Hilsen til det internationale Kvindevalgrets-Møde i Stockholm

Jeg har været der i Drømme,

Staaet højt paa Bjærgets Tinde,

Lysets Kilder saa jeg rinde,

Og de gyldne Skyer svømme.

Solen hævede Monstransen,

Taagen sank i Bjærgets Rødder,

Smilende for mine Fødder

Verden laa i Morgenglansen.

Og saa langt, som Øjet spænder,

Gennem Jordens Sorg og Glæde

Vandt sig lysende en Kæde

Og dens Led var Kvindehænder.

Og jeg hørte Hymnetoner;

I et Kor fra tusind Struber

Steg de op af Mørkets Gruber:

»Hil Dig, Kvinde, som forsoner!

Der stod en Kvinde paa Sverigs Jord,

Saa ud over Tidens Ve;

Hun lagde om Nordens Riger en Snor,

Tvunden af Strænge tre.

Nu mødes Kvinder paa samme Grund,

Flokkes ad Vej og Sti;

De lægger en Snor om Jordens Rund,

Af Strænge vel to Gange ti.