Kvindens sociale Stilling.
"Kvinden har altid været, og vil altid vedblive at være den undertrykte," hører man ofte sige, og ikke sjældent af Folk, som man ellers, i Følge hele deres Livssyn, maatte antage, stod paa Kvindefrigørernes Side. Og selv om disse Folk nu ikke bestemt hævder, at Kvinden al Tid vil vedblive at være undertvungen, saa betragter Flertallet det dog som en historisk fastslaaet Kendsgerning, at hun al Tid har været det.
Dette er ukorrekt!
Jeg bebrejder ikke Folk, at de mener saaledes; thi de antager at have grundige historiske Undersøgelsers Resultat som Paastandsbasis; men de seneste Forskninger har dog vist, at de tænkte urigtigt.
Den amerikanske Videnskabsmand, Lewis H. Morgan, har tilbragt næsten en hel Menneskealder for at bringe Klarhed i Fortidens Familieforhold, og i sit omfattende Værk, "Ancient Society" - hvoraf et Udtog med det første vil udkomme paa dansk - kommer han til det fuldt sandsynlige Resultat, at i den tidligste Tid har Kvinden i Almindelighed ikke været undertrykt, men har vel endogsaa indtaget en vis Magtstilling. Denne hendes Godstilling beroede væsenlig paa Familieforholdets Ordning og de deraf flydende Ejendomsforhold. Man parredes i Flæng, men Børnene kom til at tilhøre den Gruppe, "Gent", hvortil Moderen hørte.
Heraf fulgte en Ejendomsfordeling, der var i absolut Favør af Kvinderne, og det var først Produktionsforholdenes Udvikling, der bragte en Ændring heri. Med disse fulgte nemlig en Indførelse af Fader-retten, idet Manden hellere ønskede, at specielt hans Børn og hans Gruppe skulde nyde godt af, hvad han havde erhvervet sig, frem for, at det skulde tilfalde Moderens Gruppe.
At dette bragte en Omvæltning i Ejendomsforholdene, i Disfavør af Kvinderne, er jo givet, og samtidig indtraadte ogsaa hendes Undertrykkelse. Det var de gunstige Ejendomsforhold, der bar Kvinden oppe, og fra den Tid, hendes økonomiske Afhængighed indtraadte, kan hun regne sin uheldige Stillings Begyndelse.
Dette Forhold existerer endnu - det eneste Fremskridt, der vel kan kendes, er, at det nu for største Delen anerkendes, at Grunden til Kvindens hele sociale Misstilling, maa søges i hendes økonomiske Afhængighed.
Men gaaende ud fra dette, kan man ogsaa som fuldgyldig Slutning hævde, at Kvindens Stilling kun forbedres ved en Omændring af Ejendomsforholdene. Hun skal over for Erhvervelse af Ejendom stilles paa lige Fod med Manden - hun skal have Lov til at gribe ind paa et hvilket som helst Erhvervsgebet, hun vil. En Selvfølge er det, at samtidig med, at man siger dette, maa man ikke slappe Fordringen om, at Kvindens Løn skal være lig Mandens.
Jeg er fuldt paa det rene med, at det oven for udtalte vil finde sine Angribere. Fra en Kant vil man sige, at det ikke kan nytte, at Kvinden deltager i Produktionen, thi Drivkraften i det nuværende Produktionssystem: Begærligheden efter Overskudsværdi, vil kun give hende, saavel som Manden, saa stort et Udbytte af Produktionen, at Arbejdskraften lige kan reproduceres, - og at et saadant Udbytte af hendes Deltagelse i Arbejdet ikke skal hæve hendes økonomiske Stilling. Jeg indrømmer det, ingen skal villigere indrømme det end jeg, men samtidig vil jeg hævde, at kun ved hendes Deltagelse i Produktionen vil hun blive klassebevidst - kun derved vil hun ret faa Øjnene op for, at skal hendes Stilling grundforbedres, maa det ske ved en Omvæltning i Produktionssystemet og en deraf følgende Ændring i Ejendomsforholdene.
Fra en anden Kant vil man sige, at det er uheldigt, hvis Kvinden f. Ex. skal drages ind i det industrielle Arbejde, thi der vil derved fremkomme endnu større Arbejdsløshed. Dette er ogsaa sandt, men selv om man vilde modsætte sig Kvindens Inddragelse i Produktionen, nyttede det dog ikke noget - Storindustriens Udvikling vil absolut medføre det. Der spørges ikke om Køn eller private Forhold, men kun om Arbejdskraftens Produktionsevne og Pris. Hvad det vil medføre, ligger snublende nær. Storproduktionen vil bringe sig selv nærmere til den Tid, da den umuliggør sig selv i sin nuværende Skikkelse, i det den vil have forringet Massens Købeevne ud over den almindelige Sults Grænser. Det eneste Palliativmiddel mod den voxende Nød er en Skærpelse af Fordringen om lige Løn for Mand og Kvinde.
Kvinden er undertrykt og forurettet, men denne hendes elendige sociale Stilling er begrundet i de Ejendomsforhold, den moderne Produktion har skabt - og skal den forbedres, sker det næppe ved andet Middel, end ved en fuldstændig Omvæltning i Produktionssystemet, hvorved Kvinden kan blive ligestillet med Manden - ikke som Arbejdskøber, ikke som Arbejdssælger, thi disse vil ikke existere, - men som nyttig Samfundsborger.
København i Oktober 1888.