« Tilbage til søgeresultaterne
Vielsesritualet
Den danske folkekirkes biskopper har nylig udsendt et »Forslag til Ritualer for Dåb, Nadver, Brudevielser og Begravelser«. De to første og det sidste er der ingen grund til at omtale her i bladet, da de Kun har en kristelig side og omtalen af dem således kun hører hjemme i vore kristelige tidsskrifter.
Men ritualet for brudevielsen har tillige en menneskelig side, som er af største betydning for kvinderne, og vi vil derfor gøre bladets læsere kendt med dette forslag og minde om dansk kvindesamfunds arbejde for at få det gamle ritual ændret.
I det nu brugte ritual oplæser præsten apostlen Peders ord til kvinderne: »I kvinder værer eders ægtemænd underdanige o. s. v.«. Denne sætning var så lidet tidssvarende, passede så lidt til det forhold mellem mand og hustru, som mere og mere udvikler sig til et forhold mellem to ligestillede, kammeratlige væsner, at sætningen har stødt mange kvinder, så at de langt fra at føle sig opbyggede af præstens ord, har staaet for alteret med en indvendig modsigelse. På rå og dårlige ægtemænd har denne sætning tillige virket højst uheldig, idet de har syntes, de derved fik en myndighed over hustruen, som de senere ikke undlod at nytte sig af.
Dansk kvindesamfund forstod, at det burde tage arbejdet op for at få ritualet ændret, og indgav først et andragende til det kirkelige udvalg om at få den ovenfor anførte sætning strøget, men det kirkelige udvalg henviste D. K. til at vente, til der, ved den tvungne borgerlige vielses indførelse, vilde blive udarbejdet et nyt vielsesritual. D. K. mente så, at skulde det lykkes at få ritualet ændret, måtte vi selv tage arbejdet op og udarbejde et udkast til ritual, som vi kunde indgive til biskopperne, ministeren for kirke og undervisningsvæsenet og rigsdagen.
På D. K.s årsmøde 1908 blev der derfor nedsat et udvalg, som skulde udarbejde et sådant forslag til ritual og indgive det. Udvalget kom til at bestå af: Fr. Blauenfeldt, fr. Hostrup, fr. Høgsbro, Pastor Mollerup, fr. Bojsen-Møller, Provst Ostenfeldt, Borgmester Rosenørn, Kommunelærer Botilde Scheuer, fr. Stampe Feddersen, Professor Torm og Pastor Welding.
Vort forslag, som er kendt for dette blads læsere, blev indgivet, men det syntes først, som om der ikke vilde blive taget videre hensyn til det. Da biskop Rørdam døde, og professor Peder Madsen blev Sjællands biskop, henvendte fællesstyrelsen sig også til ham, og det lod til, at biskoppen ikke var ganske uden forståelse af det berettigede i, at kvinderne gerne vilde høres i denne sag, der i så høj grad vedkom dem.
Nu foreligger biskoppernes forslag til ritual, og det er med den største glæde og taknemlighed D. K. ser, at biskopperne har taget hensyn til dets ønsker og udeladt apostlen Peders tiltale til kvinderne, samt at de i udarbejdelsen af sit forslag har optaget et og andet af, hvad D. K. har foreslået.
Vi aftrykker herved begyndelsen af præstens tiltale til brudefolkene, således som den lyder i det nugældende vielsesritual, D. K.s forslag og biskoppernes forslag:
Nugældende:
Da I nu have givet eder i Ægteskab sammen, saa hører først af Guds Ord, hvorledes han selv har indstiftet denne Stand:
I Skabelsens Bog staar der skrevet: Gud sagde: Lader os gøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse. Og Gud skabte Mennesket i sit Billede. Og han sagde: Det er ikke godt, at Mennesket er ene; jeg vil gøre ham en Medhjælp, som skal være hos ham. Og Gud velsignede Manden og Kvinden og sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige og opfylder Jorden og gører eder den underdanig!
Men efter at Synden var indkommen i Verden, sagde Gud til Kvinden: Med Smerte skal du føde Børn; og til Manden sagde han: I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød, indtil du bliver til Jord igen; thi deraf er du tagen.
Hører dernæst ogsaa af Guds Ord, hvorledes I skulle skikke eder imod hinanden i eders Ægteskab:
Saaledes skriver Apostlen Paulus: I Mænd, elsker eders Hustruer, ligesom og Kristus elskede Menigheden og hengav sig selv for den, paa det han kunde hellige den, og han rensede den formedelst Vandbadet ved Ordet, at han maatte fremstille sig den, en herlig Menighed, som ikke har Plet eller Rynke eller noget deslige, men at den maa være hellig og ustraffelig. Saaledes ere Mændene skyldige at elske deres Hustruer som deres egne Legemer; hvo som elsker sin Hustru, elsker sig selv.
Og Apostlen Peter skriver: I Kvinder! værer eders Ægtemænd underdanige, paa det og, dersom nogle ikke tro Ordet, de kunne vindes uden Ord ved Kvindernes Omgængelse, naar de skue eders kyske Omgængelse i Herrens Frygt. Eders Prydelse skal ikke være den udvortes, Haarfletning og paahængte Guldsmykker eller Klædedragt, men Hjertets skjulte Menneske i en sagtmodig og stille Aands uforkrænkelige Væsen, hvilket er meget kosteligt for Gud. Thi saaledes prydede sig og fordum de hellige Kvinder, som haabede paa Gud og vare deres Ægtemænd underdanige.
D. K.
Da I nu have givet Eder i Ægteskab sammen, saa hører først af Guds Ord, hvorledes Gud selv har indstiftet denne Stand:
I Skabelsens Bog staar der skrevet: Gud sagde: Lader os gøre et Menneske i vort Billede efter vor Lignelse. Og Gud skabte Mennesket i sit Billede. Og han sagde: Det er ikke godt, at Mennesket er ene; jeg vil gøre ham en Medhjælp, som skal være hos ham. Og Gud velsignede Manden og Kvinden og sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige og opfylder Jorden og gører eder den underdanig!
Og at Ægteskabet er en Pagt, i hvilken der kræves ubrødelig Troskab, det lærer vor Herre Jesus Kri-stus os, idet han siger:
(Have I ikke læst, at) Skaberen skabte dem fra Begyndelsen som Mand og Kvinde og sagde: »Derfor skal en Mand forlade sin Fader og Moder og holde sig til sin Hustru, og de to skulle blive til eet Kød.« Derfor hvad Gud har sammenføjet, maa et Menneske ikke adskille.«
Og til Manden siger Apostelen Paulus:
»I Mænd, elsker eders Hustruer, ligesom ogsaa Kristus elskede Menigheden og hengav sig selv for den.«
Og til Kvinderne siger Apostelen Peter:
»Eders Prydelse skal ikke være den udvortes, men Hjertets skjulte Menneske med den sagtmodige og stille Aands uforkrænkelige Prydelse, hvilket er meget kosteligt for Gud.«
Kommer iøvrigt under Eders daglige Samliv Apostelen Paulus’ Ord ihu:
»Vorder velvillige imod hverandre, barmhjertige; tilgivende hverandre, ligesom jo Gud har tilgivet Eder i Kristus.« og fremdeles: »Siger Gud og Faderen Tak for alle Ting i vor Herres Jesu Kristi Navn og underordner Eder hverandre i Kristi Frygt.«
Og endelig:
»Vaager, staar faste i Troen, værer mandige, værer stærke. Alt ske hos eder i Kærlighed.«
At dette nu maa fuldbyrdes paa Eder under Eders Samliv, derom bede vi med og for Eder i Jesu Navn.
Biskoppernes.
Saa velsigne Gud eder til at leve rettelig i Ægtestanden, hvortil han fra Begyndelsen har bestemt Mand og Kvinde, idet han sagde: »Det er ikke godt, at Mennesket er ene; jeg vil gøre ham en Medhjælp, som skal være hos ham.« Hører først, hvad vor Herre Jesu Kristus siger om Ægteskabets Hellighed og Ukrænkelighed: »Have I ikke læst, at Skaberen fra Begyndelsen skabte dem som Mand og Kvinde og sagde: derfor skal en Mand forlade sin Fader og Moder og holde sig til sin Hustru, og de to skulle blive til eet Kød. Derfor, hvad Gud har sammenføjet, maa et Menneske ikke adskille.« Kommer dernæst i Hu, at vor Herre Jesus Kristus var indbudt til Brylluppet i Kana og dér aabenbarede sin Herlighed. Og Apostlen Paulus fremstiller vor Herre Jesu Kristi Forhold til Menigheden som det kristelige Ægteskabs høje og hellige Forbillede. Derfor skulle I vide, at Ægtestanden er Gud tækkelig og af ham velsignet.
Udviser da som kristne Ægtefolk al god Troskab imod hinanden baade i gode Dage og under de Byrder, som Gud for Syndens Skyld har lagt paa Menneskelivet ogsaa i Ægtestanden, og lægger eder under eders daglige Samliv Skriftens Formaning og Trøst paa Sinde, naar det hedder: »Siger altid Gud og Faderen Tak for alle Ting i vor Herres Jesu Kristi Navn, og underordner eder under hverandre i Kristi Frygt.« - »Værer ikke bekymrede for noget, men lader i alle Ting eders Begæringer komme frem for Gud i Paakaldelse og Bøn med Taksigelse. Og Guds Fred, som overgaar al Forstand, skal bevare eders Hjerter eg Tanker i Kristus Jesus.«
Enhver, der gennemlæser denne tiltale grundig, vil glædes over, at de skriftsteder, der gør kvinden til et underordnet væsen, er strøget i biskoppernes forslag, mens det, som er det vigtigste i ægteskabet: at de to ægtefæller lærer at rette sig efter hinanden og tage hensyn til hinanden, udtrykkes så smukt f. eks. i den sætning: »Siger altid Gud og faderen tak for alle ting i vor herres Jesu Kristi navn, og underordner eder hverandre i Kristi frygt«. Kun én sætning kunde vi ønske udeladt i biskoppernes forslag, det er den, hvori Paulus ligner Kristi forhold til menigheden med ægteskabet mellem mand og kvinde. Vi forstår nok, at i den form, hvori lignelsen fremkommer, er det meningen at pege på inderligheden i forholdet mellem Kristus og hans menighed og formane ægtefællerne til en lignende inderlighed. Men det forekommer os dog, at der er en væsensforskel på forholdet mellem Kristus, Guds søn, hvem menigheden tilbeder som sin herre og hans menighed, og så forholdet mellem to ligestillede ægtefæller. Derfor vilde vi hellere have denne lignelse udeladt. Men ritualet er i det hele så kønt og inderligt og fri for alle de ting, der tidligere stødte os kvinder så meget - at det vil svare til sin bestemmelse og virke opbyggeligt og alvårligt på den kristne brud og brudgom, som står for alteret og vil have sin forening indviet i Guds menighed.
A n m. At kvinden »føder sine børn med smerte« er strøget, og ligeledes sætningen om, at ægtefællerne skal »vorde frugtbare o. s. v.«, en sætning, D. K.s udvalg end ikke turde stryge.
Hvis dette forslag til vielsesritual bliver indført i den danske folkekirke, betyder det et meget stort og glædeligt fremskridt. Og det vil sikkert ikke blive uden virkning.
Mange af det gamle rituals forsvarere har sagt, at det havde såmænd ingen indflydelse på ægteskaberne, hvad præsterne sagde. Var dette sandhed, så vilde det vidne om en ligegyldighed for kirkens ord, som vilde være grumme sørgelig. Men det er ikke sandhed. Netop de bedste kvinder, de stille, fromme, pligtopfyldende har lagt sig præstens ord på sinde og er bleven forkrøblede i samlivet med en mand, der troede, at han af Gud var bestemt til at herske over sin hustru. De stærkeste kvinder har brudt ud af kirken og søgt borgerlig vielse. Efter dette vielsesritual kan enhver kristen kvinde lade sig vie, uden at stødes af præstens ord.
Det er et udslag af retfærdighedsfølelse, som har drevet biskopperne til at låne øre til kvindernes klager og til at erkende, at da et ægteskab kun kan indgås af en mand og en kvinde, må kvindens mening om ægteskabets indstiftelse også høres.
Idet vi udtaler vor varme tak for dette nye forslag til vielsesritual, vil vi tillige udtale ønsket om, at det må blive hjemlet til valgfrit brug, og at det må virke til velsignelse for kirken i almindelighed, som for de fribårne, kristne kvinder i særdeleshed. A. Stampe Feddersen.
Nykøbing F., 3. Jan. 1911.
