« Tilbage til søgeresultaterne
Fjorten Dage for sent
De to Ansigter.
Bladet »Politiken« har, som bekendt to Ansigter, - et sagligt, højtideligt og fremskridtsvenligt, vendt imod Kunstens, Videnskabens og Politikens Dyrkere, - et andet nyfigent, frivolt og behagelystent, vendt imod »Københavnerinden« og den Verden, som morer sig.
Det første Ansigt behersker de 3-4 Forsiders Tekst og kan symboliseres ved den obligate Yngling med den højt løftede Fakkel, - det andet er henvist til de bageste Sider og symboliseres ved Reklameplakatens unge, rødhaarede Dame, som hviler fuldt paaklædt paa Ryggen i sine Puder og studerer Emma Gads spøgefulde Mandagsprækener eller Bourgeoisiets og Aristokratiets Haremsindiskretioner; - paa »Politiken«s Bagside er nemlig Rang og Titler ikke afskaffede; der er man altid i det bedste Selskab.
Disse Linier skal slet ikke være et Angreb paa Bladets Redaktion. Der er jo ingen mere, som er saa naive at smile af Bogtrykker Aslaksen, naar han siger, at det er ikke Redaktørerne, men Abonnenterne, som regerer Pressen, - det finder vi allesammen all right. Vi Kvindesagskvinder finder det ogsaa af samme Grund all right, naar »Politiken« paa Forsiden priser vor Indrykning i Kunst, Videnskab og Politik - og paa Bagsiden lader sine private Detektiver gennemstrejfe Kvindeverdenens sorte Afrika og vifte med sine Trofæer: de farvede Parykker, de Battistes Kombinations, de kniplingsbesatte unævnelige og de nedringede Natkjoler, - Urskovenes sidste fravristede Bytte. Ingen kender bedre end vi, hvad Skovdybet gemmer af uopdyrket Kvindelighed.
Men, naar »Politiken« falder ud af sin Rolle og lader det forkerte Ansigt dukke op paa en af Bladets Forsider, - naar dets Toilettereporter anbringer sig paa selve Universitetsauditoriets Bænk og refererer med et Blink til den rødhaarede Dame i Sengepuderne, - naar en kvindelig Doktorand præsenteres for den videnskabelig interesserede Verden med følgende Ord: »Hun tog sig udmærket ud deroppe. Med sit tætte, sorte, glansfulde Haar buklende ned over Ørene, med sine mørke, spillende Øjne og sine hvide Tænder-----------« og længere nede: »Hvor kan en smuk Dame, som véd, at Smilet forskønner, lade være at smile« o. s. v. - saa føler vi os kaldede til i Videnskabens, det kvindelige Fremskridts og den fakkelsvingende Ynglings Navn at paatale denne utilgivelige Distraktion og henvise disse Linier af Referatet samt Toiletteoplysningerne til Bagsidernes sorte Afrika.
Vi nærer altfor høje Tanker om Fru Dr. phil. Lis Jacobsen til, at vi kan tro, hun har været »Politiken« taknemlig for den Bjørnetjeneste, den i alle alvorlige Kvinders Øjne har bevist hende ved sit ubehændige Referat.
Gyrithe Lemche.
De kristne Kvinder og Kvindevalgretten.
I Nationaltidendes Søndagstillæg for 13. Marts findes blandt »Spredte Notitser« en Udtalelse om »Kristelig Kvindevalgretsforening«, hvori det bl. a. hedder: »De, som stiftede Kristelig Kvindevalgretsforening gjorde det med Øjet aabent for den Fare, at kun verdsligt interesserede Kvinder, og blandt dem især de socialistiske og radikale, stod rede til at bruge Stemmeretten den Dag, da Kvinderne faar den.« Det virker unægtelig noget overraskende at erfare, at f. Eks. D. K.'s Medlemmer kun er verdsligt interesserede Kvinder, hvad der i denne Sammenhæng sikkert betyder uden Interesse for Religion og Kirke. Hvad mon Forfatteren af Notitsen egentlig kan vide herom? At de Kvinder, der har sluttet sig sammen om Kvindesagen og navnlig om Kravet om Valgret, har vist det Frisind at gøre dette uden Hensyn til religiøse eller politiske Anskuelser, beviser jo dog intet i denne Retning. Det er kun beklageligt, at ikke alle Kvinder er saa frisindede. D. K. har bl. a. ved sit Arbejde for en Forandring af Vielsesritualet vist, at Kirkens Ord langt fra er det ligegyldigt, og der er sikkert en stor Del af dets Medlemmer, der med Styrke vilde tilbagevise Beskyldningen for at være »kun verdsligt interesserede«. Og saaledes er det uden Tvivl Tilfældet indenfor alle de andre eksisterende Valgretsforeninger.
