« Tilbage til søgeresultaterne
Boligspørgsmaalet
Selskabet for Sundhedspleje og Henry George-Foreningen havde Onsdag den 15de November indbudt til et offentligt Møde i Grundtvigs Hus i København for at forhandle om Boligspørgsmaalet.
De Oplysninger om de nuværende Boligforhold, hvormed Aftenens indledende Talere Dr. Poul Hejberg, Afdelingsingeniør Bjerre og Ingeniør Folke-Rasmussen fremkom, vidnede i høj Grad om, at der er Anledning til at paakalde alles Opmærksomhed for at raade Bod paa de Forhold, hvorunder den store Mængde nu bor, saaledes at de ydre Betingelser, for at der kan skabes virkelige Hjem for Mennesker i Stedet for de nuværende mørke, usunde Rum, der maa blive Arnesteder for Smuds og Sygdom, kan tilvejebringes.
Blandt de fremførte Oplysninger skal anføres: 1/6 af Befolkningen i København lever i stadig Bolignød. 2 pCt. af københavnske Hjem er Kælderbeboelse, hvor fugtige Vægge og slette Lysforhold trodser al Hygiejne. 64 pCt. af Arbejderbefolkningen bor i 2 Værelses Lejligheder, og disse udgør Halvdelen af københavnske Lejligheder. Paa et Areal af 1300 Kvadratalen findes 48 To-Værelserslejligheder, saa stort et Areal, som vilde være passende for en mindre Villa.
At 6-7 Beboelseslag er stablede ovenpaa hinanden med saa ringe Plads til hver Familie, kan naturligvis kun befordre Usundhed hos Menneskerne, ja der findes tilmed Soverum - uden Vinduer. Og Bygningerne lægges tæt op ad hinanden, saa Gaardspladsen bliver ganske minimal, hvorved Luft og Lys udestænges. Paa Christianshavn finder man endogsaa 3 sammenstødende Grunde bebyggede uden Spor af Gaardsplads for Ejendommene. Den nuværende Byggelov blev ret skarpt kritiseret. Der er ved denne endog sket Tilbageskridt i hygiejnisk Henseende, idet Kælderbeboelse er bleven tilladt, modsat hvad der var Tilfældet i Følge den gamle Byggelov. Men naar man hører Gangen i Forhandlingerne, kan man ikke undre sig. Justitsministeriet henvendte sig nemlig i sin Tid først til Grundejerne, dernæst til Arkitekterne og endelig til Hygiejnikerne, til hvis Forestillinger der kun blev taget ringe Hensyn.
1795 begyndte Husene i København at vokse opefter, og Lejekasernen opstod. At denne er en sygelig Udvækst fremhævedes. Der blev sagt, at Voldene i sin Tid laa som et Snørliv om Byen og tvang Husene i Vejret, men da Voldene faldt, forandredes Forholdene ikke. Der er tilmed i den seneste Tid fremkommet et Andragende om at bygge en Skyskraber paa 10-20 Etager. Der maa i Nutiden være et andet og mere sundhedsfarligt Snørliv om Byen end Voldene i sin Tid var, og at dette virkelig er Tilfældet, og at det er Grundspekulationen, der er Fjenden, var det overdraget den ene af Aftenens Indledere, Hr. Ingeniør Folke-Rasmussen at fremdrage.
Hovedgrunden til de ulykkelige Forhold, at der ikke bygges tilstrækkelig mange og tilstrækkelig sunde Boliger, skønt der er Plads nok til Byens Udvidelse, skønt der er nok ledig Arbejdskraft til Byggevirksomhed, og skønt der er Trang til flere Lejligheder, er, at der spekuleres i Grunde. I Byens Udkanter lader Folk med Kapital Grundene ligge hen, indtil de kan inkassere den øgede Værdi, som hele det arbejdende Samfund efterhaanden giver Grundene.
Disse ligger som et Bælte om Byen og indsnævrer den, mens Mennesker for stadig højere Leje lagres ovenpaa hinanden i den Slags Rum, som er nævnt. Og idet al Grundejendom købes i Forventning om den fremtidige Værdistigning, maa Lejerne nu forrente denne forventede Værdi. Derved den stadige Opskruen af Huslejen. Og stærkest gaar det ud over de fattige, thi Prisen pr. Kvadratmeter Gulvflade er højere jo mindre Lejligheden er.
80 Mill. Kr. giver den københavnske Befolkning aarligt i Husleje, og naar der for Tiden lægges yderligere 20 Mill. Kr. mere paa Huslejen, saa er det for at Grunden kan forrentes. Alt mens Menneskerne ikke kommer til at bo bedre.
Der er da endogsaa i den senere Tid paa Grund af Standsning af Byggeriet og den forhøjede Leje sket en Tilbagevenden til Mellem- og Baghuslejlighederne. Og Opskruningen af Lejen foregaar saa meget lettere, som København er blevet Landets store Forsørgelseskommune, hvorved Befolkningens Vækst er tiltaget stærkt. Understøttelsen virker saaledes som en Huslejestigningshjælp.
Men hvorledes komme bort fra disse meningsløse Tilstande?
Et Skridt i den rigtige Retning er gjort ved de Principper, der er fulgt ved Anlæggelsen af den engelske Haveby.
1898 købte Englænderen Ebeneser Howard 1300 Tdr. Land. Den egentlige Haveby skulde udgøre 1/6 og 5/6 skulde anvendes til Landbrug. Endvidere bestemtes, at der aarlig til Kommunen skulde indbetales en Værdistigningsskat, d. v. s. en Afgift af den forøgede Værdi, som alle Byens Indbyggere tilsammen efterhaanden giver Jorden, en Afgift, som jo ellers i Form af højere Husleje maa indbetales til de private Grundejere. At de Skatter som ellers maa betales til Kommunen og til Grundejerne saaledes bliver mindre er en Selvfølge, samtidig med at Beboerne bor langt friere og sundere.
Og hvor smukt saadanne Familier kan bo for 24 Kr. om Maaneden, derom blev man belært ved de Lysbilleder, som vistes af disse Havebyer. Hvad der især er meget tiltalende ved Indretningen af selve Husene, er den Omsorg, der er draget for Husmoderen. Hendes Virkefelt, Køkkenet, er det største og bedste Rum i Huset, praktisk og smukt indrettet. Endvidere er der 3 Soveværelser, Badekar i Skab, ligesom alle tunge Møbler er erstattet af Vægrum.
Ebeneser Howards Haveby har nu 2000 Huse og 10,000 Indbyggere. Indbyggerantallet i saadanne Havebyer maa ikke overstige 30,000.
Bevægelsen har taget Fart, og paa 20 Steder i England arbejdes der nu paa Oprettelsen af Havebyer, ligesom andre Steder i Udlandet, ved Dresden og Strassburg.
Hampstead ved London er en saakaldt Haveforstad, og her er naaet noget meget smukt i Sammenligning med vore frygtelige Nørre- og Vesterbro-Kvarterer.
Men at endnu bedre Resultater kan naas fremgaar af de Forhold, som har udviklet sig i den canadiske By Vancouver. Dér har 72 pCt. af Arbejderne deres egne pæne, selvstændige Hjem. Her betales nemlig en aarlig Grundværdiskat, d. v. s. en aarlig Afgift af Grundens samlede Værdi ikke blot af dens Værdistigning, saaledes at denne samfundsskabte Grundværdi bruges til Dækning af de offentlige Udgifter, Veje, Skoler, Biblotheker o. s. v. i Stedet for som ellers er Tilfældet gennem Huslejen at udbetales til private Grundejere, hvis Adkomst til denne Grundværdi er betinget af en Uret, som vore Samfund slæber paa fra gammel Tid. Samtidig er Skatter paa Bygninger ganske bortskaffede. At dette betyder mindre Husleje og bedre Boliger er klart. Men desuden har Grundejerne ikke Interesse af at holde Byggegrunde paa Spekulation, da Profiten ikke kommer Grundejerne selv til Gode men derimod det offentlige. Byggevirksomheden hindres ikke, og Bygherren bliver interesseret i at bygge saa godt som muligt, da Bygningsskatterne er bortfaldne, og da han kun ved al byde saa gode Boliger som muligt kan forøge sin personlige Arbejdsløn.
Her og kun her gaar Vejen frem til sundere og smukkere Boliger for den store Mængde.
Og ved Hjælp af en saadan Grundværdiskat vindes der i dette Tilfælde tillige, at Fortjenesten og dermed Købeevnen hos en Mængde Mennesker bliver større, idel Byggevirksomhederne tiltager. Men det vil jo sige øget Virksomhed ogsaa i alle andre Fag, og dermed større Betalingsevne til gode Boliger. Et heldbringende Kredsløb er kommen i Gang. Og Boligspørgsmaalet er kun een Side af det alt omfattende Jordspørgsmaal.
Ingen Kvinde, der interesserer sig for sociale Forhold, kan undgaa at sætte sig ind i Jordspørgsmaalet.
Spørgsmaalet om, hvorvidt Samfundet som hidtil skal vedblive at prisgive sin Ejendomsret til den samfundsskabte Jordværdi, eller om Samfundet endelig skal kræve sin Ret og inddrage de Jordværdier, som tilkommer det, samtidig med at alle de enkelte Samfundsmedlemmer kan faa Lov al beholde, hvad der tilkommer dem, idet de fritages for alle de nuværende trykkende Skatter, det er det Hovedspørgsmaal, der først maa løses, for at alle andre sociale Forhold virkelig kan blive forbedrede, og for at vore Samfund overhovedet skal kunne bestaa og ikke gaa samme Skæbne i Møde, som de andre historiske Samfund, der er gaaet til Grunde, fordi de ikke fulgte Lovene for et sundt økonomisk Samfundsliv.
