« Tilbage til søgeresultaterne

Dr.Phil. Lis Jacobsen

« Se emneord

Lørdag d. 5te Marts disputerede Fru Lis Jacobsen for den philosophiske Dok­torgrad, idet hun forsvarede ,sin Afhand­ling: »Studier til det danske Rigssprogs Historie«. Bogens Forord lyder saaledes: »Den følgende Afhandling er første Del af en større Undersøgelse, hvis Maal er at skildre det danske Rigssprogs Historie fra det ældste Skriftssprogs Tid til Nutiden. Undersøgelsen skulde omfatte Lydenes, Ordenes og Sætningsbygningens Udvik­ling. Den foreliggende Del skildrer Lyd­historien fra den ældre Tid til 1550.« og man forstaar heraf, at Bogens Indhold er af en overordentlig lærd og speciel Natur; og vi skal derfor ikke komme nærmere ind paa at forklare det. Vi skal blot an­tyde, at Fru Jacobsen har paavist, hvor­ledes Rigssproget, hvorved forstaas Kan­cellisproget, det officielle Sprog, har ud­viklet sig af den sjællandske Mundart, idet Sjælland, navnlig da de skaanske Provin­ser hørte med til Danmark, var Landets baade geografiske og aandelige Midtpunkt.

De fire Opponenter, to af Univer­sitetet beskikkede og to fra Tilhø­rerne, udtalte alle deres fulde Anerken­delse af det dygtige, videnskabelige Ar­bejde, der var nedlagt i Doktorafhandlin­gen og desuden det Haab, at den unge Dr. phil. maatte faa Tid og Kraft til at fuldføre det Værk, hvoraf denne kun er første Del. Forhaabentlig vil den faa 4 el­ler 5 Efterfølgere.

Selve Emnet betegnedes af en af Opponenterne som et endnu uudfor­sket mørkt Fastland, som i Aarhundreder har ventet paa sin Opdagelsesrejsende; der er saaledes, saalænge Universitetet har bestaaet, kun skrevet 3 Doktorafhandlin­ger om det danske Sprog. Fru Jacobsen har fra sin Opdagelsesrejse ind i dette ukendte Land medbragt en stor og righol­dig Samling af Stof, som hun med Flid og Dygtighed har vidst at ordne og bear­bejde. For at paavise Lydens Udvikling har hun maattet samle Eksempler fra gam­le Haandskrifter og Bøger, og for bedre at kunne ordne disse Eksempler har den flittige Forsker skrevet dem paa Smaasedler; det giver en lille Forestilling om Ar­bejdets Størrelse, naar man hører, at Sedlernes Antal beløber sig til ikke mindre end 30,000.

Vi har jo allerede oplevet her i Landet at se flere Kvinder med Hæder erhverve sig den akademiske Doktorgrad. Men endnu er det dog en uvant Begivenhed, som alene af den Grund formaar at samle «en langt større Kreds af Tilhørere end sæd­vanlig til Doktordisputatser. Auditoriet var da ogsaa fyldt med en stor Skare In­teresserede, hvoriblandt mange Damer. For de Tilstedeværende, der ikke var i Stand til med indgaaende Forstaaelse at følge den lærde Forhandling, - der varede fra Kl. 12 til 5 med en halv Times Ophold, - var det ikke blot et noget langtrukkent Skuespil af aktuel Interesse. Det var, - og navnlig for de kvindelige Tilhøreres Vedkommende - noget i Retning af et Æventyr, de oplevede.

Paa vort ældgamle Universitet, der i Aarhundreder har været Mændenes alene og først for en Menneskealder siden er bleven aabnet for Kvinder­ne, at se den lille, unge og fine Kvindeskikkelse paa Kathedret, som Præ­ces - den der fører Forsædet, - i en ærværdig Forsamling af Mænd, disputerende i timevis med ældre, højt ansete Sprogforskere, hvoraf i det mindste én er verdensberømt; det var som et Blik ind i en ny Tid. Og skønt der saaledes var noget næsten æventyrligt ved den hele Si­tuation, saa fik den dog sit stærke Virke­lighedspræg ved selve Hovedpersonens urokkelige Ro, hendes klare og bestemte Svar, hendes Sikkerhed, der har sin Grund i den rette Selverkendelse; man følte at hun var Pladsen fuldkommen voksen.

Fru Lis Jacobsen er Datter af General­direktør Rubin og hendes Moder er født Davidsen. Hun er født 1882 og saa­ledes en meget ung Dr. phil., en Kends­gerning, der virker endnu mere impone­rende, naar man hører, hvad Doktoren i det hele har udrettet, inden hun naaede dette foreløbige Maal. Dr. Jacobsen, der er mathematisk Student med 1ste Karak­ter fra N. Zahles Skole i 1900, tog i 1901 Filosofikum og i 1903 Almuelærerinde-eksamen. Hun havde forestillet sig, at hun gennem Undervisningen i Kommune­skolerne skulde kunne gøre en større Ind­sats i Arbejdet for den almindelige Oplys­ning og gik til Løsningen af denne Opgave med stor Begejstring. Hun underviste nu i godt tre Fjerdingaar i frederiksbergske Kommuneskoler, men de 46 Timer om Ugen overvældede hende næsten. Da hun saa samtidig havde giftet sig med Dr. phil. I. P. Jacobsen og gennem ham, der ogsaa er Filolog, havde faaet Interesse for Sprogforskning, opgav hun Undervisnin­gen og paabegyndte sit Studium af nordisk Filologi. Dr. Jacobsen udtaler selv, at siden den Tid synes hun, at hun har holdt Ferie, idet hendes Arbejde har været for hende som en Leg i Sammenligning med Undervisningen. For andre ser det rig­tignok mere ud som om de Aar, der er gaaet siden, maatte have været en meget anspændt Arbejdstid, idet hun i 1906 fik Universitetets Guldmedaille for en Afhandling om et Emne i nordisk Filologi, i Slut­ningen af Marts 1908 tog Magisterkonferentsen og straks derefter i Begyndelsen af April tog fat paa sin Doktorafhandling, som indleveredes i Oktober 1909. Og sidst, men ikke mindst, er Fru Jacobsen Moder til to Smaapiger, hvoraf den ældste, der er 6 Aar gammel overværede Moderens Doktordisputats. - Efter at have takket sine Lærere rettede Doktoren i sin Slutningstale en Tak til den Mand, der havde vakt hendes Interesse for Videnskaben, havde holdt hendes Mod oppe, naar smaa Trolde hviskede hende i Øret, at Sprogforskning var Ordkløveri og havde dæmpet hendes Begejstring over de Resultater, hun havde naaet, naar denne ikke stod i det rette Forhold til Virkelig­heden.

Hustruen og Videnskabsdyrkeren er ikke kommet i den saa meget frygtede Modstrid med sig selv. Hun har forstaaet at forene disse Egenskaber.

Til Efteraaret agter Dr. phil. Lis Jacobsen at benytte sig af sin Ret og holde Forelæsninger over nordisk Filologi; hun vil saaledes blive vort Universitets første kvindelige Docent.

« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Perioder

Regioner