« Tilbage til søgeresultaterne
Undervejs
Dansk Kvindesamfunds Efteraarskampagne er endt. - Jeg sidder i Toget fra Nykøbing til København med den behagelige Bevidsthed at have faaet de medbragte Resolutioner vedtagne enstemmig, - thi hvorfor bedrøve det venlige Maribo med at nævne den enlige Mandsstemme, som forsøgte en Protest, som druknede i Latter? Lad os haabe, han ikke kom Byen ved. –
Turen hjem er lang, men jeg har Læsning med, som jeg paa hele Rejsen ikke har haft Tid til at beskæftige mig med. Lad os se, - der er nu først en Kronik i »København« af cand. polyt. Ragna Schou; ja, hende plejer jeg jo gerne at være enig med; rigtignok udtalte Hr. Postassistent Schou sig paa Fællesmødet i Horsens 1906 stik imod mine Anskuelser meget kritisk om Dansk Kvindesamfunds husholderiske Virksomhed, men jeg har al Anledning til at tro, at Fru cand. polyt. Schou ikke delte denne hans Opfattelse baade efter hendes Artikler i »Samfundets Krav« og hendes Artikel nu her i »København«, fremkaldt af Fru Hørup-Nielsens Udtalelse i Politikens Kronik: »Om 50 Aar vil det blive regnet for en Skam for en ung Pige at gifte sig, før hun kan forsørge sig selv.« Fru Ragna Schou indvender herimod, at enhver ung Pige, som tilfulde kan paatage sig Husmoderens Pligter, kan i fuldt Maal forsørge sig selv enten som Husmoder eller som Husmoderens Stedfortræder, hvis der er andre Opgaver, som egner sig bedre for dennes specielle Evner; thi Kvinder fødes jo ligesom Mænd med forskellige Evner. Disse Ord er ganske talte ud af mit Hjerte; Kvindesagens Opgave er ikke at fordrive Kvinderne fra Hjemmets Gerning ved at lære dem Foragt for den, men at faa denne Gerning lagt i Hænderne paa de dertil bedst egnede og samtidig give de Kvinder, hvis Evner gaar i Retning af andre Opgaver, Adgang til at faa dem rettelig anvendte. Den komunale Valglov har allerede ved at tilkende den gifte Kvinde Stemmeret paa samme Betingelser som Mænd anerkendt det Princip, at Kvindens Arbejde i Hjemmet er hendes Del af Forsørgerbyrden, ligesom med Mandens udenfor Hjemmet, og herved er Kvindesagen bragt ind i det rette Spor, som før eller senere vil føre til fælles Raadighed baade over Fællesboet og over Fællesbørnene. Det er naturligvis fristende, siddende ved sit Skrivebord, at udkaste Fremtidsperspektiver paa 50 Aars Sigt, men det er nu engang ikke ved Skrivebordet, hverken at den socialistiske Stat eller Kvindernes Fremtidsstat konstrueres; man maa leve sig til dem begge, og Udviklingen er ikke et Eksprestog, - den maa smukt gøre Holdt ved alle Stationer.
Toget, jeg sidder i, gør ogsaa Holdt, ligesom jeg er naaet til følgende Ord af Fru Schou: »Nej, lad os Kvinder paa dette ene Punkt være egoistiske og lade Mændene beholde alt det uskønne og utiltalende Arbejde, og lad os være Mændene taknemlige for, at de vil gøre det for os og ovenikøbet helst ikke vil se os deri.«
- Men, hvad er nu det? Har den muntre Fru Gad taget Pennen ud af Haanden paa den ellers saa alvorlige Fru Schou?
- Jeg kaster ganske tilfældig Blikket ud af Vinduet. Sandelig, gaar ikke der ude paa Marken nogle unge Kvinder og stritter reventer talt Møg omkring sig med store Grebe, mens længere henne en af Skabningens Herrer kører bort efter et nyt Læs, hvis Indhold Kvinderne kan faa Lov til at gøre nærmere Bekendtskab med. Og gennem det andet Vindu, - ser jeg ikke dér en Flok Kvinder ligge og rode i Jorden efter Kartofler, aabenlyst »for alles Blikke«, med deres upraktiske Skørter slæbende efter sig, mens Skabningens Herre har paataget sig den langt elegantere Bestilling at gaa bag efter Hestene i Plovfuren og vælte Jorden med Kartoflerne op! Men Fru Schou er jo, ligesom Emma Gad, Københavner, - hun har naturligvis slet ikke tænkt paa Landet. Javel, men hvem er det, som ved Vaskeballerne tager, hvad man folkelig kalder, Skidtet efter Mændene? Hvem er det, som »for alles Blikke« paatager sig Nedbæringen af visse Spande? Hvem er det, som paa Hospitalerne skurer og skrupper og løber med Bækkener, for ikke at tale om andre endnu uappetitligere Bestillinger? Ja, hvem er det endelig, som af Kommunen har faaet tildelt den samfundsnyttige, men vist ret »utiltalende« Livsgerning, at - rent ud sagt - lusse Skolebørnenes Hoveder? - Selvfølgelig Kvinderne. Ganske vist de Kvinder, som tjener deres Brød; men Fru Ragna Schou kan da vist ikke som god Demokrat have ladet disse ganske ude af sin Betragtning og alene tænkt paa de »Krukker«, »Pjanker« og »Dorther«, som promenerer deres Tøndebaand paa Asfalten, og til evig Skam for vor gode By tituleres »Københavnerinder«.
Men, hvad er det dog for Udtryk, som løber mig i Pennen? »Krukker«, »Dorther« -------hvor har jeg dem fra? Aa, nu husker jeg det. Det er jo det lille Asfaltblad-------»lad os endelig være barmhjertige og ikke nævne Navne« -, som en god Ven stak mig i Haanden i Nykøbing. Dansk Kvindesamfunds Københavnskreds har jo nemlig nu igen dummet sig og talt om Forsagelse - ligesom dengang i 1887. At denne fortræffelige Forening dog aldrig kan lære, at dette Ord virker paa en vis Type af Mænd som en rød Klud paa en Tyr og lægger dem Ord i Munden, som de aldrig med Agtelse for sig selv og deres Blad ellers vilde bruge. Men, tænk ogsaa, hvad det vil sige for en ung, bedre vant Herre af Pressen, om Dansk Kvindesamfund og andre Kvindeforeninger førte Forsagelsestanken videre og indbød deres Referenter til Fællesspisning paa Frikadeller og Lobeskovs! Jo, det lille Asfaltblad skal have Lov til at give sin Ærgrelse frit Løb; og selv om det skulde finde paa at gøre Alvor af sin Trudsel og nægte Dansk Kvindesamfunds forsagende Medlemmer politisk Valgret, saa gør det heller ikke noget, thi vi »Herrer Kvinder« har forlængst lagt af »at acceptere ethvert Tosse ho’de, naar det bare raaber: Leve den hellige Kvindestemmeret!« og et hvilket som helst Blad, der vifter allernaadigst med Kvindernes Valgret paa sit Partis Program. Der skal mere til. Det Parti, som vil have Ret til at kalde sig vor Ven, maa først krybe igennem det Naaleøje, som hedder: Politisk Forsagelse med Hensyn til egne Ønsker.
Men, nu skimter jeg Roskilde Domkirketaarne, og jeg griber hurtig det sidste Papir, jeg har medbragt som Læsning paa Rejsen. »Vor Tid«, kalder det sig, »Organ for den danske Ungdom«, og har foresat sig »at hejse Idealets Fane til Lykke for vort Folk«. I Sandhed en smuk, men ikke enestaaende Bestræbelse. Der flages for Tiden med Idealets Fane ligefra Skagen til Gedser. Men mulig »Vor Tid« har været saa heldig at finde den rigtige Idealets Fane; lad os læse den Artikel, hvormed Bladet slaar sin Tone an. »Hvorfor -?«, bærer den som Overskrift, og vil gerne have at vide, hvorfor i vore Dage saa mange Ægteskaber er saa uharmoniske. Selvfølgelig: »Kvindeemancipationen o. s. v. o. s. v.« - Men, Herregud! Alt det har vi jo læst de hundrede Gange før. Er det virkelig Hr. cand. pharm. Ravnholts Mening, at vi skal tage Kvindediskussionerne fra Firserne op igen, glemme alt, hvad der ligger imellem, Kvindernes rivende Udbredelse paa Arbejdsmarkedet, deres stigende Anvendelse i Administrationerne, i Statens og Kommunernes Kontorer, de kvindelige Læger, Sagførere, Kæmnere, Fabriksinspektører, Kvinderne i Værgeraad, Menighedsraad og Kommunalraad? Skal vi lade det alt ude af Betragtning og sætte os en Menneskealder tilbage i Tiden for at diskutere Kvindesagens Begyndelsesgrunde sammen med Hr. Ravnholt. - Nej, sandelig om vi vil! Lad Hr. Ravnholt beholde sine »Signer« og »Solvejger« og »Alma Stjerner«. Der er jo til Gengæld ogsaa Kvinder, som sværmer for Landsknægten, der gaar paa Landevejen ud og slaar ihjel, eller for Forføreren, der løber Verden rundt, men sørger for at have en Kvinde siddende hjemme med Skødet fuld af Tilgivelse. Mon Hr. Ravnholt vilde synes om at faa disse engang ligesaa udprægede Mandstyper tilbage? Og mon han i Virkeligheden vilde føle sig tilfredsstillet, om Alma Stjerne kom spadserende ham imøde paa Asfalten midt i Gydernes, Bilernes og Boulevardernes København? Nej, han vilde saamænd ikke selv vide, hvad han skulde stille op med hende.
Nye Tider, nye Tanker! - Nye Mænd, nye Kvinder!
Hvis vor Tid virkelig ønsker at skabe det danske Folk »bedre og sundere Vilkaar«, maa det afholde sig fra slige haabløse Forsøg paa at storme den grundfæstede Bygning, Dansk Kvindesamfund gennem 40 Aar har rejst her i Landet og prøve at stige »det Trin op«, som er nødvendigt, baade naar man vil vælge sig en Hustru - Hr. Ravnholt foretrækker i sin Ridderlighed at stige »et Trin ned« af Hensyn til Kvindens ringere Styrke og Begavelse -, og naar man vil danne sig det rette Overblik over Kvindebevægelsens sociale, økonomiske og politiske Betydning. Men, før »Vor Tid« har gjort dette Trin op, kan »Kvinden og Samfundet« ikke indlade sig i nogen Diskussion med Hr. Ravnholt om hans store: »Hvorfor -?« Dertil er vore Forudsætninger paa det kvindesaglige Omraade for forskellige.
Men nu passerer vi Frederiksberg Station, og jeg maa gemme mine Papirer, - nej, det lille Asfaltblad skal faa Lov at blive liggende.
