« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinder fra Landet
Enhver stor Bevægelses Sejr og Fremgang vil altid være afhængig af, hvordan dens Førere - der ligesom er Udtrykket for denne Bevægelses bedste Tanker - forstaar Tidens Mennesker, ikke blot en enkelt Stand eller et enkelt Intelligensparti, men ogsaa og især har Forstaaelse af det store, brede Lags Tankegang og Opfattelse, dette store Lag, der er Grundlaget for al Udvikling.
Naar Kvindernes Sag er kommen til Landet fra Byerne, da er det vel fordi Intelligensen, den videnskabelige Dannelse særligt har sit Sæde i disse Byer, men - det vil blive denne store Sags ikke mindre store Opgave, at finde Vej ud til Landets bedste, folkelige Kredse.
Landets Kvinder, saadan som Livet i Hjemmet og den mere umiddelbare Opfattelse har dannet dem, vil først komme til at høre ret, naar der tales ud fra dens egen Tankegang. - Det er dette, en Taler atter og atter maa lære, aldrig at slaa af paa sin egen Ejendommelighed, samtidig med at han mere og mere faar Forstaaelse af sine Tilhøreres Tarv.
Højskolefolket, der vel kan siges at have gjort det største folkelige Oplysningsarbejde ude paa Landet, har ikke i Almindelighed haft Kvindens Sag paa Programmet - Maalet har vel mere været en levende, aandfuld Tale i historisk Sammenhæng paa kristelig Grund. Idealet var vel mere den varmhjærtede, hengivende Kvinde, end den selvstændigt tænkende. - Skal der banes Vej her, da maa Talen forbinde Hjertet og Forstanden i denne Henseende. Man maa lære at forstaa, at det egentlige Personlighedsliv er netop grundet paa den Selvstændighed, der paa eget Til- og Ansvar føler og forstaar, at saadan er det og derfor vil og maa man handle ud fra sin egen Opfattelse i Hjemmet som Borger i Samfundet. Ikke en kønsbestemt Ramme udenom én - men et Menneske, der er myndig Borger i et frit Land.
Landets Kvinder vil kunne forstaa dette, men der maa tales og arbejdes en rum Tid, før de indser, at det er dem og deres Børn det gælder, saavel som meget andet. Netop disse Kvinder har vel ikke de mindste Kræfter, saadan som det praktiske Liv med det haarde Slid har lært dem at skønne saadan som Naturen og den mere umiddelbare Opfattelse har præget Følelsen. Det var ikke det mindste, om vi Kvinder fra Land og By kunde finde hinanden i den store Enhed, der hedder Frihed og Fremskridt paa dansk Grund.