« Tilbage til søgeresultaterne
Vielsesritualet
Det var med levende Interesse, jeg igaar læste Nr. 12 af »Kvinden og Samfundet«. Den var udkommet i min Ferie, saa jeg havde ikke set den før. Her stod jo et Forslag til Vielses-Ritual, udarbejdet i et Udvalg, i hvilket Kvinder havde Sæde. - Hvor har det dog været unaturligt, at ene Mænd har bestemt, hvad der skulde siges ved denne Lejlighed. Aldrig har jeg været glad ved at oplæse hverken det forrige eller det nuværende Ritual: mit Hjærte kom ikke ret med og ikke lidet stødte mig. Kvinden med sin fine Takt for hvad der sømmer sig, maa da være den, der bedst kunde finde, hvad der passer ved en Lejlighed, hvor hun dog er den, der giver mest. Og jeg blev ikke skuffet; naturligvis var Udvalget ikke stillet frit her, det har maattet nøjes med at rette paa det for-haandenværende, og det er sket med nænsom Haand, ene med det for Øje, at der ikke blev sagt noget, som kan støde Hjærterne i et saadant Øjeblik..
Det, som jeg naturligvis først saa efter, var, om Hustruens Underdanighed for
Manden var udeladt. Jo det var det da. Er det ikke ogsaa lidet taktfuldt, hvad man saa ellers mener om denne Underdanighed, at det er Hovedmomentet, som skal holdes; en Brud for Øje? To Gange faar Bruden det at høre, og det i det Øjeblik hun villig vil give sig helt hen til sin Brudgom. Gid det maa forsvinde. Om en Brud i sit stille Sind mener, at det skylder hun sin Mand, det er ét, men taktløst er det at pointere det i Mandens Nærværelse og det i det Øjeblik. Overfor stridige Ægtefolk har mange af os Præster hørt, hvor Mænd kan hænge sig i dette: »hun skal først og fremmest lystre mig, det er Skriftens Ord.«
Naa, nu lidt om det øvrige i Forslaget.
De smukke, hjærtelige Spørgsmaal til Brudeparret er bevarede saa godt som uforandrede. Kun vil jeg henstille, om det Ord: »indtil Døden skiller Eder ad« kunde udelades. Jeg synes slet ikke, de passer ved en Brudevielse. Den Tanke, der ligger i dem, kan kun smærte, og hvorfor volde Smerte i det Øjeblik, da et Par Mennesker ser med det lyseste Haab ind i Fremtiden.
Selve den højtidelige Forkyndelse af Ægteskabet er beholdt uforandret. Men ogsaa her vilde jeg gerne have et Ord bort, og det er det store Ord, hentet fra Daabspagten: »i Faderens og Sønnens og Helligaandens Navn«. Det Ord er da for godt til at bruges paa en saadan Maade, at man leder efter, hvad Meningen er med det. Er det den, at Præsten i den levende Guds Navn forkynder, at nu er de rette Ægtefolk? Det ligger allerede i Ordet: »for Gud«. Eller er det den, at de som rette Ægtefolk skal leve i det Navn? Ja jeg forstaar ikke Meningen med Ordet. Som det staar her, glider det vist forbi Brudeparrets Øren uden hjærtelig Betydning som noget uklart, der skal være særlig højtideligt.
Ordet om Guds Indstiftelse af Ægteskabet er bevaret. Men kan vi dog ikke blive fri for Slutningen. Den lyder som om hele Ægteskabets Mening var den at blive frugtbar. Jeg kan ikke tænke mig, at Udvalgets Kvinder synes om denne Tiltale til en ung Brud. Fordi det er en Hovedside ved Ægteskabet at fylde Jorden med Mennesker, er det dog taktløst at fremføre det i det Øjeblik. Jeg beder for hver ung, blufærdig Brud, hvis Hjærte dog bæver for den Side af Ægteskabet, og som slet ikke tør tænke derpaa: lad hende dog blive fri for at høre det af Præstens Mund i det hellige Øjeblik! Det samme gælder om det Ord, som følger efter: »og de to skal blive ét Kød«. Hvad saa studerte Theologer kan sige til Forklaring af dette skriftmæssige Udtryk, jævne Mennesker forstaar det enten ikke - og det gælder vist de fleste unge, uskyldige Piger - eller de forbinder Tanker dermed, som aldrig burde komme op i det Øjeblik. Udelad blot »Kød«, et Ord, som Nutidsmennesker slet ikke forbinder den Tanke med, som Hebræere og Grækere i gamle Dage, og alt er godt.
Den lille tilføjede Bemærkning om Ægteskabet som en Pagt, der kræver ubrødelig Troskab, gør Hjærtet godt. Det er en Perle. Begrundelsen deraf med Henvisning til Kristi og hans Apostles Ord er god. Kun synes det mig, at overalt, hvor der staar »Kvinde«, burde der staa »Hustru«. Thi denne Oversættelse træffer bedre Bibelens Mening.
Det er godt, at de dybe, men tungt forstaaelige Ord hos Paulus om Mandens Forhold til Hustruen er udeladte, og ligesaa de Ord af Peter om Hustruens Haar og Klæder og Guld. De passe slet ikke her.
De sidste Formaninger til de unge Ægtefolk med Paulus’s Ord er langt hjærteligere og mere enfoldige end det vi hidtil har haft og Slutningsbønnen har vundet i Klarhed og Inderlighed.
Det er saa smukt og naturligt et Forslag, at man ikke kan tænke sig andet, end at det beskedne Ønske om, at det maa blive tilladt at bruge det, vil blive opfyldt.
August 09.
