« Tilbage til søgeresultaterne
Bøger
Gyrithe Lemche: Anadyomene. Gyldendal. Naar man læser Gyrithe Lemche, er man til Mode som hørte man Klokker ringe højt oppe i den klare Luft. Det er ikke Kirkeklokker. Det er ikke Fortids Malm, draget op af Jordens Skød, støbt i Fortids Form og stemt i naive, harmoniske Klange. Det maa være Fremtids Klokker; de klinger som af Glas, som af klareste Krystal; og kunde man se dem - maaske brød Sol sig mangefarvet i deres Prismer. Gyrithe Lemche har nylig udsendt en Bog: »Anadyomene og andre Fortællinger«. Sidst i Bogen læses om »Retfærdighedens By«. Forf. taler deri til os om to Søstre: Barmhjertigheden og Retfærdigheden. Søster Barmhjertigheds Regimente er forbi. Søster Retfærdighed regerer og indretter Samfundet. Retfærdigt, ja og koldt, ubarmhjertigt. Saa kommer Søster Barmhjertighed, fattig, gammel og graa og besøger Retfærdighedens By, og hun føler Gru ved Retfærdighedens udmærkede og stolte Resultater. Hun bringer lidt gammeldags Trøst hist og her i Smug til Barnet, til den syge og til den gamle og drager saa atter sin Vej - dog med et svagt Haab om efter Aars Forløb at komme tilbage og tage Byen - Livet - i Besiddelse sammen med Søster Retfærdighed i Harmoni og til Lykke for Menneskene.
Saaledes ringer Gyrithe Lemches klare, alvorlige Klokker højt oppe fra. Og Klokkerne ringer for os Kvinder, at vi skal enes om ikke at sende Barmhjertigheden i Landflygtighed og give Retfærdigheden al Magten; men at vi skal betragte det som vor Opgave at lade Barmhjertighed og Retfærdighed Haand i Haand og ufortøvet bygge op Riget til Menneskehedens Lykke. Det er en hel ny og dog saa gammel Lære. Vi Kvinder maa bevare os fra Magtbegær og politisk Partisyge. Og vi maa altid, ja altid uhildet arbejde for Retfærdighed og Barmhjertighed. Om Kvinden forstod sin politiske Mission.
Om Mænd vidste, at hun forstod----
Dora Lacoppidan-Koefoed.
Odense.
Fra Far til Datter. Smaa Søndagsbreve.
Et af Kapitlerne i denne lille, fine Bog hedder »Kvindens Rigdom - Nye Samfundsværdier« og heri skriver Faderen: »Jeg har aldrig helt kunnet forstaa, at Kvindebevægelsen fra først af sætter sig som Maal, at opnaa samme Rettigheder, samme Skoleuddannelse, samme Vilkaar overhovedet for Kvinder som for Mænd. Thi netop de specielle kvindelige Egenskaber, udsprungne af den specielle kvindelige Naturs større Rigdom paa nogle Felter, men ogsaa større Begrænsethed paa andre, syntes mig at skulle tilsige, at Kvinden burde kræve sit for sig og ikke ligt for alle.......
Den Tid vil vel nu ogsaa komme, da Kvinderne selv vil gaa i Spidsen med i sin egen Interesse at hævde denne Synsmaade, at de er noget for sig, lige nødvendig ogsaa for Samfundslivet som Manden, men ikke af samme Art. Og naar den Erkendelse er trængt igennem, vil den afføde........en mere specialiseret Fordeling af Samfundsopgavernes heldigste Løsning.
........ Det er jo ogsaa sandt, at man kun i Vandet lærer ret at svømme, og nok saa logisk deraf at uddrage den Slutning, at Kvinderne maa være med til at omtumles paa Politikens Bølger, før de helt klart føler, hvor deres Land ligger, og før de selv evner at tage dette deres Land i Besiddelse.« -
Bogen er tankevækkende. Den virker helt igennem som en indholdsrig Samtale med et fintmærkende Menneske, der hævder sine egne Meninger, men gærne vil høre andres.
At den allerede er udsolgt i andet Oplag og snart vil foreligge i tredje viser, at den har fundet mange Læsere, - den bør finde endnu flere. Den er værd at eje. (Aschehoug & Co.).
Olga Eggers: Af en ensoms Optegnelser. (Gyldendal.) Meget fængslende at læse er denne Beretning om den unge, varmblodige Sangerinde, som ofrer sin Kærlighedslykke for Kunsten og Berømmelsen og fortryder det saa bittert. »Det er ikke nemt for de Mennesker, der fødes med uroligere Blod end andre«, siger hendes Moder til Forklaring af den kranke Lykke, der er bleven Datterens Livslod. Det er dog ikke det urolige Blod alene, der volder den triste Skæbne, men ogsaa den gamle Historie, at Menneskene i Valgets Øjeblik ikke véd, hvad de vil, og naar de først har lært sig selv at kende, er det for sent, der er intet Valg mere. Og det bliver aldrig anderledes, for man kan ikke paa en Gang være 18 Aar og have en 40-aarigs Erfaring.
Fortællingen er skrevet overordentlig kønt og naturligt, uden Pathos, og bærer helt igennem Sandruhedens Præg. O. B.
Danske Dronninger. Et omfangsrigt og betydeligt Arbejde, har Dr. phil. Johanne Skovgaard og cand. mag. Ellen Jørgensen her udført. Der er tillige det Gode ved Arbejdet, at det er nyttigt.
Det er en godt fortalt, interessant, lærerig og paa grundige Kundskaber bygget Fortælling om den stolte Række Dronninger, Danmark har, men hvis Personligheder kendes saa lidt af menig Mand. Fortrinlige Afbildninger gør Bogen end mere værdifuld.
Hvem der til Julen søger en Gave af blivende Værd, bør købe »Danske Dronninger«. (Hagerup.)
Sønderjyske Børn efter 1864. Det kan kun glæde En, at denne Bog udkommer i andet Oplag, da den sikkert vil gøre Nytte i mangt et Hjem og vække mange ligegyldige til at forstaa det sønderjyske Folks heltemodige Kamp.
I Bogen har Laura Kieler samlet nogle Træk, som sandsynligvis er bleven fortalt hende nede i Sønderjylland, om Børn, der var saa optagne af den Kamp for at værne deres Danskhed, som de Voksne fører, at de blev til Helte og udstod Lidelser for ikke at svigte. Disse Smaafortællinger griber én, de er fortalte i et kønt, poetisk og let læseligt Sprog, og de gaar til Hjærtet. Maatte mange danske Børn faa denne Bog i Hænde og have Udbytte af at læse den! A. S.
Ingeborg Maria Sick: Der ringer Klokker. (Gyldendal.)
Fr. Sick tumler Sproget som en Virtuos og formaar undertiden at skabe en Stemning, der griber. Hendes sidste Bog er en Samling Smaafortællinger, som med en eneste Undtagelse foregaar i Tyrol, tildels i Middelalderen. De er meget nette men uden videre Interesse eller Forbindelse med det virkelige Liv. Stilen synes stærkt paavirket af Selma Lagerlöf. Bedst er Fortællingen: »I den mørke Skov«, der skildrer en ung Piges Angst ved paa en ensom Vandring at tro sig forfulgt af en Mand, der har ondt i Sinde. Her er det lykkedes Forfatteren at frembringe en Virkning af betagende Uhygge. O. B.
Erich Erichsen: Det største af alt.
En Kone, der forsømmer sit Hus, en Hustru, der skuffer sin Mand, en Mor, der glemmer sine Børn. Om dette handler bl. a. denne Bog; og det er triste Kendsgerninger, der her aftegnes.
I den Kummer og Ulykke, der følger i deres Spor maaler de sig kun med de Tilfælde, hvor en Mand sløser i sit Arbejde, tilintetgør Samlivet med sin Hustru og løber fra sine Pligter og sit Ansvar som Fader.
Bogen indeholder ingen nye Tanker, men den er dygtigt, smukt og alvorligt skrevet. - Forf. har valgt noget, som han kalder for »Kvindesag« som den Bølge, der slaar sammen om Else Warrer og drager hende fra Hjemmet. Han kunde have valgt hvad som helst ellers: Selskabelighed, Velgørenhed, Forsvarsbevægelse o. s. v. Else Warrer sad ikke fastere end enhver af disse Bevægelser vilde have bragt hende ud i overdreven Dyrkelse, hvis de var kommen til hende i rette Øjeblik. Ægte Tømmer til en klog og trofast Mor og Hustru var der aldrig i hende. Man tror da heller ikke paa den pludselige »Omvendelse« hos hende, som slutter Bogen. (Hagerup.)
N. P. Jensen : Vore Stueplanter. Hvem vil ikke gærne have smukke Planter
i sin Stue? Og hvem vil ikke gærne gøre det saa godt som muligt for disse hyggelige Venner? Men ak - Viljen er ofte bedre end Forstaaelsen, og der syndes saa jævnlig mod disse stumme, men dog »levende« Væsner, der jo alligevel betaler saa rigt for en Smule Røgt og Pleje i rette Tid.
Den Bog, som Lærer ved de vandrende Havebrugskursus, N. P. Jensen, har udgivet, er i Virkeligheden en Samling Svar paa en hel Mængde Spørgsmaal, som blomsterdyrkende Mennesker i Begyndelsen daglig stiller - og herefter med denne lille kortfattede Vejledning« i Haanden - ikke behøver at stille forgæves. Den giver Svar paa alt. hvad den jævne Blomsterdyrker behøver at vide og er saa prisbillig, at enhver kan overkomme at anskaffe den. (Udg. Forlag, Vonge pr. Tørring).
Børge Janssen: Bente Gyldenløve.
»Fra Helsingør, Byen med de røde Tage ved det blaa Sund; fra Meinzerhagens øde Kirkegaard og saa fra Klosterkirken i Cøln, hvor Nonnerne sang saa smukt, har jeg søgt at hente Stemningen til denne Bog.«
Saaledes begynder Børge Janssen sin Redegørelse om de Kilder, hvoraf han har øst Stof til denne sin sidste ypperlige Roman. Og har han »søgt«, saa har han ogsaa »fundet«.
Illuderende, stemningsrig og fængslende er Fortællingen om Kongesønnen - Sviregasten - Christian Ulrik Gyldenløve (Søn af Chr. IV), hvem den blide, kloge Tolderdatter, Bente Davidsdatter Lucht lærer »hvad ret Amour er«.
Bogen er udstyret med flere smukke Tegninger: Kronborg med brændende Fakler paa »Bastionerne« rejser sig majestætisk mod den klare Høsthimmel, - Sct. Mariæ Kirke ligger snedækt, oplyst, med en Skare andagtsøgende Mennesker foran.
En Bog. der vil blive læst meget og som fortjener at læses af alle. (Hagerup).
