Studentersamfundets fri Theater.

Studentersamfundets fri Theater gav sin første og eneste Forestilling for denne Sæson forrige Lørdag Aften paa Folketheatret, hvor der var samlet et talrigt og elegant Publikum, som med usvækket Interesse fulgte hele den lange Forestilling, der varede fra Kl. 7 til hen ad Midnat.

Det fri Theater har, som bekendt, sit Forbillede i Theatre libre i Paris, og Meningen med Ordet „fri” er den, at der her opføres Stykker af literært Værd, der af en eller anden Grund ikke antages til Opførelse paa andre Theatre af Rang. Saaledes blev „Gengangere” af Ibsen spillet paa Theatre libre ifjor, og ”Vildanden” forberedes til Opførelse i denne Uge.

Premieren paa vort Teatre libre var Zolas eneste store Drama „Therese Raquin” samt Gustav Esmanns lille Skuespil „Enkemænd”.

„Therese Raquin” er et mægtigt Drama, der sjunger Hævn og Straf over de skyldige straks efter, at Forbrydelsen er begaaet. Evmeniderne, de vrede Furier, forfølger den brødefulde Mand og Kvinde fra det Øjeblik, de enedes om at drukne den stakkels Camille, Théréses sygelige Mand og Laurents Ven, i Seinens gule Vande, og pisker dem med Skorpioner, saar Had og Vrede og Bitterhed mellem de to, der elskede hinanden med saa ubændig Voldsomhed, at intet skulde hindre dem i at naa deres Maal, det at eje hinanden, at være salige, vandre sammen i Sol og Glæde Livets lange lykkelige Vej - intet. Men den døde Mands Skygge driver dem begge til Vanviddets Raseri, forhindrer dem fra, skønt lovmæssigt forenede, nogen Sinde at eje hinanden og fører dem til Slutning saa vidt, at de gensidigt vil myrde hinanden, den ene med Gift, den anden med den blanke Kniv, fordi Livet sammen er en værre Helvedes Straf og Pine, end tænkes kan.

Der er over dette Drama noget saa menneskelig sandt, stærke Lidenskaber kæmper i det skjulte ved Siden af den skikkeligste Spidsborgerlighed, giver sig Udslag med en saa ureflekteret Voldsomhed, at Publikum gribes i dets inderste Sjæl, rives med og føres ind i hele den stærke Stemning, den forunderlige Uhygge, som raader i dette Stykke Menneskeliv, fremstillet paa Scenen. Og over disse løsslupne Drifter, denne stærke Lidenskab, denne vilde Skræk for det usynlige, den dødes, den myrdedes isnende Aandepust, der gør selve Brudenatten og det af Roser duftende Værelse til et Rædselens Torturkammer, hvor Bruden gyser tilbage for Brudgommens Kys, - over alt dette hviler som den evige Ild, det blinkende Hævnens Sværd, Moderens flammende Øjne, det eneste levende i hendes døde Legeme. Det var Brudenatten, at hun, tilkaldt af de vanvittige Skrig, der lød fra den unge Kone, ilede til og blev Vidne til de tvendes grufulde Bekendelser, som lamslog hendes stakkels Legeme, men bevarede hendes Aand frisk.

Ingen i Verden kan sige, at dette Drama ikke er moralsk. Det er moralsk i sin dybeste Grund, det prædiker højlydt: at Forbrydelsen følges af Samvittighedsnag og forvandler Kærlighed til Had. Hvad gør saa det, at vi maaské ser Lidenskaberne fremstillet mere intensivt, end vi er vant til! Vi skylder det fri Theaters Bestyrelse Tak, fordi den gav os „Therese Raquin”, viste os Forbrydelsens Drama.

Skuespillerne blev revne med af de store Opgaver, der her bødes dem. Fru Secher spillede stort og ofte med en ægte Klang i Replikernes Tonefald; navnlig fyldte hun i første Akts stormende Kærlighedsscener og i sidste Akt, hvor hun saare naturalistisk forstod at gengive denne vilde Karakters raa og brutale Hensynsløshed, der nu ikke mere lader sig hæmme, hverken af Kærlighed eller Hensyn. Hos Therese hersker kun én Følelse: én vanvittig Angest.

Frøken Lerche var hyggelig som den ømme Moder i de første Akter, og i de sidste opnaaede hun en næsten forfærdende Virkning ved sin livløse Skikkelse med de talende Øjne; hun sad i sin Stol som selve Hævnens frygtelige Statue.

Brødrene Wiehe løste begge deres forskellige Opgaver fuldt tilfredsstillende, ligesom Fru Charlotte Wiehe var en sød lille Susanne og Herrerne Lindstrøm og Carsten Ravn et Par aldeles fortrinlige gamle Fyre, der altid bragte Humør ind i Uhyggen, den, de ikke blev var.

Gustav Esmanns „Enkemænd” var saa fin i Replikbehandlingen som altid, naar denne Forfatter sætter Pen til Papiret, og den lille Historie, han her ruller op for os, virkede i Modsætning til Zolas voldsomme Lidenskabelighed med rolige og stille Midler, men talte dog saa dybt og indtrængende, fortalte i disse tvende Samtaler, førte i to Vinterdages Skumringstime mellem de to Venner om et helt Livs sørgelige Interieur, klagede i simple Ord over den Uret, vor Samfundsorden lader Menneskene lide.

Hr. Jakob Jacobsen debuterede i Ægtemandens Rolle og spillede roligt og sandt, forsmaaende ethvert Effektmiddel. Hr. J. Wiehe spillede fint og diskret Vennen, der uden at være Ægtemand dog ogsaa blev Enkemand.

Begge Stykkerne modtoges med stærkt og udelt Bifald af det sjældne Publikum, og efter hver Akts Slutning fremkaldtes gentagne Gange de Spillende.