« Tilbage til søgeresultaterne
Unge Piger fra dannede Hjem
Under ovenstaaende Titel har Fru Julie Arenholt i en Artikel, der findes aftrykt i »Kvinden og Samfundet« Nr. 16, skildret de alt andet end tilfredsstillende Lønforhold, hvorunder ca. 1200 Kvinder arbejder i et stort anset dansk Aktieselskab, Københavns Telefonaktieselskab.
Fru Arenholt kræver disse Forhold forbedrede og anviser Vejen til Forbedring over Direktørens Humanitet som Arbejdsgiver.
Jeg tror, dette er en ufarbar Vej, og det forekommer mig heller ikke at være den naturlige.
Ved Indkøb af Varer i Almindelighed venter man ikke af Køberne (ligesaalidt som af Sælgerne), at de - samtidig med at gøre deres egne Beregninger - skal iagttage om nu ogsaa Modparten kan staa sig ved Handelen. Hvor Varen er Arbejdskraft, kan en human Arbejdsgiver naturligvis strække sig langt for at skabe sine Arbejdere rimelige Vilkaar og sig selv Bevidstheden om at have handlet moralsk ret. - Hvor langt Telefondirektørens (Selskabets) Omhu i denne Henseende rækker, har Fru A. belyst med tørre Tal, og man faar rigtig Øjnene op for den hele Ordnings Hulhed, naar man naar saa langt som til at læse om Selskabets særlige Omhu for at dele Sol og Vind lige mellem »Ar-
bejdstiden - Hjemmene - og Ungdommens naturlige Glæder og Adspredelser.«
Telefondirektøren er imidlertid ikke værre end saa mange andre Arbejdsgivere, hvilket naturligvis ikke gør Sagen bedre. Der er Masser af dem, der daglig tager - og giver - saadan en lille Samvittighedsbedøvende Pille for at faa langt uheldigere Forhold til at glide ned. Retfærdigt er det ogsaa at huske paa, at det her drejer sig om en Mand, der ikke handler i egen Interesse alene, men bag sig har en Flok Aktionærer, hvem Direktørens »sharpness« i dette Forhold sikkert ikke falder for Brystet, og som rimeligvis, og til en vis Grad med Rette, i givet Tilfælde vilde gøre gældende at han er deres Tillidsmand før nogen andens, at de til det yderste har Krav paa hans Arbejde i deres Interesse o. s. v.
Jeg venter mig i det store og hele ingen Hjælp fra Arbejdsgivernes Side til Forbedring af Kvinders ofte kummerlige Lønforhold, tror efter det foreliggende, at man heller ikke i dette Forhold kan regne paa den, og synes endelig ogsaa, at det er sundt og rigtigt, at hver taler sin Sag. Kampen kan fra den interesserede Side altid føres med større Vægt.
Altsaa Telefondamerne. Hvorledes stiller de sig til Spørgsmaalet? Vil de fremdeles som umyndige Skabninger vente paa, at samfundsinteresserede - men dog uden for deres Fag staaende Mennesker
- (gennem Avisartikler o. 1.) skal skaffe dem den nedladende Haandsrækning, der skal skabe dem taaleligere Vilkaar? Eller træder de en skønne Dag frem - enige og frejdige og siger: »Vi er en Stab af Kvinder, som hver Dag - ofte under stærkt Højtryk - udøver et Arbejde i Selskabets og Publikums Tjeneste, et Arbejde, hvis Værdi vi nu har læt at ansætte og som vi i Fremtiden ogsaa skal forstaa at omsætte, saaledes at det bliver et Levebrød for os«. ? ?
Den unge Pige, der skal leve af 40 Kr. om Maaneden (og som maaske helst skal »spæde lidt til hjemme«) hun traadte sikkert gerne imorgen den Dag frem og sagde noget lignende, hvis alle de andre gik med.
De andre - det er dem, der bor frit hjemme og kun skal tjene til Klæderne - eller dem, der bor frit og faar Klæderne hjemme, og saa skal skaffe Penge til Conditorbesøg, Teaterbilletter, Gaver o. s. v. - dem, der skal samle sammen til en Udenlandsrejse, - dem, der i Forlovelsestiden skal samle sig et Udstyr. - De andre, det er dem, der smudskonkurrerer! - Og de føler ikke det som en blodig Uret, ellers vilde de vel næppe gøre det.
Og disse andre gaar ikke med - foreløbig! Telefondirektøren og alle de Masser af Arbejdsgivere, der benytter denne Arbejdskraft, kan indtil videre være ganske rolige. - Skulde det ske, at en lille forhutlet Telefondame, Kontordame, Ekspeditrice eller Lagerdame en Dag med Frygt og Bæven i Privatkontoret forsøger paa at forklare, at 30-40 Kr. om Maaneden er meget lidt - »selv for en Kvinde« - naar man skal have Mad; Husly og Klæder - saa kan d’Herrer smile trygt. Der sidder rundt om i de »dannede« Hjem Skarer af unge Piger, der er villige til at erstatte denne utilfredse, - der uden Skrupler er rede til paa et andet Menneskes Bekostning at skaffe sig Klæder, Lomme-penge, Udenlandsrejse og Udstyr.
Det er imod disse »unge Piger fra dannede Hjem« jeg retter Anklagen, det er dem (ikke Telefondirektøren), der - gennem deres forkastelige Snyltesystem - »udelukker alle de dannede, men ubemidlede unge Piger, der skal have et Levebrød« fra at søge Stillingerne. - Det er dem, der, overalt, hvor de findes - og de findes mange andre Steder end i Telefonselskabet - er »medvirkende til at skabe en i høj Grad usund og fordømmelig Konkurrence paa det kvindelige Arbejdsmarked, en Konkurrence, der ødelægger Arbejdsvilkaarene for Tusinder af Kvinder og drager Konsekvenser efter sig, der er farlige for hele Samfundet.«
Det er disse Kvinders Eftertanke og Ansvarsfølelse, der skulde vækkes, og de bør - overalt hvor de træffer paa selvstændigt arbejdende Kvinder - føle at vi ikke kendes ved dem som Kamerater!
Der er i Fru A.’s Artikel endnu et Spørgsmaal, som jeg gerne vilde berøre. Fruen nævner »De københavnske Sporveje« som et Selskab, der bestræber sig for at lønne deres Personale saaledes, at de kan leve af deres Arbejde, idet de »straks ved deres Ansættelse faar 1000 Kroner aarligt foruden en mindre Tantieme« .
»Straks ved deres Ansættelse« - vil det sige, at unge Piger, der kun har de Kvalifikationer, der aabner dem Adgang til Ansættelse i Telefonselskabet - altsaa er hvad Telefondirektøren nu forstaar ved »dannet« - at de med de samme Kvalifikationer kunde faa Ansættelse i Sporvejsselskabet og begynde med 1000 Kr. og. Tantieme? Eller er det ikke saadan, at de, der kan opnaa denne Begyndelsesløn, enten møder med en vis Eksamensuddannelse eller paa en anden Arbejdsplads har staaet deres Læretid ud og altsaa straks kan paatage sig et nogenlunde selvstændigt Arbejde?
Er det første Tilfældet - at det er Lærlinge, man byder disse Vilkaar - ja, saa er Selskabet unægtelig meget rundhaandet!
Er det sidste Tilfældet, saa forekommer det mig ikke, at der er Anledning til særlig at fremhæve det, 1000-1200 Kr. om Aaret til en paalidelig uddannet Kontordame er ikke saa ualmindeligt mere.
Endeligt er vel ogsaa Arbejdet paa de to Arbejdspladser vidt forskelligt.
København, i Oktober 1909.
