« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Rigsdagen
Undertrykkelse af den hvide Slavehandel.
Justitsministeren har i sit Forslag til midlertidig Lov om nogle Ændringer i Straffeloven fremsat i Folketinget den 18. Novbr. foreslaaet en Tilføjelse til § 4 foranlediget ved, at der under 4. Maj 1910 er afsluttet en international Overenskomst om Undertrykkelse af den hvide Slavehandel.
Tilføjelsen gaar ud paa at fastsætte Straf af Forbedringshusarbejde eller Fængsel paa sædvanlig Fangekost for den, som, uden at det sker til Opfyldelsen af en lovlig Forsørgelsespligt, tager en Kvinde under 18 Aar, der driver Utugt som Erhverv, til Huse eller giver en saadan Kvinde Bolig eller som fremmer en Kvindes Bortrejse fra Riget, for at hun i Udlandet skal drive saadant Erhverv; at det skal ske for Vindings Skyld, kræves ikke.
Denne sidste Straffebestemmelse er noget ganske nyt; den tiltrænges utvivlsomt haardt og vil sikkert, naar den træder i Kraft, indskrænke de Tilfælde af »hvid Slavehandel«, som finder Sted i Danmark som i andre Lande.
Medens der i disse Tilfælde ikke gælder nogen Aldersgrænse for Kvinden, er der for de i Lovbestemmelsen først nævnte Tilfældes Vedkommende sat en Aldersgrænse af 18 Aar. Denne Begrænsning vil imidlertid forringe Bestemmelsens Betydning, da det kun er en mindre Del af disse Kvinder, der er under 18 Aar; en Udvidelse til 20 Aar vil være ønskelig, og i denne Henseende gjorde Professor Ellinger ogsaa opmærksom paa, at Aldersgrænsen i Følge den internationale Overenskomst skulde være 20 Aar. Ministeren havde intet at indvende herimod og lovede at lade Spørgsmaalet herom gaa videre til Straffelovkommissionen, som har affattet Forslaggets § 4.
Lovforslaget er overgaaet til Behandling af et Udvalg paa 15 Medlemmer.
Forslag til Lov om Hjælp fra det offentlige til faderløse ubemidlede Børns Underhold og Opdragelse
er igen i denne Samling blevet forelagt Folketinget i samme Skikkelse som i Sommeren 1909 af en Kreds af socialdemokratiske Folketingsmænd. Forslaget kom til 1ste Behandling den 2den Decbr.
Ordføreren for Forslagsstillerne, Hr. Sabroe udtalte, at der ingen Tvivl kan være om, at der er et stort Savn at afhjælpe og fremdrog som Bevis paa den private Godgørenheds Utilstrækkelighed, flere Eksempler paa den Nød, hvori mange Enker med Børn lever, og sagde bl. a. i Følge Rigsdagstidende:
»Stillingen er den, at de fattige Enker i al Almindelighed maa løbe til den ene Institution efter den anden, efter at de have maattet foretage mange Løbeture for at skaffe sig Anbefalinger, for at skaffe sig Protektion, saa fra den og saa fra den inflydelsesrige Mand og Kvinde, og naar de saa endelig efter at have travet Gade op og Gade ned, efter at have løbet Trappe op og Trappe ned staa i det Kontor, hvorfra det foregives, at der øves en filantropisk Gerning, saa er Svaret som oftest: Vi kunne ikke hjælpe Dem, vi have ingen Penge, det nytter ikke, De maa gaa, eller De maa vente. Skemaet er udfyldt og i Orden, Anbefalingerne ere der, Nøden er der ogsaa, men de Mænd og Kvinder, der staa for at uddele Hjælpen maa beklage, at de kunne ikke yde Hjælpen, for de eje den ikke.
Maa jeg her sige, at der øves mellem Aar og Dag en stor og paaskønnelsesværdig Gerning, navnlig af en Mængde Kvinder i denne By, hvis Navne sjælden nævnes, naar Talen er om dem, der ofrer sig for de fattigste i Samfundet. Jeg tænker her paa de mange Diakonisser ikke alene her i Byen, men ogsaa andre Steder i Landet, som i det stille med smaa Midler udføre en stor Gerning. Men disse Diakonisser staa ofte hjælpeløse, sorgfulde, fordi de ere ude af Stand til, selv hvor den bitreste Nød raader, at træde hjælpende til. Disse Kvinder og iøvrigt mange Mænd, som deltage i det frivillig filantropiske Arbejde, skulle have den Tak og den Paaskønnelse, som de fortjene.
Det Forslag, som jeg har forelagt paa mine Partifællers og egne Vegne, er efter det Princip, hvorpaa det hviler, mere end et Forslag om at yde Hjælp. Det sigter videre til at rejse Hjemmene, at give disse Kvinder Tro, Tillid, Haab og Fortrøstning til de kommende Dage. Det er min Overbevisning, at det i Virkeligheden vil være i Samfundets økonomiske Interesse, ja, af vital Interesse for Samfundet at tage Opgaven op og løse den. Samfundet er ikke tjent med, at der vokser op denne store Skare af forkrøblede, underernærede, blege Væsener, uden fysisk Kraft, uden Energi, uden Iver, uden Evne til at klare sig, naar de kommer ud i Kampen for Tilværelsen. Det er Sandheden. Foruden de mangfoldige, der dø langsomt af Sult, stille, ukendte af den store Verden, vokser der andre Tusinder af Børn op i Enkernes Hjem, som ere forkrøblede og blive ved at være det, som komme til at ligge Samfundet til Byrde, ofte gennem hele deres Liv, og som sætte Børn i Verden, endnu mere underernærede og forkrøblede, end de selv vare.
Jeg beder ærede Medlemmer af Tinget og den højtærede Regerings Medlemmer
erindre, at vi, baade det offentlige og de private, lønne vore Kvinder uanstændig lavt. Hvis vi skride til at yde Enkerne og deres uforsørgede Børn en Hjælp, er det i Virkeligheden kun et Afdrag paa den Bet, som tilkommer dem. Hver eneste af vore fattige Enker maa gennem sit Arbejde hver Dag betale en Præmie til Samfundet. De store Formuer og Indtægter blive til blandt andet ogsaa ved den Udbytning, som finder Sted overfor de arbejdende Kvinder. Jeg siger, at det er baade det offentlige og de private, der lønne Kvindearbejdet slet.
Selv de Lønninger, der betales paa vore Hospitaler, paa Rigshospitalet og Hospitalerne rundt omkring i Landet, ere ikke anderledes, end at mange af de vedkommende Kvinder maa for at leve, skønt de arbejde strengt, ty til det offentlige og til de velgørende Institutioner om Hjælp. Jeg henviser til, hvorledes Syersker, der ere beskæftigede i Statens Tjeneste ved Forfærdigelsen af militært Tøj og Linned, ifølge Statsregnskabet aflønnes med ca. 500 Kr. om Aaret. De have en lang Arbejsdag, de ere dygtige Kvinder, man forlanger først og fremmest, at de ere kraftige og dygtige til deres Gerning, og Staten lønner dem med 500 Kr. om Aaret!
I Virkeligheden behandler Samfundet alle disse tapre og udmærkede Kvinder skammeligt.
Jeg vil, inden jeg slutter, sige, at vi jo ikke stille Krav om, at den Hjælp, som det offentlige yder til forældreløse Børn, ubetinget og under alle Forhold skal udredes til Enkerne selv. Det er klart, at her maa der tages Hensyn til, hvorledes vedkommende Moder er overfor sit Barn, om hun er økonomisk og en god Husholderske.«
I den paafølgende Debat udtaltes der Velvillie for Sagen fra alle de forskellige Partiers Side. Spørgsmaalet om en mulig Forsikring for de fremtidig faderløse blev fremdraget saavel af Indenrigsminister Jensen Sønderup som af Højres og Regeringspartiets Ordførere, Halsted og Carl Hansen, samtidig med, at alle var enige om, at der burde træffes Foranstaltninger, som kunde afhjælpe de nuværende Nødlidendes Trang. Der udtaltes almindelig Tilfredshed med den Ordning, som er bleven indført mange Steder, nemlig, at Enkernes Understøttelse overflyttes fra Fattigvæsenet til Hjælpekasserne, men denne Ordning betegnes dog gennemgaaende som midlertidig, og Ministeren udtalte, at den egentlig ikke var i Overensstemmelse med Loven om Hjælpekasserne. Man har nemlig tænkt sig disse som Kasser, hvoraf der ydes midlertidig Hjælp, men ikke som Kasser, hvoraf der ydes faste Understøttelser. -
Folketingsmand Mortensen ønskede at Forslaget ogsaa skulde gælde forladte Hustruers Børn.
Af særlig Kvindesagsinteresse var to Udtalelser, idet disse viser, at den økonomiske Betydning af Husmoderens Arbejde begynder at anerkendes. Naar saaledes Indenrigsministeren mener, at Loven bør ogsaa omfatte Enkemænd, - »for de kunne være ligesaa uheldigt stillede i mange Tilfælde, naar Moderen dør, og de sidder med Børnene«, - saa er dette et Udslag heraf, medens Hr. Berendsen udtrykker det ganske direkte ved at omtale »den Fiktion, som det ikke længere er muligt at opretholde, at Faderen er den eneste Familieforsørger. I alle Tilfælde have de københavnske Værgeraad gjort den Erfaring, at det er en ren Ulykke, hvis det økonomiske Tab, som Moderens Død forvolder, ikke erstattes paa anden Maade«. -
Det vedtoges at henvise Lovforslaget til Behandling i et Udvalg paa 15 Medlemmer.
