« Tilbage til søgeresultaterne

Bøger

Af: Regine Petersen

« Se emneord

Ein Welt-correspondentz von Studentinnen. Aufsätze über das Frauen-studium aus verschiedenen Ländern. Gesammelt von  dem  Studentinnenverein in Leiden. Rotterdam 1910.   263 S.   Pris 3 Mark.*)

*) En Verdenskorrespondance af kvindelige Studen­ter. Oversigt over Kvindernes Studium i forskel­lige Lande. Samlet af den kvindelige Studenter­forening i Leiden.

Denne overordentlig læseværdige Bog er udgivet af den kvindelige Studenterforening i Leiden i Anledning af Foreningens 10 Aars Jubilæum. Hensigten med Bogen er, som det udtrykkes i Forordet, at give en Oversigt over de studerende Kvinders Stilling i det hele taget, deres Liv i Studietiden, deres Uddannelse og deres Fremtid, og Udgiverne har da haft den gode Ide at anmode kvindelige Studenter Eu­ropa - ja Verden over (der er nemlig ogsaa Bidrag fra Amerika, Indien og Australien) om at sende Oplysninger om, hvorledes de kvindelige Studenters Kaar er og har udvik­let sig i vedkommende Lande.

- Man maa meget beklage, at Bidrag fra Lande som Japan, Norge, Italien og Rusland mangler - men Udgiverne stiller os et Tillæg i Udsigt. -

Bogen har ikke mindst Interesse for os Danske, da man unægtelig kommer til det Re­sultat, at der næppe findes et Land, hvor de kvindelige Studenters Stilling er bedre end her.

Vi lider saaledes hverken som i Belgien og enkelte Steder i Tyskland samt Schweitz under den Ulempe, at de kvindelige Studenter ofte fra Skolen ikke har den samme Foruddan­nelse til Universitetet som deres mandlige Kolleger - og vi er saa at sige det eneste Land, hvor der ingen speciel kvindelig Stu­denterforening findes - hvilket man dog nær­mest maa regne som et Plus, da det viser det gode Forhold mellem de kvindelige og mandlige Studenter. Det er ellers sørgeligt at se, hvor daarligt dette Forhold endnu er i flere Lande. Baade i Belgien og Tyskland klages der derover.

Bogen viser ogsaa, at vi her i Landet er ret godt stillet med Hensyn til de studerende Kvinders Virkefelter efter Studietiden. (At Kvinder saaledes har Adgang til Lærerem­beder i Statens højere Almenskoler, er et Fremskridt, som kun faa Lande kan opvise).

Paa flere Punkter er der en stor Overens­stemmelse mellem de forskellige Lande. Saa­ledes har alle Vegne Hovedparten af de kvin­delige Studenter kastet sig over Filologien - dernæst kommer Medicinen - selv i Portugal findes virkelig en kvindelig Læge - og endelig i de sidste Aar Juraen  og - for ganske enkeltes Vedkommende  -  Teologien.

Overhovedet er der saa mange interessante Sammenligninger og Iagttagelser at gøre ud af denne: »Welt-correspondentz«, at den for­tjener at læses af enhver, der har Interesse for Kvindesagen (de hollandske Artikler er bag i Bogen oversat paa Tysk, Fransk og Engelsk - saa deraf skal man ikke lade sig skræm­me).

Den kvindelige Studenterforening i Leiden fortjener virkelig Paaskønnelse for det inter­essante Materiale, den her har samlet.

l.

August Wimmer: Degenererede Børn. Studier over sjælelige Udartningstil­stande i Barnealderen. (Gyldendalske Bog­handel. Nordisk Forlag.)

Degenererede Børn - en kraftig Paamindelse fra Naturens Side til Mennesker om det Ansvar, de har over for Afkommet , overfor Slægten som Helhed.

Spørgsmaalet om degenererede Børn maa i høj Grad interessere Kvinder, først i deres Egenskab af Mødre, men ogsaa som Opdragere i Skole, i Børnehjem, i Opdragelsesanstalter o. s. v., og sidst, men ikke mindst som Sam­fundsborgere. For det er et Spørgsmaal af vidtrækkende Betydning for Samfundet, dybest set et socialøkonomisk Spørgsmaal. Det Grundlag, hvorpaa vort nuværende økono­miske Samfundsliv føres med den dybe Fat­tigdom nedad til den overdaadige Rigdom opadtil og den ret anspændende Kamp for en stor Del af Middelklassens Vedkommende for ikke at synke ned i de fattiges Rækker afgiver jo den gunstigst mulige Jordbund for Slæg­tens baade legemlige og aandelige Udartning. Men saalænge der endnu ikke er foretaget el­ler foretages noget virkeligt for at gøre det socialøkonomiske Arbejdsgrundlag retfærdigt, saalænge altsaa den første Betingelse for, at en Kamp mod Degenerationen kan føres med afgørende Virkning, endnu ikke er tilvejebragt, maa der dog arbejdes paa i det mindste at mildne Degenerationens Følger for Slægten.

Denne af Dr. med. Wimmer udgivne Bog er det første Arbejde i sin Art, der foreligger paa dansk og som er et Forsøg paa at vække Forstaaelse af og Interesse for en fornuftmæssig Behandling af degenererede Børn i den Ud­strækning, det lader sig gøre under de nuværende Samfundsforhold.

Det gælder da for det første en tidlig Er­kendelse af det degenererede Barn og en be­vidst planmæssig Opdragelse af det. En forstandig, sagkyndig Opdragelse vil i adskillige Tilfælde kunne bevirke, at det i svagere Grad nervøst anlagte Barn og selv det mere dege­nerativt prægede Barn vil kunne holdes oppe, ikke i saa høj Grad blive behersket af sit sygelige Anlæg. For det i mindre Grad aands-svage Barn vil det være et stort Gode, at det erkendes som saadant og ikke tvinges til at følge Trup med sine normale Kammerater, og med Hensyn til det moralsk udartede, er det af Vigtighed, at det fjærnes fra andre Børn, at det ikke skal virke smittende og derved ødelæggende paa disse.

Hos det i højere Grad aandssvage Barn og det moralsk udartede træder de samfundsfjendtlige Drifter stærkest frem, givende sig Udslag i Forbrydelser af forskellig Natur og til disse to Arter af degenererede Børn giver de fattige det største Bidrag. Det er her Al­koholismen, som med en forfærdende Styrke virker med til Slægtens Udartning, især ytrende sig som Aandssvaghed fra mildere Gra­der til den dybeste Idioti.

Bogen vil kunne bidrage til, at der bliver større Forstaaelse hos det offentlige for hele dette Spørgsmaal, saaledes at der, naar det gælder Værgeraadsbørn, vil blive krævet sag­kyndig Hjælp af en Sindssygelæge til Bedøm­melse af disse, og at der ved Ansættelse af Skolelæger - i det mindste hos nogle af disse - fordres en særlig Uddannelse i Sindssyg­domme.

For Ikke-Fagfolk kunde det have været ønskeligt at de særlige lægevidenskabelige Ud­tryk ikke var anvendt i saa stor Udstrækning, men især Afsnittene om det hysteriske, neurasteniske, overfølsomme og fantastisk-ophidsede Barn vil sikkert kunne læses med Ud­bytte ogsaa af Ikke-Fagfolk. hvilket i endnu højere Grad gælder Slutningskapitlet om Børnedegenerationens Bekæmpelse.

Det er et Arbejde, der giver Stof til Efter­tanke.

I højere Grad end paa noget andet Omraade gælder her Englændernes: »prevention is better than cure*)«.

*) Det er bedre at forebygge, end at helbrede.

Regine Petersen.

Elise Aubert: »Fra de gamle Præstegaarde«. Anden forøgede Udgave. Aschehoug & Co.

Denne Bog er sikker paa at finde Læsere. Forfatterinden har som Præstedatter henlevet sin Barndom i Finmarken mellem Lapper og Kvæner og forulykkede Eksistenser fra alle Lande. Friske og levende er hendes Indtryk fra det høje Nord, hvor der endnu i Juni Maaned ligger Sne i Præstegaardens Have.

Senere flytter Familien til Gudbrandsdalen, hvor der hører stort Landbrug til Kaldet. Moderne Husmødre vil fængsles ved Beskri­velsen af alt, hvad der i Midten af forrige Aarhundrede paahvilede en Præstefrue med seksten Børn og stort Folkehold, naar saavel al Føde som Klæder og Fodtøj tilvirkedes i Hjemmet.

Af mindre Interesse for danske Læsere er Opremsningen af de mange Turister, der i Aarenes Løb gæster Præstegaarden; de færre­ste Navne er kendte udenfor Norge.

Leila Bredsdorff Larsen: »Troens Folk«. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag.

Der er over denne Bog noget vist ube­hjælpsomt, som røber Begynderen, men sam­tidig virker ganske tilforladeligt. Man faar Indtryk af, at Forfatterinden selv har set det meste af, hvad hun skildrer. Store Begiven­heder er det ikke, men mange Læsere kan dog vist finde Glæde ved den jævne og natur­lige Fortælling om de religiøse Brydninger i en lille fynsk Landsby, hvor Grundtvigianer­nes lyse Tro ender med at besejre den indre-missionske Helvedlære.

B.