« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Kredsene
Thisted.
Paa Generalforsamlingen den 3. Februar 1910 blev der, efter Foredrag af Pastor Hansen om Bibelens Kvinder (Profetinderne), af Fr. E. Bendixen aflagt Beretning om Formændenes Møde i København i Januar Maaned. Derefter fremlagde Fr. Tolderlund Regnskabet. Af Styrelsesmedlemmerne afgik efter Tur: Fr. Aaberg, Kirkegaard og Ellen Nielsen. Sidstnævnte frabad sig Genvalg, ligesom Hr. Snedkermester Kirkegaard bad sig fritaget for at blive i Styrelsen det Aar, han endnu havde tilbage. Fr. Aaberg, Bendixen og Kirkegaard genvalgtes. Fr. Christiansen nyvalgtes. Fr. Carlsen og Fr. Clausen valgtes til Suppleanter. Fr. Diakonisse I. Andersen, A. Kirkegaard, Ovesen, Preusz og Tolderlund valgtes til at repræsentere Thistedkredsen ved Silkeborgmødet.
Fra Fastelavn til Paaske blev der afholdt Sykursus i Fr. Bendixens Skole til saa stor Tilfredshed, at det ønskes gentaget i 1911. Det afsluttedes med en Udstilling af de færdige Arbejder, og det var forbavsende, hvad der var udrettet i de 6 Uger. Der sluttedes med et festligt Kaffebord.
Den 16. Februar holdt Fr. Ankjær Foredrag om »Moder og Barn«. Det var godt besøgt og fulgtes med Interesse. Den 1. April holdt Fr. Daugaard et fængslende Foredrag om Stemmeretsbevægelsen i England med Forevisning af Lysbilleder, - knapt saa godt besøgt, som man kunde ønske. Den 24. Februar - Foreningens Stiftelsesdag - holdt Fr. Gyrithe Lemche sit udmærkede Foredrag: »Floden«, for hvilket Tilhørerne var begejstrede, men ogsaa her kunde man have ønsket en talrigere Tilhørerkreds. Den 11. Juni samledes vi med Fr. Bojsen-Møller i Asylet, hvor hun paa sin kendte, livlige Maade fortalte om sin Rejse i Italien. Dagen efter, Søndagen d. 12., foretog Foreningen (ca. 60 Deltagere) med Fr. B.-M. en særdeles vellykket Tur pr. Vogne til Klitplantagerne og Vesterhavet. Paa de smukke Skrænter ved Nors Sø gjordes der Holdt, og Selskabet lejrede sig i det grønne, hvor Fr. B.-M. fortalte varmt og kønt om Hostrup. Ved Søholt steg Deltagerne atter af Vognene og modtoges af Hr. Overklitfoged Jespersen og Hustru med gæstfri Imødekommenhed; man blev budt Forfriskninger i Haven og vist omkring i det smukke Anlæg. Ved Klitmøller ved Havet, hvor man spiste til Aften, tilbragtes den smukke Sommeraften. Fr. Lærer Jepsen fortalte her et nydeligt lille Eventyr med Henblik paa Kvindesagen. Dagen efter, d. 13. Juni, afholdtes et godt besøgt Møde i en stor Hotelsal, hvor Fr. Bojsen-Møller atter glædede Forsamlingen med et Foredrag. Endelig har vi den 11. Oktober haft et tankevækkende Foredrag af Hr. Pastor Welding fra København over Emnet: Det ethiske Forhold mellem Mand og Kvinde.
Hvad de maanedlige Medlemsmøder angaar, har de været jævnt godt besøgt og udmærket ledede, saa Deltagerne stadig har kunnet faa Udbytte deraf. Formanden har efterhaanden taget de Emner op, som havde Interesse for D. K., vekselvis under Form af Foredrag og Oplæsning, ligesom Kredsens særlige Anliggender er bleven drøftede. Den 7. Juli blev der ved en saadan Lejlighed aflagt Beretning om Silkeborgmødet, dels af Formanden, dels af Tillidsmændene. Fr. Ovesen talte varmt om Forbedringen i Syerskernes Kaar, og Fr. Anna Kirkegaard udtalte sin Glæde over
det rige Udbytte af Mødet i Silkeborg, samt en Tak, fordi hun var bleven valgt som Tillidsmand. Søster Ina ydede et udmærket Bidrag til Beretningen om Mødet.