« Tilbage til søgeresultaterne
Tanker til Eftertanke
III
Dansk Kunstflidsforening.
Det er et stort og vanskeligt Spørgsmaal, som berøres i Artiklen i Nr. 8, vanskeligt af to Hovedgrunde. For det første har Danmark ikke en gennem Tiderne vedligeholdt og stadig levende Folkeindustri, (Volkskunst, som det kaldes paa Tysk). Alt skal med Anstrengelse kaldes til Live paa Ny, efter at Maskindriften havde tilintetgjort det. For det andet er Danmark ikke, som f. Eks. vort Søsterland Norge, noget egentligt Turistland, saa Afsætningen er ringe. Færdige Haandarbejder sælges vanskeligt, Kunstvævning saa godt som ikke. Sendes Arbejderne til Udlandet, er de heller ikke lette at sælge, da de Priser, Udøverne selv ansætter, er saa høje, at der umuligt i Verdensbyerne kan konkurreres med de russiske, dalmatiske, ungarske o. l. Ting, hvis Priser er forbløffende billige. Kun i Amerika er der maaske en Fremtid, naar den nuværende Indførselstold af 60 pCt. bliver nedsat.
Der findes flere Institutioner, som virker til Fremme for kvindelig Kunstflid, f. Eks. Dansk Kunstflidsforening, St. Kongensgade 55, København, som under Dronningens Beskyttelse dels arbejder for sine Medlemmer (ca. 600, 3 Kr. aarlig) ved at deltage i udenlandske Udstillinger med Salg, dels ved at give billig og gratis Undervisning, særlig til unge udenbys Haandgerningslærerinder og Broderiforretningsdamer. Foreningen har saaledes et 4 Mdr.s Sommer-Frikursus for 8 à 10 Elever fra vore Bilande og et lignende 4 Mdr.s Vinter-Frikursus for Elever fra vore Provinser, ved hvilket Fru Jutta Bojsen-Møller elskværdigst bistaar Styrelsen med at besætte Pladserne. Da det er Foreningens Formaal efterhaanden at blive det Centralpunkt i København, hvor de haandarbejdende Damer fra Provinserne søger hen for at faa dels Belæring, dels solidt og billigt Materiale og gode Mønstre efter nationale Tegninger, og hvorfra sendes Arbejdsplaner, Prøver og Oplysninger overalt efter Opfordring. Foreningen afholder i September paa Charlottenborg en Aarsfest og Udstilling af Medlems- og Elevarbejder, hvor Dronningen egenhændig uddeler Hædersdiplomer og Præmier.
Imidlertid er Æmnet saa stort, at det kræver større Midler end Kunstflidsforeningen raader over, at frembringe et virkeligt Opsving med Storsalg og Udførsel af dansk Folkeindustri. Dette kan kun ske gennem Dansk Husflidsselskab, som oppebærer et aarligt Statstilskud af 30-40,000 Kr. til Fremme af denne Sag. Det Beløb er hidtil, fraset Askov Væveskole, blevet anvendt til mindre Husflids-skoler rundt i Landet, hvor Eleverne nærmest har lært at udføre Nyttegenstande uden noget kunstnerisk eller nationalt Præg. Man har ikke taget Eksempel efter Norge, hvor »Norsk Husflidsforening« med et lignende Statstilskud - men ganske vist med en frodigere Jordbund
- har skabt en Virksomhed med Filialer over hele Landet og en Aarsomsætning paa 2 à 300,000 Kr., udgaaende fra Udsalget i Christiania, hvis Varer bestaaende af Udskæringer, Vævninger, Uldgarn, Legetøj, Kurve m. m. alt er efter gamle Folkemønstre. Salget gaar saa rask, at Beretningerne siger, det kniber med at efterkomme Bestillingerne, og at Fattigbyrden stadig formindskes i de Sogn, hvor Folkeindustrien dyrkes mest.
Saa vidt jeg har erfaret, er der nu Bestræbelser oppe for at gøre noget lignende ud af Dansk Husflidsselskab og derefter under eet at samle alle Institutioner, der har med Folkeindustri at gøre, for at de kan faa et fælles Udsalg, hvis Varer alle har et folkelig kunstnerisk Præg. Maatte det blot lykkes. Skal vor gamle haandgjorte Folkeindustri vaagne til Liv igen, maa det nærmest blive gennem Kvindernes Arbejde, og man maatte glæde sig, hvis dette kunde blive paaskønnet og derved blive udøvet under gunstigere Betingelser end nu.
