« Tilbage til søgeresultaterne
Ledere af Arbejdet for Kvindens politiske Valgret i andre Lande
Ledere af Arbejdet for Kvindens politiske Valgret i andre Lande*).
I.
*) Den internationale Kvindevalgretsalliance, hvoraf D. K. som bekendt er Medlem, og som afholdt et Møde i København i 1906, gæster atter i Aar Skandinavien. I Stockholm vil fra den 12.-17. Juni samles en Del intelligente og betydelige Kvinder, om hvem det sikkert vil interessere vore Læsere at høre nærmere. Vi paabegynder derfor i dette Nummer en Række Artikler om de mest kendte Personligheder iblandt dem.
Første gang jeg traf Martina Kramers, var i København, hvor vi møttes ved det Styrelsesmøde, som Det internationale Kvinderaad holdt her i 1902. Der hadde været en del brevveksling mellem hende og vor »æresvicepræsident«, som den kvinde kaldes, der har det hverv at søke grundet et nationalraad i et land, hvor der endnu intet er. Og som »æresvicepræsidentens medarbeider var jeg kommet i indirekte berøring med Martina Kramers. Det indtryk, jeg hadde faat av hende pr. brev, blev i høi grad befæstet og utdypet, da jeg lærte hende personlig at kjende.
Under møterne i 1902 sat jeg fuld av beundring og hørte paa den klare, greie og retfærdige maate, hvorpaa hun utviklet de grunde, som var pro eller kontra dette eller hint lands bifald til eller undskyldning for at være med at stemme for eller imot de foreliggende spørsmaal. Jeg forstod, at hun grundig hadde studeret de forskjellige landes konstitutioner, ikke alene deres nationalraads love, nei, selve statsinstitutionerne hadde hun redde paa, og holdt med klart hode hvert enkelt ut fra hinanden. Da jeg senere kom til at tale med hende privat, viste hun sig at være fuldstændig hjemme i vore norske forholde, uagtet hun aldrig har sat sin fot i Norge, og aldrig hadde hat anledning til tidligere at ha nogen indgaaende samtale med norske om disse emner.
Hvilken kraft hun er i et internationalt forbund, forstod jeg dog først, da vi i 1906 atter mødtes i København, denne gang ved den store internationale stemmeretskongres. Vi bodde dengang sammen i et hyggelig gjestfrit hjem.
Martina Kramers var protokolførende sekretær og hadde som saadan at indføre og tilrettelægge i godt engelsk alle de forhandlinger, som var blit ført ved dagens 2 à 3 møter. I de sene nattetimer sat hun der, memorerende, grundende, skrivende! Av og til satte hun i en liten latter, det var hver gang hun hadde faat tak i en eller anden liten morsomhet at indføre i »the minutes«*) - »for Mrs. Chapman Catt liker saa godt en liten vits«, så hun.
*) Forhandlingsprotokollen.
Hendes fine sprogsans hadde saa formet et ganske udmerket referat av foregaaende dags forhandlinger, som næste morgen oplæstes ved møtets aapning, og hvorved der næsten aldrig var nogen bemerkninger at gjøre. Og jeg, der var inde i hemmeligheten, moret mig ved præsidentens smil, naar »vitsen« servertes! -
I sit eget lands stemmeretsarbeide har Martina Kramers været med fra første stund av. Hun stod som medlem av den i 1894 stiftede »Kvindestemmeretsforening«, da hun var med om at grunde en »Kvindesagsforening« i Rotterdam efter mønster av »Neighbourhood-guild« i London. Umiddelbart efter utstillingen - i 1898 - av kvindearbeider i Haag stiftedes »Det hollandske nationalraad«, og Martina Kramers var en af raadets repræsentanter ved »Det Internationale Kvinderaad«s kongres i London i 1899, likesom hun oftere har sittet i styret for de forskjellige kvindeforeninger i Holland. - Men Martina Kramers er fremfor alt international. Hvert land er hende kjært. Men især nærer hun respekt for og kjærlighed til de lande, som har git sine kvinder stemmeret. For hun er en egte fuldblods suffragist først og fremst. Som det fri, uavhængige menneske hun er, sætter hun al sin tid og sin intense arbeidskraft ind paa det ene felt: arbeidet for stemmeret for alle landes kvinder, og som den kosmopolit hun er, har hun ogsaa lært tale flere landes sprog. Foruten sit hollandske taler hun tysk, engelsk, fransk og italiensk. De nordiske landes sprog har hun studeret gjennem gothiken, da hun som yngre gav sig ikast med Vulfila’s bibeloversættelse. Derfor læser og forstaar hun baade dansk, norsk og svensk. - Det er naturlig, at Martina Kramers i sit internationale arbeide nærer sympati for et fælles internationalt sprog. Ikke saa at hun mener og ønsker, at dette sprog skal fortrænge de levende sprog. Men som et praktisk middel ved de internationale kongresser, ved korrespondancen landene imellem og i de internationale forbunds organer, som et i høi grad tids- og pengebesparende spørsmaal, staar for Martina Kramers tanken om at »Ido« engang maa bli »Den Internationale Stemmerets Alliance«s officielle sprog. Hun foretrækker nemlig »Ido« for »Esperanto« - sikkert har hun studeret dem begge.
Martina Kramers hadde egentlig tænkt at bli lærerinde, var ogsaa en kort tid ansat ved et gymnasium. Hendes far var direktør ved det bekjendte institut i Noorthey »for ungdom av den høiere stand«. Blandt sine elever hadde hr. Kramer i flere aar den avdøde tronarving, dronning Wil-helminas halvbror. I Noorthey blev Martina født den 24de juni 1862. Direktør Kramers, som senere blev skoleinspektør i Rotterdam hadde ialt 5 barn, hvorav Martina er den yngste. Da hun tidlig røbet sine store evner og glimrende anlæg for sprog, ønsket hendes forældre, at hun skulde utdannes for lærergjerningen. Hun fik flere statsdiplomer, men da hun ikke følte sig selv tilfredsstillet ved at være bundet til fast tid og arbeide i en skole, der paa mange maader hemmet hende i hendes sociale arbeite, nedsatte hun sig efter farens død som privat sproglærerinde i Rotterdam, hvor hun har bodd den hele tid siden. Hun har i aarenes løp hat stor indflydelse paa sine mange elever, de fleste - saavel de mandlige som kvindelige - er mere eller mindre interesseret i kvindesak og -stemmeret, og enkelte av dem gør frivillig tjeneste i arbeidet for sakens fremme.
Da der i Holland nedsaltes en statskommission, som skulde ordne og regulere eksamensforholdene for de høiere skolers lærere og lærerinder, blev Martina Kramers valgt til medlem av denne kommission. -
Interessen for det internationale arbeide blev imidlertid sterkere og sterkere i Martina Kramers’ sind, alt efter som hun kom mere og mere i berøring med det. Efter at hun i 1909 fratraadte stillingen som protokolførende sekretær i »Internationale Kvinderaad«, hvortil hun valgtes i Berlin 1904, ofrer hun sig helt for »International Kvindestemmerts Alliance«, hvor hun har indehat samme stilling siden 1905. En tid har hun altsaa utført alt protokolerende arbeide for begge de store internationale forbund paa en gang!
Da det i 1906 paa kongressen i Kjøbenhavn besluttedes, at Alliancen skulde ha sit eget organ, blev Martina Kramers utset til at være dets redaktør, hvilken stilling hun som bekjendt fremdeles indehar. Og gjennem »Jus Suffragii« har hun rigtig faat sin lyst og sin trang til at komme i forbindelse med alle landes kvinder tilfredsstillet.
Ifjor mistet Martina Kramers sin ældste bror, der i en lang aarække hadde opholdt sig paa Java, og nu kom til Holland for at dø. Ved hans død blev Martina Kramers slik stillet, at hun ikke længere behøver at undervise, men kan, som hun sa til mig i sommer, da jeg besøkte hende, »gi hvert minut av min tid til arbeide for kvindestemmeret«.
Ja, ikke alene paa kvindestemmeretten, men paa alt hvad der er i pakt med fremskridt for mennesker, ofrer hun sin tid, sine kræfter og sine penge. Hendes symparti for alle sande demokratiske bevægelser, der rører sig i vor tid, er sterk, hendes arbeidsevner er kolossale, og hendes iver og begeistring svigter aldrig. Dette vet folk, hendes landsmænd saavel som andre, og derfor tyr der mange til hende med bøn om hjælp og raad. Og hun yder begge dele med rund haand. Bare læg merke til ved vore kongresser, hvor alle vil have fat i Martina Kramers, alle føler de hendes overlegenhet i de spørsmaal, som angaar det internationale arbeide for kvindestemmeret.
Ogsaa som forfatter er Martina Kramers optraadt. Hun har nemlig skrevet flere artikler paa tysk i Helene Langes bok »Handbuch der Frauenbewegung«, likesom hun har oversat til samme sprog den hollandske dr. Rutgers bok »Rassenverbesserung«. I hollandske aviser og tidsskrifter ser man ofte lange artikler fra hendes haand.
Hadde vi mange slike djerve dygtige arbeidere som Martina Kramers i hvert land, saa føler jeg mig sikker paa, at seiren for kvinder ikke kunde være langt borte.
Kjøbenhavn, januar 1911.
