« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindevalgrets-Kongressen i Stockholm fra den 12.-17. Juni 1911
Som meddelt i »Kv. og Sf.« Nr. 18, 1910 har den internationale Kvindevalgrets Alliance, hvoraf D. K. er Medlem, indbudt til Kongres i Stockholm i den kommende Sommer. - En foreløbig Dagsorden med mange interessante Punkter er udsendt til de Forbund, der staar i Alliancen.
De svenske Kvinder træffer Forberedelserne med stor Iver, og Kvindestemmeretsforeninger rundt om i Landet kappes om, hvem der ved Aftenunderholdninger eller Theaterforestillinger kan skaffe flest Penge i Kongreskassen. I Stockholm virkeliggjorde man lige op til Jul en hel ny og original Idé, som sikkert har tilført samme Kasse adskillig Mønt. Man oprettede en »Rösrättsbutik«, som i første Omgang vilde søge at drage Nytte af Juleforretningen. Her solgtes Godter og Dukker, Haandarbejder og mange andre gode og smukke Ting forarbejdede af flittige Stemmeretskvinder; en Stab af disse forestod Salget, og der er næppe Tvivl om, at den festlige Butik nær Strøget har gjort glimrende Juleforretninger.
Stockholms-Afdelingen for »Landsforeningen for Kvinnans politiska Rösträtt« har haft den udmærkede Ide at oprette Kursus for sine Medlemmer i Engelsk, Tysk og Fransk for derved at lette Forstaaelsen mellem Gæsterne og Værterne under Kongressen. Der er, som man kan tænke, stærk Tilstrømning til disse Kursus.
Fr. Lotte von Krämer, en 83aarig svensk Dame, der er stærkt interesseret for Arbejdet for Kvindens Stemmeret, har skænket 1000 Kroner til Kongresfondet.
Et Stemmerets-Brevmærke, smagfuldt udført i gult og hvidt med Afbildning af det internationale Emblem samt smukke Postkort med Billeder af den svenske Rigsdagsbygning og andre kendte Bygninger i Stockholm, sælges ligeledes til Fordel for Fondet.
Flere af Sveriges mest kendte Kunstnere har lovet deres Bistand ved en Koncert, og Kongressen møder i det Hele taget en Velvilje, der er smigrende for selve Alliancen og for det udmærkede Forbund, der skal være dens Vært.