« Tilbage til søgeresultaterne
Folkeskolens Tilsyn
Den Betænkning, der er afgiven af den af Kultusministeriet under 11. December 1909 nedsatte Kommission angaaende Folkeskolens Tilsyn, har stillet Forslag om indgribende Ændringer i de nu gældende Regler for Kvindernes Arbejde i Skolen og deres Deltagelse i Styrelsen af og Tilsynet med den offentlige Skole, Ændringer, hvis Gennemførelse D. K. i en Aarrække har arbejdet for.,
Som bekendt er Kvinderne efter den nu gældende Lovgivning udelukkede fra Ansættelse i Første- og Enelærerembeder paa Landet og de overordnede Lærerembeder i Købstæderne. Med Hensyn til deres Adgang til at vælges i Skolekommissionerne er Forholdet det, at efter Lov af 29. Marts 1904 § 15 kan Enker, der have undervisningspligtige Børn, vælges til Medlemmer af de i denne Lovbestemmelse omtalte udvidede Skolekommissioner paa Landet, og efter at der ved Lov om kommunale Valg af 20. April 1908 er givet Kvinderne kommunal Valgret og Valgbarhed, kan de vælges ind i Skolekommissionen, naar de i Forvejen er Medlemmer af Kommunalbestyrelsen.
Efter Kommissionens Forslag vil Kvinder faa samme Adgang som Mænd til at blive Medlemmer af Skolekommissionerne og de nye Skolenævn, der foreslaas oprettede som et særligt Forældretilsyn med den enkelte Skole. Forslaget giver ogsaa Kvinderne Adgang til at blive indvalgte i de overordnede Skolemyndigheder, Skoledirektion og Skoleraad.
Forslaget indeholder endelig den for Lærerinderne meget vigtige Bestemmelse, at de kan ansættes i Førstelærerembeder paa Landet og i de overordnede Lærerembeder i Købstæderne, altsaa Overlærer-, Skoleinspektør- og Skoledirektørembeder. Det fremgaar af Betænkningen, at Kommissionen særlig har tænkt paa Lærerindernes Adgang til at blive Overlærer ved Skoler, der i alt Fald paa de højere Klassetrin udelukkende omfatter Pigeklasser. Naar Kommissionen ikke har ment at kunne give Lærerinderne Adgang til Ansættelse som Enelærere paa Landet, da skyldes det udelukkende praktiske Grunde, navnlig Hensyn til Disciplinens Overholdelse og Gymnastikundervisningen med Drenge indtil Konfirmationsalderen.
Kommissionen, hvis Forslag ikke omfatter det københavnske Skolevæsen, har, som det fremgaar af det anførte, paa alle væsentlige Punkter givet samme Ret for Kvinder som for Mænd, og det er da ikke uden Interesse at lægge Mærke til, at Kommissionen bestod af 22 Mænd og l (een) Kvinde. - Vi tør derfor haabe, at Rigsdagen, - skønt den bestaar udelukkende af Mænd - lige saa smukt som Kommissionen vil vide at tage Hensyn til Kvindernes berettigede Interesser.