Maskinstrikkernes Fagforening

holdt Lørdagen den 25de April sin et-aarige Stiftelsesfest paa Sortedamslund. Det er en ung Forening, ikke alene i den Forstand, at den har arbejdet kort, men den bestaar ogsaa for største Delen af ganske unge Kvinder med sin 24 - aarige Formand i Spidsen.

Det er et af de faa Fag, som alene er i Kvinders Hænder og som Forældre, hvis Døtre ikke maa tjene, gerne tillader deres Døtre at arbejde ved, dels fordi, det er et net Arbejde, dels fordi det er bekendt, at der paa de fleste Strikkerier hersker en god Tone.

Men Følgen af, at de fleste unge Piger har et Hjem, hvor de kan faa deres Kost, om det saa var - gratis - har været, at Fabrikanterne har kunnet byde Arbejderskerne en urimelig lille Løn, som nu yderlig stadig synker.

Det er imidlertid ogsaa gaaet op for disse Kvinder, at naar de afser al deres Tid og Kraft paa deres Arbejde - 11 Timer daglig - bør de ogsaa have Ret til en Løn, som de kan leve af, og de dannede derfor denne Fagforening for at hindre en yderligere Synken af Lønnen. Den begyndte med 108 Medlemmer, hvis Antal nu er steget til 150.

Efter et Aars Samarbejde holdtes da Fest. hvorved Sangforeningen „Constantia” gav mange smukke Numre tilbedste. Fru Johanne Meyer talte derefter om Foreningens Stiftelse og om det personlige Ansvar for den enkelte Kvinde baade i selve Fagforeningen og i Samfundet.

Hr. Journalist Meyer talte baade alvorlig og skæmtende om Kvindens Stilling til Manden, om hvorledes hun ikke alene burde hævde sin egen Personlighed, men ogsaa tvinge Manden til at skaffe hende den politiske og sociale Ligestilling. Hans Foredrag blev hørt med stor Interesse, men Begejstringen steg til Jubel, da hans spøgefulde Sang, som gik paa en overordentlig kvik Melodi, blev sunget, og der udbragtes et Leve for ham. -

Nedenstaaende mere alvorlige Sang, ligeledes af Hr. Meyer, blev ogsaa sungen under almindeligt Bifald.

I har vel hørt, der tales om,

at Kvinderne vil stemme,

og „Hvad vi vil” i Pressen kom,

ti Mændene var slemme;

de sad i Ting, de sad i Raad,

men øved ikke Spor af Daad,

vi var forvist til Naal og Traad

og Køkkenet derhjemme.

Men snart fra Mændenes Gebet

man Bud til Kvinden skikker,

fra Skoler, Universitet,

fra Handel og Fabriker;

en Masse Kvinder mødte frem,

først lo man nok saa smaat af dem,

men Konkurrencen den blev slem og

Spot nu slagen ligger.

Hvad er det da, vi Kvinder skal:

de dulgte Ævner prøve,

et Køn er dog kun Enkelttal,

men to kan Stordaad øve;

først lige Løn er det vi vil

og alle Kræfters frie Spil,

men der maa raabes dygtigt til,

ti Mændene er døve.

Men Lighed staar paa vort Emblem

og Manden er ej Fjenden,

nej, i det herskende System

er Kvindens Fjende: Kvinden!

før selv hun vil, det nytter ej

at tae mod Mændene paa Vej,

men kommer hun og Du og jeg,

er det System i Vinden.

Tak, Borgerkvinde, for dit Mod,

og dristig frem med Kravet,

det snoer sig som en lille Flod,

der søger ud mod Havet,

og Livet selv er som et Fjeld,

ved Vaartid Gletscher staar paa Hæld,

og Floden stiger, i dens Væld

al Modstand blir begravet.