« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindesagen og dens Presse
Hvis det Spørgsmaal blev stillet mig: Har Kvindesagen i Danmark nogen Presse? - saa vilde jeg uden Betænkning svare: Nej. Vi har en tre-fire kvindelige Ugeblade med lidt for enhver Smag; vi har to store Kvindeforeninger med hver sit Medlemsblad, men vi ejer ingen kvindesaglig Presse. - Jeg tror, dette Faktum , giver os en paalideligere Maalestok for Dybden og Omfanget af vor hjemlige Kvindebevægelse, end alle Agitationsmøder og Adressedeputationer. Thi det er i vore Dage Styrkeprøven for enhver social eller politisk Bevægelse: Kan den skabe og bære en Presse? Hvis der er Højtryk tilstede, vil Spændingen naturlig frigøre sig i en Presse, thi Pressen er det Vindu, hvorigennem Bevægelsen forholder sig til Verden udenfor. Mangler omvendt dette Højtryk, saa vil Trangen til en Presse ogsaa mangle, og man vil nøjes med gennem et Medlemsblad at referere det længst passerede og i Ny og Næ spænde Læsernes Taalmodighed paa Pinebænken med en Diskussion, som strækker sig over Maaneder og nærmest forholder sig til Døgnets Diskussion, som Hestesporvognen i Nørregade til den Elektriske.
Et Medlemsblad er intet Vindu til Verden, kun til Gaarden. Udenfor paa Gaden gaar Diskussionens Strøm levende og vekslende forbi; naaer Genlyden Gaardvinduet, er den levende Lyd forlængst opslugt af andre, nye Lyde.
Men der kan være højst hyggelig i saadan en Gaard; man diskuterer gemytlig fra Vindu til Vindu, breder sig i Karmene og tager Samfundet under grundig Behandling; Gaarden er lige ved at blive en Verden for sig, et Samfund midt i Samfundet, noget som en Familieidyl. - Men, gaar der først Familieidyl i en Bevægelse, saa er dens Dage talte.
- »Kvinden og Samfundet«. – Men dette Navn spænder jo over den hele Verden! Der stiger for Tanken en Klippe op af Partistridens Brænding, og fra Klippens Fristed raaber Kvinderøster manende Ord ud i Larmen om Slægten, om Fremtiden, om Livets dyrebareste, uerstatteligste Værdier.
Kvinden og Samfundet. - Blikket spejder uvilkaarlig ud i Rummet efter en hvid, skinnende Dug, som flagrer ensom mellem de kæmpendes Mærker. Hvilke Sejre for Menneskeheden kunde der ikke vindes under saadan et Flag! - Men baade Tanken og Blikket vender skuffede tilbage; de fandt intet Spor af Kvinden og Samfundet i den standende Strid. Men det er ikke umuligt, at en taalmodig Sjæl, som spurgte sig ihærdig for, tilsidst vilde blive vist ind over en afsides Gaardsplads, hvor han som Dørskilt paa en Bagbygning vilde finde Ordene, som han søgte: Kvinden og Samfundet. Thi Kvinden og Samfundet er kun Navnet paa et Fjortendags Medlemsblad, der lever som en dannet Fa-milie i indskrænkede Kaar i en Lejlighed til Gaarden. Der blev aldrig Raad til mere. - Intet Under, om man har begyndt i Aarenes Løb at hygge sig saa vel i Gaarden, hvor Mindernes Svaler bygger under Tagskæggene, og Traditionernes Træ samler Beboerne under sin Skygge. - Intet Under, om man har vænnet sig til at tro, at man er i jævn og stadig Udvikling, og at det kun skyldes Ugidelighed hos Resten af Kvinderne, at de ikke skaffer sig at vide, hvor Gaarden ligger. Intet Under, om man har vænnet sig til at sige: vi og Kvindesagen saa længe, at man er endt med at overse det simple Facit, at 7000 Kvinder er kun en ganske lille Brøkdel af 700,000.
Kvinden og Samfundet. - Det klinger som en Drøm om Daad, der aldrig blev til Virkelighed. - Et Blad er et Vaaben i sit Partis Haand. Har Dansk Kvindesamfund forstaaet at bruge sit? Har det forstaaet, at den Forening, som hædrer sit Blad, hædrer sig selv, som ofrer til sit Blad, ofrer til sig selv?
Jeg husker et Fællesmøde i Horsens, hvor Hatten gik rundt til Fordel for et Kontor for Fællesstyrelsen; flere Hundrede Kroner gik ind, om jeg mindes ret. Vi sad nogle Stykker sammen, som spurgte hverandre: »Hvorfor gaar Hatten ikke rundt til Fordel for Bladet - i Bladet ligger Foreningens Fremtid? -« Men saa vidt jeg ved, er Hatten aldrig paa noget Fællesmøde gaaet rundt til Fordel for Bladet. Det forekommer mig i det hele, at Dansk Kvindesamfund har behandlet sit Blad lidt stedmoderlig, og jeg beundrer ligefrem de Mennesker, som til de forskellige Tider har paataget sig det vanskelige Hverv at holde Sejladsen gaaende. Jeg mener, Dansk Kvindesamfund skylder dem Tak, thi saa længe der er Liv, er der Haab, Haab om at »Kvinden og Samfundet« en Gang maa realisere den Drøm, som endnu klinger til os gennem dets Navn.
Naar en fortjent Samfundsborger holder 25 Aars Jubilæum i et eller andet Embede, er det eller har - indtil dette Ministeriums Tid - været Skik at indstille ham til en Æresbevisning; jeg vil henstille til Medlemmerne af Dansk Kvindesamfund, om de ikke burde vise deres tapre og udholdende Medlemsblad den Ære at forflytte det fra Gaarden til Facadebygningen og give det Titel om ikke af Dagblad, - Forsigtighed er en Borgmesterdyd, - saa i det mindste af Ugeblad; saa vilde der sikkert oprinde lidt lysere Tider for de mange rebelske Kvindetanker, som ikke vil lade sig omskabe i Partibladenes Støbeforme, men foretrækker at begrave sig selv paa Bordskuffens Bund med et harmfuldt Nøglevrid. Den, som i Øjeblikket vil tage Kvindesagen i Forsvar mod den aabenlyse Foragt, som upaatalt bevises den snart i det ene, snart i det andet »kvindevenlige« Blad, vil snart faa at mærke, at hun er hjemløs, thi det eneste Blad, som vil optage hendes Protest, læses ikke af Modstanderne men kun af Gaardens egne Folk, med hvem hun paa Forhaand er enig.
Der ymtes i den sidste Tid her og der om et Kvindesagsblad under Opsejling, et Bevis paa, at Spændingen langt om længe er ved at indfinde sig; tøver Dansk Kvindesamfund for længe med selv at tage Initiativet, da bliver det andre, som høster Æren og Lønnen for de mange Aars An-strængelser, som burde have sikret Dansk Kvindesamfund Førerstillingen nu, hvor det omsider bærer fremad.
