« Tilbage til søgeresultaterne
Landstinget og Forslaget om Forbud mod Kvinders Natarbejde
Ved Fabriklovens første Behandling i Landstinget ventede man med nogen Spænding paa, hvorledes Partiernes Ordførere vilde stille sig til det foreslaaede Natarbejdsforbud for Kvinder, efter at Indenrigsminister Jensen-Sønderup ved Forelæggelsen temmelig utvetydigt havde lagt for Dagen, at han ingen Ven var af dette Forbud, men kun havde fremsat Forslag derom, fordi han som Minister var nødt dertil, bunden af en tidligere Regerings Handlinger.
Fhv. Indenrigsminister Bramsen, der i 1899-1900 kæmpede ivrigt for at faa Forbudet gennemført, var denne Gang betydelig mere afdæmpet. Gehejmeetatsraaden syntes tilbøjelig til at lade de Kvinder, der nu har Natarbejde fortsætte dermed, ikke alene i en Overganstid af 2 Aar som fore-slaaet, men fremdeles. Derimod skulde man standse for yderligere Tilgang af Kvinder. Ligeledes fremsatte han som en Mellemvej, hvilken han dog ikke personlig var stemt for, kun at lade Forbudet gælde gifte Kvinder.
Regeringspartiets Ordfører, Hr. Jørgen Berthelsen udtalte sig i sin korte Tale kun indirekte om Natarbejdsforbudet ved en Yttring om: »at vi i lidt rigeligt Maal faar Love, der hæmmer den frie Udvikling«.
Socialdemokratiets Ordfører, Hr. C. C. Andersen sagde derimod: »Jeg og mine Meningsfæller har let ved at slutte os til i denne Bestemmelse, idet vi har opført paa vort Program et Punkt, som hedder: Afskaffelse af alt Natarbejde, som ikke er samfundsnødvendigt, og jeg tror ikke, at man kan paavise, at Kvinders Natarbejde er samfundsnødvendigt«.
(Vi spørger her i Parentes, om Landsthingsmanden mener at kunne undvære Kvindernes Natarbejde paa Hospitalerne).
Tilhængerne af Forbudet mod Kvinders Natarbejde har yndet at give det Udseende af, at det kun var Overklassens Kvinder eller Kvindesagskvinderne, der bekæmpede dette Forbud. Gehejmeetatsraad Bramsen omtalte i sin Tale, at der i 1899 -1900 rejstes en stærk Modstand mod Forbudet »væsentlig fra nogle københavnske Damer«, ligesom han omtalte Dansk Kvindesamfunds Resolution og Andragende. Det synes som om Gehejmeetatsraaden ganske glemmer, at Arbejderskerne i Marts 1900 indsendte en Protestresolution mod et Særforbud.
Begivenhederne vil ogsaa meget snart overbevise Gehejmeetatsraad Bramsen og Landstingsmand Andersen om, at Arbejderkvinderne, trods det stærke Tryk fra det socialdemokratiske Partis Side, ikke stiltiende vil finde sig i at blive lukket ude fra visse Erhverv og hæmmet i deres Adgang til andre. Der er heldigvis i denne Sag opnaaet et Samarbejde mellem Arbejderkvinderne og Dansk Kvindesamfund om Afholdelse af
et Protestmøde den 16. Marts
mod Natarbejdsforbudet. Kvinderne er jo afskaarne fra at føre deres Sag paa Tinge, forhaabentlig vil d’Hrr. Lovgivere da komme og høre deres Fremstilling af Sagen paa Mødet. Hvis ikke, vil Pressen og en Resolution bringe dem Bud om Kvindernes Stemning.
Det afhænger nu af Kvinderne selv, om de vil have et Natarbejdsforbud eller ej. Hvis de ikke vil have en saadan Undtagelseslov, da møder de op i tætte Skarer til dette Møde, som i saa Fald vil give Indenrigsministeren og maaske ogsaa Regeringspartiet det Tryk, der er nødvendigt for at lade Forbudet falde. Vi har Tro paa, at der vil blive stuvende fuldt til Mødet, til hvilket,foruden Dansk Kvindesamfund, Kvindelige Trykkeriarbejdere og Kvindeligt Arbejderforbund indbyder.
