« Tilbage til søgeresultaterne

"Alt for Fædrelandet".

« Se emneord

Af Massi Bruhn. Cammermeyers Forlag. 247 S.


Frøken Massi Bruhn, der sikkert med Urette er bleven kaldt en af Kvindebevægelsens Spidser her hjemme, da hun vel næppe i disse Rækker har indtaget mere end en Menigs beskedne Plads, debuterede for halvandet Aar siden med „Et Ægteskab”, en Bog, der blev læst meget og hvor navnlig Kvindens Moderforhold eller maaské rettere Heltindens Moderfølelse overfor saavel sit eget Barn, som for de fremmede smaa hun tog til sit Hjærte i sin døde Drengs Sted, var noget af det kønneste og mest rørende man kunde tænke sig, saa friskt det var, saa fri for al unødig Sentimentalitet.


„Alt for Fædrelandet” antyder allerede ved de Citationstegn, hvori Bogens Titel staar, at Forfatterinden har ment det ironisk, og ingenlunde giver os en krigsbegejstret Skildring men derimod langt snarere et Indlæg for Freden.


Og saaledes er det.


Fortællingen omfatter tre Generationer. I korte Træk fortælles om Kaptajn Karlsen, i hvem Slægten, der i umindelige Tider havde tjent i Arméen som Underofficerer, Spillemænd eller Intendanter, kulminerede, idet han, Underofficeren, i Krigen 48 avancerede til Løjtnant, og senere som Invalid afskediges med Kaptajns-Karakter og et lille Postmesterembede ovre i Jylland.


Her bliver Sønnen Skjold opdragen i en Atmosphære af Krigsbegejstring uden Lige. „Alt for Fædrelandet” blev Grundtonen i hans Opdragelse. For ham blev Slagmarken til det dejligste Eventyr, hvor de Danske altid sejrede. Det gik endog saa vidt, at han kunde have formelige Hallucinationer og drømme sig i Kamp.


Officer skulde han naturligvis være, men da han ikke var videre kløgtig faldt han til Sorg for Faderen igennem ved Kadeteksamen, selv brød han sig ikke derom, helst vilde han som Faderen vinde Officersrang paa Valpladsen. Køn og stor og kraftig var han som han gik derhjemme paa Faderens Kontor og ventede paa Krigen, der omsider kom i Efteraaret 63. Nu melder han sig som Officersaspirant, og saa følger et Afsnit af Bogen, hvor man straks mærker, at Forfatterinden ikke meddeler selvoplevede Begivenheder men har dem paa anden Haand. Det er det Afsnit, der kaldes: Skjold Karilsens Optegnelser. Det er, Gudbevares, vistnok korrekt altsammen og maaské endogsaa aldeles paalidelige Dagbogsoptegnelser, men Gnisten mangler. Forfatterinden har ikke formaaet at give det fremmede Stof Sjæl, at indpuste det Livsens Aande. Saa meget heldigere har hun til Gengæld været senere, og fjerde Afsnit, „Under smaa Forhold”, er skrevet med en saa sand og ægte Indignation, en saa varm Følelse, at det ikke kan andet end gribe.


Skjold Karlsen er bleven gift med en lille, spinkel, lyshaaret Pige paa seksten Aar. som han lærte at kende, da han efter Krigen laa i Garnison paa Fyn, og han har faaet sig et lille Toldassistentembede.


Vi er Vidne til, at den stakkels spæde Luci under Angst og Smerte føder sit første Barn, Sønnen Olaf Rye. Faderen holder egentlig ikke af Drengen: „han følte en dump, pinlig Uvilje mod sit Barn i det samme Øjeblik, han saa det.” Det var en lille forknyt Stakkel, der, fra han kunde begynde at skønne, nærede en vanvittig Angst for Faderen og for Krig i Leg eller Tale. Han elskede Freden, forgudede sin Moder, den stille, taalmodige Moder, der fødte det ene sunde og rødmussede Barn efter det andet, men selv blev slidt op af det daglige Arbejde for Mand og Børn.


Drengen havde tidlig en vis Forstaaelse af Moderens Kamp for Tilværelsen. Han hørte jo mangt et lille Ønske blive nægtet, fordi: „de var saa mange”. Og han grublede tit over den Gaade, hvorfor de var saa mange, naar der var saa lidt Mad, og Vorherre dog var saa god.


Saa en skøn Dag, da Drengen var ti Aar, kom gamle Jomfru Nikolaisen, den afdøde Kaptajns Husholderske, som altid havde holdt af Skjold og nu lod Kærligheden gaa over paa Skjolds Børn, hun tilbød at hun og Broderen, en hæderlig Sadelmager, vilde tage Olaf Rye til sig, koste og klæde ham og lade ham gaa i den lærde Skole. Det var en haard Kamp før Skjold gav efter, den Tanke fattede han ikke rigtig, at et af hans Børn gik Slægtens Tradition forbi og blev Lærd i Stedet for Soldat. Men han holdt af sin Kone, og hun kæmpede for sin Drengs Lykke.


Saa gennemlever Olaf Rye seks lykkelige Aar; han er stille og flittig, men Fredens Evangelium har i den Grad gennemtrængt ham, at han i Skolen danner en Fredsforening, hvis Medlemmer maa forpligte sig til aldrig at gaa i Krig. Rektoren opdager det, og Foreningen splittes som samfundsfarlig. Da han er omtrent seksten Aar rejser han hjem i en Juleferie, og nu kommer Konflikten. Moderen modtager ham, og han har et Par stille, hyggelige Timer med hende; da kommer Faderen hjem fra Klubben og fortæller med Begejstringens Glød paa Kind og i Blik, at han har rejst en Forsvarsbevægelse i By og Omegn, og at han har tegnet sig for et Hundrede Kroner af de fjorten, han har i aarlig Indtægt.


Drengen, der ser Moderens Fortvivlelse farer op imod Faderen, og de to, der hver for sig repræsenterer en Yderlighed, kæmper i Ord en haard Kamp med hinanden. Næste Morgen lader Faderen Sønnen vide, at han vil gøre Brug af den Ret, som Loven hjemler ham, til at beholde Sønnen under Hustugt indtil hans attende Aar, den Synd han har gjort imod ham ved at lade ham komme bort skal nu sones, han skal være hjemme og han skal i Urtekramlære.


Da de to Aar omtrent var gaaede, sygner Olaf Rye af Lungebetændelse, og dør en Foraarsdag, lykkelig i Følelse af Kraft og Velvære over den sunde Ungdom, han atter tror at have faaet tilbage, og over at have gensét den unge Pige, der havde fyldt hans Drømme.


Faderen havde nu givet „alt for Fædrelandet”, han havde ofret sin Søn, men Fædrelandet var ikke utaknemlig, det gav ham Ridderkors og Toldkontrollørembede.


Men med Drengen døde ikke hans Tanker, spæde og ufuldkomne som de var, om Fred paa Jorden; de gamle Nikolaisens havde fundet blandt hans Papirer et Udkast til en Fædrelandshistorie, der skulde blive en Fredshistorie, og nu vilde de søge og de vil ofre deres Formue til den, der tænker som Olaf Rye.


Bogen er skreven med et umiskendeligt Talent; de Personer, vi lærer at kende, er virkelige Mennesker. Hvem kender ikke den begejstrede, saa trohjærtede og dog saa halsstarrige Forsvarsven, der elsker sin lille stakkels udslidte Kone, men dog finder det fuldkomment i sin Orden, at hun slides op, han mærker det ikke en Gang, og en Type som Luci hører desværre til de dagligdags. Hvem véd, maaské kan en og anden ved at læse Massi Bruhns Bog faa Øjnene op for, hvad saadan en lille Kone maa lide; Olaf Rye er skildret tydelig og klart, man ser ham staa for sig, det gammelkloge, tidligt modne Barn med alle de sære Fredstanker, og i hans tidlige Død antydes symbolsk, hvorledes denne Tanke endnu ikke har naaet Modenhed og Levedygtighed, men tillige hvorledes den tages op og tros paa af Slægten efter ham, her af de prægtige gamle Nikolaisens, der har baade Evne og Vilje til at arbejde for Fredens Evangelium, og saaledes ved at fremme denne hans Tanke rejser et Monument af Kød og Blod over ham.


Vi har Grund til at lykønske Massi Bruhn til denne hendes 2den Debut. Man mærker let hun har set en Del og iagttaget meget; hun fortæller paa en let og behagelig Maade og vil sikkert nok vinde sig en stor Læsekreds. Ingen Fredsven bør savne „Alt for Fædrelandet” i sin Bogsamling men agitere for dens Udbredelse, som et smukt og virksomt Indlæg i Fredssagen


« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner