« Tilbage til søgeresultaterne

Kunstudstillingen paa Charlottenborg.

« Se emneord

Om faa Dage lukkes Foraarsudstillingen, men forinden vil vi dog med nogle Linier mindes de udstillende Kvinder og den ærefulde Plads, de har vidst at tilegne sig blandt Malerne.


Blandt de dygtigste staar Bertha Wegmann med to Portrætter; hun er jo kendt af alle, der interesserer sig en Smule for Kunst; hende ved Siden staar Frøknerne Mundt og Luplau, den første med et Portræt, og et Genrebillede, der præsenterer hendes bekendte Børnetyper, og den sidste med et Par dygtigt gjorte Landskaber samt et Billede af Min Fader. Det er, det ser man straks, malet med stor Kærlighed, og gengiver alt det gode og milde og karakteristiske hos den gamle Præst. Fru Anthonore Christensen og Frøken Dohlmans Blomstermalerier var smukt repræsenterede, og Elisabeth Wandel havde en overraskende Mængde udmærkede Pastelbilleder, saavel Portrætter som Interiør. Men som den ypperste Repræsentant for de kvindelige Kunstnere staar dog Fru Anna Ancker; hendes vestjyske Begravelse, der er købt til den kgl. Malerisamling, er noget nær det bedste Udstillingen ejer; enhver der har set det, glemmer aldrig den ægte Følelse, der hviler derover, eller den Sandruhed hvormed det er malet i al sin simple Naturlighed.


Frøken Anna Petersens Under Gudstjeneste, Portræt og Interiør med den violinspillende Dame var alle virkelig gode Billeder, det sidstes Charme bestod dog væsentlig i den Stemning, der hvilede over Rummet og over hele den spillende Dames Person, medens „Under Gudstjeneste” fremviste saa gode Typer, malede med en Kraft og en Forstaaelse af det ejendommelige hos disse Mennesker, at det virkelig berettiger til at nære store Forventninger til denne Kunstnerinde.


Frøken Sofie Holtens store Billede var nærmest en Skuffelse; godt komponeret som det var, lignede dog „De Hellige gaar fra Kirke” mere Avtomater end levende Mennesker, de gik ikke, men stod ganske stille. Frøkenen, der tidligere har vist sig som en dygtig Kunstnerinde, har i Aar grundigt skuffet os alle, men forhaabentlig vil det vise sig til næste Udstilling, at hun har faaet Liv i sine Skabninger.


Det er en forbavsende Mængde Damer der møder dels med Landskaber, dels med Blomster; adskillige af Landskaberne er gode, i alt Fald er der adskillige af de mandlige Udstillere, der møder med det, der er værre.


Frøken Agnes Jensens Pastelportrætter var tiltalende og vidnede om god Opfattelse og dygtig Udførelse, og nogle Interiør udførte af forskellige kvindelige Kunstnerinder, var fint og godt udførte.


Blandt Skulpturarbejderne indtog Frøken Johanne Neibergs Biblis den fremmeste Plads; Frøkenen er Elev af Sinding, og efter denne Statue at dømme, en lovende Elev, hvem det er lykkedes Mesteren at indprente noget af sit Genis Aande. Johanne Betzonich har en Statuette i Gibs, Elna Borchs Portræt af en Fisker, Buste, og Agnes Luun en ung Moder med sin Førstefødte, modelleret i Voks.


Altsaa ogsaa her var Kvinderne værdigt repræsenteret.


Flere dygtige Kunstnerinder som Fru Slott Møller, Frøken Johanne Krebs, Frøken Edmée Frølich m. fl. havde foretrukket den fri Udstilling, hvorfor de savnedes her.


Det er et glædeligt Tidens Tegn at se, hvorledes Kvinderne Aar for Aar ogsaa blandt Kunstnerne bliver talrigere.



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Perioder