« Tilbage til søgeresultaterne
Camilla Collets livshistorie
Camilla Collets livshistorie,
belyst ved hendes breve og dagbøger, heder et elegant udstyret memoireverk, som er udgivet paa Gyldendals forlag af fru Colletts søn.
Gjennem disse optegnelser faar man et sterkt Indtryk af Camilla Collets fine, aandfulde personlighed, af hendes poetiske, drømmende natur og af hendes følsomme sind, som var saa modtagelig for smertelige indtryk.
Vi følger hende i hendes ungdoms aar, da hun vakte opsigt overalt, hvor hun kom: »Der var noget ellepigeagtig i hendes sjeldne skjønhed.« - Som ganske ung mødte hun den mand, der kom til at øve den største indflydelse paa hendes ungdom - digteren Welhaven - og hun fattede en betagende kjærlighed til ham. Men de ydre forhold kom her til at spille en afgørende rolle: Welhaven laa i den bitreste strid med Camilla Colletts far og hendes bror, digteren Wergeland, og denne feide blev skjæbnesvanger for deres kjærlighed, som vel ogsaa fra hans side manglede fuld oprigtighed.
Vi følger hende videre i hendes egteskabsaar med professor Collett, og ind i enkeaarene, da alt en stund syntes hende mørkt og stængt.
I begyndelsen av 1850aarene tog hun bopæl i København, hvor hun sluttet et varmt venskab med professor Heiberg og frue. I 1854 havde hun færdig manuskriptet til sin første bog »Amtmandens Døtre«. Dette sendte hun Heiberg til Gjennemsyn og siger selv om bogen:
»Jeg selv hverken troer eller ikke troer paa den - jeg kan ingen formening have, men jeg holder af den, fordi jeg deri har nedlagt en Deel af min Sjel, fordi den er min Eneste, mit Smertensbarn, thi jeg føler, at jeg efter den ikke kan eller vil skrive mere.«
Heiberg gav hende imidlertid et opmuntrende svar, og bogen udkom, men anonym. Den var et modig indlæg for kvindens ret til at sætte sin personlige kjærlighed op som grundlæggende i egteskabet; den lyste dødsdommen over forældrenes herskende ret til at ofre sine døtre paa forsørgelsesgiftermaalets alter.
Den var et stridsskrift rettet mod samtidens snevre, spidsborgerlige opfatning af kvindens rettigheder i det hele. Derfor kom ogsaa denne roman til at indlede den langvarige kamp for kvindens frigjørelse, som senere har fulgt.
Bogen fik en velvillig modtagelse om end først eftertiden har forstaaet den fuldt og helt. Som man ved efterfulgtes den af mange andre skrifter, hvori Camilla Collett vedblir at stride for kvindeemancipationen, og for sociale reformer.
- »Ogsaa jeg maa ud at bjæffe, hver Gang der skrives eller gjøres noget, som jeg fra mit Kvindesagsstandpunkt ikke kan billige,« siger hun i en avisartikel i slutten af 80aarene.
Og hun var den paapasselige vagthund, som tit lod sin røst høre lige til hendes sidste dage.
Camilla Colletts verker er vel kjendt inden de læsende kvindekredse.
Nu maa man ogsaa ta fat paa denne sidste bok, hvori stoffet for en stor del er hentet fra »min tause ven«, dagbogen, som hun har betroet saa mange av sine intimeste tanker og følelser.
Vi læser den med stor interesse. En fin sjæls inderste hjertekammer lukkes op, vi titter der ind i ærbødighed - og lukker bogen sagte igjen med en tak.
