« Tilbage til søgeresultaterne
,A womans work is never done"
Dette Citat, der forekommer et enkelt Sted i Spidsartiklen i Bladet her for 30te Sept., kaldte Tanker frem hos mig.
Blidt og roligt er det i Formen, og det lille »never« giver det hele et sørgmodigt forklarende Eftertryk. Minder om Folkevisen, hvor ofte den enkelte Strofe eller Tonesætning giver den ellers rolige og klare Fortælling en Molklang, en dybere Betydning, der kalder paa noget i os, og gør, at vi ikke kan slippe den igen. Det kunde jeg heller ikke, da jeg havde læst Artiklen forleden. Bestandigt tumlede mine Tanker med det lille Citat.
Jeg var gaaet til Hørsholm i nogle Byærinder og vandrede nu gennem en af de gamle, daarligt vedligeholdte Gader, der førte ud til Landevejene ad Rungsted til.
En yngre Kone hastede gennem Gaden. Formodentlig kom hun fra Hørsholms Klædefabrik. Det tynde, graalige Sjal, som de fleste Arbejderkvinder bærer, havde ogsaa hun. Med den ene Haand holdt hun den flagrende Klud fast over Brystet. Man faar altid Fornemmelsen af, at dette daarlige Sjal blot skal dække over noget endnu daarligere indenfor. Paa Varmen ved det er der ikke Tid og Raad at tænke. I hendes Øjne var der et fraværende, spændt Udtryk, optagen som hun var af, hvad der nu kom, skulde gøres og skaffes til Side, for saa at naa noget, der heller ikke maatte forsømmes, og saa fremdeles i en lang, uendelig lang Rækkefølge. En Flok Smaafolk, den ene mindre end den anden - Nr. allermindst skumpledes afsted i Resterne af en Barnevogn trukken af den største
i Flokken - kom anstigende. De smaa Træsko klaprede ufortrødent over den usle Brolægning, klaprede omkap med de smaa Munde, der gik ustandselig. Man havde faaet Øje paa Moderen, og den bitte i Vognen søgte med en forfærdelig snavset lille Næve at klare de noget klistrede Øjne saa vidt, at den ogsaa kunde faa Kig paa den travle Skikkelse, der nu stødte til dem. Det spændte, fraværende Udtryk forlod heller ikke nu Konens Ansigt. Hendes Tanker var jo ogsaa forude ved det næste allerede. Med travl Haand tog hun et rask Tag i den ynkelige Ekvipage, der ligesom hvinede lidt forskrækket, da den i en Fart blev vendt, og en lille graalig, snavset Byldt, den næstmindste, anbragt temmelig haardt foran.
»Hvor kunde du ogsaa tabe den!« lød det skændende fra Moderen. Det var nok en af de mange smaa Træsko, der var gaaet i Løbet. En lille graa Uldsok dinglede hjælpeløst ned fra Vognen, saa jeg. Saa drejede de opad en Sidegyde. Som de gik dér, kom jeg til at tænke paa de tarvelige Billedbøger, hvori alt er malet med den samme Farve af Billighedshensyn. Denne Gruppe var ogsaa ligesom malet med en eneste Farve: den graa. En snavset Dør i et skrøbeligt Plankeværk knagede gnavent paa sine faldefærdige Hængsler og slugte saa det myldrende graa med et arrigt Smæld. Men mine Tanker kunde ikke slippe dem. De fulgte dem ind i den mørke lille Stue. Jeg saa dem sidde rundt om det malede Træbord. Han, Manden, det store Forbogstav i Alfabetet om Bordet, for Enden af dette. Træt og med ludende Holdning naturligvis. Men han kunde dog altsaa nu sidde ned denne Times Tid, og Avisen havde han liggende ved Siden af sig, og den læste han i, mens han ventede paa Maden. Men hun, Konen var der ikke, kunde jo ikke være der. Hun rumsterede i Køkkenet. Maden skulde laves til i en Hast, og naar den var spist, var der Opvasken og lidt Oprydning - og saa af sted til Fabrikken igen. Ja og om Aftenen, naar Dagens Arbejde endelig var til Side, saa var Klokken mange og hun var træt og der skulde jo »siddes op« tidligt næste Morgen. Men selv om hun kunde have Lyst til at gaa lidt ud og snakke med nogen, eller kigge hen i »Logen« at høre lidt Sang, Spil eller Foredrag, eller blot sidde hyggeligt og fornøjeligt og drikke The derhenne, saa var der jo ikke Tale om, at det kunde lade sig gøre. Børnene kunde ikke ligge her alene og skøtte Huset og sig selv. Og det store Forbogstav, han gik jo altid, straks han var færdig med at spise og vaske sig. At tænke sig, at han kunde skiftes med hende til at sidde over Børnene om Aftenen, eller blot en ganske sjælden Gang imellem gøre det. Det var nu rent latterligt utænkeligt. A womans work is never done.
Jeg var imidlertid kommen ud paa Landevejen. Havde Hørsholm bag mig. Denne underlige, gamle By, som ikke synes at have forstaaet et Muk eller lært en Smule af det fine, ædle, stemningsfulde Minde om fordums Herlighed, den ejer i det dejlige Parti om Kirken, thi Byen er ellers en Samling Fortids- og Nutidskedsommeligheder. Jeg havde for mig den lange Række Villaer og Ejendomme, der ligger langs med Landevejsalléen og strøede ud over Markerne som Blomster i et Gulvtæppe. Ogsaa til hvad mit Øje nu fulgte, knyttedes det lille Citat. Jeg saa i Tankerne Hustruerne, Mødrene i disse velhavende, rige Villahjem. Den lange, lyse Sommer igennem har jeg fra Aar til Aar kunnet iagttage deres Færd, deres Dont Dagen lang. Uhyre optagne er de. Badet, der er Dagens Begyndelse for dem, skal passes, at Huden kan blive smukt vejrbidt og brunet, saa Frokosten og Hvilen derpaa. Man kan, efter Morgenturen i den appetitvækkende, friske, lærkesangsfyldte Luft og de udmattende Bølgers Favntag »ved Gud« ikke være oplagt til andet end at sove. Saa Omklædningstimerne, saa Cykle-, Spasere- eller Køreturene sammen med Veninde eller Familie den eller den. Dette afsluttes med Eftermiddagstheen. Et hyggeligt, herligt Paafund i Tidsspildets Tjeneste, og et nyt Led i den selskabelige Hoveritjeneste, som den velhavendes Liv dog er saa betynget af i Forvejen. Man faar akkurat Tid til at se paa Uhret og opdage, at det er Tid at hente »Far« ved Middagstoget. I det elegante, blankt skinnende Køretøjs nedslaaede Kalesche ligger hun som en kostbar, duftende Buket.
Kun en Buket.
Opfatter iøvrigt slet ikke dette »kun«. Har ikke Tid og Rum for sligt, optagen som hun er af at skulle være, som han forlanger, hun skal være og venter at se hende: hans kostbare, beundrede Ejendom. Og Sommerfuglene ude paa Gangstien og Vejen! Smilende vinkende, glade
og straalende, strømmer de de trætte fra Byen i Møde. Fløjter i den lyseste Dur den kaadeste Scherzo, det letteste Intet. Hvor er det en Forfriskning for ham efter Forretningernes Alvor, Politiken og alt det andet! En Hvile at være alle disse Mennesker derinde kvit!
Ja netop Mennesket i hende spørger ingen efter, trænger ingen til. For alt i Verden ikke Menneske!
Som Hustruen i det fattige Hjem er Hustruen i det rige Hjem: Træl, Slave. Aldrig sin egen Herre, aldrig færdig med Arbejdet for Skabningens Herre og for Verden.
A womans work is never done.
Ja det var de fattige og de rige. At Under- og Overklasse saaledes hver paa sin Maade kommer til at hæmmes i aandelig Udvikling er jo klart, men saa Mellemklassen, som maa tænke og også har Tid dertil? Ja i de intelligentes og videndes Lejr er Hustruens og Moderens Ret som Menneske jo dog i Almindelighed respekteret og vurderet til en vis Grad. Men selv dér er det en Selvfølge, at »Mor« er til Disposition, ja at Mors Hovedarbejde er at være rede for de andre i Hjemmet, først i alt Fald. Dette hæmmer naturligvis hendes Arbejde og ogsaa hendes Interesse for hendes egen Sag: Kvindesagen og dens Udvikling. Deraf maaske den langsomme Forstaaelse og knappe Tilslutning fra Kvindernes Side. Saa længe en Sag ikke er bleven en Hovedsag, er der ingen Fart i Fremgangen.
Men lad os huske, at dette at være noget for andre, i den almindelige Bevidsthed er ét med Begrebet Kvinde, og at derfor den Dag, man ikke mere med nogen Ret kan sige: »a womans work is never done«., er maaske det fineste og største hos et Menneske gaaet tabt.
