« Tilbage til søgeresultaterne
Vore Døtres Fremtid
II
Vi vil nu søge at klare os, hvorledes Forholdene er i Øjeblikket.
Den omtalte Udvikling maa vi først og fremmest se, som det, den har været, nemlig en Uundgaaelighed. Der er maaske endnu dem, der ser Kvindesagen som et blot og bart Udslag af enkelte Kvinders Misfornøjelse med de bestaaende Tilstande og de forandrede Forhold som Resultatet af Kvindesagsforkæmpernes Bestræbelser.
Men vel har Kvinderne haft god og gyldig Grund til at være misfornøjede, og sikkert har deres eget Arbejde for bedre Kaar været medvirkende til at lede Udviklingen paa den rette Vej, men foruden den tidligere omtalte økonomiske Udvikling har hele Tidens Retning maattet medføre store Forandringer i Kvindens Kaar.
Der er meget i vore Dage, der sejler under Frihedens og Lighedens Flag uden mindste Ret dertil, og dog er der ingen Tvivl om, at der til Trods for alt det falske og misforstaaede i Tiden gaar en sand og ægte Understrøm af Længsel efter Frihed og Lighed for alle.
Denne Længsel maatte selvfølgelig ogsaa vaagne hos den Halvdel af Menneskeslægten, der skønt den til alle Tider har haft udmærkede og højt begavede Repræsentanter at opvise, dog skulde anses som en ringere Slags, der vel kunde have Pligter men ikke de tilsvarende Rettigheder.
Vi Forældre, der staar overfor det at skulle lede vore unge Døttres første Skridt ud i Livet, vi maa ikke tro, at vi kan stampe mod Udviklingen. Eller hvis vi finder, at de gamle Dage var meget bedre, saa maa vi ikke mene, at vi kan blot opdrage vore Døttre som i gamle Dage, saa bliver de ligesaa lykkelige, som Folk var den Gang. - Det er nu et Spørgsmaal, hvor lykkelige de gamle Dages gamle Jomfruer var, - men bortset herfra maa vi gøre os klart, at de gamle Dage er forbi. De kommer aldrig mere tilbage, og ingen bliver lykkelig ved at høre hjemme i en anden Tid, end, den, hvori hun lever.
I gamle Dage, da den Sætning ubetinget gjaldt, at »Kvindens Plads er i Hjemmet«, var det naturligt, at det eneste Formaal med hendes Opdragelse var at gøre hende skikket til at fylde denne sin Plads, at dygtiggøre hende i huslige Sysler og – efter Omstændighederne - uddanne Talenter, der kunde forskønne det huslige Liv. Meningen med det hele var naturligvis, at Datteren skulde giftes; men som tidligere omtalt kunde en stakkels ugift jo alligevel altid faa Anvendelse for sine huslige Færdigheder.
Det er en Selvfølge, at der ogsaa af dette System kunde komme mange udmærkede Resultater, dygtige Husmødre og hyggelige og gode Hjem, men paa den anden Side, hvormange uforskyldt forfejlede Tilværelser!
I alle Tilfælde maa vi, inden vi bestemmer os til at følge det gamle System se hvilke Chancer, det har i Nutiden.
Vi staar nu ved Overgangen fra de gamle Dage og til helt moderne Tilstande. Meget af det gamle har vi endnu af gammel Vane, men der er meget af det nye, hvis Resultater vi allerede kan begynde at ane.
De Spørgsmaal, som Forældrene til Fremtidens Kvinder maa tage under grundig Overvejelse er da disse:
1) Skal vi ligesom tidligere opdrage vore Døttre med det Maal at blive gifte?
2 Hvorledes vil de med denne Opdragelse være stillede, dersom de ikke havner i et Ægteskab?
3) Hvorledes vil det derimod gaa vore Døttre, dersom de gifter sig efter at være blevet opdragne til selvstændige, selverhvervende Kvinder?
4) Hvorledes gaar det vore Døttre som ugifte med en saadan moderne Opdragelse?
Naar den, der skriver disse Linier, besvarer det første Spørgsmaal med et bestemt Nej og tværtimod kunde ønske fastslaaet som en urokkelig Grundsætning, at vi bør ikke opdrage vore Døttre med det Maal at blive gift, saa kunde det maaske opfattes som en Underkendelse af Ægteskabets Betydning og af Værdien af det huslige Arbejde. Men dette er saa langt fra at være Tilfældet, at det tværtimod er en absolut Misforstaaelse, - hvad der forhaabentlig ogsaa tydeligt vil fremgaa af det følgende.
Der er ingen Tvivl om, at Kvinden som Slægtens Moder saavel for sin sociale Stilling som for sit dybeste Følelsesliv har den største Interesse i Ægteskabets Bevarelse og Højnelse. Og Husmoderens store Betydning i Statshusholdningen, som den vigtige Faktor, Konsummenten, er saa overordentlig stor, at det af hendes Dygtighed afhænger, om Masser af Værdier skal udnyttes eller gaa til Spilde. Intet af dette kan værdsættes for højt.
Og dog skal vi ikke først og fremmest opdrage vor Datter til at blive Hustru og Moder, - men derimod til et dygtigt, tænkende Menneske med Selvrespekt, Ansvarsfølelse - i Stand til at stole paa sig selv.
Til enhver ung Mand, hvor rig han end er, stilles der her i Landet den Fordring, - hvis han da ikke skal anses for en Umulighed - at han skal være noget. D. v. s. han maa have en Uddannelse med et bestemt Maal, saa at han kan paatage sig et Arbejde og et Ansvar.
Men den unge Pige, som opdrages med det Maal at blive gift, hvorledes er hendes Uddannelse? Den er naturligvis i høj Grad afhængig af Hjemmets økonomiske Vilkaar, men som fælles Regel kan man vistnok fastslaa, at den bestaar i, at hun lærer en Del - flere eller færre - forskellige Ting men intet til Bunds. Hun gaar i Huset, - lærer lidt Musik, lidt Sprog, har hun Talent for Tegning, fuskes der maaske ogsaa lidt i det Fag. Hun sættes til forskellige Smaaarbejder, men det er sjældent noget, der respekteres mere end, at det kan forlades naar som helst.
En saadan Ungdomstid uden virkelig alvorligt Arbejde uden Følelsen af at skulle staa til Ansvar for det lærte, saaledes at det kommer til Nytte, kan absolut ikke være udviklende for Karakteren og Personligheden. Det er i Virkeligheden ogsaa kun lidet tilfredsstillende at leve saaledes, og der er sikkert ikke faa unge Piger, der har været noget vel hurtige til at slaa til, naar der tilbød sig en Livsopgave, en Befrielse fra Tomheden, i Form af en Mand.
Og selv om den unge Pige ved denne Opdragelse virkelig skulde være bleven i Besiddelse af alle de Færdigheder som en Husmoder har Anvendelse for, - hvad der kun sjældent er Tilfældet fordi den Slags Opdragelse for det meste er ganske usystematisk - saa er og bliver dette dog kun den ydre Ramme om det egentlige, selve Samlivet mellem Mand og Hustru.
Og her er det vor Overbevisning, at fuld Lighed og Gensidighed er det eneste sunde Grundlag at bygge paa. Begge maa bringe sin Indsats og maa til Gengæld vide at hævde sig; men for at dette skal være muligt for Kvinden, bør hendes Karakter og Personlighed ikke have haft saa langt ringere Mulighed for at udvikle sig end Mandens. Og ingen af dem bør tænke, at hendes Liv kun har haft ham til Maal, men derimod, at det har sin egen selvstændige Berettigelse uafhængig af ham.
Det er derfor endda tvivlsomt, om den unge Pige, der er bleven opdraget med det Maal at blive gift, virkelig har de bedste Chancer for at skabe et lykkeligt Ægteskab.
(Fortsættes.)
