til Repræsentanter i D. Kv.’s Nationalraad genvalgtes: Frk. Anne Bruun og Fru Ragna Schou.

Til Repræsentant i »Kvindernes Bygning« genvalgtes Frk. Overretssagfører Henny Pe­tersen.

Paa Forslag af Overretssagfører Munch-Petersen giver Forsamlingen sin Tilslut­ning til, at der sendes et Telegram til Frk. Jagd, der er syg og opholder sig paa Skodsborg Sanatorium. Desuden rettes en Tak til Pressen, der har vist saa stor Inter­esse for Mødet og ved udmærkede Refe­rater uden Tvivl bidraget væsentlig til at væk­ke Interessen for Kvindesagen.

 

Punkt XVI. Fastsættelse af Samlingsstedet for næste Fællesmøde.

Der fremsattes Indbydelser fra Stubbekø­bing-Kredsen og fra Silkeborg-Kredsen. Det vedtoges at holde næste Aars Fællesmøde i Silkeborg.

 

De offentlige Møder,

De offentlige Møder.

Torsdag den 3. Juni Kl. 3 afholdtes offent­ligt Møde i Afholdshotellets Sal, hvor først Frk. Gudrun Rørdam for en tætpakket, interesseret Forsamling slog til Lyd for Kvindens politiske Valgret. Frk. Rørdam sluttede med varmt at fremhæve Sussan B. Anthonys store uegennyt­tige Arbejde for Kvindesagen.

Derefter holdt Hr. Redaktør Helge Hostrup et i høj Grad fængslende Foredrag om »Fru Elisabeth Hostrup«, en af vor Kvindesags før­ste og varmeste Forkæmpere.

Hr. Hostrups Skildring af sin Moder bør kendes i vide, vide Kredse, ligesaa smuk som den er fra Formens Side, ligesaa interessant og lærerigt er dens Indhold.

Mødet i Anlæget.

Det var en Forsamling paa over 1500 Men­nesker, som vor utrættelige Formand fra Sten­dækket over den historiske Mindegrotte i Holstebro-Anlæg kunde byde Velkommen.

Programmet var lagt med 10 Minutters Taler.

Fru Esther Carstensen opfordrede Foræld­rene til at sørge for, at deres Pigebørn fik samme Uddannelse som Drengene. Thi naar en Ting overhovedet er værd at gøre, er den værd at gøre godt.

Hr. Landbrugskandidat Glarbo: Alle de dygtige indsigtsfulde Indlæg, som Kvinderne

ved dette Møde er fremkommet med, har over­bevist os om, at vi altfor længe har tøvet med fuldt og helt at drage Nytte af deres Arbejds­kraft.

Frk. Paludan-Müller talte om Kvindens po­litiske Valgret. Aar som 1788, 1848 og 1908 er Milepæle for den danske Kvinde. Lad os haabe, at der ikke skal hengaa andre 60 Aar, inden vi har Ret til at gøre vor Pligt ogsaa som politiske Borgere.

Hr. Overretssagfører Munch-Petersen: Lov­givningen blev i 1849 lagt i Folkets Haand, men den Uretfærdighed man siden da har øvet ved ikke at regne Kvinderne med til Folket, bør snarest udryddes. Kvinderne bør være med i Lovgivningsarbejdet.

Fru Nelly Hansen: Endnu mangler vi det sidste Trin paa Stigen, der skal bringe os i fuld Ligestilling med Mændene. Den Del af Ansvar og Pligt, som vi fik med den kommu­nale Valgret, har vi vist at vi magtede. Et Leve for den Kvindebevægelse, der stiller Mænd og Kvinder lige i Kampen for gode Livsvilkaar!

Fru Bojsen-Møller forsøgte derpaa at kom­me til Orde for at takke den store Forsam­ling for Tilslutningen, men de stærke Hurraraab overdøvede hende. Det afvæbnede hende imidlertid ikke. Kunde hun ikke faa Jyderne sagt Tak, saa kunde hun synge til deres Pris og under stor Jubel istemte hun den gamle Sang »Jyden han er stærk og sejg«.

Sent skiltes man.

 

Festlighederne.

Paa Programmet var den sidste Dags Ef­termiddag og Aften forbeholdt Festlighederne, men i Virkeligheden begyndte disse meget før. Allerede Aftenen før Mødets Begyndelse, ved Ankomsten paa Banegaarden, mærkede maa den Feststemning, som holdt sig hele Mødet igennem. Ligesom alt andet var ogsaa Indkvarteringsspørgsmaalet løst med stor Dygtig­hed og Omhu, og ved Hjælp af nydelige unge »Stemmeretskvinder« med hvide Sløjfer, fandt de rette Værter snart de rette Gæster og bort­førte disse til de mange hyggelige Hjem, som Holstebro ejer. - Vi havde i Forvejen hørt meget om den berømte vestjydske Gæst­frihed og dog overgik den vore dristigste For­ventninger. - »Jeg bor bedst af dem allesammen«, var en Paastand, man jævnlig traf paa blandt de Delegerede og som øjeblikkelig gav Anledning til en energisk Protest fra de Omkringstaaende. Sagen var den, at den hele By viste en Interesse og Varme for Sagen og en Velvilje overfor dens Fortalere, som

maatte gøre Indtryk af at være enestaaende paa hver enkelt.

Nabokredsen, Struer, kappedes stærkt med Holstebro som Vært ved Udflugten til de smukke Humlum Bakker, hvorhen et flagsmyk­ket Ekstratog førte os den sidste Eftermiddag.

Aftenens Begivenhed var den Tale, For­manden ved Festmaaltidet holdt til Holstebro By og Kreds.

Med den Blanding af Alvor og Skæmt, som er Fru Bojsen-Møller egen, bad hun Holste­bro By huske paa, at den til Skytshelgen havde valgt Ridder Jørgen, der kæmpede for Prinsessen, og som sikkert ventede af sin By, at den vilde følge i hans Fodspor.

Fru Bojsen-Møller gjorde »efter Samraad med Ridder Jørgen« Formanden for Holstebrokredsen, Frk. Karen Johansen til Ridder af Hosebaandsordenen.

I de stormende Klapsalver, hvormed For­samlingen hilste denne »Ordens-Tildelelse«, maatte Frk. Johansen føle lidt af den Taknem­melighed, som Gæsterne nærede til hende og hendes Hjælpere. Alle var opfyldt af Beun­dring over den Dygtighed, hvormed det hele Møde var lagt tilrette.