« Tilbage til søgeresultaterne
Florence Nightingale. F. 1820. D. 1910
Der er en Kvinde gaaet bort, hvis store Gave det blev, ikke blot selv at udføre et mægtigt Arbejde, men ogsaa at give Stødet til Reformer indenfor Hygiejnens og Sygeplejens Omraade.
Det er velbekendt, at Florence Nightingale besad alle de Fordele, som et dannet, rigt og anset Hjem kan give, men hun var tillige udrustet med en skarp Forstand, en klar Dømmekraft og et kærligt Hjærte. Hun fik en for sin Tid ualmindelig Uddannelse, var inde i døde og levende Sprog, Historie og Naturvidenskab, saa hun endogsaa undertiden som ung Pige i Selskabslivet kunde forbløffe lærde Mænd med sin Indsigt og Viden. Hun nærede lige fra Barn af en vidunderlig Kærlighed til alt, hvad der var sygt og lidende, kunde pleje Dyr og Mennesker med stor Opofrelse. Dette ledede hende da ogsaa til at søge den for hendes Tid bedst mulige Uddannelse, da hun først havde erkendt sit Kald, som navnlig efter et Møde med Elisabeth Fry blev hende ganske klart. Hun tog til Kaiserawerth og arbejdede hos Diakonisserne dér, tilbragte saa nogen Tid hos Vincent de Pauls »barmhjærtige Søstre« i Paris, hvor den glimrende Indretning og Forvaltning tiltalte hende i høj Grad; hun besøgte derefter alle mere bekendte Hospitaler i Europa.
Da Krimkrigen brød ud i 1854 stod hun som en veluddannet og udrustet Kvinde, der allerede havde haft Lejlighed til at vise sin ledende Dygtighed ved at bringe Orden i et stærkt forsømt Foretagende i London.
Saa kom Meldingerne fra Krigsskuepladsen om de frygtelige Forhold paa Lazaretterne og Opraab til engelske Kvinder om dog at komme til Hjælp. Florence Nightingale skrev til Krigsministeren, Lord Herbert, der var hendes personlige Ven og meldte sig som frivillig; et Brev fra ham krydsede hendes, i dette opfordrede han hende, paa Regeringens Vegne, til at overtage Ledelsen af Sygeplejen paa Lazarettet, hun var den eneste Kvinde i England, som han mente var i Stand til at udføre dette Hverv.
Stilfærdigt samlede Fl. Nightingale sine Hjælpere, 38 Sygeplejersker i alt, og drog ubemærket bort ved Nattetid for at undgaa den Opsigt »Nattergalene«, som Aviserne kaldte dem, ellers vilde have vakt. Saa kom hun ud til Rædslerne, og de overgik alle Beskrivelser; men hun stod der i fast Tro til Gud og til sit Kald og med en Myndighed, som sjældent falder i en Kvindes Lod, og hun udførte sit Kæmpearbejde saaledes, at enhver Kvinde maa beundre og elske hende derfor.
Det store Hospital i Scutari kunde rumme henved 12,000 Mand, de saarede og syge kom ind i store Skibsladninger og laa forsømte, snavsede, fulde af Utøj, - døende af Udmattelse, Sult og Cholera imellem hverandre, - Rotter havde frit Spil og døde Dyr laa rundt omkring Hospitalet i Forraadnelse. Her viste Fl. Nightingales overlegne Gaver og ledende Evner sig: Hun gav sig ikke til med sine Sygeplejersker at pleje det Antal Soldater, de kunde overkomme, nej hun gik til Ondets Rod. Med et Feltherreblik opdagede hun alle Manglerne, til Trods for at hun af Hospitalsmyndighederne blev forsikret om, at »alt var i Orden, intet manglede«. Inden ti Dages Forløb havde hun faaet oprettet et foreløbigt Køkken, som blev forsynet fra hendes medbragte store Forraad, det var hende næsten ikke muligt at faa udleveret de nødvendigste Ting fra Hospitalets Forraad, hun maatte stadig høre, at hun maatte »give Tid«; men naar alt andet strandede, saa brugte »the lady in chief1) sin Myndighed, for at Soldaterne ikke skulde savne, og fik saa, hvad hun forlangte.
1) Øverstbefalende.
Det næste Skridt var at faa oprettet et Vaskeri og en Desinfectionsanstalt og faa Linnedforsyningen i Orden, og det var ti Tusinder af Skjorter, der efterhaanden kom frem fra de velforsynede
Oplag, ligesom der ogsaa kom Orden i Apothek og Forbindssager.
Soldaters Koner og Enker, som var fulgt med til Krigsskuepladsen, levede under de frygteligste Forhold, ogsaa deres Kaar fik hun forbedret. Og under alt dette fandt hun dog Tid til at give sin personlige Hjælp til Soldaterne, hun opmuntrede de lidende, trøstede de døende, skrev Breve og sendte deres Penge hjem for dem. Mangen Gang blev hun hos dem i deres sidste Strid og ved Nattetide foretog hun sin berømte Vandring, som Longfellow saa skønt har beskrevet, Uge efter Uge, Maaned efter Maaned, gik hun med sin lille Lampe hele det store Hospital over for at se, om alt var i Orden.
Hun naaede virkelig efter nogle Maaneders Forløb at faa sat saadan Skik paa Forholdene, at næsten alle anerkendte hendes overlegne Evner og Dygtighed. Hun havde den sjældne Egenskab at kunne faa Magt over Mennesker, saa de med Glæde adlød hende, derfor kunde hun ogsaa arbejde med saa forskelligartede Kræfter som katholske Søstre og protestantiske Sygeplejersker, ja endog blandt Sygepasserne sporedes hendes og hendes Hjælperes Indflydelse i høj Grad.
At en Kvinde paa en saa fremskudt Plads maatte være udsat for megen Kritik, er naturligt, hun mødte Modstand paa ethvert Punkt; men det var som om hun ved sin Takt, Stilfærdighed og Udholdenhed besejrede alt, og der er da ogsaa talrige Vidnesbyrd om, hvorledes mange af hendes Modstandere blev hendes ivrigste Beundrere og bedste Støtter i Arbejdet. Hjemme i England fandt hun god Støtte hos sine mange Venner; de sendte alt, hvad hun bad om til Soldaterne, skaffede mange flere Sygeplejersker og Hjælp til alle hendes praktiske Foretagender.
Efter at Hospitalet i Scutari var sat i forsvarlig Stand tilsaa Fl. Nightingale de andre Lazaretter, hun var jo Regeringens Udsending, og hjalp ogsaa her med Raad og Daad. Paa en af de besværlige og farefulde Rejser, der var forbundet hermed, blev hun pludselig syg og var Døden meget nær, men en Maanedstid efter var hun atter - svag, men fuld af Iver - i sit vante Arbejde.
Fredslutningen kom i Marts 1856, men saa længe der endnu var syge og saarede blev Fl. Nightingale paa sin Post; hun sørgede for Læse- og Kaffestuer og Adspredelser for Reconvalescenterne, for at holde dem fra Drik og Svir, og hver Maaned sendtes der gennem hende over 1,000 Lstl. (ca. 18,000 Kr.) af Soldaternes Sold hjem til deres Familier, - i Smaasummer paa 20-30 Shillings.
Mange var de Kvinder, der ydede et vidunderligt og opofrende Arbejde under Krimkrigen, ja adskillige gav deres Liv; men som en Stjærne lyser hun over dem alle. I August kom hun hjem, stilfærdigt som hun var rejst. England strømmede over af Ros og Lovtaler over hendes Daad. Sultanen af Tyrkiet hædrede hende med Gaver. Dronningen af England dekorerede hende, og det engelske Folk samlede 50,000 Lstl. ind, hvoraf en stor Del var givet af hjemvendte Soldater; enhver ønskede at se hende og takke hende. Men intet Under, at hendes Helbred var nedbrudt. Skønt hun kun var 36 Aar gammel var hendes bedste Kraft opbrugt, og hun maatte opgive den praktiske Tjeneste, som hun elskede saa højt og egnede sig saa vidunderligt til. Hendes kære Soldaters Velfærd laa hende naturligvis stærkt paa Hjærte, stadig blev hun nu taget paa Raad i alle Sager, der vedkom Reformer indenfor Sygeplejen i Hæren, og hun har haft stor Indflydelse her ved sit Samarbejde med Krigsministeren, ligesom hendes Eksempel bar Frugt i Oprettelsen af det »Røde Kors«.
Hun ønskede, at de 50,000 Lstl. skulde anvendes til en Skole for Sygeplejersker, og til Trods for, at hun ikke selv kunde deltage i Arbejdet, var det dog hendes Aand, der gik gennem det hele. Hun skal have Æren for, trods Modstand fra Læger og andre kloge Folk, at have indført den, theoretisk som praktisk uddannede Sygeplejerske paa Verdens Skueplads. Ikke for ingenting er Lord Lister og Fl. Nightingale samtidige. Han bragte Lægevidenskaben ind paa nye Baner, og hun gav Stødet til, at disse nye Baner blev betraadt af Kvinder, der kunde være en virkelig Medhjælp for Lægerne.
Skønt hun var svag og ofte sengeliggende, var hun dog altid fuldt optaget af Arbejde, og hun har skrevet meget om Hospitaler, Syge- og Fattigpleje; hendes »Optegnelser om Sygepleje, hvad det er,
og hvad det ikke er«, er berømte for deres Klarhed og Selvstændighed. Alle godgørende Foretagender havde en varm Ven i hende, og England, ja hele den civiliserede Verden, skylder hende Tak for hendes fremadsporende Indflydelse.
Digtere har besunget hende, Kejsere og Konger givet hende Æresbevisninger, fattige og syge har elsket hende, et helt Folk har lagt sit Offer ved Foden af Krimkrigens Heltinde. Men gennem det altsammen lyser en ydmyg, from og stærk Kvinde, der lød sit Kald og blev trofast til det sidste.
Ære være hendes Minde.
