« Tilbage til søgeresultaterne
Henriette Skram
70 Aar.
D. 28de September fyldte Overbestyrer ved N. Zahles Skole, Frk. Henriette Skram, 70 Aar.
Allerede i en Alder af 18 Aar knyttedes hun til den Skole, som hun skulde komme
til at vie sin Livsgerning, og som altsaa nu i 52 Aar har haft det enestaaende Held at tælle hende blandt sine bærende Kræfter.
Da Skolen i 1885 blev en selvejende Institution traadte hun ind i Bestyrelsen og blev, da Frk. Zahle i 1900 trak sig tilbage, Skolens Overbestyrer. At Frk. Skram var selvskreven til denne Post maatte være klart for enhver, der kendte noget til N. Zahles Skole. Frk. Skram havde i en Aarrække virket som Forstander for de højere Klasser og er med sin fine Fremtræden, sin myndige og kloge Personlighed en født Leder. Frk. Skram er derfor ogsaa ganske naturlig kommen til at øve sin Indflydelse paa den danske Pigeskoles hele Udvikling; det er saaledes hende, der for en stor Del er Skyld i Indførelsen af Pigeskoleexaminen i Steden for Mellemskole- og Realexaminen.
Men foruden at have beskæftiget sig med Pigeskolens Forhold og hele Ordning og af have udgivet en Del Lærebøger baade i Engelsk og Historie har Frk. Skram koncentreret sig om sin Lærergerning; og her har hun, navnlig som Lærer i Historie, hendes, Yndlingsfag, ydet noget enestaaende. Den, der har været saa lykkelig i sin Barndom eller Ungdom at have været en af hendes Elever i Historie, vil aldrig siden i Livet kunne miste Interessen for dette Fag. Frk. Skram besidder en sjælden Evne til at levendegøre de svundne Tider og forlængst afdøde historiske Personligheder for sine Elever. Ved sin Klogskab og sit Kundskabs væld forstaar hun at fremdrage Udviklingens ledende Tanke, saa at Historien ikke kommer til at staa for Eleven som en tilfældig Samling mere eller mindre interessante Kendsgerninger, og det bliver en Leg at lære de besværlige Aarstal og Navne.
Frk. Skrams fremragende Egenskaber som Lærer staar i Forbindelse med hendes enestaaende Veltalenhed, der i høj Grad har bidraget til at give Skolens forskellige aarlige Mærkedage en egen Festlighed, som sikkert ikke er almindelig i vore Skoler.
Af det ikke ringe Antal af Nutidens danske Kvinder, der har faaet deres Uddannelse ved N. Zahles Skole, vil sikkert Henriette Skram altid bevares i taknemmelig Erindring. Hun er trods de 70 Aar stadig den samme; vi maa haabe, at hun længe endnu maa have Kraft til at fortsætte sit betydningsfulde Arbejde.