« Tilbage til søgeresultaterne
Moderlighed
Den er Fremtidens Sag, den er Slægternes
Sag,
favner Jorden, som Himmelens Hvælv;
ti, vi løfter vort Barn mod den gryende
Dag,
faar vi Lov til at løfte os selv.
(Gyrithe Lemche).
Saadan har en forstaaende Kvinde skrevet, og det er baade sikkert og sandt, at intet godt eller stort nogentid blev øvet i Haandens eller Aandens Verden uden, at den frigjorte selvstændige Personlighed var Grundlaget, enten det saa gjaldt Kvinder eller Mænd. Underligt lyder det da, naar Talen er om Kvindens Menneskeret og Deltagelse i det offentlige Liv, at man da atter og atter kan høre den Indvending, at det saa vil komme til at gaa ud over Børnene og Hjemmet, forringe Kvindens Værdi som Hustru og Moder o. s. v.
Meget fint og godt er der talt og skrevet om Moderlighed. Digteren har Ret, naar han synger: »Ej Sjælen lyser, ej Hjertet dugger, som, naar Dit Barn under Bøn Du vugger«. Det, at være Moder, kalder altid paa det dybeste og stærkeste i en Menneskesjæl. Men, - ingen, selv den største kunde nogentid give mere, end hun selv ejede. - Det, at have født et Barn til Verden er ikke saanær altid det samme som at være en ret Moder i Aand og Sandhed. En Følelse, selv den dybeste, er nøje rodfæstet til den Personlighedsgrund, hvori den vokser, og den kræver en sund Udvikling og Vækst for virkelig at kunne blive stærk og trofast.
I vore Dage, hvor Idéen, som oftest bliver staaende ved Sejr for et eller andet socialt økonomisk Program, trænger vi, og vil komme til at trænge endnu mere til at mindes, at Personligheden, Aandslivets Vækst og Indhold er det, som giver enhver Kamp og Sejr sin egentlige Betydning.
Kampen for Magt, Misbrugen af Magt er det, som særtegner al Despoti. Denne despotiske Tankegang sidder dybt hos os alle, den kendes paa, at vi saa gerne sætter Magten i Rettens og Retfærdighedens Sted, og da er Friheden indefra lænkebunden. Denne Frihed, hvis første Bud lyder: Hvad Du vil, andre skal gøre imod Dig, det maa Du ogsaa gøre imod dem. Var, og er der ikke saamange Mødre, hvis første Tanke var den: Et godt Levebrød, alt dette kønne udvortes, der er gode Ting, naar det bruges ret, men bliver til Fortræd, naar det skal være Hoved tingen!
Alle gode Kræfter givet fri, gennem en forstandig Opdragelse, det er Maalet, og den almindelige Valgrets Idé. Da vil Ansvaret lægges paa den enkelte, ogsaa, og især, naar det gælder at tøjle og tæmme Ondskaben, Dumheden og, hvad det nu hedder altsammen.
I denne Kamp vil der kræves en Forstaaelse og Indsigt af Moderen, som aldrig før. Er der nogen, der har nødig, at tænke og ville klart og selvstændigt er det hende, der, som Mandens jævnbyrdige Medhjælp, skal danne og præge Hjemmet, hvor den nye Magt skal vokse op. Det Hjem, hvor Datteren saavel som Sønnen, er en fuldmyndig Borger, der fik fuld Menneskeret, som Vuggegave.
Der er saameget uselvstændigt i Tankens og Hjertets Verden, saa meget let og løst, naar det gælder at være trofast og stærk, altsammen, fordi Personligheden ejer saa lidt Kraft og Udvikling, aandelig talt. Enhver Mand, der agter og elsker sin Moder, Hustru og Dater, maa gøre alt for at give hende Ret, og gøre hende fri. Er hun da et Menneske med Hjerte og Vilje paa rette Sted, da vil hun, som Moder staa anderledes stærk i Hjemmet, i Samfundslivet, Skolen og Kirken. Retfærdighed kan kun ville:
Lige Ret for Mand og Kvinde,
rig og fattig, Folk og Drot,
Læg og Lærd, men ingensinde,
lige Ret for ondt og godt.
(C. Hostrup).
Mellem ondt og godt skal Skellet sættes, men - det Skel sættes kun af den sunde, ideelle Personlighed. Den, der gror i de gode Hjem, vokser i Skolen for Livet, skaber den Ægthed og Ærlighed, der er i nøjeste Pagt med selve Fremskridtet til enhver Tid og i ethvert Samfund.
Baardesø, i Juli.
