« Tilbage til søgeresultaterne

Forbud mod Kvinders Natarbejde

« Se emneord

Som meddelt i sidste Nr. havde »Kvin­delige Trykkeriarbejdere«, »Kvindeligt Ar­bejderforbund« og »D. K.s Københavns Kreds« indkaldt til et Protestmøde i An­ledning af Forslag til Forbud mod Kvin­ders Natarbejde. Studenterforeningens store, smukke Festsal var d. 16. om Af­tenen fyldt til Trængsel af en Skare inter­esserede Tilhørere, naturligvis overvejende Kvinder, men dog ogsaa en Del Mænd.

Formanden for D. K.s Københavnskreds, Fr. Øjenlæge Estrid Hein, bød velkommen og foreslog Fr. Typograf Mouritzen til Di­rigent, og nu fulgte Talerne Slag i Slag. Først omtalte

Fr. Louise Neergaard i korte Træk Sagens Historie, som sikkert er Bla­dets Læsere bekendt. Hun fremhævede, at Forbudet mod Kvinders Natarbejde kun er bleven indført, fordi Kvinderne ikke er blevet adspurgte eller hvor de som i Tysk­land først for nylig har faaet Forenings­frihed, medens de i de Lande, hvor Kvin­derne er forholdsvis vel organiserede, som i de skandinaviske, med Held har prote­steret mod at blive slaaet sammen med Børnene, som Lovgivningen særlig maa be­skytte.

Til de vrede Røster, der baade nu og 1899-1900 har lydt om »en vis doktrinær Kvindebevægelse«, der har bemægtiget sig dette Spørgsmaal og om »nogle københavn­ske Damer«, der af »kvindepolitiske Grun­de« protesterer, maa der svares, at de kvindepolitiske Grunde selvfølgelig fra D. K.s Side er Hensynet til Kvindernes Er­hvervsfrihed og hele økonomiske Stilling. D. K., der gennem 40 Aar bl. a. har ar­bejdet for Kvindernes Uddannelse til selv­stændigt Erhverv, har vundet Ret til og­saa at tage denne Sag op. Vi hævder Ret­ten til at protestere imod, at der vedtages en Undtagelseslov, der fratager voksne, sunde Kvinder Retten til selv at bestemme, paa hvilken Tid af Døgnet de vil søge hæ­derligt Erhverv.

Følgen af et saadant Forbud mod Nat­arbejde for Kvinder i Fabrikker vil blive, at det f. Eks. ogsaa forbydes dem at ar­bejde om Natten ved Telefon og Telegraf; de ærligste Tilhængere af Forbudet ind­rømmer ogsaa, at de ønsker Kvindernes Ar­bejdsfelt indskrænket. Kvinderne maa i stedse stigende Grad forsørge sig selv og ofte andre med, og Kampen for Brødet er haard nok uden at den yderligere bør van­skeliggøres. Det er betegnende for den mandlige Opfattelse af denne Sag, at en Mand har sagt, at Kvinderne ikke behø­vede at tage sig dette Indgreb i deres Er­hvervsfrihed nær. Nej, saa er Forslaget om, at Statens Tjenestemænd skal begræn­ses i Adgangen til Bierhverv, et ganske anderledes Indgreb i den personlige Frihed. Kvinderne vil rammes økonomisk, Forbed­ringen af Slægtens Sundhed vil rimeligvis blive lig Nul og Loven vil i dobbelt For­stand blive en Undtagelseslov, fordi Sam­fundet vil vedblive at tage Kvindernes Ar­bejdskraft om Natten i saadanne Fag, f. Eks. Sygeplejen, hvor de ikke kan erstattes med Mænd. Derfor protesterer vi mod et Særforbud.

Fr. Typograf Borgerrepræsentant Hen­riette Crone, der af Erfaring ved, hvor vanskeligt det er   at vække Kvinderne til samlet Optræden, fastslaar, at den store Forsamling, der er til Stede af Kvinder af de mest forskellige Sam­fundsklasser og Livsstillinger, er et Vid­nesbyrd  om Sagens Betydning,  at det er Selvopholdelsesdriften, der taler. Skønt en Modstander af  Samvirken  af Kvinder fra forskellige Samfundsklasser, finder Fr. C. det naturligt i dette Tilfælde, hvor Mænd af de mest forskellige Samfundsklasser og politiske Partier har samlet sig for at rette et Slag mod   Kvinderne.  Et Særforbud, som indskrænker Kvinders Adgang til Er­hverv, vil altid være et Overgreb, selv om det nok saa meget kaldes Beskyttelseslov. Jeg er en Tilhænger af, at Natarbejdet af­skaffes saa vidt gørligt, men ikke saaledes, at  man stiller Kvinderne paa  ulige Fod med   Mændene i  deres Ret til Erhverv, for saa rokker man ved So­cialismens  Grundpille,  Lighedsprincipet, der lige saa vel gælder Afskaffelsen af Køns- som af Klasseprivilegier. Den Sum    af    Lidelser,  som  Kvinder har maattet  udstaa  paa  Grund  af  økono­misk  Afhængighed,  kan   staa  Maal med hvad Arbejderne som Klasse har maattet lide fra sine Underkueres Side; derfor er  det naturligt, at vi Kvinder af alle Sam­fundslag har fundet hinanden til Værn om vor fælles Ret til Selverhverv.  Mine Me­ningsfæller mener, at det er Retten til at lade os udbytte, som vi vil beholde, men gennem  Natarbejdet  er  der  ingen  særlig Udbytning, da det er forholdsvis godt be­talt.  De   50 Kvinder, som  i mit Fag er beskæftiget med regelmæssigt Nat­arbejde, er sunde og friske, fordi   de faar en ordentlig Løn. Hvis Kvinder træn­ges ind i enkelte Arbejdsgrene, vil deres Arbejde misbydes i endnu højere Grad end nu, til Skade for Arbejderne og hele Sam­fundet; - Kvinderne   under  Fabrikloven har netop lært at organisere sig og Ten­densen gaar i Retning af at forlange sam­me Løn for samme Arbejde.

Loven drejer sig ganske vist kun om 314 Kvinder, og selvom de bliver brødløse, betyder det kun lidt samfundsmæssigt, men i Fremtiden skal naturligvis flere og flere Virksomheder drages ind under Lo­ven.

I Bilagene til Lovforslaget henvises til, at Natarbejdet vil virke opløsende paa Fa­milielivet, men er det mindre opløsende for Familielivet, at Moderen gaar paa Arbejde fra 6 eller 7 Morgen til 6-7 Aften end om hun som i det typografiske Fag arbejder højst 8 Timer om Natten. Hovedargumen­tet for Forbudet er Hensynet til Slægtens Sundhedstilstand. Men det kan ikke være gavnligt for en Kvindes Sundhed at jages bort fra f. Eks. det typografiske Fag med Maksimalarbejdstiden 8 Timer og en Mi­nimalløn af 19 Kr. og over i Hjemmear­bejdet, hvor der ved 12-14 Timers Ar­bejde ikke kan tjenes mere end 75 à 100 Øre om Dagen. Slægtens Sundhed er ikke saa meget betinget af paa hvilken Tid af Døgnet Arbejdet foregaar, som af under hvilke økonomiske Kaar den fødes og vokser op. I Sverige, hvor Loven er ind­ført, har dens Virkninger været Brødløshed for de fleste af Kvinderne. Flere Eksempler herpaa anføres.

Som Arbejderkvinde vil jeg slutte med at sige til mine mandlige Klassefæller, lad os ikke lave Kløft mellem de mandlige og kvindelige Arbejdere og lad os give hver­andre Haanden til Arbejdet for at skabe bedre sociale Kaar, saa alt Natarbejde af­skaffes. Kvinderne er ikke ivrige efter at arbejde om Natten, men faar vi Valget mellem Sult og Natarbejde, vælger vi det sidste, og det samme gør I.

Fr. Borgerrepræsentant Thora Knudsen

ønsker helst Natarbejdet indskrænket til saa ringe en Udstrækning, som mulig, men kan ikke gaa med til en Undtagelseslov for Kvinder paa dette Omraade. Den foreslaaede Indskrænkning af Kvindearbejdet fin­der sin Begrundelse i Natarbejdets skade­lige Virkning for Slægtens Sundhedstil­stand. C. 12,000 Hjemmearbejdere, hvor­af sikkert en meget stor Del arbejder om Natten - ikke at tale om Sygeplejerne - foruden de Kvinder, der er ansat ved Rengøringsarbejde i Remiser, Posthuse o. 1. kommer ikke ind under Loven, medens de 3 à 400 Fabrikarbejdere, som Loven vil ramme, vil tvinges over i Hjemmearbejdet, der er endnu usundere end Fabrikarbejdet. Hvis vi skal beskytte Slægtens Sundhed og Hjemmene, lad os saa faa en Beskyttelseslov for Mænd, som forbyder dem at nyde saa meget Alkohol, som Tilfældet nu er.

Den eneste berettigede Undtagelseslov for Kvinder er den vedrørende Svangerska­bet og Fødselstiden. Men Mændene kan ikke ene ordne Kvindernes Sager, kun Mænd og Kvinder sammen vil kunne kom­me Retfærdigheden nærmere, og det er det, vi skal tilstræbe.

Fr. Johanne Jensen, Formand for de kvindelige Glasarbejdere, rettede en kort og fyndig Appel til de tilstedeværende Ar­bejderkvinder om at stemme for den Reso­lution, som, naar Talernes Række var endt, vilde blive forelagt Forsamlingen.

Fr. Fabrikinspektør, Borgerrepræsen­tant Julie Arenholt fik derefter Ordet og paaviste, hvorledes Udviklingen har tvun­get Kvinderne ud fra Hjemmet, idet Indu­strien nu har overtaget en stor Del af det Arbejde, som tidligere udførtes i Hjem­mene, ud paa Arbejdsmarkedet ved Mæn­denes Side, og det er derfor vel værd at diskutere, hvorvidt myndige, arbejdende Kvinder ikke bør sidestilles med Mænd og ikke med Børn.

Loven vil beskytte de svage, men den trækker Skillelinierne fejlagtigt op; Lo­ven bør finde en Udvej til at beskytte den svage, hvad enten det er Mand eller Kvin­de. Det er nemt at erklære alle Mænd for stærke og alle Kvinder for svage Skabnin­ger, - men Nemheden købes paa Bekost­ning af Sandheden.

Loven vil beskytte den kommende Slægt ved at beskytte Slægtens Moder, men Lo­ven vil ikke svare til sin Hensigt saa længe den ikke under sine beskyttende Vinger ogsaa inddrager Slægtens Fader.

Man beskytter ikke Hjemmene ved at stænge en Del af Arbejdsmarkedet for Kvinderne. Det tvinger dem kun ind paa et Arbejdsfelt, hvor kun Kvinder virker og hvor som Følge heraf Lønnen er ussel. Den reviderede Fabriklov anviser intet Middel til at forhindre Kvinders Nat­arbejde, kun til at forhindre det, hvor det er bedst lønnet og mest hygiej­nisk. De konservative ønsker Forbudet bl. a for at binde Kvinderne til Hjem­met, men de glemmer, at uden Kvindens Arbejde udenfor Hjemmet vilde Mas­ser af Hjem være lagt øde. Kvinderne er traadt til som den regulerende Kraft, naar Manden var arbejdsløs. Og netop her ligger aabenbart Grunden til Socialdemo­kraternes Tilslutning til Forbudet. De mest revolutionære af disse ønsker denne Regu­lator fjærnet fra Produktionen; deres Til­slutning gælder Haabet om »en Skanse for hele Arbejderklassen i dens Kamp mod Udbytning«. Socialdemokraterne er berettigede til at frygte Kvinderne paa Arbejdsmarkedet, først og fremmest fordi deres Ar­bejde sælges billigere end Mændenes, men denne Frygt bør ikke omsættes i Fejghed, der giver sig Udslag i, at socialdemokrati­ske Mænd bruger deres Magt som politiske Borgere til at udelukke Kvinderne fra no­get Arbejde. - De bør derimod fortsætte deres gode, sunde Værk: gennem Organi­sation at lære Kvinden det urigtige i at underbyde Manden.

Der har lydt mange Haansord til Kvindesagskvinderne for deres Stilling til denne Sag.    »Overklassedamerne« protesterer mod en Lov, der slet ikke vedkommer dem, siges der. Men mange af »Overklasseda­merne« er arbejdende Kvinder, og vi har aldrig sat Skellet mellem os og Arbejder­kvinderne. Det sættes af Socialdemokraterne og opretholdes som et Kampmiddel, medens vi arbejdende Kvinder udenfor Socialdemokratiet har gjort, hvad vi kunde, for at slette det.

Kvindesagskvinderne har i mere end en Menneskealder kæmpet for en Forbedring af Kvindernes Kaar, og i deres Arbejde har de aldrig glemt de daarligst stillede Kvinder. Derfor har vi ogsaa nu Ret til at protestere, og vi anerkender ikke, at Sa­gen ikke vedkommer os. Den vedkommer os, fordi hvert Overgreb, der rettes imod Kvinder i dette Land, føles som et Over­greb mod os alle. Og for denne Solidari­tetsfølelse fortjener vi ikke Haan. Aftenens sidste Taler var

Fr. Redaktør Friberg fra Finland: Det er sørgeligt, at Kvinderne er nødt til at holde saadanne Protestmøder i det 20. Aarhundrede. I snart 50 Aar har nordi­ske Kvinder arbejdet for at hæve de uret­færdige Skillelinier, hvorefter Mændene fordum skrev Lovene, og dog - i dette for Kultur saa lovpriste Aarhundrede - be­laver man sig paa at slaa Kvinderne i Ansigtet med Loven.

I Finland er Spørgsmaalet ogsaa bræn­dende. - Vi har udsendt Forespørgsler til en Mængde forskellige Mennesker og Re­sultatet er: en stor Majoritet imod dette Forbud. - Disse Besvarelser vil sikkert være af Interesse ogsaa for danske Kvin­der, ligesom dette Møde for mig har været til stor Glæde og Oplysning. Jeg er som Kvinde stolt over at være til Stede her, stolt er jeg over den danske stærke Arbejder­kvinde, der modigt for sin egen og andres Ret endogsaa gaar imod sit eget Parti. - Tak for den Samfølelse, jeg har mærket her i Aften. Tak for det Indtryk, jeg ta­ger med til mit Hjemland.

Efter at Dirigenten havde paapeget det nødvendige for Kvinder i at opnaa den po­litiske Valgret, som det eneste sikre Værge, satte hun nedenstaaende Resolution under Afstemning. Den vedtoges med alle Stem­mer mod 2 Mandsstemmer og er senere indsendt til Regering og Rigsdag:

»Kvindeligt Arbejderforbund, Dansk Kvindesamfunds Københavns Kreds, Kvindelige Trykkeriarbejdere og Kvinder og Mænd af alle Samfundsklasser samlede til Møde den 16. Marts 1911 i et Antal af 1200 protesterer mod Vedtagelsen af den Indskrænkning i Kvindens Erhvervsfrihed, som er foreslaaet i det forelagte Fabriklovsforslags § 25. Samfundsforholdene har medført, at Kvinden i stigende Grad tvin­ges til at ernære sig selv og andre ved sit Arbejde. Det er ikke muligt ved Sær­forbud at beskytte hende mod Misbrug af hendes Arbejdskraft. Indskrænkning af hendes Arbejdsfelt vil kun bevirke, at hun tvinges til at sælge sin Arbejdskraft bil­ligere. Hensynet til hendes egen og hen­des fødte og ufødte Børns Sundhed kan saaledes ikke tale til Gunst for Særfor­bud, thi Sundheden fremmes ikke ved en Forringelse af hendes økonomiske Stilling.

Vi anmoder ærbødigst Lovgivnings­magten om at være lydhør for vor Pro­test. «

Det vellykkede Møde var til Ende. De tre indbydende Kvindeforeninger fortjener megen Tak for deres Arbejde. Det var ikke blot et Protestmøde mod Forbud mod Kvinders Natarbejde. Det var - uanset dets mulige Virkning paa Lovforslaget - et styrkende Bevis for, at Kvinder, naar det gælder, uden smaalige politiske Hen­syn finder Vej til hverandre.