« Tilbage til søgeresultaterne
Den internationale Kvindekongres i Toronto
Ved »International Council of Women«s femaarlige Møde og efterfølgende Kongres i Toronto i sidste Halvdel af Juni var der mødt ca. 200 Delegerede og »Gæster«. Lady Aberdeen ledede Møderne med sin sædvanlige Takt og Elskværdighed. Af andre tilstedeværende kan nævnes: Mrs. Sanford, I. C. W.s Kasserer, og Mrs. Willoughby Cummings fra Canada, Mrs. May Wright Sewall og Rev. Anna Shaw fra De Forenede Stater, Frau Stritt og Dr. Alice Salomon, der blev valgt til I. C. W.s Sekretær, fra Tyskland, Frau Hainisch fra Østrig, Marchesa Bourbon del Monte fra Italien, Mlle. Popelin fra Belgien, Miss Baelde fra Holland, Mrs. Dobson fra Australien, Mrs. Gordon og Mrs. Edwin Grey fra Storbritannien, Frk. Gina Krog fra Norge og Dr. Shoglund fra Sverrig; denne sidste blev valgt til I. G. W.s Protokolfører. Fra Frankrig og Schweitz var der ingen mødt.
Mødet begyndte allerede saa smaat ombord paa Damperen »Laurentic«, der afgik fra Liverpool med 65 Mødedeltagere, der hurtig fandt hinanden ved Hjælp af nogle Emblemer, der straks blev uddelte, og hvorpaa ens Navn og Land stod skrevet, en meget praktisk Foranstaltning, der var til god Nytte paa hele Turen.
Vi skulde egentlig være gaaet lige til Montreal men fra Quebec kom der pr. Marconitelegrammer saa indtrængende Opfordringer til at stanse der, at vi ikke kunde modstaa dem, og saaledes blev vi straks modtagne med den storslaaede Gæstfrihed, som vedvarede saa længe vi overhovedet var samlede. Ved Skibet mødte en Del Damer for at hente os til en Køretur rundt i den interessante gamle By og op til Fortet, der ligesom den nyere Del af Byen ligger højt oppe over St. Laurence Floden med en prægtig Udsigt ud over denne - en storartet Indgangsport til det rige Land. Efter en Udflugt til et meget smukt Vandfald og en elegant Lunch, hvor vi mødtes med Lady Aberdeen, kørte vi med Jernbanen til Montreal. Hverken til denne Rejse, til Aftensmaden undervejs eller Besørgelsen af vor Bagage havde vi nogen Udgift. Og som det var begyndt i Quebec saaledes fortsattes der i Montreal, hvor vi i de følgende tre Dage gik fra den ene Underholdning til den anden. Paa Vejen derfra opholdt vi os en halv Dag i Canadas Hovedstad Ottawa, hvor vi blandt meget andet nød den Ære at være til Garden Party hos Generalgouvernøren, og da vi bagefter kørte hele Natten til Toronto, kan det jo ikke nægtes, at vi var dygtig trætte ved Ankomsten dertil.
Og nu begyndte Arbejdet. Allerede samme Dag var der Møder i alle de staaende Comiteer: for Finanser, Presse, Fred og Voldgift, Kvinders Retsstilling, Kvinders Stemmeret og Bekæmpelse af den hvide Slavehandel. Om Aftenen var der et stort offentligt Møde, hvor Provinsens og Byens Autoriteter bød International Council of Women velkommen, hvorefter der overbragtes Hilsener af tilstedeværende Repræsentanter for alle Nationalraadene. Næste Aften var der stor Modtagelse i Byens smukke Raadhus, hvor Mayoren og hans Frue trykkede os allesammen i Haanden, og hvor der, som ved alle lignende Lejligheder, var Buffeter med The, Kaffe, Kager, Is o. s. v. - men aldrig Vin. ikke en Gang ved de fine Frokoster og Middage her eller senere paa Rejsen fik vi andet end Vand eller enkelte Steder Limonade, hvilket i Begyndelsen faldt os, der ikke kan tænke os et Festmaaltid uden Vin, lidt underligt, men i Betragtning af Varmen og Tilfældets Hyppighed var det maaske ganske heldigt.
Men tilbage til Arbejdet. Møderne blev holdte i den smukke Universitetsbygning, der laa omgiven af Træer og store Plæner, og hvor alt var indrettet paa det bekvemmeste med Posthus, Oplysningsbureau. Hvileværelse o. s. v. (havde man bare haft Tid til at benytte dette sidste, man trængte haardt dertil!) . Ogsaa Frokost fik vi der i en stor Sal dækket med lange Borde, hver Dag med forskellige af Byens Damer som Værtinder og opvartede af nydelige unge Piger. Vi opholdt os da ogsaa saa godt som hele Dagen paa Universitetet; Forretningsmøderne holdtes fra 10-4 ½ , ja en Dag blev vi ved til 6, og den Time, der var forbeholdt Frokosten, blev ofte meget kort; i Regelen var der tilmed et offentligt Møde om Aftenen. Et Forretningsmøde, der blev holdt den eneste ledige Aften, varede til henimod Kl. 12, saa man kan ikke sige andet, end at vi var flittige. Dette sidste Møde blev holdt for at faa en grundigere Drøftelse af Spørgsmaalet: Den hvide Slavehandel, der fremkaldte mange varme Indlæg, og hvis Navn iøvrigt forandredes til Kvindehandel.
Ved Møderne blev der aflagt Beretninger om de sidste fem Aars Arbejde af Comitéerne, Nationalraadene o. a. samt foretaget Valg og vedtaget Resolutioner. Resultatet af de vigtigste Afstemninger er allerede tidligere blevet meddelt i Kv. og Smf., desuden blev der dannet følgende nye Comitéer: For offentlig Sundhed, for Opdragelse samt for Ind- og Udvandring. Til Mødested for The Executive Meeting valgtes efter Indbydelse Sverrig 1911 og Holland 1913.
Efter Mødernes Slutning kom saa Kongressen, ved hvilken der var 9 Sektioner: for Kunst, Opdragelse, Sundhed og fysisk Opdragelse, Industri, Love vedrørende Kvinder og Børn, Litteratur, Philantropi, Stillinger og Erhverv for Kvinder, Socialt Arbejde og Moral-Forbedring, Da der var indtil omtrent 40 Emner i hver Sektion og flere af disse var behandlede fra forskellige Lande, vil man forstaa, at det var uoverkommeligt at høre mere end en lille Brøkdel, og jeg tror man vilde have faaet et større, mere samlet Udbytte, hvis der havde været færre Emner, som saa kunde være blevne mere alsidigt belyste. Som det var, var der imidlertid mange interessante Foredrag, meget som man gerne vilde have haft Tid til at høre.
Ved Siden af Arbejdet var der naturligvis ogsaa Fornøjelser: Udflugter, Garden Parties (Haveselskaber), Theselskaber o. s. v. og ved saadanne Lejligheder var der reserverede Sporvogne og Tog til vor Disposition, eller Vogne holdt udenfor Universitetet for at bringe os til vort Bestemmelsessted, kort sagt, alt var der sørget for, uden at vi havde den ringeste Ulejlighed eller Udgift derved. Vi var Canadas Gæster, var indlogerede i private Familier eller Pensionater, og Gæstfriheden var som sagt gennemført til de mindste Enkeltheder. En hel Dag blev anvendt til en Udflugt til Niagara, der ligger 3-4 Timers Rejse fra Toronto, og hvis Storslaaethed og Skønhed jeg ikke vil gøre Forsøg paa at beskrive.
Kongressen blev afsluttet med en Festlighed i den statelige Parlamentsbygning med Takketaler til alle de mange, der havde vist os Gæstfrihed og Elskværdighed, og det trak langt ud paa Aftenen, inden den sidste Tak var bleven sagt, den sidste Afsked tagen.
Næste Aften tiltraadtes den Tur gennem hele Canada, som paa meget billige Vilkaar var bleven arrangeret for Kongresdeltagerne. Det var et muntert og forventningsfuldt Selskab paa 97 Deltagere, der under Mrs.. Cumming’s Ledelse samledes paa Banegaarden og installerede sig i de 4 Pullmansvogne, der skulde være deres Hjem i de følgende ti Dage. Stor Lykke gjorde det, da Lady Aberdeen kom ned for at sige Farvel til os, og under Afsyngelsen af »He is a jolly good fellow« gled Toget af Sted.
Nu gjaldt det om at finde sig tilrette i Vognene, og for dem, der ikke kendte de amerikanske Jernbanevogne, skulde der lidt Tid til; men efterhaanden lærte man at indrette sig og gøre sig det hyggeligt, og ofte var vi glade, naar vi efter en anstrengende Dag kom »hjem« og kunde sidde i Ro og hvile os, mens Toget førte os videre gennem det ukendte Land.
Det mindst behagelige var Af- og Paaklædningen. Der er ingen Kupeer, men hele Vognen er eet Rum med en Gang i Midten og til begge Sider Sofaer, der om Aftenen bliver redt op til Køjer i to Etager med lange Gardiner for. Bekvemt var det ikke, og dog havde vi det mageløst imod almindelige Rejsende, da ligger nemlig Herrer og Damer imellem hinanden i samme Vogn, og man kan tænke sig, hvor generende det er. Vi derimod havde vort eget Tog med Spisevogn og kunde lade vort Tøj ligge, naar vi skulde ud og se os om, saa at vi aldrig havde noget Besvær med Bagagen. Og meget gemytligt og fornøjeligt var Samlivet med Rejsekammeraterne, der repræsenterede 11 forskellige Nationer, man besøgte hinanden, ja flere holdt smaa Theselskaber og kogte og stegte ude i det lille Køkken, der var i den ene Vogn.
Rejsen blev som et Triumftog, alle vegne blev vi modtagne af det lokale Nationalraad eller forskellige Kvindeklubber, kørt rundt i Byerne, vist de interessantesteTing, indbudte til Festmaaltider o. s. v. Oftest var Byens Mayor med til vor Modtagelse og Provinsguvernørerne holdt Modtagelse for os. Aviserne var fulde af - mer eller mindre korrekte - Beretninger om os med Portrætgrupper, der blev tagne paa alle mulige og umulige Tider og Steder - kort sagt vi optraadte som »Verdens mest fremragende Kvinder«. Til Gengæld maatte vi ved Maaltiderne og ved offentlige Møder holde Takketaler og fortælle lidt om vort Land; mest Interesse vakte Spørgsmaalet om Kvindestemmeretten, og der var Jubel, naar man kunde fortælle, at man havde opnaaet den helt eller delvis. Da en Repræsentant for hver af de 11 Nationer foruden en Del »Indfødte« skulde tale hver Gang, trak det let længe ud; og da man stadig havde sine 96 Rejsekammerater som Tilhørere, maatte man jo se at variere det lidt, hvilket tilsidst ikke var saa let, men paa den anden Side hjalp det naturligvis, at man fik Øvelsen. De første Gange man uventet blev »kaldt paa« for at tale eller ved Ankomsten til et Møde saa sit Navn trykt paa Programmet som Taler, blev man ikke rigtig hyggelig til Mode ved at skulle optræde for en stor Forsamling paa et Sprog, man ikke var Herre over, men efterhaanden vidste man da i alt Fald, hvad der ventede en. Ret imponerende var det dog altid at skulle tale i en Kirke eller som i Vancouver fra Operahusets Scene, og glade var vi, naar vi som over The Rockies havde et Par Dages Ferie. Heldigvis havde vi nogle gode Talere, bl. a. i Frau Stritt, Frl. Salomon og Frk. Krog. Og ved Samværet med Stedets Beboere fik vi meget at se og fik et Indblik i Forholdene, som en almindelig Turist ikke vilde faa i saa kort Tid. Rejsen strakte sig igennem hele Canada helt over til Victoria paa Øen Vancouver ved det stille Hav og tilbage igennem de Forenede Stater, og da Jernbaneturen alene frem og tilbage tager ca. 10 Døgn, og vi kun var 23 Dage borte, vil man forstaa, at der ikke kunde blive lange Ophold undervejs.
Naar jeg nu skal fortælle lidt om, hvad vi saa, kan det kun blive i store Træk; der var saa meget overordentlig interessant og fremmedartet. Alt hvad der blev vist os var »det største i Verden« i sin Art; vi lo nok lidt deraf imellem os selv, men i hvert Fald - stort var det.
Efter at man i de østlige Dele af Canada med de store, forholdsvis gamle Byer har kørt igennem frugtbart, venligt Land, der minder om Danmark, eller umaadelige Naaleskove med Søer og Floder, kommer man ud paa de uendelige Prærier, der længere vest paa ligger saa godt som udyrkede hen kun med enkelte spredte Gaarde eller Huse. Herude er der herligt! Den klare rene Luft, den vide Udsigt, det friske grønnes forskellige Nuancer, de mange smukke straalende Blomster gør en Dag derigennem til alt andet end trættende og ensformig. Hvad vi saa af ny opvoksende Byer paa den lange Strækning over til The Rockies, var ogsaa meget interessant. Disse Byer, der i Løbet af ganske kort Tid fra en ubetydelig Samling spredte Huse er blevne store og folkerige med brede, uregelmæssige Gader (hvis Kørebane rigtignok er i en frygtelig Forfatning) strækker sig lige ud i Prærien eller ind i Skoven, anlagte med stor Forudseenhed og med den Vished for Øje, at Byen stadig vil vokse med rivende Fart, men underlig halvfærdige at se til med store elegante Huse imellem smaa Træhuse. Morsomt var det at høre Beboernes Stolthed over deres By, deres store Forventninger om dens Fremtid. Noget meget tiltalende i alle de canadiske Byer og i »Staternes« forresten ogsaa er de mange Villaveje med Have eller i hvert Fald en lille Grønning om hvert Hus, de mange træbeplantede Veje, og det ikke som hos os langt ude i Udkanterne men tæt ind paa Hjærtet af Byen.
Turen over The Rockies gennem vilde Kløfter, over svimlende Broer, ved Pacific Kysten i de blomsterrige, smukt beliggende Byer Vancouver og Victoria, de vidunderlig dejlige Dampskibsture mellem disse Byer og derfra til Seattle fortjente en nærmere Beskrivelse end Pladsen tillader. Seattle var vor første Station i De Forenede Stater; den er en stor opblomstrende, meget smukt beliggende By, som mener at kunne tage Konkurrencen op med San Francisco. Der indlogerede vi os i nogle andre Jernbanevogne, der atter skulde huse os i ti Dage, tilbage til Toronto. De følgende Dage var lidt drøje i meget stærk Hede gennem øde ørkenagtige Strækninger, som det dog ogsaa havde sin Interesse at se, og hvor Mormonerne ved deres Flid har skabt et stort opdyrket Land med Saltsøstaden som Midtpunkt. Besøget i denne By, hvor der i Tabernaklet blev spillet for os paa »det smukkeste Orgel i Verden«, og hvor mange tog sig et Bad i Saltsøen, var højst interessant. Ligeledes i den smukke By Denver, der nu har ca. 200,000 Indbyggere, men hvor der endnu ved den aarlige »Pionerfest« kan møde nogle af dem, der var med til at grundlægge Byen paa de øde Sletter, som Bisonokserne hidtil havde været Eneherrer over; Hovedstad i Colorado, hvor Kvinderne i 16 Aar har haft Stemmeret, ifølge Guvernørens Udtalelser til stor Gavn for Staten. Rejsen sluttede med Besøg i Chicago og Detroit, der overbød hinanden i Elskværdighed. I den første interesserede det os særligt at se Hull House, Miss Jane Addams’s Settlement, hvor der bliver gjort et stort, opofrende Arbejde for det fattige Nabolag.
Det havde været en trættende Tur - dog ikke mere, end at alt det interessante, vi saa, jog Trætheden væk - den har sikkert gjort meget til at udbrede Kendskabet til og Interessen for International Council of Women, og alle vil vi bevare Mindet om en sjælden interessant og indholdsrig Tur.
