« Tilbage til søgeresultaterne

Ann Margret Holmgren

Af: Johanne Münter

« Se emneord

Blandt de Kvindeskikkelser, der især fængslede os ved vor Kvindekongres i 1906, indtog Fru Holmgren en af de aller­første Pladser. Vi har alle Grund til nu at lade vor Tanke dvæle ved det store Ar­bejde, hun har udrettet, thi d. 17. Februar fyldte hun 60-Aar, og i den Anledning vil Anerkendelse og Taknemmelighed fra alle Kanter sænke sig ned for hendes Fod.

Hendes Fader, Kammerherre Niels Tersmeden, havde været Diplomat og som saadan i mange Aar levet udenlands. Han havde derigennem faaet et videre Syn end deres, som altid færdedes inden det egne Lands Grænser. Han var ivrig Politiker, men strængt konservativ i alle politiske Spørgsmaal. Dog var han langt forud for sin Tid, baade i Kvindesagen og meget andet.

Ann Margret Tersmeden mistede sin Moder, f. Friherreinde Cederstrøm, da hun var ti Aar. Det var derfor selvfølgeligt, at hun følte sig særlig henvist til Faderen, indlevede sig med ham og delte hans In­teresser, hvad der i høj Grad maatte frem­me hendes aandelige Udvikling. Men alt i sit syttende Aar mistede hun ham.

Da hun var nitten Aar, ægtede hun Professor i Fysiologi ved Upsala Uni­versitet, Frithiof Holmgren, en rigt bega­vet og højt anset Videnskabsmand. Han havde ført en djærv Kamp for Tænke- og Talefriheden i Upsala, da den store Strid mellem de Gamle og de Unge stod paa i Firserne.

Bitre Tider fulgte for dem begge efter dette Forsvar for de Unges Ret. De følte sig isolerede. Vi forstaar, at dette har maattet staalsætte Fru Holmgrens Karak­ter til senere at tage Kampen op for Kvin­derne. Men i Hjemmet med de ni Børn og med det aabne Hus, der førtes, som maatte beslaglægge Værtindens Tid, kunde der kun blive Lejlighed til at indsamle Stof til senere Udnyttelse. Hendes Ven­skabsforhold til Bjørnstjerne Bjørnson har hun regnet som den Magt, der gav hende Troen paa sig selv, den Selvtillid, hun før havde savnet. Ogsaa har hun tillagt Ellen Key stor Betydning for sit Tankeliv.

I 1897 mistede hun sin Mand og fire Aar senere flyttede hun til Stockholm. Her følte hun sig straks kaldet til Deltagelse i Samfundslivet, og blev da ogsaa Vicefor­mand i den kvindelige Fredsforening. Det var nu, at Borgmester Lindhagen førte sit store Slag for Kvindernes Frigørelse, idet han i 1902 i Rigsdagen indgav Lov­forslaget for Kvinders politiske Stemmeret. Dette virkede som en elektrisk Strøm gen­nem Kvinderne. I et Nu havde de dannet Stockholms Forening for »Kvinnans Politiska Rösträtt«, i hvilken Fru Holmgren blev Viceformand. Hvad det nu gjaldt om var at faa Foreninger dannede over hele Landet i Tilslutning til Stockholms og Gøteborgs Foreninger. Fru Holmgren begyndte da sin store Mission: at rejse rundt i Landet for at vække de ofte endnu sovende Kvinder. Hun maatte selv lægge Planen for sine Rejser og føre den indle­dende Brevveksling, ja, hun bekostede selv disse som næppe var en Bagatel, da hun ofte maatte drage ad ret ubanede Veje. Desuden var hun ikke en Gang vel­kommen fra Begyndelsen af, hun maatte ligefrem paanøde sig tværtimod Folks Øn­sker, og baade Uviljen og Ligegyldigheden var stor.

En god Hjælp for hende var hendes vindende Fremtræden. Jeg mindes, at en af hendes Kammerater i Arbejdet fortalte mig, at Mændene anbefalede deres Hu­struer at gaa hen og høre hende; »thi en saadan Person, som Fru Holmgren, kunde umuligt raade dem til noget, som ikke var godt og rigtigt!« Modstanden faldt. I Stedet for at maatte paatvinge sig, blev hun nu anmodet fra alle Kanter om at komme og stifte Foreninger for den store Sag - Stemmeretten, der betød »Kvindernes Fri­gørelse«. I 1907 havde hun alene dannet 50 Foreninger, og Grunden var tilfulde lagt for »Landsforeningen for Kvinnans Politiska Rösträtt«, der nu i flere Aar har staaet som et Mønster for andre Nationer ved sin ypperlige Organisation.

Fru Holmgren spurgte aldrig om, hvad hun med Rimelighed kunde byde sig selv; hun spurgte kun om: hvad hun burde gøre. Man søgte at skræmme hende fra hendes Rejser i det sene Efteraar ved at fortælle hende om Udsigten til Snestorme, Togstandsning og Møde med drukne Jern-

banearbejdere. Men intet skræmmede hende fra, hvad hun ansaa som sin Pligt. Det var heller ikke nok, at Foreningerne dannedes. Bestandigt krævede de, at hun atter og atter skulde komme til dem med ny Tilførsel af de store Idéer, som bevæ­gede Kvinderne i alle Lande.

Efter vor Kongres bukkede Fru Holm­gren for en Tid under for det stor Ar­bejde, hun havde lagt paa sig selv. Hun skulde netop nu hvile sig ud paa Aulestad hos Bjørnstjerne Bjørnsons, da den tru­ende Sygdom, som kun en Operation kunde afvende, angreb hende. Hendes ældste Søn, der var Læge, blev tilkaldt. Han fik sin Moder anbragt i en Vogn - hentet fra Lillehammer - og førte hende de lange Veje for at naa Stockholm, hvor hun heldigt gennemgik en farlig Opera­tion, og først efter Maaneders Forløb at­ter kunde deltage i Livet.

Hun ser nu de yngre Foredragsholdere drage ud ad de Veje, hun selv en Gang havde banet. Ikke alene i Sverige blev hun Forbillede, men ogsaa i andre Lande. Kvinder, der arbejdede for Kvindesagen, hentede Mod af hendes Eksempel. Hendes Begejstring for Sagen, hendes Tro paa den, kastede sin Glans over hele hendes Per­sonlighed, som derved virkede dobbelt straalende. Hun har lært os, at en kras og vred Udtalelse mod Mændene - der i saa mange Aartier har forholdt os, hvad der var Ret - vel nok kunde have en vis Begrundelse, for saa vidt denne Uret havde staaet dem klart, men absolut var den mest uheldige Vej for Kvinderne at slaa ind paa. Senere Tiders Kvindebevægelse har heldigvis taget en anden Form her i Skandinavien, og Fø­reren for denne var Ann Margret Holm­gren. Hun selv tænkte ikke paa, at hun skulde lære os dette. Al hendes Tanke galdt den Mission, hun følte sig kaldet til af Gud. Kvinderne - de, der havde væ­ret udestængte gennem alle Tider - skulde nu frem og tilføre Samfundet de Kærlig­hedens og Godhedens Love, der skulde omforme det!

Og Ære være Ann Margret Holmgren for denne ædle Tanke og for det store Ar­bejde, hun gav for at bringe den i Vækst.

Februar 1910.

« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Perioder

Regioner