« Tilbage til søgeresultaterne
Den internationale Sygeplejekongres i London i Dagene fra den 19.-23. Juli 1909
Naar vi tænker paa Sygepleje, som den øvedes - ja, lad os blot sige i vore Bedsteforældres Tid - og saa paa vore Dages Sygepleje med dens Krav til sine Udøvere, saa forstaar vi, hvilken rivende Udvikling her er gaaet for sig. Det er en nødvendig Følge af de store og betydningsfulde Fremskridt, der er sket i Lægevidenskaben. Jo større disse Fremskridt, desto større Krav til Sygeplejen. Men overalt, hvor Mennesker kæmper for at naa høje Maal for at forbedre og hæve det bestaaende, der har de gjort den Erfaring, at dette at komme sammen med andre ligesindede, sammenligne Gerningen, udveksle Erfaringer, det tjener i højeste Grad til at holde Ilden brændende, give Liv til nye Tanker og Idéer og til at styrke og hjælpe fremad paa Vejen mod Maalet.
Jeg tror ikke, at nogen af os, der var med i London til Sygeplejekongressen, var i Tvivl om, at dette var i ganske egentlig Forstand, hvad der skete i disse interessante og indholdsrige Dage.
Hvor var det ikke opmuntrende og inspirerende at mødes med disse Søstre fra Alverdens Lande - fra Tasmanien og til Lapland -, høre om deres trofaste Anstrengelser for at højne vor Stand og forædle og forbedre vort Arbejde i alle dets forskellige Grene. En Sygeplejerskes Gerning er ofte baade anstrengende, vemodig og nervepirrende, og vi Mennesker har det nu en Gang saadan, at Bevidstheden om, at vi gør vor Pligt, er ikke altid tilstrækkelig Opmuntring. Vi trænger til at føle, at vi ikke staar ene. Det giver Styrke at vide, at man tilhører en stor kæmpende Hær med fælles Maal, fælles Midler og fælles Ære. Og det var netop denne Følelse af Fællesskab og Samarbejde, som var Kongressens fornemste og smukkeste Træk. Derfor er jeg vis paa, at alle Deltagere, som staar i aktiv Sygepleje, er rejst hjem fulde af ny Begejstring for deres ædle Kald, af ny Lyst og Trang til at være med i Arbejdet for Fremskridt og Forbedring og af nyt Mod og Udholdenhed til at bære Dagens Hede og Møje i deres Gerning.
Det blev straks klart for os alle, hvad der var mig en personlig Tilfredsstillelse, at Amerikanerne staar som de, der er naaet videst frem. Jeg har selv i sin Tid faaet min Uddannelse som Sygeplejerske ved et af New-Yorks første Hospitaler, og allerede dengang forekom det mig, at stort bedre, end vor Sygeplejeskole dér blev ledet, kunde det ikke gøres. Men siden har de ikke ligget paa den lade Side, og efterhaanden som Lægevidenskaben er gaaet fremad, har de ledende Sygeplejersker i Amerika fulgt med saa ivrigt og nøje paa alle Omraader af Sygeplejen, at de nu ved denne Kongres uimodsigelig stod som de, der kunde pege paa de smukkeste Resultater og give de vægtigste Indlæg i Diskussionen om, hvorledes Sygeplejersker bedst kan og bør udrustes til at gøre Fyldest i Samfundet. Dette var jo nemlig stadig Grundtonen i Forhandlingerne, saaledes som det ogsaa fremgaar af Emnerne: Uddannelse og Statseksamen - Sygeplejersker i privat Pleje, Sygeplejersker som Borger, som Patriot o. s. v.
En meget beaandet Indlednings- og Velkomsttale af Mødets Præsident, Formanden for det internationale Sygeplejeraad, Mrs. Bedford Fenwick, bragte straks den rette Stemning frem. Man skulde nu ogsaa lede længe for at finde en bedre Præsident for en Kongres end Mrs. Fenwick. Hun er selvfølgelig gammel Sygeplejerske - har beklædt Stillingen som Forstanderinde for det store St. Bartholomew’s Hospital før Miss Isla Stewart og er nu gift med en anset Londonerlæge. Klar, vittig og meget energisk er hun. Hun og Miss Isla Stewart har i Fællesskab ført an i en udholdende og ihærdig Kamp for at faa indført Statseksamen for Sygeplejersker i England. Megen Modstand har de mødt, men de har da ogsaa haft Venner og Hjælpere; det forstod vi den Aften, da Lord Ampthill, Medlem af Overhuset, præsiderede ved den store Banquet. Han har trofast staaet sammen med Sygeplejerskerne og talt deres Sag i Parlamentet. (Hvem vil være Lord Ampthill for danske Sygeplejersker?)
Kongressens første Foredrag blev holdt af Mrs. Hampton Robb, en i amerikanske Sygeplejekredse højt anset Dame. Hun blev bl. a. i sin Tid kaldet til at organisere Sygeplejeskolen ved det bekendte »John Hopkins Hospital« i Baltimore, et Hverv, som hun med sin store pædagogiske Dygtighed skal have skilt sig fortræffeligt fra. Hun er Forfatterinde til forskellige meget benyttede Haandbøger for Sygeplejersker - (jeg vil særlig anbefale hendes »Ethics of Nursing«). Hendes Foredrag drejede sig om »En international Norm for Sygeplejerskers Uddannelse«. Hun meddelte, at de i Amerika havde faaet indført Statseksamen i 24 Stater og sagde blandt andet, at vi vilde først faa fuldt Udbytte af disse internationale Møder, naar vi i Hovedtrækkene havde naaet til en fælles Basis for Sygeplejeuddannelsen - en Basis, der skulde tilstræbes gennem forenet Arbejde, Erfaringer og Overvejelser af Sygeplejersker fra alle Lande, hvor der findes moderne Sygepleje.
Herefter fulgte Beretninger om Uddannelsen i de forskellige Lande.
Fraulein Agnes Karrl, Formand for det tyske Sygepleje-Raad, meddelte f. Eks., at Statseksamen allerede i 1907 var bleven indført i Preussen med den Virkning, at Sygeplejeskolernes Undervisningsmetode er bleven forbedrede, Publikum har faaet større Agtelse for Sygeplejerskerne og Standen har faaet Tilgang af en bedre Klasse Kvinder.
Baronesse Mannerheim fra Finland, en højst indtagende Dame, der har faaet sin Uddannelse ved et Hospital i London, fortalte hvor uheldigt det var, at den egentlige Sygeplejeuddannelse i Finland kun kunde faas ved den saakaldte Universitetsklinik, som bestaar af flere forskellige Hospitaler, hver med sin Ledelse og sine Metoder, hvilket gav et meget utilfredsstillende Resultat.
Et af de interessanteste Foredrag var Lady Helen Munroe Ferguson’s om »Sygeplejersken som Borger«, og da det formentlig ogsaa vil kunne interessere dette Blads Læsere, skal jeg gengive enkelte Punkter deraf. »I gamle Dage,« sagde hun, »da Statsstyrelse og offentlige Anliggender væsentligt bestod i Udenrigspolitik, var det jo saadan, at ingen Kvinde, det være sig af Arbejderstanden eller af Overklassen, vovede sig ind paa det Omraade, hvis Indgang bar Overskriften: »Ingen Adgang for Kvinder, Forbrydere og Idioter«. Skønt denne noget antikverede Inskription endnu stadig staar over Hovedindgangen til det offentlige Liv, saa har den dog mistet sin Betydning, fordi Omraadet ikke længer er afspærret. Det har aabnet og bredt sig til alle Livets Dele og Kroge, saa at det i Virkeligheden nu er vanskeligt nok at skelne mellem offentlige og private Sager. Som Illustration hertil behøver jeg kun at minde Dem om, at det ikke er mere end et Aar siden, at Sikkerhedsgittre om Kaminerne ved Lov blev indført i hvert eneste Hus i Landet. Det er indlysende, at tiltrods for de sidste Tiders Begivenheder, som mange af os i høj Grad beklager, saa er det ikke Kvinderne, som har tvunget sig ind paa Staten, men Staten som har tvunget sig ind paa Kvinderne«.
Hun sagde derefter, at mens det jo for Husmoderen kunde blive noget af et Problem, hvordan hun skulde strække til overfor de ny Opgaver, saa eksisterede dette Problem ikke for Sygeplejersken. Arbejdet for det almene Vel har for deres Vedkommende det første og væsentligste Krav paa deres Tid og Opmærksomhed, og dette Arbejde er af den største Betydning for Staten. Og hun gjorde opmærksom paa den overordentlig store Nytte, Samfundet kan drage netop af Sygeplejerskens Gerning. Af alle sociale Arbejdere var der ingen, der stod med bedre Betingelser end Distriktsygeplejersken.
I den efterfølgende Diskussion talte bl. a. Mlle. Châptal udmærket om Fattigpleje i Paris. Miss Delano berettede om de saakaldte »flydende Hospitaler« - Hospitalsskibe - i New York, samt om vellykkede Forsøg, der var gjort i Amerika, med Ansættelse af Fabrikssygeplejersker. En længere Diskussion blev ogsaa ført om det ønskelige i at knytte uddannede Sygeplejersker til Fængslerne. Det blev ogsaa af flere Læger anbefalet at ansætte Sygeplejersker i Skoleinspektionen, da de ofte kunde faa større Indflydelse paa Hjemmene end Lægerne.
Det bliver for vidtløftigt her at fortælle om alle de forskellige Forhandlinger. Jeg maa endnu kun sige, at Foredraget og Forhandlingen om »Plejen af Sindssyge« var af stor Værd. Dr. Robert Jones, en af Englands ansete Sindssygelæger, fastslog, at i ingen Gren af Sygeplejen trængtes der i den Grad til saavel ethisk som theoretisk og praktisk uddannede Plejersker, som overfor sindssyge Patienter. Idealet var efter hans Mening, at alle Sindssyge-Hospitaler havde deres Sygeplejeskoler.
Den sidste Dag blev der talt om: »Sædelighed i Forhold til Sundhed« og »Sygeplejersken paa Missionsmarken«, Begge Emnerne behandledes med overlegen Dygtighed og udfra de højeste aandelige Synspunkter.
Jeg behøver næppe at sige, at ogsaa Sygeplejerskernes Kongres havde sin selskabelige Side, og der blev vist os den største Gæstfrihed, bl. a. af Londons Lord Mayor. Men det Hovedindtryk, vi bragte med os hjem, var Beundring over alle disse Kvinders Dygtighed og Kultur, Energi og Selvopofrelse, hvorved de har hævet Sygeplejegerningen i vore Dage til at være baade en Videnskab og en Kunst. For os Danske var der meget, der uundgaaeligt maatte vække til Eftertanke. For at sige det mindste: Vi kunde ikke lade være at føle, at vi har adskilligt at lære endnu. -
