« Tilbage til søgeresultaterne
En Misforstaaelse
For nogen Tid siden bragte danske Blade under Overskriften: En kvindelig Gesandt en Meddelelse om, at Dr. jur. Clothilde Luisi fra Uruguay, som en kort Tid havde været ansat ved Diplomatiet, her havde vist saa fremragende Evner, at man havde betroet hende den vigtige Post at repræsentere Landet i Bryssel, og at hun saaledes var den første Kvinde i Diplomatiets Tjeneste.
Vi har søgt nærmere Oplysning og kan meddele:
1) at Dr. Luisi ikke har nogensomhelst diplomatisk Mission at udføre,
2) at hun af sin Regering er udsendt for at studere »Maaden, hvorpaa Europas Universiteter knytter den moderne Rets-Historie til Romerretten«,
3) at man for at støtte hende i dette Arbejde har knyttet hende til Legationen i Bryssel, til hvis Overordnede hun aflægger Beretning (en Fremgangsmaade, som Uruguays Regering hyppigt har anvendt ved Udsendelse af Repræsentanter med lignende Opgaver),
4) at det er første Gang, den omtalte Regering udsender en Kvinde i en saadan Mission,
5) at Dr. Luisi er den første Kvinde-Advokat i sit Land, og
6) at hun til vor Korrespondent meget har beklaget, at Pressen overalt har overdrevet og forvansket Betydningen af hendes Hverv.
Endnu er Pladsen som »den første Kvinde-Gesandt« altsaa ubesat.