« Tilbage til søgeresultaterne
Fyrretyve Aar
Fyrretyve Aar. - Der sidder en Kvinde paa et Bjærg; hendes Klæder er tunge af Støv, hendes Fødder er saarede af Vejens Sten. - Hun hviler Kinden i den magre Haand og stirrer med et fjærnt Udtryk i sit tankedybe Blik tilbage over sin Ørkenvandrings Vej.
Langt ude i Synskresen begynder den, Afstandens Taager skjuler den for almindelige Menneskeblikke, men hun ser den tydelig afstukken ligge bag sig, som hun saa den foran sig hin første Dag for fyrretyve Aar siden. Hun ser Skoler rejse sig af Ørkensandet paa dens Sider, og hun ser en Skare unge Kvinder gaa ud fra disse Skoler og skabe frodig Plantevækst der, hvor før var idel Tomhed. Hun ser Vejen slynge sig videre mellem beskedne, nøjsomme Hjem, hvor Hustruen, værnet af en frisindet og menneskekærlig Lov, lægger sit Arbejdes Udbytte tilside til sig selv og sine Børn. - Hun ser Vejen trædes bredere og dybere af flere og flere Fødder, og hun hører Kvindestemmer tale varme og indtrængende Ord om Vilkaarenes Ulighed og Lovenes Ubillighed, og hendes Kinder farves svagt, mens hun lytter til Lyden af de henfarne Røster; hun ønsker, hun kunde gribe og fastholde Klangen fra den Tid; hun synes, ingen af de Ord, hun har hørt siden, har ejet den Klang.
Hendes Blik følger Vejen videre; hun ser Kvinder mødes fra alle Landets Kanter og række hverandre Hænderne til et fast og ubrydeligt Forbund -, et Forbund om at vandre Vejen videre sammen imod det forjættede Land, som ingen nævner endnu, men alle drømmer om. Men hun ser ogsaa en Korsvej, hvor Skaren staar stille og spørger utaalmodig: »Hvor længe skal dette blive ved? Hvor er den Vej, der fører hurtigst til Landet, som vi alle længes efter?« Og hun ser Hænderne slippe deres Tag, og nogle pege bort ad en anden Vej, der skal være kortere, og hun ser ogsaa Kvinder skille sig ud og gaa bort ad denne Vej. Men da ser hun sig selv staa op midt blandt de tvivlende og raadvilde, pege tilbage paa det Land, der har rejst sig af Sandet, overalt hvor Kvindehæren drog frem, og pege udover Sletten, hvor de Gerninger, som endnu venter paa at øves, slumrer som skjulte Kildevæld under Ørkentæppet. Hun hører igen sine manende Ord om Taalmodighed og Udholdenhed og sine advarende Ord om alle dem, som søgte Genvejene til Maalet og døde Ørkendøden derude i Sandet; og de utilfredse tier, Hænderne, som slap, finder atter hinanden, og Toget gaar videre ad den Vej, hun har udpeget.
Og hun ser nye Skoler skyde op langs denne Vej, Skoler, hvor Hjemmets Arbejde hæves op til Ære og Anseelse; hun ser faderløse Børn, forladte Kvinder, retsløse Hustruer, skærmede af nye, retfærdige Love, og hun ved med sig selv, at om end Mændene høster Æren for disse, saa er de dog i deres Tanke hendes Værk.
Hun ser endelig udover de sidste Vandringsaar, hvor Følget bliver større, alt som Afstanden til Maalet bliver mindre, og hvor det forjættede Land er paa alles Læber i Tale og i Sang.
Fyrretyve Aar. - Nu er Landet saa nær, at blot hun stiger nogle Skridt højere op, vil det ligge udbredt for hende. Men da gribes hun af en forunderlig Træthed og Modløshed. - Hvad venter der hende hinsides den Grænse, hun snart skal overskride? - Magt og Ære og timelig Velstand kan det sammenlignes med disse fyrretyve Aars Vidundertog gennem den slumrende, drømmefyldte Ørken? - Kan det give hende Erstatning for det, hun mister, naar hun staar ved Maalet, disse Kvinders Kærlighed, disse Kvinders Tillid?
Skal hun opleve at se dem, hun forenede i Modgangens og Urettens Aar skilles og vandre hver sin Vej, ja, maaske mødes i hadefuld Strid om Byttet, som venter dem derinde?
Hun bedækker sit Ansigt med begge sine Hænder, som vil hun værge sine Øjne mod Synet. Aldrig har hun vidst, før i denne Stund, hvor højt, hun har elsket denne Ørken, som hendes Hænder har forvandlet til en Have, og disse Kvinder, som tillidsfulde gav sig ind under hendes Førerskab.
Men kun et Øjeblik hengiver hun sig til denne Smærte, saa tager hun Hænderne bort og løfter sit Hoved. Hun har fattet sin Beslutning. Her er ikke mere for hende at gøre; nedenfor Bjærget ligger Kvindehæren lejret og venter kun paa det Tegn, som skal sige dem, at nu staar det forjættede Land dem aabent; de behøver hende ikke mere. Hun vil stige saa højt op, hun kan komme, og som Moses fra Nebos Tinde se ud over dette Land, og naar hun har set, hvad hendes Øjne mægter at overskue, vil hun dø her, og begraves i Sandet og lade dem dernede vandre over hendes Legeme ind i Landet, som hun tro mod sine Løfter, har ført dem til.
Hun staar deroppe, hun ser med Haanden skyggende over Brynet ind i det lovede Land, Mændenes Land, som herefter skal blive Kvindernes med. Og alt mens hun ser, glider Landet hende nærmere, afslører sig for hendes gennemskuende Blik i al sin Herlighed - al sin Rædsel.
Er dette det vidunderskønne Land, som Ørkenluften afspejlede for hende og hendes Følge paa deres Vandring? Er det Landet, de sang og fantaserede om, naar de hvilede sammen i Aftenens Kølighed? Landet, hvor Retfærdigheden sidder i Højsædet, hvor Menneskekærligheden gaar med Bud mellem Folket og de styrende, - hvor Visdommen fører Ordet og Enfoldigheden lytter beskedent til, - hvor Sandheden til enhver Tid gør Løgnen til Skamme, og hvor ingen har for meget, og ingen for lidt? -
Hun ser et Land, sønderrevet af Partistrid. Hun ser de største Uretfærdigheder begaas i Retfærdighedens Navn; hun ser magtsyge Ulve luske om i Barmhjertighedens Faarepelse; hun ser Visdommen trængt op i en Krog, medens Enfoldigheden raaber op paa alle Torve, og hun ser Velstand og Dyd skilte højt med sig selv, mens under deres Fødder Elendighedens og Lasternes Dynge vokser og vokser.
Hun ser det alt sammen, og Ørkenen bag hende og de fyrretyve Aars møjsommelige Vandring synes hende fulde af Salighed imod denne Fremtid.
Og dog ved hun, der er ingen Vej tilbage; naar Tegnet gives, saa er alt dette her forbi, saa gaar Toget sin skæbnebestemte Gang derind, hvor hun nu ikke øjner andet end det, som er hendes Hjærte inderlig imod.
Hun kan selv blive her, men hun kan ikke stanse dem, hvis Fødder, hun ledte hid.
Paa Udsynets Bjærgetinde staar hun første Gang Ansigt til Ansigt med det Ansvar, hun paatog sig, da hun for fyrretyve Aar siden førte Kvinderne ud af Trældommens Land, og ligesom hun dengang saa den Vej, hun havde at gaa, ligge afstukken foran sig gennem Ørkenens uendelige Slette, saaledes ser hun nu atter Vejen slynge sig videre gennem det forjættede Lands Herlighed, der forekommer hende langt værre end Ørkenen før. Og mens hun følger den med Øjnene, ser hun atter Skoler rejse sig langt ude, hyggede op af stærke og enige Kvindeviljer, Skoler, hvoraf der udgaar en Skare af kyndige og milde Folkelærere, og uselviske og pligtopfyldende Samfundstjenere; hun ser Hjem, hvor den sidste Ulighed er forsvunden og Mand og Hustru sætter deres fælles Ære i at skabe en ny og modstandsdygtig Slægt; - hun ser et Land, hvor Fredskærligheden ikke længer er et Skalkeskjul for hemmelig Avind og selviske Hensigter, hvor Retfærdigheden og Barmhjærtigheden ikke længer staar hinanden efter Livet, men arbejder trofast sammen Haand i Haand; hun ser overalt, hvor Kvindetoget gaar frem, Lasterne skjule sig bort, og Elendigheden rette sin syge Krop og blinke imod Solen, - og overfor dette Syn glemmer hun alt det, som ligger imellem og først skal gennemvandres, som hun for fyrretyve Aar siden glemte Ørkensandet for Synet af det forjættede Land. Hun vender sig og gaar ned af Bjærget igen, men da er Trætheden ligesom strøgen af hende; hun er ikke længer en halvgammel Kvinde med saarede Fødder og Modløshed i Hjærtet, der er Glans over hendes Ansigt og Flugt i hendes Gang, thi nu ved hun, at hendes Vandring ender ikke her, at det Land, hun snart skal føre Kvinderne ind i, er ikke det forjættede Land, men dette ligger langt, langt borte endnu hinsides den skillende Grænse, og hun føler Kræfter i sig til at samle Kvinderne om sig endnu en Gang og tage en ny Vandring op, selv om den skal strække sig gennem aldrig saa mange Aar - fyrretyve Aar.
