Hvad vi savner.
I.
Jordens Forældre er Lys og Varme,
Jorden blev rig kun ved disse to.
Aldrig den veg fra de skærmende Arme,
Dog den har traadt sine Børneaars Sko.
End ligger den der af Lyset bestraalet,
Mens Varmen al Kraft bæ'r den fremad mod Maalet
Maalet? hvor er det naar Banen er rund?
Den Jorden har rullet utallige Gange.
Maalet, det er i hver Tidens Sekund
At nyde den Fryd, som er muligt at fange.
Men Fryden bli'er nydt af Jorden først helt,
Hvor Varme og Lys bliver lige fordelt.
Menneskelivet har selvsamme Kaar:
Varme og Lys er dets fostrende Magter;
Menneskelivet Maalet kun naar
I Forhold til, som man lige dem agter.
Men Livslys og Varme er Sandhed og Ret,
I os skal de samles og vorde til et!
Blive til et for Verdens Arme,
Som Solen er et med Lys og med Varme.
II.
Hvorlænge det varer, før dette kan ske,
Det faa' vi at se.
Endnu er de adskilt de tvende,
Som Menneskets Jammer skal ende.
Menneskeverdenen er som en Jordens Pol,
Hvor der vel skinner Sol,
Sol med Lys uden Varmens Styrke,
Men Lys uden den: det er Dødens Mørke!
Mange er aandelig døde af Aandskuldens Magt,
Hvor faa' vi dem atter til Livet vakt?
Ved Varmen! ved Retten, som længe var bunden.
Den maa vi frigøre, nu den er funden!
Funden i Kvinden.
Visselig! Lyset kun lidet os baader,
Om ikke Varmen for Halvdelen raader;
Aldrig vil Isdækket smelte forinden,
Aldrig vil Taarerne tørres af Kinden,
Førend den luende, retfyldte Harm
Magten i Kvindens Barm
Sættes til Doms over Tusendaars Synder
Og Lighed i Fryd for alle forkynder!
III.
Det banker paa Køkkenets Rude,
Det banker paa Børnekammerets Dør.
Længe alt længe de stod derude,
Staar der endnu og banker som før.
De græder, de ler
I Haab og i Veer,
Nogle i Træsko med Lapper paa Frakken,
Alle med Arbejdets Aag paa Nakken.
Paa Kvinden de kalder
I hver en Alder;
Kalder paa Fruer
I fine Stuer;
Kalder paa "Herskab" og paa Tjenerinder,
Blot de er Kvinder!
Kalder dem bort fra Mand og fra Gryde;
Kalder dem bort fra Modejournalerne;
Bort fra Kirken med Skuespil-Talerne,
Kalder dem ud de forpinte Retfærd at yde,
De, som raabe om Brød i Stedet for Fraser,
Raabe om Varme i Fattighus-Laser!
IV.
Jeg føjer mit Raab til de manges:
Kvinde! Du ved jo, hvad der forlanges;
Selv har du lidt og lider endnu.
Sig: vilde du,
Kunde du raade,
Nøjes med Nutidens Brødskorpe-Naade ?
Kunde du fuld af Sygdom og Saar
Og dødelig træt
Af Kampen, du stred i mangfoldige Aar;
Kunde du, naar du rynket og gammel Var slængt i en Krog som ubrugeligt Skrammel;
Kunde du kort: paa Lidelsens Veje
Takke for Samfundets Fattiggaards-Pleje,
Og samtidig vide, at hvad du fik prøvet
Kom kun af det, at din Ret var dig røvet?!
Nej, vil du svare, du kan ikke andet.
Hør da mit Raab som et Ekko fra Landet!
Kom dog herud til den lidende Skare!
Undgaa den falske Undseelses Snare;
Træng dig helt frem i Staten, Kommunen;
Trods kun Filisternes Torden og Lynen;
Forlang, hvad vi længe forgæves begærte,
Forlang det med hele dit kærlige Hjærte.
Kniber det, vi baner Vej tilnød;
Døm saa de "Støtter", som nægter os Brød;
Sig: ikke Naade, men Ret kun os gavner;
Vis, det er Hjærtet, dit som vi savner!
