« Tilbage til søgeresultaterne

Skattedirektoratets kvindelige Personale

« Se emneord

Kort før Jul var Skattedirektoratets kvindelige Personale Genstand for en livlig Omtale i Københavns Kommunalbestyrelse og i Dagspressen. Denne Omtale har sik­kert vakt nogen Bitterhed hos disse kvin­delige Funktionærer, der i Forvejen var Stedbørn, hvad Lønvilkaarene angaar, blandt de kommunale »Tjenestemænd«, og som nu pludselig følte sig sat i Gabestok­ken med det Stempel, at de var tilbøjelige til at give efter for ethvert lille Ildebefindende, samtidig med at man udvidede de­res Arbejdstid uden at give dem noget Ve­derlag derfor. - Skønt denne Sag blev me­get omtalt i den københavnske Dagspresse, vil det dog være rimeligt i »Kv. og Sf.« at bringe en kort Redegørelse for den.

Efter Indstilling fra vedkommende Ud­valg vedtog Borgerrepræsentationen at nægte den af Magistraten foreslaaede Be­villing til Ansættelse af 3 nye Skrivere un­der Skattedirektoratet med den Begrundel­se, at den tiltrængte Arbejdskraft passende kunde tilvejebringes ved en Forlængelse af Kontortiden for det allerede ansatte kvin­delige Personale. Arbejdstiden for dette har fra gammel Tid været 5 Timer afbrudt af en mellemliggende Frokostpavse paa l Time, og denne Pavse blev nu indskræn­ket til 1/2 Time. En Arbejdstid af denne Længde vil selvfølgelig ingen finde for lang, sikkert heller ikke de paagældende Damer selv, derimod beklagede disse Utvivlsomt Udvalgets ret vilkaarlige Statistik over de­res Sygedage (hvor et Par Damers meget alvorlige og langvarige Sygdom i det paa­gældende Aar bragte det gennemsnitlige Antal Sygedage op til en abnorm Højde), som gav Anledning til nogle ret misvisen­de Udtalelser i Pressen.

At man satte Arbejdstiden op for Skat­tedirektoratets Damer uden samtidig at forbedre deres særlig ugunstige Forfremmelsesmuligheder, maatte føles som en Uretfærdighed. Sagen er nemlig, at de kvin­delige Skrivere i Skattedirektoratet, forin­den de opnaar Ansættelse paa Skriverga­gens første Trin, 800 Kr. aarlig, hidtil har maattet gøre Tjeneste som Ekstraarbejdere i mindst 6 à 7 Aar med en maanedlig Gage af 55—65 Kr. og kun Beskæftigelse (og Løn) i Aarets 6 Maaneder eller lidt mere. Skattedirektoratets Damer naar altsaa den beskedne aarlige Gage af 800 Kr. aarlig langt senere end paa noget andet af de kommunale Kontorer, og Vejen til For­fremmelse til Assistent har hidtil været dem lukket, saaledes at deres Maksimumsgage er 1600 Kr. Først for nylig har de opnaaet, at de særlig betroede Poster som »Partiledere« bliver lønnede med et eks­tra (ikke pensionsberettiget) Tillæg af 400 Kr. Som Eksempel paa, hvorledes de er stillede i Sammenligning med Damerne fra Kommunens andre Kontorer, kan anføres, at een af de kvindelige Skrivere i Skattedi­rektoratet efter 22 Aars Tjeneste i Kom­munen har en aarlig Løn af 1200 Kr., en anden efter 19 Aars Tjeneste 1000 Kr., medens f. Eks. en af Belysningsvæsenets kvindelige Personale (der er forfremmet til Assistent) efter 21 Aars Tjeneste har opnaaet en Gage af 2550 Kr.

Naar nu Kommunen stiller det beret­tigede Krav, at Skattedirektoratets Damer skal have en længere Kontortid, da vilde det være simpel Retfærdighed samtidig at raade Bod paa deres uheldige Forfremmelsesforhold og f. Eks. give dem nogen Erstatning i Anciennitet*) for deres lange Tjeneste som Ekstraarbejdere, saaledes at de ikke længere skal være en Underklasse blandt de kommunale Tjenestemænd.

*) En Embedsmands Tjenestealder. Beregnes paa forskellig Vis, saaledes efter Eksamensaar og Eksamenskarakter, Udnævnelsestid.