« Tilbage til søgeresultaterne
Frue eller Frøken?
Det er mig en Glæde at kunne meddele, at Esperantisterne er gaaet i Spidsen i denne Sag, idet Bladet »Dana Esperantisto« allerede har bortkastet Benævnelsen »Fraulino = Frøken og kun benytter »Sinjorino« = Frue. - Dette er især meget logisk, fordi man paa Esperanto har en særskilt Benævnelse ogsaa for den ugifte Mand - »Fraulo« - men denne er aldrig bleven benyttet (i Tiltale).
Med Tak for Optagelsen.
Esperantist.
Kære »Kvinden og Samfundet«!
Naa! saa skal vi da alle være Fruer - Frøknernes Tid er forbi. Det er en Formindskelse at være Frøken, en Forsmædelse at blive kaldt saaledes. Ja! man kan høre meget, og Æren er det fejreste Træ i Skoven.
Maa jeg spørge, skal det være mere ærefuldt at være Frue end at være Frøken? Der er naturligvis Frøkener, som helst burde kaldes Fruer - for deres Vedkommende vil jeg gerne være med til »at hæve« dem op i den højere Rang - men vi andre, maa vi ikke nok blive fri for at nævnes med Fruetitel? Titler er der jo iøvrigt ikke meget ved. Omtrent ikke mere end ved Etiketten paa en Flaske. Det er Indholdet, det kommer an paa. Jeg tror, den hele Tale om Frue eller Frøken kommer af, at det jo en Gang var sin egen Sag at være »gammel Jomfru«. Men de Tider er forbi. Heldigvis!
Dersom en i højeste Grad moden, ugift Kvinde skulde mene, at det er under hendes Værdighed at blive kaldt Frøken, mon det da ikke er et Bevis paa, at hun, sin Storhed til Trods, i en enkelt Retning ikke har frigjort sig for det gammeldags Syn paa gifte og ugifte Kvinder?
Paa Breve kan man i Tvivlstilfælde som Frk. Friberg foreslaar skrive Fr. foran vedkommendes Navn.
M. R.
Maa jeg følge Opfordringen og haabe snarest i »Kvinden og Samfundet« at se optaget min henrykte Tilslutning til Maggi Fribergs Forslag til Løsning af et af Tidens brændende Spørgsmaal, der samtidig fører et Skridt frem mod Kvindens Ligestilling med Manden. Lad dog alle os, der i saa mange Aar har kæmpet for dette, begynde: Kald alle Kvinder f. Eks. fra det 16 Aar »Frue«. Tænk et Fremskridt, en Velsignelse for den ugifte Moder og for hendes Barn - disse Børn, vi alle søger at gøre det mest mulige for. Meget af det vanskelige i deres Stilling vilde forsvinde, naar vi betegnede enhver Kvinde som »Frue« og hun helst - jeg gaar et Skridt videre - beholdt sit Pigenavn.
En varm Ven af vor Sag udbrød, da han erfarede mit Standpunkt: »Nej, det manglede blot, at naar jeg gik hen og forelskede mig i en Kvinde og erklærede mig, at hun saa var gift«; mit Svar var selvfølgelig: »Sæt jeg gik hen og forelskede mig i en Mand, der saa var gift«. Her er endnu en stor Uretfærdighed, vi ogsaa maa stile mod at faa forandret. Hvorfor skal Manden alene kunne fri? I vore Dage, hvor en Kvinde ofte er Inhaver af baade et godt Embede, Forretning o. s. v., vil der maaske tidt være en Mand, der undser sig ved at fri, om han selv mulig har mindre Indtægt end hun; ofte er det, tro mig, kun det lille afgørende Ord, der skal til for at modne Mandens Følelser. Aabn Vejen, og den tidt lange, usunde Ungkarletid vilde blive langt sjældnere, naar der var lige Ret paa begge Sider til at udtale det afgørende Ord.
Lad alle os, der er enige, knæsætte »Frue«, som den eneste Betegnelse for en Kvinde.
Fru Christine H. C.
Ærede Redaktion!
Efter at have læst Artiklen »Frue eller Frøken« i Nr. 7 af »Kvinden og Samfundet«, samstemmer jeg i fuldt Maal med Dr. phil. Maikki Friberg’s Forslag om at stryge Titlen »Frøken« for alle modne Kvinder.
Jeg tillader mig nu at bringe et andet nærliggende Spørgsmaal paa Bane. Det er Titulationen »Enkefru«. Ingen vilde ved en Præsentation eller ved en Paaskrift paa et Brev finde paa at titulere en Mand, der har mistet sin Hustru, »Enkemand X«, men slet og ret »Herr X«. Hvorfor skal saa en Kvinde, der har mistet sin Mand, tit og ofte saares gennem den mundtlige Præsentation »Enkefru X«, eller den skriftlige Tiltale f. Eks. »Grosserer X’s Enke«; hvorfor ikke forsøge at indføre den Skik altid slet og ret kun at kalde hende »Fru X«, som hun blev kaldt før. Maaske kan de Kvinder, der er saa lykkelige ikke at være »Enkefrue« vanskelig sætte sig ind i den Tanke, hvor pinlig og bitter denne Titel af forskellige Grunde er. Først og fremmest altid gennem Tiltalen at skulle mindes om det Tab man har lidt, og for det andet, at ligesom paa en Maade kun gennem Manden at have haft sin Værdi. Særlig dette skriftlig at blive tiltalt som »Grosserer X’s Enke« synes mig som en Ringeagt for Kvinden og mere en Betegnelse for en livløs Ting, end for et selvstændigt Menneske. At der selvfølgelig kan gives Kvinder af den gamle Skole, som, naar de har mistet deres Mænd, ønsker hele deres Liv igennem helst at blive kaldt Enkefru enten af Pietets- eller andre Følelseshensyn betvivler jeg ikke. Men føler den tilbageblivende Enke sig som et fuldvoksent og selvstændigt Menneske, som følger med i Tidens Krav om Kvindernes Ligestilling, og ønsker at have egen Selvbestemmelsesret baade over sine Børn, eventuelt Formue og sin egen Person, vil hun i de fleste Tilfælde sikkert være enig med mig i, at Titlen »Enkefru« stryges.
Herved slutter jeg med at foreslaa, at Titlen »Frue« ikke alene skal optages for ugifte Damer i moden Alder, men ogsaa ombyttes helt og holdent med Titlen »Enkefru« for dem, der har mistet deres Mand.
Med Tak for Optagelsen.
D. P.
