« Tilbage til søgeresultaterne
Lidt om Mrs. Gilmans Theorier
(Sluttet).
Husfruens Indre er en Blanding af Fakta og Følelse, der er uforholdsmæssigt udviklet og derfor usund. Den første Følge af det bestandige Liv i Hjemmet er, at Personligheden stilles for meget i Forgrunden. Hjemmet er et Drivhus for personligt Føleri; Kærligheden bliver dèr overordentlig stærk, ofte sygelig.
Manden tror, han synes om denne Kvindetype; han nægter bestemt at tænke sig nogen anden, og alligevel har hans almindelige Utilfredshed i hendes Selskab været noget, Iagttagere til alle Tider har drøftet. End ikke Hvedebrødsdagene gaar nu fri. Vittighedsbladet »Punch« havde et trist Billede af et nygift Par, som paa deres Bryllupsrejse sad trætte og kede paa en Bænk. »Vilde Du ikke ønske, en Ven kom gaaende?« spurgte hun. »Jo, endog en Fjende,« svarede han.
Mænd siger, at kvindeligt Selskab er trættende og kedeligt, at Kvindekønnet er »kedeligt og dumt«. Det er ikke saa, men deres Mangler skyldes, at de er bundne til Hjemmet. Hun har ingen andre Kammerater end sin Mand; han skal være »hele Verden« for hende; men der har aldrig eksisteret en Mand, der kunde erstatte Verden. Manden behøver en Hustru - og har hende; han behøver ogsaa Verden - og har den. Konen behøver Manden - og har ham, men hun behøver ogsaa Verden - og har Manden i Stedet. »Hvad andet skulde hun behøve,« siger han forbavset, »jeg elsker hende og er god imod hende; hun har Børnene, og hun har mig, hvad andet skulde hun behøve?« Hvad andet trænger han til? Han har hende, Hjemmet og Børnene, er det ikke nok? Nej, han trænger til at bevæge sig frit imellem Mennesker, være i fuld Virksomhed - og det samme gør hun.
Men fordi hun ikke kan, fordi han staar hende i Verdens Sted, kræver hun, at han skal tilfredsstille hendes tilintetgjorte menneskelige Følelse. Hun ved ikke, hvad der fejler hende, men tror, at han ikke elsker hende nok, og blev han bare hjemme, vilde hun være tilfreds.
Ingen Mænd kan sætte sig ned og elske aktivt 8 Timer i Døgnet. Han elsker hende den hele Tid paa en fuldkommen sund og fornuftig Maade, men han har ogsaa andet at gøre.
Dersom Kvindens menneskelige Side var fuldt udviklet, vilde hendes feminine Side ophøre at være overudviklet. Dersom hun fik sin rimelige Del i Verdenslivet, vilde hun ikke vente af sin Ægtemand, at han skulde erstatte hende hele Verden - hvilket er ganske umuligt for ham.
I Almindelighed har Manden faaet Skylden for Klagerne over Ægteskabet, dets Latterliggørelse, Strid, Brud, Misligheder. Kunde det ikke tænkes, at der var en eller anden væsentlig Fejl ved Kvindens, den ligestillede Faktors, Stilling?
Jeg maa endnu en Gang bestemt udtale, at det rette og sande Hjem, det nødvendige, rigt udviklede Hjem er helt ud godt. Det er en skøn Begyndelse, en bestandig Hjælp og en god Afslutning paa Livets Arbejde. For det personlige og fysiske Liv er det tilstrækeligt, men ikke for det sociale. I Egenskab af Menneske er det vor væsentligste Pligt at befordre sociale Fremskridt.
Det primitive Menneske ejede ingen Samfølelse; saa vaagnede Mandens Lyst til at drage ud paa Jagt, i Krig; for at hæmme den, var Hjemmets Tiltrækning nødvendig, og Kvinden var den store, dragende Kraft, - og til sidst besejredes Krigeren, han blev bunden til Ploven. Men for at frembringe de Rigdomme, som Hjemmet kunde forbruge, begyndte han sammen med andre paa industrielle Foretagender. Alt Samfundsliv er bygget paa det heldige Udfald af Medlemmernes Fællesvirksomhed - snarere end paa Antallet af deres Familier. Den Samfundsfølelse, som vor Civilisation og de sociale Fremskridt hviler paa, er ikke opstaaet i Hjemmet; den er tvertimod bekæmpet af det. De sociale Forholds væsentlige Magt ligger i deres Overførelse fra den enkeltes til de manges Fremskridt. Men de eneste Egenskaber, Verden ikke udvikler, som den burde, er den sociale Intelligens, klog, kraftig Handledygtighed og Samfundsaand. Samfundsbevidstheden har været standset i sin Udvikling, ellers vilde Byerne ikke have tæret paa sig selv, ligegyldige for Smuds, Sygdom og Forbrydelse, kun nydende deres fysiske Velvære.
Hvis en Operation pludselig gav nyt Lys til den i saa lang Tid formørkede offentlige Hjerne, vilde vi føle Rædsel ved Tanken paa de svundne Aar, men ikke Haabløshed - for Samfundet er udødeligt.
En af Hindringerne for Samfundsudviklingen er altsaa Trykket fra de forældede Hjem. Vi indrømmer villigt, at Hjem som de kinesiske og tyrkiske kan lamme en Nation; vi er endogsaa naaede til at indse, at Kvindens Stilling i et Land er en god Maalestok for dets Udvikling. Er det da saa vanskeligt at indrømme i det mindste Muligheden af, at vore Kvinders Stilling, vore Hjems Natur kan have nogen væsentlig Indflydelse paa vor sociale Vækst? Vi forlanger ikke, at Hjemmet skal udryddes, lige saa lidt som vi forlanger, at Kvinderne skal udryddes - men vi maa forandre deres Livsforhold.
At det kun er Manden, der er naaet helt frem til social Udvikling, gør, at den stillestaaende Kvinde bliver urolig, misfornøjet, nervøs. Jo mere Samfundet gaar frem, des mindre kan hun finde sig i sin gamle Indestængthed. Og denne forældede Maade at tjene Familien paa, er ikke til Familiens Bedste.
En Mand tjener sin Familie bedst ved at gaa ud og tjene andre i et enkelt specialiseret Arbejde. Tjener en Kvinde det bedst ved at blive hjemme og med sine 2 Hænder gøre alt, hvad hun kan - eller ved at udvikle sin Moderlighed som Manden har udviklet sin Faderlighed - og skænke sin Familie de samme umaadelige Fordele, som han har givet den? Kan det bevises, at Kvinden udretter mest ved at blive i Hjemmet? Hvorfor er det, som er saa aabenbart urigtigt for en Mand, anset for at være rigtigt for en Kvinde?
Hjemmet er en Hindring paa Grund af sine uhyre Udgifter; fordi det derved gør det daglige Livs fysiske Fornødenheder til en Byrde for Menneskeslægten. 90 % af Verdens kvindelige Energi bruges til møjsommeligt at sørge for den enkeltes legemlige Behov, og de 10 % forudsættes ikke at gøre andet end have Tilsyn med disse samme Arbejder og flagre omkring til unyttige, selskabelige Fornøjelser. –
At ødsle saadan med den halve Verdens Kraft, hæmmer den menneskelige Udvikling. Den hjemmebundne Kvinde er en Hemsko paa den hele Verden. Gør en Forandring heri! Lad Kvinden staa paa egne Ben som en fri, intelligent, ædel, menneskelig Skabning, og læg de stakkels forældede »hjemlige Industrigrene« ind i Fortidens historiske Arkiver, og lad god moderne Industri indtage deres Plads. - Naar Vand og Belysning saa helt ud er en Samfundssag, hvorfor er man saa bange for et lignende Fremskridt m. H. t. Madforsyningen? »Det hellige Spiseritual« forrettes fremdeles i Hjemmets Allerhelligste, men den én Gang lige saa hellige, sidestillede Kogekunst forsvinder mere og mere derfra. Endnu vil man længe tro paa Nødvendigheden af denne Spisning i Hjemmet, men det er dog en Kendsgerning i den arbejdende Verden, at næsten alle Mænd midt paa Dagen indtager et fælles Maaltid, og i de senere Aar tiltager denne Skik, saa man ser Mænd, Kvinder og hele Familier indtages deres Maaltider sammen med andre - og Spisekvarterernes udmærkede Beskaffenhed stiger i Forhold.
Vender vi os til den anden vigtige, hjemlige Industrigren, Barneplejen, ser vi ogsaa lovende Tegn paa Bedring. De velstillede forlanger en »uddannet Barnepige«, og for den fattige Befolkning gør Vuggestuer og Asyler udmærket god Nytte.
- Lad os en Gang tænke os Kvinden i Arbejde udenfor Hjemmet. »Hjem! naar Kvinderne er ude! en Umulighed!« Ja, hvis Hustruen aldrig var hjemme, vilde det intet Hjem være; men vilde Hjemmet forsvinde i Luften, om hun var fraværende, mens Faderen var ved sit Arbejde og Børnene i Skole? Kan det gøre en Mand urolig, at Hustruen har passende Beskæftigelse, naar Børnene er i Skolen?
To »praktiske Hindringer« stiller sig i Vejen: 1) det huslige Arbejde og 2) de Børn, der er under Skolealderen. Det huslige Arbejde forsvinder hurtigt, idet det gaar over i faglige Hænder, og saa har de ledige Kvinder kun én Undskyldning - de ganske smaa Børn. Dette er en meget vægtig Undskyldning. Kræver Barnets Vel hendes stadige Tilsyn, maa hun forblive i Hjemmet. Men - vore Hjem er ikke planlagte eller indrettede for Smaabørns Bedste; og den isolerede, hjemmebundne Moder er ikke skikket til at opdrage dem paa rette Maade. Det Kendskab, vi har til
smaa Børns gode Pasning i Dag-Plejehjem, viser et langt bedre Resultat m. H. t. deres Sundhed og Tilfredshed. Et lille nyfødt Barn fører en langt lykkeligere, sundere, roligere Tilværelse, naar det passes af en flink, uddannet Plejer, end naar det kommer bort fra disse dygtige Hænder, og den lille overlades til den unge, uerfarne, ængstelige Moder. »Men Plejeren elsker ikke Barnet,« indvender man kraftigt. Naa, ja, hvad saa? Kan ikke Moderen elske det, og Plejeren passe det?
Dette er med faa Ord den hele Sag. Moderen skammer sig ikke for at ty til Doktoren, naar Barnet fejler noget; hvorfor skulde hun saa kraftigt nægte at benytte sig af lige saa dygtig Hjælp i de første 5 Aar af Barnets Liv? De Aar, i hvilke den klare Dødelighedsstatistik tydeligt aabenbarer hendes Udygtighed.
Dette medfører store Forandringer baade i vore Forestillinger om Hjemmet og i vor materielle Omsorg for det. Hvorfor ikke? Vækst er Forandring, og her er Trang til Vækst. Langsomt, gradvis, ved uafbrudte Forsøg skal vi nok finde ud, hvordan vi skal møde de nye Krav. Forsøg gøres for Tiden i alle Samfundsklasser.
Manden og Kvinden i Fællesskab, bægge befriede for det meste af den personlige Omsorg, vil være bedre i Stand til at erkende store, sociale Krav og møde dem.
Ethvert nyt Slægtled af Børn, som er sundere fra Fødslen af, bedre opfostret, og som faar udviklet alle sine Evner fuldt ud, vil tilføre Verden en bestandig voksende Strøm af Lykke og Kraft.
Da skal man se Samfundet gaa frem. Naar Pligtfølelse, Ærefrygt og Kærlighed i Sandhed overføres til den Verden, vi lever i, vil dette have sin naturlige, uundgaaelige Indflydelse og til sidst gøre Verden til vort Hjem. _________
Saa vidt Mrs. G. Trods hendes bestemte ofte gentagne Udtalelse om, at hun ikke vil tage noget godt fra Hjemmet, men tvertimod gøre det bedre, har man noget svært ved at tro paa det absolut gode Resultat af alle disse radikale Reformer. En Del kan man underskrive, og man kan istemme hendes Ønske om, at det daglige store Maskineri med Mad, Opvask, Rengøring o. s. v. maatte kunne gøres enklere, men man kan ikke lade være med at synes - for at slaa ned paa Bogens svageste Punkt - at det vilde være bedre for Børnene, Hjemmet og derigennem Samfundet - saa vist som Samfundet er og bliver, som Hjemmene er - om Moderen, i Stedet for at overlade Barnet i dets første 5 Aar til en Plejer, »som passer det, men ikke elsker det«, selv lærte Barnepleje og Pædagogik, saa Barnet og hun kunde blive sammen, at deres indbyrdes Forhold ikke skulde tage Skade - maaske for Livet - ved de 5 vigtige Aars Adskillelse. Man synes, at for store Værdier gaar tabt for begge Parter, for Moderen, ved at hendes Kærlighed til Barnet ikke faar Lov til at være aktiv, for Barnet, det lille Skind, ved at skulle undvære Kærlighed sine 5 første Leveaar.
Jeg skulde være tilbøjelig til at tro, at for Samfundets Skyld vil det være godt at holde fast paa noget af »det fæstnede Hjem, det værdige Hjem, det traditionsrige Hjem, en Borg at bo i, fordi det hjælper til at give Fodfæste igen, naar Ligevægten glipper« *), og ogsaa Pietet er Tegn paa Sundhed.
*) Frode Sadolin: Nervehelse.
Red. modtager gerne Indlæg i denne Sag.
