« Tilbage til søgeresultaterne

Unge Piger fra dannede Hjem

Af: Th Daugaard

« Se emneord

Under ovenstaaende Titel har Fru Julie Arenholt i en Artikel, der findes aftrykt i »Kvinden og Samfundet« Nr. 16, skildret de alt andet end tilfredsstillende Lønfor­hold, hvorunder ca. 1200 Kvinder arbejder i et stort anset dansk Aktieselskab, Køben­havns Telefonaktieselskab.

Fru Arenholt kræver disse Forhold for­bedrede og anviser Vejen til Forbedring over Direktørens Humanitet som Arbejds­giver.

Jeg tror, dette er en ufarbar Vej, og det forekommer mig heller ikke at være den naturlige.

Ved Indkøb af Varer i Almindelighed venter man ikke af Køberne (ligesaalidt som af Sælgerne), at de - samtidig med at gøre deres egne Beregninger - skal iagttage om nu ogsaa Modparten kan staa sig ved Handelen. Hvor Varen er Ar­bejdskraft, kan en human Arbejdsgiver naturligvis strække sig langt for at skabe sine Arbejdere rimelige Vilkaar og sig selv Bevidstheden om at have handlet moralsk ret. - Hvor langt Telefondirektørens (Selskabets) Omhu i denne Henseende rækker, har Fru A. belyst med tørre Tal, og man faar rigtig Øjnene op for den hele Ordnings Hulhed, naar man naar saa langt som til at læse om Selskabets særlige Om­hu for at dele Sol og Vind lige mellem »Ar-

bejdstiden - Hjemmene - og Ungdom­mens naturlige Glæder og Adspredelser.«

Telefondirektøren er imidlertid ikke værre end saa mange andre Arbejdsgivere, hvilket naturligvis ikke gør Sagen bedre. Der er Masser af dem, der daglig tager - og giver - saadan en lille Samvittighedsbedøvende Pille for at faa langt uheldigere Forhold til at glide ned. Retfærdigt er det ogsaa at huske paa, at det her drejer sig om en Mand, der ikke handler i egen Interesse alene, men bag sig har en Flok Aktionærer, hvem Direktørens »sharpness« i dette Forhold sikkert ikke falder for Brystet, og som rimeligvis, og til en vis Grad med Rette, i givet Tilfælde vilde gøre gældende at han er deres Tillidsmand før nogen andens, at de til det yderste har Krav paa hans Arbejde i deres Interesse o. s. v.

Jeg venter mig i det store og hele ingen Hjælp fra Arbejdsgivernes Side til Forbed­ring af Kvinders ofte kummerlige Løn­forhold, tror efter det foreliggende, at man heller ikke i dette Forhold kan regne paa den, og synes endelig ogsaa, at det er sundt og rigtigt, at hver taler sin Sag. Kampen kan fra den interesserede Side al­tid føres med større Vægt.

Altsaa Telefondamerne. Hvor­ledes stiller de sig til Spørgsmaalet? Vil de fremdeles som umyndige Skabninger vente paa, at samfundsinteresserede - men dog uden for deres Fag staaende Mennesker

-  (gennem Avisartikler o. 1.) skal skaffe dem den nedladende Haandsrækning, der skal skabe dem taaleligere Vilkaar? Eller træder de en skønne Dag frem - enige og frejdige og siger: »Vi  er en  Stab af Kvinder, som hver Dag - ofte under stærkt Højtryk - udøver et  Arbejde i Selskabets og Publikums Tjeneste, et Ar­bejde, hvis Værdi vi nu har læt at ansætte og som vi i Fremtiden ogsaa skal forstaa at omsætte, saaledes at det bli­ver et Levebrød for os«. ? ?

Den unge Pige, der skal leve af 40 Kr. om Maaneden (og som maaske helst skal »spæde lidt til hjemme«) hun traadte sik­kert gerne imorgen den Dag frem og sag­de noget lignende, hvis alle de andre gik med.

De andre - det er dem, der bor frit hjemme og kun skal tjene til Klæderne - eller dem, der bor frit og faar Klæderne hjemme, og saa skal skaffe Pen­ge til Conditorbesøg, Teaterbilletter, Ga­ver o. s. v. - dem, der skal samle sammen til en Udenlandsrejse, - dem, der i Forlovelsestiden skal samle sig et Udstyr. - De andre, det er dem, der smudskonkurrerer! - Og de føler ikke det som en blodig Uret, ellers vilde de vel næppe gøre det.

Og disse andre gaar ikke med - fore­løbig! Telefondirektøren og alle de Masser af Arbejdsgivere, der benytter den­ne Arbejdskraft, kan indtil videre være ganske rolige. - Skulde det ske, at en lille forhutlet Telefondame, Kontordame, Eks­peditrice eller Lagerdame en Dag med Frygt og Bæven i Privatkontoret forsøger paa at forklare, at 30-40 Kr. om Maane­den er meget lidt - »selv for en Kvinde« - naar man skal have Mad; Husly og Klæ­der - saa kan d’Herrer smile trygt. Der sidder rundt om i de »dannede« Hjem Ska­rer af unge Piger, der er villige til at er­statte denne utilfredse,  -    der  uden Skrupler er rede til paa et andet Menne­skes Bekostning at skaffe sig Klæder, Lomme-penge, Udenlandsrejse og Udstyr.

Det er imod disse »unge Piger fra dannede Hjem« jeg retter Anklagen, det er dem (ikke Telefondirektøren), der - gennem deres forkastelige Snyltesystem -  »udelukker alle de dannede, men ube­midlede unge Piger, der skal have et Le­vebrød« fra at søge Stillingerne. - Det er dem, der, overalt, hvor de findes - og de findes mange andre Steder end i Tele­fonselskabet -   er   »medvirkende   til  at skabe en i høj Grad usund og fordømme­lig Konkurrence paa  det kvindelige   Ar­bejdsmarked, en Konkurrence, der ødelæg­ger Arbejdsvilkaarene  for  Tusinder af Kvinder og drager Konsekvenser efter sig, der er farlige for hele Samfundet.«

Det er disse Kvinders Eftertanke og An­svarsfølelse, der skulde vækkes, og de bør - overalt hvor de træffer paa selvstændigt arbejdende Kvinder - føle at vi ikke kendes ved dem som Kamerater!

Der er i Fru A.’s Artikel endnu et Spørgsmaal, som jeg gerne vilde berøre. Fruen nævner »De københavnske Spor­veje« som et Selskab, der bestræber sig for at lønne deres Personale saaledes, at de kan leve af deres Arbejde, idet de »straks ved deres Ansættelse faar 1000 Kro­ner aarligt foruden en mindre Tantieme« .

»Straks ved deres Ansættelse« - vil det sige, at unge Piger, der kun har de Kvali­fikationer, der aabner dem Adgang til An­sættelse i Telefonselskabet - altsaa er hvad Telefondirektøren nu forstaar ved »dannet« - at de med de samme Kvalifi­kationer kunde faa Ansættelse i Spor­vejsselskabet og begynde med 1000 Kr. og. Tantieme? Eller er det ikke saadan, at de, der kan opnaa denne Begyndelsesløn, enten møder med en vis Eksamensuddan­nelse eller paa en anden Arbejdsplads har staaet deres Læretid ud og altsaa straks kan paatage sig et nogenlunde selvstæn­digt Arbejde?

Er det første Tilfældet - at det er Lær­linge, man byder disse Vilkaar - ja, saa er Selskabet unægtelig meget rundhaandet!

Er det sidste Tilfældet, saa forekommer det mig ikke, at der er Anledning til særlig at fremhæve det, 1000-1200 Kr. om Aaret til en paalidelig uddannet Kontordame er ikke saa ualmindeligt mere.

Endeligt er vel ogsaa Arbejdet paa de to Arbejdspladser vidt forskelligt.

København, i Oktober 1909.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner