« Tilbage til søgeresultaterne
Rosika Schwimmer og det internationale Kvinderaad
Det Angreb, Rosika Schwimmer i sin Artikel »Kvindebevægelsens Grænselinier« retter imod det Internationale Kvinderaad (I. C. W.), giver et ganske fejlagtigt Billede af dette, som »Kvinden og Samfundet«s Læsere ikke maa beholde. Først bør der protesteres imod den utilbørlige Maade, hvorpaa dette Overfald fremkommer. Rosika Schwimmer omtaler det Internationale Kvinderaad som »et ynkeligt Offer for Usamdrægtighed« og skriver, at det, »som frivillig stiller sig i Skranken for »Fremskridt med Moderation«, ikke er egnet til at forme Maksimalfordringer«. Da Artiklen ikke indeholder nogen ærmere Begrundelse af disse Paastande, saaledes at man kan vide, hvortil der sigtes, kan der derfor heller ikke være Tale om nogen egentlig Imødegaaelse. Følgende skal dog siges:
Det er ganske uberettiget at ville give det Udseende af, at I. C. W. lammes af Usamdrægtighed, selv om der - hvad der turde være uundgaaeligt hvor saa mange skal arbejde sammen - af og til har været Uoverensstemmelser mellem de ledende eller er fremkommen Kritik over Arbejdsmaader og Personer.
Paa Mødet i Canada 1909 var der f. Eks. et udmærket Samarbejde imellem de mange Udsendinge fra Alverdens Lande, adskillige Resolutioner blev vedtagne, nye Udvalg blev nedsatte og derved nye Opgaver tagne op, som der nu arbejdes paa ved Siden af de gamle i alle de Lande, hvor der findes Nationalraad, samtidig med at der gøres Forarbejder til det næste femaarlige Møde i Rom.
Som Rosika Schwimmers Artikel foreligger, faar man en Anelse om, at hun ikke har forstaaet den store samlende Ide, som er Grundlaget for I. C. W.s Arbejde. Fr. Schwimmer synes at tro, at det Internationale Kvinderaad er dannet for at samle dem, der dyrker de mest radikale Teorier om alt her i Livet. Hun synes ikke at kunne se, at vi netop ønsker at samle Kvinder af alle Klasser, Trosbekendelser og Nationaliteter for med den Vægt, som mange Millioner Kvinders Fællesoptræden giver, at kunne virke for alt, hvad der angaar Kvinders Stilling, Arbejde og Rettigheder i Samfundet. Hun ser ikke, at dette - med de mange forskellige Landes indbyrdes forskellige Livsvilkaar - ikke kan naas paa den af hende foreslaaede Maade, men netop i det store maa foregaa som »Fremskridt med Moderation«. At I. G. W. arbejder med bestemte Maal for Øje og ikke er bange for »Maksimal-Fordringer« ligger alene deri, at det allerede længe bl. a. har haft Udvalg for Kvinders Valgret for Fred og Voldgift.
For Nøjagtigheds Skyld skal blot bemærkes, at det ikke - som Rosika Schwimmer skriver - er Kvinderaadet i Tasmanien, men Kvinderaadet i Ny Zeeland, der har opløst sig.
