« Tilbage til søgeresultaterne
Bøger
Marguerite Audoux: »Marie Claire«. (Hagerup.) En fattig Pariser-Sypige, hvis Syn ikke tillader hende at fortsætte med sit Arbejde, skriver en Bog. Den bliver belønnet med »Kvindernes Akademi«s Pris, som værende Aarets bedste Bog. Kendte Forf. af begge Køn udtaler sig alle som én rosende og begejstret. - Den bliver i Løbet af kort Tid oversat til flere evropæiske Sprog. Dens Forf. er med et Slag berømt.
Det lyder saa mærkelig uvirkeligt, at man føler lidt Reservation overfor Bogen, naar man. aabner den. Naa, Pariserne er jo lette at begejstre. De føler jo saa helt anderledes end vi. - Men det kan jo være helt morsomt at læse den.
Titlen - to almindelige, dagligdags Navne - spekulerer i hvert Tilfælde behagelig lidt i Sensation.
I korte, enkle Sætninger fortæller Marie Audoux sit Livs Roman fra hun er 6 til 18 Aar.
Det, der først gør Indtryk paa Læseren, er hendes Iagttagelsesevne, der ikke har tilladt hende at lade noget ske i hendes Nærhed uden at hun har maattet gøre sig de nøjagtigste Optegnelser. Fra Klostret fortæller hun f. Eks. hvorledes en af Søstrene blandede Salaten i en »umaadelig stor, gul Skaal. Hun smøgede Ærmerne op lige til Skuldrene og blandede Salaten med sine haarede, magre Arme, og naar hun trak dem op deraf, glinsede og perlede de, saa jeg kom til at tænke paa visne Grene paa en Regnvejrsdag.«
Derefter kommer der Steder, hvor man umiddelbart føler og bliver tryg ved den Sanddruhed, der fra først til sidst præger Bogen, og - inden man er sig det ret bevidst - er man inde i et frydefuldt Medarbejderskab med en lille, klarøjet Sjæl, der er uendelig følsom og dog fri for usundt Føleri, - der beretter - ikke for at gøre sig interessant - men fordi en indre Trang griber og driver hende.
Anspændt lytter man til hendes Hjerteslag og er saa optaget af dette Samliv, hvor man ikke et Øjeblik kan lade hende være alene, at man først ved anden Gennemlæsning faar Tid til at fordybe sig i og glæde sig over Bogens fornemme, ejendommelige Stil, den imponerende Klarhed i Tanke og Form, den sælsomme skælvende ophøjede Ynde, hvormed Forf. gengiver sine Tanker om Mennesker, Dyr, Egne og Tildragelser.
Blandt dette Efteraars »Kvinde-Litteratur« bliver »Marie Claire« Bogen.
Selma Lagerlöf: »Kvindens Stemmeret«.. Denne berømte Forf.s korte, men vægtige Indlæg ved Stemmeretskongressen i Stockholm i Juni, er naturligvis selvskreven til en Plads hos alle, der arbejder for Kvindens politiske Valgret. Hendes Hyldest til Hjemmet »den lille Stat i Staten«, er skreven med den dybeste Forstaaelse af og Kærlighed til de Værdier, der skabes af Mand og Kvinde i Forening i deres Egenskab af Hjemmets Bygmestre og Vogtere. (G. B. N. F. - l Kr.)
Alf. Collet: »Camilla Collets Livs Historie«. (G. B. N. F. - 225 S.) Bogen vil blive nærmere anmeldt i »Kv. og Samf.«s Nr. 20; men det kan allerede nu anbefales, navnlig alle Kvindesagsvenner, at anskaffe sig denne smukke og indholdsrige Beskrivelse af Norges berømte Foregangskvinde. Især vilde den egne sig ypperligt til Højtlæsning paa de mange Medlemsmøder, som afholdes i »D. K.« i Vinterens Løb. (Kr. 4,50.)
S. Wiskinge: »Grundtræk af vor Forfatnings Historie«. (Willerslevs Boghandel. 150 S.) Kan paa det bedste anbefales til de Medlemmer, der med en forestaaende Grundlovsændring for Øje, ønsker en letfattelig ikke-partipolitisk Redegørelse for vor nuværende Grundlovs Tilblivelse. - D. K.s Kredse gjorde sikkert vel i at anskaffe en saadan Bog for altid at have »Historien« ved Haanden.
Marie Dinesen: »Den Stærkeste». (D. L. Forlag.) Efter et lidt langt Forspil, kommer man til den Handling, hvorefter Bogen har sit Navn og som bestaar i en stille, men haardnakket Kamp mellem Overretssagfører Ranks voksne Datter, Gerda, og hans Elskerinde, den smukke, musikalske Jødinde.
Gerdas Kærlighed til sine Forældre, hendes Sorg, hendes Opofrelser for at bringe dem sammen igen, er godt set og fortalt. Hun gaar sejrrig ud af Kampen, »thi den er altid stærkest, som glemmer sit eget«. - Bogen er langt fra betydelig, men dog værd at læse.
