« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindestemmeretten i England
»Til Sejr!« var de Ord, hvormed Mrs. Pankhurst, Lederen af den store Suffragetbevægelse i England, aabnede de engelske Kvinders seneste Massemøde i Albert Hall, der rummer sine 10,000 Tilhørere.
Nedenstaaende vil Evelyn Sharp, der vil huskes fra sine livfulde Foredrag i flere af D. K.s Kredse for 2 Aar siden, paa vor Opfording fortælle om den kæmpemæssige Procession, der gik forud for dette Møde. Begge Dele fandt Sted for at give Udtryk for Kvindernes bestemte Ønske om, at det Forslag om Kvindestemmeret, der af Socialdemokraten Schackleton er fremlagt i Underhuset, maa blive fremmet og snarest mulig blive til Lov.
Forslaget, der i Forening er udarbejdet af ca. 40 Medlemmer af de forskellige Partier, gaar i det væsentlige ud paa:
1) At enhver Kvinde, der er »house-holder« (d.v.s. bor i et Hus, stort eller lille, som hun raader over enten som Ejer eller som Lejer), eller som fortjener den i Forslaget om Folkerepræsentation af 1884 nævnte Sum (10 £) skal have Ret til at stemme.
2) At gifte Kvinder ogsaa skal kunne stemme, naar de opfylder ovenstaaende Betingelser.
»Det er ikke alt, hvad vi ønsker, men det er noget af det. -- Det er det bedste Forsøg paa at aabne Døren for os, der hidtil er gjort. Vi erklærer os tilfreds foreløbig og vil betragte denne Lov som en Begyndelse til at naa vort endelige Maal,« udtaler Kvinderne i deres forskellige Blade.
Man kan nu mene om de engelske Kvinders Optræden, hvad man vil, - de har gennem et Sammenhold, som er lærerigt, gjort sig til en Magt, som man regner med. - Det bedste Bevis herpaa turde det være, at Englands Premierminister, som i de sidste 4 Aar haardnakket har nægtet at modtage enhver Deputation, der søgte ham om Kvinders Valgret, fornylig og i Anledning af det ovennævnte Forslag har tilladt den bekendte Mrs. Fawett som Leder for en Deputation for den ældste Forening »The Nat. W omen Suffrage Societes« at anmode ham, som Regeringschef, om at lette dette Forslag Vejen.
Hans Svar var holdt i vage Udtryk, men han har dog foreløbig bestemt, at dette Forslag i Underhuset skal behandles i to Dage i Træk. -
Det synes altsaa at lysne for de engelske Kvinder. Maatte den Sejr, som Mrs. Pankhurst paakaldte, snart undes hendes begejstrede og offervillige Hær!
Den 18. Juni 1910.
»Aldrig ved nogen tidligere Kvindeprocession har en saa stor Skare af Tilhængere og Tilskuere taget Opstilling i Londons Gader som den, der overværede Kvindernes imponerende Tog d. 18 Juni iaar. Og heller aldrig har nogen af de tidligere Procesioner taget sig saa glimrende ud,« skriver et af vore ledende Blade.
Da The Women’s Social and Political Union forberedte denne Procession, lagde den ikke særlig Vægt paa, at Kvinderne skulde »tage sig ud«; men vore Farver lilla, hvidt og grønt er i sig selv i høj Grad pyntelige, en Opdagelse, Naturen for længe siden synes at have gjort. Ved denne Tid af Aaret pranger nemlig Englands Haver med Suffragetternes Farver, og ved Processionen den 18. Juni saa man ogsaa den ene kæmpemæssige Buket efter den anden sammensat af hvide Iris og lilla Syrener.
Blomsterne stod smukt til de vajende Bannere og Vimpler i samme Farver.
I Tusindvis vandrede Kvinderne fremad, fire i Række, med vajende Flag og klingende Spil, gennem en tæt Række af Tilskuere, forbi Londons fineste Klubber, forbi Regeringspaladser, kongelige Slotte, historiske Parker og historiske Bygninger, Da den sidste Afdeling marcherede fra vort Udgangspunkt, Westminster Enbankment, havde den første netop naaet Albert Hall.1)
!) Ca. 3 Fjerdingvej.
Det var et stort Øjeblik i Kvindestemmerettens Historie. For første Gang siden John Stuart Mill i 1867 fremlagde sit berømte Ændringsforslag til vor Valglov, var der Muligheder for, at det Ændringsforslag om Kvindevalgret, der nu laa paa Parlamentets Bord, kunde kæmpe sig frem til at blive Lov. For første Gang stod »Militant«2) og »Non-Militant«-Stemmeretsforkæmpere Skulder ved Skulder og krævede af Regeringen, at dette Forslag skulde nyde hurtig Fremme.
2) Kaldes den Del af Stemmeretsforkæmperne, der i Agitationen har grebet til Voldsomheder for at fremme deres Sag, — »non-militant« de Tilhængere, der ikke vil godkende denne Frem-gangsmaade.
De erklærede, at være trætte af at vente og tilbageviste bestemt et Forslag om, at de skulde lade sig nøje med, at Parlamentet ved en 2den Behandling af Forslaget gav sin Mening tilkende. De truede med at gribe til Voldshandlinger, hvis man igen vilde lægge et Forslag om Kvinders Valgret Sten i Vejen.
Ved den Tid, da disse Linier gaar i Trykken, vil man vide, hvad Regeringen har bestemt sig til at gøre. Da vi marcherede igennem Londons Gader til Marseillaisens Toner, vidste man ikke, hvilken Stilling Regeringen vilde indtage, vor Skæbne laa endnu i Vægtskaalen, - foran os ventede Sejren eller - Fængslet, vi vidste ikke hvilket.
Medens Mængden raabte Hurra og glædede sig over det smukke Syn, tænkte vi, der marcherede i Rækkerne paa den Alvor, som denne Demonstration betød for os. Var det den sidste Kvindeprocession, vi her havde ordnet til Hjælp for vor store Sag, eller var den Forspillet til en ny Kampens og Voldsomhedens Tid?
I Spidsen for os alle gik Charlotte Marsh3), iklædt de Farver, for hvis Skyld hun i Fængslet havde staaet Ansigt til Ansigt med Døden.
3) Sad i 3 Mdr. i Fængsel og fik i den Tid ikke anden Føde end den man ved kunstige Midler tvang i hende.
Saa kom vort kvindelige Tromme- og Pibe-Orkester, udmærket indøvet, kvik og stram i Holdningen, klædt i lilla, hvidt og grønt, March efter March spillede de uden at trættes. Derefter kom Afdelingen med Fangerne eller rettere Ex-fangerne, 617 var der, klædt i hvidt med Trikoloren over Skulderen. I Spidsen for dem gik Lederne af Militantbevægelsen: Mrs. Pankhurst, Mrs. Pethick Lawrence, Christabel Pankhurst, Annie Kenney og Mary Gawthope; alle har de været mere end én Gang i Fængsel. Hver af disse 617 Kvinder bar en stor sølverne Pil4) fæstet paa et højt Skaft. Virkningen var storslaaet.
4) Alt hvad der i England er beslaglagt af Myndighederne bliver mærket med en Pil. Fangernes Dragter ligeledes. Hver Kvinde, der har været i Fængsel for Sagens Skyld faar ved sin Løsladelse af Kvinde-Unionen tildelt et Hæderstegn: en lille Brosche, der forestiller et Fængselsvindue med en Sølvpil tværs over.
Den Afdeling, der næst efter Fangerne vakte mest Interesse, var Akademikerne, 800 i Tal, alle bar de den Kappe og Hovedbedækning, som deres Grad og Studium berettigede dem til. De lededes af Mrs. Garrett Anderson, Englands første kvindelige Doktor, for Øjeblikket Englands eneste kvindelige Rorgmester. Derefter kom utallige andre Afdelinger: De faglærte Kvinder, Arbejderkvinder, Fabriksarbejderskerne, Forretningsdamer, Kvinder af Bourgeosiet
og Aristokratiet o. s. v., o. s. v., de fleste under deres eget Banner, andre under et Kvindestemmeretsbanner. Og paa hele Turen stod en taalmodig Skare, der havde ventet i Timer, og som nu hilste Kvinderne enten med Hurraraab eller med den forstaaende respektfulde Tavshed, der betyder mere end Bifald for de Kvinder, der Aar i Træk har underkastet sig Forfølgelser af enhver Art.
Nogle Grupper vakte mere Opsigt end andre, f. Eks. Sygeplejerskerne blev paa hele Turen hilst med et øredøvende Bifald. En Plejerske fra det Røde Kors fortalte mig, at hun, som havde gennemgaaet Farer af forskellig Art uden at bukke under, havde Besvær med ikke at give efter for den Bevægelse, der greb hende, da hendes Afdeling naaede Barakkerne ved Knightsbridge, hvor Soldaterne laa i Vinduerne og gav Sygeplejerskerne en Modtagelse, som hun ikke formaaede at beskrive.
Skuespillerinderne var naturligvis meget populære, ligesaa Forfatterne, deres Navne og Ansigter hører jo til de kendte. Kvinder, der arbejder i underbudte Industrier fra Lancashire Fabrikkerne, Kvinder fra de store Forretninger, Kvinder ansatte i Regeringskontorerne, alle fik de en hjertelig Modtagelse, saa snart de viste sig; Lærerinderne ikke mindst. I deres Hænder ligger jo en stor Del af Fremtiden.
Den Afdeling, der bestod af »Non-Militant« Kvinder var vel nok den, der paa de øvrige Deltagere i Processionen gjorde dybest Indtryk. Den bestod jo af Kvinder, som ikke vilde godkende Anvendelsen af voldsomme Midler til Opnaaelsen af deres Frihed, men som ved denne store og kritiske Lejlighed kastede deres Lod i Vægtskaalen og vandrede Side om Side med »Militants« for at vise deres store Kærlighed til den Tanke, der havde samlet over 10,000 Kvinder paa denne smukke Lørdag Eftermiddag. Det var et grundigt Bevis paa den Betydning, de tillagde Demonstrationen, at disse Kvinder havde tilsidesat deres Overbevisning angaaende Arbejdsmaaden og kun saa Sagen!
Som et Tegn paa den Forandring, der er sket i den offentlige Mening, staar det stærke Bifald, hvormed Mængden hilste Mændenes Afdeling. For to Aar siden vilde man ikke have vist Medlidenhed med nogen Mand, der optraadte i en Kvindeprocession. Og her vandrede nu fremragende Læger, Forfattere, Pædagoger, Skuespillere, Kunstnere o. s. v. under Banneret for »Mandsforeningen for Kvindestemmeret« og under flere lignende Samlingsmærker. Man følte, at Sejren kunde ikke være langt borte, naar Gadens Folk ikke betænkte sig paa at lægge sin Anerkendelse for Dagen, naar Mænd aabent og frit understøttede Sagen om Kvindevalgret.
Det manglede naturligvis ikke paa humoristiske Oplevelser. F. Eks. den rasende Modstander, der fra Hjørnet af St. James Street saa paa den endeløse Vrimmel af Kvinder, der marcherede forbi, og bemærkede til sin Ledsager: »»Der synes ikke at være Ende paa deres Tal,« i en Tone som En, der har taget Plads paa den Side, der vilde tabe og nu indsaa det. Der var den Mand, der, da han saa de kvindelige Læger marchere forbi, udbrød: »Det er dog for galt, det havde jeg ikke tænkt mig, aldrig tænkt, aldrig tænkt - -,« fortsatte han, indtil en Kvinde vendte sig om imod ham med følgende Bemærkning: »Nej, De har aldrig tænkt, men det har Kvinderne, og det er derfor, de er her.«
Det er umuligt at nævne de talløse Afdelinger i denne, den største politiske Procession, der nogensinde har banet sig Vej gennem London.
Ved Dagens Slutning havde man tilbage et Indtryk af Kvinder i skarevis, gamle og unge, rige og fattige, der lige og uden Omveje gik imod deres Maal med opløftet Hoved og Hjertet fuldt af Haab. Over dem svævede Bannere med skinnende Ildskrift, flagrende Baand, Blomster dryssedes over dem, det ene Musikkorps efter det andet sendte jublende Toner ud over en jublende Mængde, - - alt i alt et Indtryk af stor Glæde. Og havde det hele kun været en smuk og munter Demonstration, vilde det have skabt et forbigaaende Indtryk; men den uovervindelige Fasthed i Overbevisningen om Sagens Gennemførelse, der dannede Underlaget og ligesom lød gennem disse Tusinders Skridt, bragte En til at tænke paa Salomons Udlægning af, hvad en Kvinde er: »Dejlig som Maanen, ren som Solen, frygtelig som Hære under Banner«.
