« Tilbage til søgeresultaterne
De tyrkiske Kvinder og Politik
Efter Dagens Nyheter.
Det fremgaar tydeligt af Telegrammerne, at Tyrkerne har svært ved at komme til Rette med sig selv. De indre Stridigheder, som opstod efter Paladsrevolutionen 1909, er endnu ikke forbi. Man mærker endnu Dønningerne efter Stormen. Tyrkerne, som hurtigt skilte sig af med Kiamil Paschas dygtige liberale Regering, har i disse Dage styrtet et nyt Ministerium og udnævnt et andet, som ikke har Majoritet i Folket. Forholdene har længe været prægede af Forvirring, og ved den første Underretning om Italienernes Røvertog til Tripolis, steg Forvirringen til Kaos. Landet har ingen ordentlig Flaade, og Hæren er faktisk bunden til indenlandsk Polititjeneste, som, i Følge nogle Oplysninger fra den liberale Politiker Cherif Pascha til »La revue«, har kostet Landet 1,120,000 Kr. i Løbet af 2 Aar. Finanserne er i fuldstændig Uorden, og det sidste Budget viste et Underskud paa c. 100,000,000 Kr. - en Sum, som næppe bliver formindsket efter 2-3 Aars Forløb, med mindre Skatterne øges.
Det var saaledes ingen let Opgave, Regeringen stod overfor, da Krigen udbrød. Det var aldeles umuligt at vække den Samfølelse, som gør et Folk til en Enhed og inspirerer det til politisk Handling. Den Stemning, som nu gærer, og som fik sit første Udtryk i en særlig Beskatning af de Italienere, som bor i Tyrkiet, og som derefter gav sig Udslag i en Beslutning om at udvise dem af Landet, er hovedsagelig fremkaldt af Kvinderne, »Øjeblikkets Mænd«. Fornemme Damer har ofret deres Juveler, ja deres Formue til den tyrkiske Krigskasse. Lederne af den moderne Kvindebevægelse har i Folkets Paasyn revet deres Slør i Stykker og talt paa aaben Gade. En af mine Bekendte, Miss Helen Wilmanns, som lige nu er kommen hjem fra Konstantinopel, fortæller føl-
gende herom: Ingen skulde have kunnet tro, at det var muligt. Denne vege, lidt indolente Haremsdame, om hvem vi har hørt saa mange forkerte Historier, viser sig pludselig som en ildfuld og energisk Agitator, som tager fat, hvor de stridende Politikeres Kræfter er slupne op. Og i Stedet for at vække Forargelse, har de høstet Beundring. Deres flammende Opraab, som er spredt over hele Landet, har tændt Folkets Had og vækket dets sydlandske Begejstring. Da jeg for 8 Dage siden forlod Konstantinopel, gik der en Rejsning over Tyrkiet, den brusede imod én som en Fanfare. Den tyrkiske Regering har sikkert nu opdaget, at Kvinderne har en Opgave lige saa vel som Mændene, og selvom Undervisningsministeren, som er en Ven af Kvindens Valgret, afgaar, vil Kvindebevægelsen nok alligevel faa varme Venner i Landets Regering.
Min Hjemmelsmand sagde til mig, at det ser ud, som om hele Europa har en forkert Opfattelse af det moderne Tyrki og særligt af Kvindernes Stilling i Landet. Tyrken er ikke det »brutale Bæst«, som man i Almindelighed gør ham til, og Kvinderne er helt forskellige fra, hvad vi forestiller os. Dette passer godt sammen med nogle Oplysninger (af Evelin Mitford), som i Foraaret offentliggjordes i »Sunday Times«. Her skildres Tyrken som en elskværdig og rundhaandet Ægtemand, der behandler sin Hustru med udsøgt Ridderlighed og aldrig besøger hende uden hendes Samtykke. Endogsaa i de lavere Samfundsklasser er Kvinderne i Reglen bedre stillet end deres vesteuropæiske Søstre.
»Men sukker Landet da ikke under Polygamiet?«
Min Hjemmelsmand svarede: »Polygamiet er ikke saa udbredt, som man i Almindelighed tror. Ganske vist tillader Loven en Mand at have flere Koner, men det er kun meget faa, der har Raad til en saadan Luksus, thi hver Kone har nemlig Ret til at fordre sin egen Lejlighed og sit eget særlige Underhold. Desuden arbejder Tyrken paa at blive betragtet som staaende paa samme Udviklingstrin som Vesteuropæeren, og han ved godt, at Flerkoneriet her vilde være en stor Hindring.
Men Polygamiet hæmmes maaske mest af Kvindens stærke juridiske Stilling. Hendes Bolig og Underhold er hendes uindskrænkede Ejendom, selv om hun bliver skilt fra Manden, hvilket slet ikke er ualmindeligt. Har Hustruen egen Formue er denne ligeledes hendes uindskrænkede Ejendom, over hvilken hun frit kan disponere baade før og efter sin Død. Hun kan rejse Anklage mod sin Mand, lige saa vel som han mod hende. De Penge, hun faar til sit Underhold, kan hun bruge som hun vil, og Manden har ingen Ret til at fordre Regnskab af hende. Skulde Hustruen dø før Børnene er voksne, lægges deres Opdragelse i kvindelige Slægtninges Hænder; blandt disse kommer hendes Moder først i Betragtning. Manden skal sørge for Hustruens og Børnenes Underhold i Forhold til sin økonomiske Stilling. Her hjemme hos os hører vi om ulykkelige Kvinder, som sidder med deres smaa uforsørgede Børn, til hvis Underhold Manden ikke giver en Øre, - det vilde være utænkeligt i det uciviliserede Tyrki.
En helt ny Tid er brudt frem dernede, uden at Vesteuropa har mærket stort andet til den end den storpolitiske Manifestation. Hele Landet er reformeret, og dette gælder ogsaa Haremet. Den tyrkiske Kvinde er lidt efter lidt bleven ret oplyst. I de sidste 15 Aar har hun lært at læse og skrive, og store Højskoler findes nu i flere Byer. Den amerikanske Læge Mary Mills Patrick har særlig gjort et stort og lønnende Oplysningsarbejde i Tyrkiet. Hun er Forstander for et stort Kvindeinstitut, som besøges af russiske, græske, bulgarske, syriske, rumænske og tyrkiske unge Piger. Det nye Universitet i Konstantinopel, som officielt oprettedes for nogle Aar siden, eksisterer egentlig nu kun paa Papiret.
De sidste Oplysninger fra Undervisningsdepartementet viser, at der findes 1,419 tyrkiske Forberedelsesskoler for unge Piger med et sammenlagt Elevantal af 171,526. Desuden er der i Fællesskolerne 130,000 kvindelige Elever. Nominelt er der Skoletvang for baade Drenge og Piger, og hvad Undervisningen angaar er det et Spørgsmaal, om Tyrkiet ikke staar over Italien, som hidtil stadig har maattet indrømme, at 25 pCt. af Befolkningen hverken kan læse eller skrive. De fleste af de tyrkiske Skoler er utvivlsomt ogsaa bedre end Katholikernes Anstalter i Italien.
Det er ikke saa almindelig kendt, som det burde være, hvilken enestaaende Rolle Kvinderne spillede i den sidste Revolution. Ja, havde Kvinderne ikke været, havde Tyrkiet maaske ikke i Dag haft sin Konstitution. De skaffede Penge og virkede som hemmelige Agenter for de frisindede ledende
Politikere. I mange Tilfælde naaede deres Følehorn endogsaa lige ind i Sultanens Palads, og de af dem, der blev opdagede, maatte lide strænge Straffe, indtil den nye Regime var indført. Forrest i Kvindebevægelsen staar saadanne Damer som Refad, der har dannet en Komité for Udbredelsen af Litteratur og moderne Politik; Halideh Salih, som er en talentfuld Forfatterinde og Medlem af Presseforeningen og Ermine Hanen, som er en glødende Agitator for demokratiske Ideer.
»Og nu mener De, at de tyrkiske Damer har taget fat, hvor de slap efter Revolutionstiden?«
»Jeg ved, at de har«, svarer Miss Willmanns, »jeg har set det med mine egne Øjne. Da jeg rejste fra Konstantinopel, var Agitationen i fuld Gang. Aviserne indeholdt daglig Lister over Bidrag til Kvindernes Nationalindsamling, og der blev holdt en Mængde Møder med Kvinder som Talere. Saadant noget vilde have være aldeles utænkeligt for nogle Aar siden. Hvis Telegrafen en skønne Dag melder, at Tyrkerne har overvundet deres indre politiske Stridigheder og samlet sig til et frugtbærende nationalt Arbejde, saa vover jeg bestemt at paastaa, at dette Resultat hovedsagelig er naaet gennem Kvindernes Agitation og den Begejstring, deres patriotiske Henvendelse til Folket har vakt over hele Landet. Folket er sygt, det er sandt, men Krigen kan let blive den Feber, som driver Sygdommen ud af Kroppen.