« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Kredsene
København.
Torsdag d. 15. April afholdtes Generalforsamling i »Grundtvigs Hus«.
Formanden, Frk. cand .jur. Henny Petersen aflagde Beretning om Vinterens Møder, der alle har været offentlige, og som er blevne afholdte i »Grundtvigs Hus«. Der er afholdt 11 Møder, deraf 9 i den store Hal, som i Reglen har været fyldt; ved Mødet,d. 16. Januar, da Miss Evelyn Sharp talte, var Hallen og en tilstødende Sidesal endogsaa overfyldte. (Mødeaftenerne har været følgende: 1. Oktbr. Hr. Dr. med. Poul Hertz: Byggeloven og Kvinderne; 15. Oktbr. Forfatteren Hr. Aage Ma-delung: Det erotiske Problem, Kvindesagen i ny Belysning; 5. Novbr. Hr. Skoleinspektør W. D. Rasmussen: Kvindelige Borgerrepræsentanters Opgave i Skolevæsenet; 24. Novbr. Frk. Heyerdahl: Kvinderne i Kristianias Kommunestyre; 3. Decbr. Fru Gyrithe Lembcke: Gamle Maal og nye Krav; 7. Januar: Nytaarsfest med Oplæsning af Hr. Professor Emil Poulsen og Frue; 16. Jan. Miss Evelyn Sharp: Hvorfor engelske Kvinder ønsker Valgret, og hvad de gør for at opnaa den; 4. Febr. Hr. Folketingsmand, Borgerrepræsentant H. Trier: Kvinder i Borgerrepræsentationen; 4. Marts Møde med kvindelige Kandidater til Borgerrepræsentantvalgene som Talere; 18. Marts Fest for de kvindelige Medlemmer af Kbhvns og Frederiksbergs Kommunalbestyrelse; 5. April Hr. Redaktør, Folketingsmand Reventlow: Forsvarssagen).
Efter at Kassereren, Frk. Louise Neergaard havde forelagt Regnskabet, berettede Frøken Anna Hjort om Kontorerne paa Nørregade. Gennem Fæstekontoret har 2692 Herskaber søgt Tyende, 1353 har søgt Plads og 647 opnaaet en saadan. Kontoret for midlertidig Hjælp har været søgt af 460 Herskaber og 384 Pladssøgende. 235 Pladser er besatte. For Husmødreforeningens Vedkommende henviste Frøken Hjort til sin Beretning i »Kv. og Samf.« for 15. April.
Frk. cand. jur. A. Rickmann aflagde Beretning om Fagskolen for Syersker, der havde haft 18 Elever; Frk. Marie Steffensen om Kjolesyningskursus, af hvilke der var afholdt 10 med ialt 157 Deltagere; og Fru Berg-Nielsen om Husholdningskursus, hvoraf der var afholdt 17 med ialt 231 Elever. Undervisningen paa Fagskolen er gratis, paa Kjolesynings- og Husholdningskursus enten gratis eller mod et ganske ringe Vederlag. Om de praktiske Kursus og Kredsens Indflydelse paa disse, udspandt der sig en længere Diskussion, i hvilken deltog Frk. Rickmann, Fru Scheuer, Frk. C. Herding og Fru Berg-Nielsen.
Fru Ulrikka Mathiesen fremsatte Forslag om, at Kredsen skulde oprette Kursus i Barnepleje i Lighed med de øvrige praktiske Kursus. Efter nogen Diskussion vedtoges det at overlade til Styrelsen at undersøge Sagen.
Formanden fremlagde Forslag til ændrede Love. Foruden at tilvejebringe Overensstemmelse med Fælleslovene var de væsentligste Ændringer, at Styrelsesmedlemmernes Antal udvides fra 7 til 9, og at Formanden fremtidig vælges af Generalforsamlingen i Stedet for af Styrelsen. Efter at Lovene var vedtagne, foretoges Valg af Formand, og da den tidligere Formand, Frk. cand. jur. Henny Petersen, ikke ønskede at modtage Valg som saadan, valgtes paa Forslag af Styrelsen Fru Øjenlæge Estrid Hein. Følgende Styrelsesmedlemmer genvalgtes: Fru Mathilde Bajer, Frk. cand. jur. A. Rickmann, Frk. Saltoft-Hansen og Frk. Louise Neergaard; som nye Medlemmer af Styrelsen ved dens Udvidelse fra 7 til 9 Medlemmer, valgtes Frk. Grosserer Marie Juul og Fru Marie Illum. Som Suppleanter valgtes Frk. Soffy Rasmussen, Frk. cand. jur. Henny Petersen og Fru Ulrikka Mathiesen.
Revisorerne, Hr. Grosserer Carl L. Larsen og Frk. Grosserer Caroline Herding, genvalgtes, ligeledes Bestyrelsen for Kontorerne paa Nørregade og for de praktiske Kursus. Endelig valgtes Delegerede til Fællesmødet i Holstebro.
Inden Generalforsamlingen, der varede ca. 4 Timer, sluttede, bragte Dirigenten en Tak til Kredsens afgaaede Formand, Frk. cand. jur. Henny Petersen.
Aarslev.
Kredsen har nu bestaaet et Aar, og har et Antal af 36 Medlemmer. Der har i det forløbne Aar været holdt forskellige Møder. I April f. A. talte Forstander Busk og Cand. Kristensen henholdsvis om D. K. S.’s Virksomhed og Ægtefællers Formuesforhold.
Den 28. Juni holdt Frk. Mikkelsen, København, et vellykket Agitationsforedrag for D. K. S., hvorefter Cand. Monrad, Ryslinge, holdt et folkeligt Foredrag.
Den 4. December holdt Frk. Jagd, Svendborg, et udmærket Foredrag om »Kommunalt Styre«.
Den 3. Marts d. A. talte Cand. Glarboe om »Kommunale Valg og Kvinders Deltagelse heri«. Hans Foredrag blev hørt og siden drøftet med megen Interesse.
Den 3. April holdt Foreningen Generalforsamling. Først talte Lærer A. Højlund, Ryslinge Højskole, varmt og forstaaende om Fr. Paludan-Müller. Senere gennemgik man Dagsordenen: Valg af Bestyrelsesmedlemmer, hvorved de afgaaende Bestyrelsesmedlemmer Fru Marie Schauman, Fru Anne Nielsen, Fru Karen Busk, blev genvalgt. Regnskabet godkendtes, og et Forslag som gik ud paa at nye Medlemmer det første Aar kun skal betale saa meget i Kontingent, som Foreningen skal svare til Hovedkassen og Medlemsbladet, vedtoges.
Kvinderne her deltog ivrigt i Kommunevalget, men der var ingen kvindelige Kandidater opstillet.
K. B.
Svendborg.
Torsdag d. 11. Maj 1909 afholdtes Generalforsamling. Da Formanden, Frk. Jagd, paa Grund af Sygdom ikke var til Stede, aflagde Næstformanden, Fru Friis, Beretning. Det fremgik af denne:
»Foreningen har afholdt 4 offentlige Møder, 9 Medlemsmøder og 2 selskabelige Sammenkomster. Foredragsemnerne har været højst forskellige: Hr. Skovgaard-Mortensen har saaledes talt om »Den hvide Slavehandel«, Fru Blauenfeldt om »Kvindesagen og Kristendom«, Fru Dr. Ottesen om »Vor Kost« og Hr. Sygehuslæge, Professor Mølmark om »Det kommunale Arbejde«.
Ved Medlemsmøderne er Underholdningen - Oplæsning og Foredrag - besørget af stedlige Kræfter.
Sammen med »Det røde Kors« har Foreningen ladet afholde et Samariterkursur, ledet af Hr. Læge Barfoed. Det var besøgt af ca. 70 Deltagere. Endvidere deltog Foreningen i Børnehjælpsdagen og tilstillede Komiteen for denne 285 Kr.
Paa en ekstraordinær Generalforsamling d. 12. Oktbr. vedtoges det at tiltræde Sammenslutningen af de fynske Kredse med Frk. Langkilde som Repræsentant. Samme Aften afholdt Sygekassen Generalforsamling. Den genvalgte Fru Ewald som Kasserer. Der er i det forløbne Aar udbetalt 431 Kr. 50 Øre i Sygehjælp.
Ved den ordinære Generalforsamling d. 11. Maj nedlagde Formanden, Frk. Jagd, paa Grund af Sygdom sit Mandat, ligesom Fru Holm, der afgik efter Tur, af samme Grund ikke ønskede Genvalg. Desuden fratraadte efter Tur Fruerne Friis og Tangaa-Hansen, der genvalgtes. Som ny Styrelsesmedlemmer valgtes Fru Koch og Frk. Ring Andersen. Efter endt Generalforsamling konstituerede Styrelsen sig med Frk. Ring Andersen som Formand, Fru Friis som Næstformand og Sekretær og Fru Koch som Kasserer.
Nykøbing F.
afholdt sin aarlige Generalforsamling d. 4. Maj. I Formandens Fraværelse aflagde Fru Okkels Beretning om det forløbne Aars Arbejde og oplæste det reviderede Regnskab. Derefter skred man til Valg af nye Bestyrelsesmedlemmer i Stedet for de 3, Fru Stampe Feddersen, Fru Fogh-Petersen og Frk. L. Boiesen, der efter Tur fratraadte. Fru Stampe Feddersen og Frk. Boiesen ønskede ikke Genvalg, og valgte blev derefter Fru Fogh-Petersen, Nørre Ørslev, Fru Solvejg Jakobsen og Frk. Julie Møller, Nykøbing. Styrelsen har senere konstitueret sig med Fru Okkels som foreløbig Formand, Frk. Gustavsen, Næstformand, og Frk. Julie Møller som Sekretær. Til at deltage i Fællesmødet i Holstebro valgtes: Frk. Gustavsen, Sundby. Fruerne Hanne Gaard og Anna Andersen, Nr. Ørslev, og Frk. Julie Møller, Nykøbing.
Laura Boiesen.
Odder og Omegn.
Der har været afholdt Møde den første Torsdag i hver Maaned i Vinteren 1908-9. I November planlagdes Vinterens Arbejde. Aftenskolen for unge Piger, Sykursus o. s. v. I December Medlemsmøde. I Januar Foredrag af Kandidat Glarboe i Odder og Bjergager, om kommunale Forhold. I Saksild, Rude og Pederstrup om samme Emne af stedlige Kræfter. Kun i Odder fik man Kvinder valgt ind i Kommunalraadet, én paa Borgerlisten paa Forslag af Dansk Kvindesamfund, og én paa den socialdemokratiske Liste. I Februar festlig Sammenkomst med Oplæsning af Pastor og Frk. Malling: »En handske« af Bjørnstjerne Bjørnsson. Derefter Kaffebord med Tale og Sang. Et Par Medlemsmøder i Anledning af de kommunale Valg. I Marts Generalforsamling, hvor man først foretog Revision af Lovene. Valg af Styrelse. Genvalgt blev Frk. M. Steffensen, Hr. Dolleris, Fru Andersen, i Stedet for Fru Hejsgaard, der bad sig fritaget, valgtes Frk. Lærerinde D. Petersen. Som Delegerede til Aarsmødet valgtes Formanden Dagmar Petersen, Fru Kor, Malling, Fru Dolleris og Fru Dina Odder. D. P.
Vamdrup.
Hr. Landbrugskandidat Glarbo talte d. 3. Febr. om »Kvinderne og de kommunale Valg«, udviklede hvorledes Kvindebevægelsen med dens Krav paa almindelig Valgret og Forlangendet om at faa nogen Indflydelse paa det offentlige Livs Anliggender og dets Love var en social Bevægelse, der næppe lod sig henvejre. Taleren forklarede Raadens Sammensætning i By og paa Land, Arbejds- og Valgmetoden. - D. 24. Marts holdt Hr. Redaktør Helge Hostrup et Foredrag. Taleren dvælede særligt ved Brydningerne i 80erne - i literær og politiske Henseende - indenfor Studenterverdenen, hvor det voldsomme Røre med stærke Diskussioner vakte en Storm, som bredte sig i videre Kredse. Virkningen heraf var en aandelig Fremgang i Folket, der skabtes Interesser. Den almene Interesse for Samfundsspørgsmaal maa vækkes i et Folk, saa hvert tænkende Menneske ønsker at medvirke ved deres Løsning. Deltagelse heri er et Arbejde udviklende og forædlende for Kvinder saa vel som for Mænd. - Ved det kommunale Valg i Marts, opstilledes kun kvindelige Kandidater paa Afholdsforeningens og Reformpartiets Lister. Deres Valg gik ikke igennem.
Marie Hansen.
Ringkøbing
har i det forløbne Aar haft to større Møder med fremmede Talere: I Novbr. 1908 holdt Pastor Kiørboe fra Kolding et udmærket og dybtfølt Foredrag. I Februar 1909 holdt Hr. Overretssagfører Munch-Petersen fra København, et interessant Foredrag om alle de Rettigheder, den danske Kvinde efterhaanden har faaet. Vi har haft flere Medlemsmøder, der har været godt besøgt, hvor vi har drøftet flere Ting angaaende Kvindesagen, og da navnlig det kommunale Byraadsvalg, desværre fik vi trods vort Arbejde intet kvindeligt Medlem ind her i Byraadet; vi haaber paa bedre Lykke næste Gang.
Den 6. Maj holdtes Kredsens aarlige Fællesmøde. I Formanden, Fru Strandbygaards Fraværelse, bød Frk. Smith velkommen og meddelte Forsamlingen, at Fru Strandbygaard desværre af Helbredshensyn havde ønsket sig fritaget for Valg som Styrelsesmedlem; Frk. Smith takkede for det store og dygtige Arbejde, Fruen havde udført i Foreningen. Desværre har Kredsen mistet én til af sine dygtige Styrelsesmedlemmer, nemlig Fru Anna Frost, der er flyttet fra Byen. Af ny Styrelsesmedlemmer valgtes: Fru Louise Troensegaard (Formand), Fru Sofie Cramer (Næstformand), og Fru Nicoline Holm. Fru Cecilie Jakobsen er nu i Stedet for Hr. Sagfører Troensegaard, Regnskabsfører og Kasserer. Frk. Maren Bonde, Sekrtær. Som Delegerede til det store Fællesmøde i Holstebro valgtes: Fru Troensegaard, Fru Cramer og Fru Andreasen.
Maren Bonde.
Hundslund.
Efter et Foredrag af Fru Søgaard fra Fyn, blev Foreningen her stiftet den 19. Januar 1908. Siden holdt Frøken Begtrup Foredrag paa »Solhøj«, hvor der atter blev indmeldt Medlemmer, og ved et Fællesmøde den 12. Marts samme Aar blev der vedtaget, at Foreningen sammen med Venstre Vælgerforening skulde opstille en Liste til Hjælpekassevalget, hvilket skete og de opstillede Medlemmer blev valgt. Den 8. Maj 1908 holdt Fru Søgaard atter Foredrag. Den 20. Juni samme Aar holdt Pastor Engberg og Frøken Begtrup Foredrag i Plantagen ved Solhøj. Senere har vi haft Oplæsning af Pastor Engberg, Foredrag af Fru Blauenfeldt fra Kørup og Hr. Glarbo. Tillige er afholdt et Kogekursus i Vegetarisk Madlavning, som var ret godt besøgt og gav et lille Overskud, som tilfaldt Foreningens Kasse.
Da vi ved Sogneraadsvalget blev negliserede af Sognets politiske Foreninger, opstillede vi selv en Liste og fik Fru Læge Petersen valgt, og det viser sig, at Fruen er velset i Sogneraadet, er allerede valgt i forskellige Udvalg som Skolekommissionen, Fattigudvalget og Værgeraadet.
Fruen havde i forvejen adskillige Tillidsposter her i Sognet og er Bestyrelsesmedlem i Kredsen for Dansk Kvindesamfund her.
Formanden.
Herning.
Herning er blandt de Byer, der slap for den »kvindelige« Fare, hvilket vil sige, at Kvinderne blev holdt ude baade af Kommunalstyrelsen og af Skolekommissionen.
Det er sørgeligt, men sandt! Herning, som ellers i mangt og meget er en Fremskridtsby - en ung By, har altsaa endnu Raad til at holde Kvinderne uden for det kommunale Arbejdes Pligt og Ansvar.
Mændene vilde det ikke, og Kvinderne vilde det ikke - som Helhed - ellers havde det jo været den letteste Sag af Verden. Og dog var der mange, der vilde give Kvinderne to Pladser af 11, men da der blev Strid om de sikre Pladser paa Listerne, blev vi dog trængt ned saa langt, at det endte med det magre Resultat: En Kvinde staar som Suppleant paa en af Listerne, det er Fru Sagfører Valeur.
Det var et føleligt Nederlag og uventet, jeg var saa sikker paa, at vi havde faaet to Kvinder valgt. Vi har ladet afholde nogle Foredrag ved velvillig Hjælp af vor Bys hjemlige Kræfter.
Ved Generalforsamlingen d. 31. Marts afgik Formanden, Fru Understrup, Fru Harrsen og Frøken Karen Holm, der alle ønskede at trække sig tilbage. Genvalgt blev Fru Eleonora Külerich og nyvalgt Fru Thejl, Fru Skjoldborg og Frøken Margrethe Lauridsen. Fru Moestrup er nu Kredsens Formand.
Eva Understrup.
Viborg.
Ved et Medlemsmøde i Februar aflagde Formanden Beretning om Formandsmødet i København: derefter var der Forhandling i Anledning af de kommunale Valg.
D. 28. Marts talte Fru Vibeke Salicath om Kvindens Egenskaber til Brug i det offentlige Liv. Det var et godt besøgt Møde, og Kredsen vandt nogle nye Medlemmer. Om Aftenen mødtes Medlemmerne med Fru Salicath til en festlig Sammenkomst hos Formanden.
M. K.