« Tilbage til søgeresultaterne
Svend Høgsbro
Han maalte med Maal, som vi Kvinder forstod;
Han blev en af vore; - ikke en Høvding, et Samlingsmærke,
Et Hoved over andre, stærkest blandt de stærke,
Men en af vore egne, en af vore bedste,
Altid ved vor Side, naar Foden søgte Fæste.
Døden maatte tage ham, før han os forlod.
Der stod, hvor to Veje sig skille,
En Mennesketanke ung.
Den maatte, om ej den vilde,
Vandre en Sti saa tung;
Bort fra de sollyse Sletter, Ind i Skovdybets Nat, Hvor Gren i Grene sig fletter, Og aldrig en Fod blev sat.
Og han saa den og stod stille.
»Aner Du, hvor Vejen ender?« Spurgte han den unge Tanke. -
Men den rysted paa sit Hoved:
»Intet ved jeg eller kender
Uden dette, at jeg maa,
Og jeg vil, hvad ingen voved.«
Og den vendte sig mod Skoven,
Brød sig Vej med faste Fjed.
Men han fulgte, ung, forvoven:
»Giv mig Haanden, jeg gaar med.«
Stærk eller svag? - Lad dem tvistes derom,
Lad dem slæbe hans Navn for Partiernes Dom,
Der staar Kulde af de Maal; - vi kender dem ikke.
Som han maalte, skal han maales af Danmarks Kvinder,
Paa sit Hjertes Varme, sin Troskabs Styrke;
Og saadan skal han leve i vore Minder,
Som han fulgte os lige fra første Færd
Gennem Vantros Taager og Spottens Vejr,
Gennem Dalens Tranghed til Bjergets Vidder.
Vor Vaabenfælle, vor fuldtro Ridder.
