« Tilbage til søgeresultaterne

Husgerningsskoler.

Af: Birgitte Berg-Nielsen

« Se emneord

Fru Birgitte Berg-Nielsen har i „Kvinden og Samfundet” givet et værdifuldt Indlæg i Skolesagen, som kan tillægges stor Vægt, da hun som Kommunelærerinde har nøje Kendskab til Arbejdernes unge Døtre og deres Hjem. Hun skriver:


„Det er snart paa Tiden at skaffe disse Børn en Læretid, saa de nogenlunde dygtiggjorte kunne møde til det Arbejde, der kræves af dem. Et Aar i det mindste burde de modtage Undervisning i det Arbejde, hvorved de skulle tjene deres Brød, saa vilde de dog nogenlunde være forberedte og tillige have vundet lidt bedre Kræfter.


For at denne Undervisning kan gives, maa vi have Husgerningsskoler, som uden Betaling modtager disse Børn; ti Forældrene er fattige og kan ikke betale for Undervisningen. Forældrene forstaar, at Børnene er daarlig skikkede til at komme ud at tjene, baade paa Grund af deres Mangel paa Fagdannelse, og fordi de har saa faa Kræfter. Tusinder af fattige Forældre har i Aar - i Madadressen - indgivet Andragende til Borgerrepræsentationen om Husgerningsskoler. Og Tusinder af skatteydende Borgere har billiget denne Begæring ved at underskrive den.


Naar en Husmoder fæster en Pige, forlanger hun et ordentligt Arbejde af hende; men Barnet staar ubehjælpsomt overfor det Arbejde, det skal udføre. Husmoderen maa atter og atter sige Besked og vise til Rette. Barnet kan ikke huske og finde Rede i alle de mange smaa Pligter og Arbejder, som paahviler det; ti det er saa nyt og fremmed alt sammen. I Reglen taber saa Husmoderen Taalmodigheden og gør Pigen Bebrejdelser for hendes Udygtighed og Forsømmelighed. Pigen føler dette som en Uretfærdighed; hun bliver forknyt og modløs eller bitter og trodsig. Efter kort Tjenestetid skifter Pigen Plads, men Forholdene skifter ikke. 14-15 Aars Barnet finder vanskelig en Husmoder, som bliver tilfreds med det; thi det er jo kun et Barn. som skal opdrages og oplæres, og det kan ikke gøre Nytte for Kost og Løn. Følgen heraf bliver, at Pigen bliver ked af at tjene og ser sig om efter andet Erhverv. Men da hun i Reglen er lige saa udygtig i alt andet som i Husgerning, møder hun mange Vanskeligheder.


Tænk dog over, hvad Samfundet skylder disse fattige Børn! Støtte, Undervisning og Vejledning skylder det dem - og i den tidlige Ungdomsalder er dette vigtigere end nogen Sinde, men i Stedet for lader man dem skøtte sig selv og bjerge sig, som de kan. I disse Dage kommer de paa Skolen for at sige Farvel. De fleste af dem har god Lyst og ærlig Vilje til at blive gode og dygtige Mennesker, men de aner kun lidt, hvilke Besværligheder der venter dem. De er saa barnlig glade ved de nye Klæder og ser forhaabningsfulde Fremtiden i Møde. Hvor bitter bliver ikke Skuffelsen for mange!


Husgerningsskolernes fleste Modstandere ønsker ikke Skolerne oprettede, fordi de koster Penge. Det er ikke selve Skolerne, men Udgifterne til Skolerne, de ikke synes om. Ret beset er det vistnok at spare paa Skillingen og lade Daleren springe; ti det, som ofres paa Husgerningsskolerne, vil sikkert med Tiden spares paa Fattigvæsenet. Der ødes umaadelige Kapitaler paa Grund af den megen Udygtighed paa Husvæsenets Omraade. Det vil nok kunne betale sig at give Pigebørnene en god Undervisning i praktisk Husgerning, saa de kan blive flinke Piger og senere dygtige Husmødre. Derved vil mangen ung Pige reddes fra Ulykke, og mangt et Arbejderhjem vil ved Husmoderens Dygtighed faa bedre Kaar og reddes fra Fattigvæsenet.


Mon det ikke er uklog Sparsommelighed, der nøder os til at føde en hel familje, fordi vi forsømte at undervise den enkelte?


Københavns Kommune giver ethvert Barn syv Aars gratis Undervisning i de almindelige Skolefag. Var det ikke rimeligt, at Undervisningen det ene Aar var beregnet paa at meddele Børnene de Kundskaber, der har størst Betydning for dem i det praktiske Liv? Undervisning i Husgerning vil altid være en Værdi for ethvert Pigebarn, selv om hun hverken bliver Tjenestepige eller Husmoder; ti hun vænnes til Orden og Renlighed, og det har hun altid Brug for. Fik vi Husgerningsskoler, og Pigebørnene frit kunde vælge mellem disse og Afgangsklasserne, saa vilde de fleste uden Tvivl vælge de første. Derved blev en Del af de nu bestaaende Afgangsklasser overflødige, og de derved sparede Penge vilde kunde dække den største Part af Udgifterne til Husgerningsskolerne. Noget dyrere end en almindelig Skoleklasse vilde Undervisningen i Husgerningsskolen maaské nok blive; men saa fik Børnene ogsaa hver dag god nærende Middagsmad. Det skulde ikke alene være de flinke Piger, som er modne til Afgangsklassen, der skal have Ret til Undervisning i Husgerningsskolen, men ethvert Pigebarn, som udskrives fra Kommunens Friskoler. Det vil være heldigt, om Loven af 2den Maj 1855 blev ændret, saa at de Børn, som nu udskrives af Skolen i Følge denne Lov, ikke kan udskrives, med mindre de samtidig indmeldtes i Husgerningsskolen; ti saa vil alle de flinke Børn, som nu udskrives af første Klasse 13 Aar gamle, blive Elever i Husgerningsskolen.


Naar Børnene faar Middagsmad paa Skolen og tillige for største Delen kan vadske og reparere Familjens Tøj, vil Byrden ”ved at have Barnet hjemme et Aar efter Konfirmationen være overkommelig selv for fattige Hjem, saa Skolen vil ikke komme til at savne Elever.”



« til toppen

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder