« Tilbage til søgeresultaterne

Kvinders Natarbejde

Af: Louise Neergaard

« Se emneord

Den paa »Dansk Kvindesamfund« s Fællesmøde i Holstebro vedtagne Resolu­tion, i hvilken det henstilles til Lovgiv­ningsmagten ikke at gennemføre et Særforbud mod Kvinders Natarbejde i in­dustrielle Virksomheder, er bleven meget haardt angrebet i forskellige socialdemo­kratiske Provinsblade. »Nordjyllands Social-Demokrat« kalder Resolutionen »taabelig« og taler om en Sammenslutning af »Storborgerkvinder«,- der vil hindre en for deres fattige Søstre højst gavnlig Foran­staltning. Bladets Vrede kulminerer i føl­gende Udtalelse: »»Dansk Kvindesam­fund« forlanger altsaa enstemmig, at ar­bejdende Kvinder ikke maa beskyttes mod Udbytning, Overanstrengelse og tidlig Død.« Lignende Udtalelser har staaet i an­dre socialdemokratiske Blade, og navnlig den sidste Passus er gaaet igen i adskil­lige af dem.

Da Fællesstyrelsen endnu ikke har nedsat det paatænkte Udvalg, som skal tage sig af Natarbejdsspørgsmaalet, tog jeg, som Indleder til Forhandlingerne i Holstebro, imod et Tilbud fra »Kvinder­nes Fælleskorrespondance ved Fru Char­lotte Hauch« om at faa en Redegørelse for »Dansk Kvindesamfund«s Stilling til Sa­gen og en Imødegaaelse af de ovennævnte stærke Angreb udsendt til en Række Pro­vinsblade. Paa Grund af de bevægede po­litiske Forhold er Artiklen først fremkom­men i Begyndelsen af denne Maaned.*)

*) Artiklen har været optaget i »Aalborg Stiftstid.«, »Randers Amts Avis«, »Vejle Amts Avis«, »Fyens Stiftstidende«, »Svendborg Amtstidende« og »Roskilde Tidende«.

Et Angreb i »Demokraten« i Aarhus er bleven besvaret af Fru Mariane Solvej i dette Blad.

Det vil dog ogsaa være rimeligt, at der i »Kv. og Sf.« bringes en Imødegaaelse af de socialdemokratiske Blades haarde Ord om »Dansk Kvindesamfund« og Holstebro-Resolutionen, og jeg vil da ganske kort søge at slaa et Par Kendsgerninger fast.

1) Enten maa de paagældende Blades Indignation hidrøre fra, at de ikke har sat sig ordentlig ind i Sagen, eller ogsaa skriver de imod bedre Vidende. Det er jo nemlig saaledes, at det Forbud, som de saa gerne vil have gennemført, desværre ikke vilde medføre nogen Beskyttelse for Arbejderskerne imod »Udbytning, Overan­strengelse og tidlig Død«, eftersom det ifølge Opgørelse fra de Samvirkende Fag­foreninger kun vil ramme en ringe Brøk­del af Danmarks industrielle Arbejdersker (indenfor forholdsvis vellønnede Fag) og hindre disse i deres Erhverv, medens Tu­sinder af Kvinder (deriblandt de slettest lønnede, f. Eks. Hjemmearbejderskerne) fremdeles vil kunne arbejde om Natten, fordi deres Virksomhed slet ikke falder ind under Fabriksloven.

2) At de Arbejderkvinder, som et even­tuelt Natarbejdsforbud vil ramme, ikke ønsker det gennemført, fordi det vil skade dem i deres Erhverv, og at »Dansk Kvindesamfund« s »Storborgerkvinder« (af hvil­ke i Parantes bemærket mange er selv­erhvervende i afhængige Stillinger) i denne Sag staar netop paa deres fattige Søstres Side imod Arbejdernes egen Presse.

Hvorvidt Princippet »Beskyttelseslove« for Kvinder med deraf følgende Ind­skrænkninger i deres Erhvervsfrihed er rigtigt eller ikke fra et nationaløkonomisk Synspunkt, kan der naturligvis diskuteres om. De beskyttelsesvenlige og de, der er imod Beskyttelse, burde imidlertid kunne enes om, at det paatænkte Natarbejdsfor­bud, saaledes som Forholdene er i Dan­mark (med faa, forholdsvis vellønnede Kvinder i regelmæssigt Natarbejde paa Fabrikkerne) vil virke som en Uretfærdig­hed imod dem, det rammer, uden at gavne Samfundet, idet den tilsigtede Beskyttelse nærmest bliver lig Nul. Den Mulighed er endogsaa til Stede, at »Beskyttelses«-Lo­ven kan faa den modsatte Virkning af den tilsigtede, idet nogle Kvinder gennem For­budet kan blive tvungne ud af deres nu­værende Erhverv over i et daarligere løn­net, maaske i Hjemmearbejde, hvor Nat­arbejdet ukontrolleret praktiseres, og hvor Fagforeningernes Støtte til Forkortelse af Arbejdstiden og Forbedring af Kaarene ikke paa langt nær er saa udviklet, som i de Fag det drejer sig om at udelukke fra Adgangen til Natarbejde.

« til toppen

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner